DobbeltDanmark

Linde var den virkelige edderkop!

-Anklagerens tale i Landsretten i appelsagen

I begyndelsen af 1951 var sagerne mod Hasselstrøm, Linde, deres sammensvorne og flere politifolk efter appel nået frem til Landsretten. Her gennemgik man igen alle anklagepunkterne, og de fleste vidner var genindkaldt. I byretten havde de to ledende sortbørsfolk fået hårde domme. Hasselstrøm 6 års fængsel og Linde 4½ år.

I sin afsluttende procedure i Landsretten bevægede anklager og statsadvokat Erik Bech sig ifølge pressens overskrifter op til de helt store oratoriske højder. Hidtil har man været henvist til avisartiklerne fra den tid, hvis man ville have et nærmere indblik i landsrettens behandling af det store Edderkop-sagskompleks. Under arbejdet med at finde kilder er forfatterne til dette website stødt på et interessant notat. Det lå i en sagsmappe i Rigsarkivets store samling af dokumenter vedrørende Edderkopsagen. Dokumentet var lidt malplaceret i en mappe, der ikke havde direkte relevans til landsretsbehandlingen og er heller ikke typisk for dokumentsamlingen som for det meste består af egentlige politirapporter og retsdokumenter. På notatet er ikke anført, hvem forfatteren er, men det er rimeligt at antage, at det er statsadvokat Bech selv, der har lavet det, og at det er et udførligt forlæg for hans afsluttende procedure i landsretten. Vi har tilladt os at fylde de manglende ord og lave en lettere sproglig redigering, således, at dokumentet nu i dag fremstår, som den tale anklageren holdt i sagen mod møbelhandler Johannes Linde.

Ingen tvivl om at journalisterne havde ret. Der er virkelig tale om en retorisk kraftpræstation, som med sine klassiske oratoriske elementer leder tankerne hen på den romerske konsul Ciceros anklage mod forbryderen Catalina. En tale der står som alle anklageres forbillede, og som dem, der har haft latin i gymnasiet, har måttet svede sig igennem. Ciceros berømte indledning lyder: ”Catalina hvor længe endnu vil du vedblive med at misbruge vor tålmodighed?”. Anklageren i landsretten svinger sig på lignende vis til vejrs i et ordmæssigt crescendo: ” Der er ingen undskyldende momenter i denne sag for Linde. Hans forskellige forhold karakteriserer ham som lovovertræder af største format. Som en type landet endnu ikke har kendt. Korruption er hans uadskillelige ledsager.” Så er tonen ligesom slået an!

Anklageren søger gennem sin procedure at vise, at Johannes Linde er en forbrydertype helt uden sidestykke i Danmark. Han har importeret metoder, som ellers kun kendes fra USA, hvor man bestikker politiet og laver organiseret kriminalitet. Med disse og flere andre bemærkninger lægger anklageren op til en hård straf. Der skal statueres et eksempel og potentielle ligesindede forbrydere med jakkesæt skal skræmmes godt og grundigt fra drømmene om at kunne eje politiet. Til sidst i sin procedure kræver anklageren, at retten laver en alvorlig skærpelse af byretsdommen.

Anklageren har ordet

”Nu kommer vi til Johannes Linde. Her står vi straks overfor et større problem. Han er hovedmanden – han er den virkelige edderkop. Jeg skal straks nærmere begrunde dette, men først vil jeg komme med nogle almindelige betragtninger.

Johannes Linde har naturligvis en række gode egenskaber, men desværre anvendes de i et dårligt formåls tjeneste, og det er med til at accentuere hans farlighed. Linde er stædig og udholdende. Han har som man siger stamina. Har han en gang for alle sat sig for, at han er uskyldig, så er det lige meget hvor mange beviser politiet kører frem med, og at alle andre tilstår. Linde benægter som Jens Busk fakta (folketingsmand der i en debat sagde: "Jo, hvis dét skal kaldes Fakta, saa benægter a Fakta!" vor anmærkning). Linde vil gerne fremstå som den blåøjede godtroende tredjemand, der er uskyldig. Der er intet at gøre. Linde er ikke til at rokke og hævder uanset hvad, så er han uskyldig.

Men det er netop denne stædighed og udholdenhed, der gør ham så farlig, når han tilsyneladende har sat sig for at ville supplere sine i forvejen rigelige indtægter med økonomiske lovovertrædelser. Der er intet, der rokker ham, han kører ud på langruten.

Ingen tvivl om at Johannes Linde er i besiddelse af et stort initiativ. Han har haft en flot karriere. Han startede som arbejdsmand i en grusgrav, blev så chauffør og arbejdede sig op. Han etablerede en mindre møbelfabrik i Sundevedsgade, der snart voksede. Derefter kunne han åbne en forretning på Gl. Kongevej. Den velkendte ”Byens Bohave”. Begge dele gav ham gode indtægter. Men hans initiativ førte også til lovovertrædelser. Johannes Linde tager i forbløffende grad chancer. Han er meget alsidig og besidder en stor effektivitet, med hvilken han med begærlighed griber efter nye muligheder. Det skal vi høre nærmere om sidenhen.

Nok om hans ”gode” egenskaber.

Er Johannes Linde intelligent? Jeg synes, det er vanskeligt at bedømme, men efter hans optræden her under sagen, så tvivler jeg på det. Linde er snarere snu, forslagen og udspekuleret, men nok med en begrænset åndelig baggrund. Han har netop den evne, der ofte karakteriserer snu personer, at de kan snyde og bedrage andre, og at alt bliver til en gevinst for dem.

Før jeg går over til at give en negativ karakterstik af Linde, vil jeg gerne fremhæve, at hans økonomiske udgangspunkt er et andet end Hasselstrøms. Linde sad i den gode forretning med indtægter, som få andre havde. Det kan man se, hvis man kigger på hans skatteopgørelser og den meget store formue, som han har.

Hvad skulle han egentlig med mere?

For at svare på det spørgsmål, så må vi belyse de helt essentielle karaktertræk hos ham, som er griskhed og begærlighed. Han er den økonomiske forbryder i det store format.

Lad os se på sagen:

Han gik med i forretninger med rationeringsmærker, da der var penge i det.

Han gik med i handel med fremmed valuta, da der var penge i det.

Han handlede med biler, da der var penge i det

Han lavede pengelovsovertrædelser og snød i skat

Han lavede leverancer til tyskerne, da der var penge i det.

Han kom med udbredte opfordringer til andre om at indsmugle tæpper, guld, smykker, nylon, dollars, da der var penge i det. 

Han fornyede sig til stadighed og var hele tiden initiativrig og på udkig efter nye muligheder.

Hvis der opstår en mulighed for at lave assurancesvig, så går man med til det, det bliver til en hobby.

Linde ser sig heller ikke for god til at spille kort med folk, som så bliver plyndret, fordi der spilles med falske kort. Det sker navnlig, hvis Linde har måttet slippe et beløb i en handel, så skal pengene spilles tilbage. Hvis de pågældende folk ikke vil spille kort, så kan de få en omgang bank hos Linde eller også lægger man taktikken helt om. Her minder jeg om det såkaldt falske hold up. (Her hentyder anklageren til en episode, hvor Linde franarrede en tidligere SS-mand en større portion diamanter. Det var aftalt, at Linde skulle købe diamanterne, men lige pludselig stormede en maskeret mand ind i møbelforretningen og med pistol tvang han Linde til at udlevere de kostbare sten, som SS-manden i øvrigt havde fået efter et plyndringstogt under krigen på Østfronten i krigen mod Sovjet. Den maskerede mand var naturligvis betalt af Linde og gav efterfølgende diamanterne tilbage til Linde. Selv om SS-manden formentlig gennemskuede nummeret, turde han ikke gå til politiet.)

Der er også gode indtægter ved hæleri både i stort og småt. Det falder ganske naturligt indenfor Lindes domæne.

Så kommer vi til bestikkelserne, som også har en økonomisk baggrund. Det handler her naturligvis om af få politifolk og andre myndighedspersoner i lommen, så man kan fortsætte med sine forbrydelser på sikker basis.

Men selv om griskhed og begærlighed kan udfolde sig indenfor snævre rammer, så gælder det slet ikke for Linde som i usædvanlig grad har vist et bredt udvalg af karaktertræk og handlinger. Hans hensynsløshed og hæmningsløshed er allerede belyst gennem mine foregående bemærkninger, men jeg vil derudover gerne fremhæve hans kortspil, hvor han sammen med Hasselstrøm har klædt folk af til skindet. Jeg minder om det falske hold up og guldbarren. Ligeledes om Meldgaards fantasiring. Den grove udskældning af Kaumann og Otto Lauritzen. Afbankningen af dollarmanden. Forholdet til Brammer og fabrikationen af falske erklæringer.

Alt sammen udtryk for at Linde forfølger et forhold til det yderste, at ingen bånd strammer eller holder igen. Jeg understreger: Ingen hæmninger eller hensyn af nogen art er ham fjerne. På samme måde forholder det sig med hans smartness og frækhed. Jeg skal ikke gå i detaljer, men blot nævne sagen hvor han skaffe en SHAEF-bil lige efter kapitulationen, og hvordan han lod de stjålne rationeringsmærker fra kuppet i Esrom transportere med en politibil. En mand, der hitter på den slags, er virkelig effektiv og har et klart blik for, hvorledes man dækker sig ind.

Nu kommer jeg ind på Johannes Lindes forlorne respektabilitet. For dem der ikke kendte ham nærmere, har han nok kunnet skabe en vis illusion om at være den gode borger. Den store møbelforretning imponerede. Det samme gjorde lejligheden i et pænt kvarter. Han var på landet om sommeren, havde stor motorbåd, flotte biler og gik på jagt med folk, der havde det blåeste blod, man kan tænke sig, tillige med ret så fremtrædende politifolk.

Det er baggrunden for, at folk fejlagtigt tager bestik af ham. Når de ikke har mulighed for at gardere sig, idet de tror han er den pæne borger, så bliver de et let bytte for ham. Men de forhold, jeg nævnte før, gør også, at han på forhånd har skabt sig en vis rygdækning, hvis politiet skulle fatte mistanke til ham. Han synes at ligge uden for det klientel, som politiet normalt beskæftiger sig med, og på den måde vil politiet have svært ved at tro, at han virkelig skulle være en grov forbryder.

Vi skal nu se på hvordan og hvorfor, Linde anvender denne form for camouflage eller rygdækning. Johannes Linde anvender selvfølgelig bestikkelse for at begå sine forbrydelser uden risiko for at blive straffet. Derfor allierer han sig med politifolk, som hjælper ham, orienterer ham, fjerner sager mod ham, holder hånden over ham, eller hvad der nu ellers måtte være behov for.

Linde bestak sig selv og et par af hans venner ud af den internering, de var sat i efter krigen i Alsgade skole. Han bestak politifolk til at se bort fra hans rolle i sagen om de falske pund, hvor han spillede en vigtig rolle med hensyn til spredningen. I sagen om ulovligt indførte tekstiler bestak han også. I den sag, der var under opsejling omkring ulovlige pengeomvekslinger, benyttede han sig også af bestikkelse for at komme ud af en knibe. Så var der sagerne omkring ulovligt importerede og solgte biler, hvor han gav penge til betjente for at kigge den anden vej. Endelig fik han fjernet en værnemagersag ved hjælp af bestikkelse.

Alle disse eksempler er forklaringen på, hvorfor Linde har så lille en straffeattest.

Hvordan går det for sig, at man kan bestikke en politimand? Det er en gradvis udvikling. Man kan også sige at det er en snigende stigende kurve, hvor politimanden bevæger sig væk fra sit ærlige udgangspunkt mod at begå direkte ulovligheder. Det starter med, at man deltager i et uskyldigt møde i møbelhandler Lindes forretning. Her gives der måske et traktement. Der bydes på lidt spiritus og nogle cigaretter. Senere tilbyder Linde måske, at betjenten kan købe nogle møbler med særlig rabat. Han låner måske sin bil ud eller giver andre former for begunstigelser. Senere giver han betjenten gaver og til sidst falder der en kontant bestikkelse af. Så sidder betjenten i saksen.

Disse politifolk er langsomt men sikkert blevet bragt lige præcis i den position, hvor Linde vil have dem. Hvorfor skulle Linde ellers komme sammen med politifolk. Med hans mentalitet, den asociale, samfundsfjendtlige, kan han ikke have nogen sympati for det politiet repræsenterer, som jo netop er den lovlydige borgers værn over for den kriminelle. Han foragter i virkeligheden politifolk.

Hans grundlæggende princip er jo netop: ”Noget for noget”.  Man hører ham sige: ”Vent til jeg har Albrink rigtigt, det er kun derfor jeg accepterer at have den skiderik rendende. Han bliver min politityr!”

Det er sådan Linde er. Han udnytter kynisk de menneskelige svagheder, som også findes hos politifolk. Det er trangen til en glad aften, trangen til spiritus, til tobak. Linde har dygtigt spillet på disse ting, og derigennem har han forstået at bringe de pågældende politifolk længere og længere ud, så der til sidst er blevet etableret et afhængighedsforhold. Det er Johannes Linde, der har ansvaret for at en række politifolk i dag er under tiltale. For dem er det et spørgsmål om velfærd – liv eller død. For Linde har de været brikker i et nøje planlagt spil, og Linde skal nok klare sig bagefter. Det gør han altid. Han købte dem, fordi han havde brug for dem, og fordi hans moral er, at alt kan købes.

Disse forhold må veje tungt ved bedømmelsen af den straf, Linde skal have.

Der er ingen undskyldende momenter i denne sag for Linde. Hans forskellige forhold karakteriserer ham som lovovertræder af største format. Som en type landet endnu ikke har kendt. Korruption er hans uadskillelige ledsager.

Med hensyn til politifolkene vil jeg gerne fremhæve, at der væsentligst har været tale om folk fra Krisepolitiet. Det er tidligere folk fra Ordenspolitiet, som ikke har fået nogen egentlig kriminal-uddannelse. De er pludseligt kastet ud i meget store og vanskelige sager, hvor de har mødt en helt særlig forbrydertype, som ikke er set før, og som har haft den moral, at når alt kan købes, hvorfor så ikke også politiet. Når der så blev gjort disse bestikkelsesforsøg, så var fristelserne helt enkelt for store for nogle af krisebetjentene. Jeg skal heller ikke undlade at nævne de helt særlige forhold, der herskede her i landet lige efter kapitulationen.

Om forholdet mellem Hasselstrøm og Linde skal jeg henholde mig til de tidligere fremsatte bemærkning og tilføje, at Hasselstrøm jo sagtens kunne selv på sit eget område, men når det kom til samarbejdet med Linde, så måtte han spille anden violin. 

Johannes Linde bevægede sig også udover sortbørsområdet, og her havde han større arbejdsmuligheder end Hasselstrøm. Svend Åge Hasselstrøm var sådan set kun hans hjælper, når Linde havde behov for ham. Det var Linde der støbte kugler, så var det Hasselstrøm, der skød dem ud. Johannes Linde var den virkelige edderkop. Han sad i spindet og trak i trådene. Det var Lindes kontor, der var centret for ulovlighederne. Han var det sorte justitsminister, men Hasselstrøm var selvfølgelig den villige og effektive hjælper. Hvad der er sagt om Linde og bestikkelse gælder i det væsentligste også for Hasselstrøm.

Som før omtalt har vi i Danmark været forskånet for lovovertrædere, som begik forbrydelser og dækkede sig ind ved at bestikke politiet. Folk som søgte omgang med politifolk og dermed søgte muligheder for at undgå at blive opdaget. Man kan sige, at det er en genial metode, men at den også er farlig.

I Amerika er den slags almindelig kendt. Det betegnes som white collar criminality. Tilsvarende i Frankrig, og der kendes også enkelte tilfælde i England. Nu ligger det klart, at Linde har indført metoden på dansk jord. Det er grunden til, at vi skal søge at sætte et effektivt stop for det og skræmme eventuelt ligesindede.

Dette fører os over i strafudmålingen. Det er jo altid et spørgsmål om proportionalitet – både i den enkelte sag og i forhold til andre sager. Her drejer det sig principielt om økonomiske forbrydelser. Det har vi da nok af til daglig, men det er i det væsentlige småtyve, småbedragere og småunderslæbere, som ganske vist straffes strengt, selv om disse folk ofte kan have forståelige, og nu og da endda agtværdige motiver for deres lovovertrædelser. De har imidlertid ingen særlige forbindelser, ingen særlige muligheder for at klare sig. Det er nemme sager mod disse småfolk, som sammen med deres familier rammes hårdt af straffen.

Men her i denne sag har vi altså at gøre med økonomiske forbrydelser af en hel anden art og i et helt andet plan. Det vigtige er ikke, at politifolk er impliceret, det er kun sørgeligt, men dette, at politiet virkelig er kommet ind på livet af en af hajerne fra forretningslivets overdrev. Den tilsyneladende respektable forretningsmand, som under dække begår sine lovovertrædelser, som snyder og bedrager.

Den, der i politiet, har arbejdet med sådanne sager ved, hvor vanskelige de er. Hajerne hænger sammen. De har deres forbindelser i orden og er i stand til at kaste sand i sporene. Når ofrene laver for meget ballade, så betaler hajerne sig fra det. Pengene har de enten selv eller fra et nyt offer. Og der er nok af sagerne.

Der findes en kreds af folk af samme type som Linde i København, hvor de, dog uden hans politiforbindelser, driver deres spil. Det er vigtigt at skræmme dem og lade dem se skriften på væggen. De er, som Linde, de farlige forbrydere, de asociale, de gridske og begærlige udnyttere af kriser og mangelsituationer. Småfolk er i forhold hertil ganske ligegyldige.

Linde er prototypen på nutidens asociale økonomiske lovovertræder. Han er en white collar kriminel. Han er hestehoveder foran de andre gennem sit tilrettelagte politispil og det understreger hans farlighed. Han handler af gridskhed og begærlighed. Derfor skal han rammes på pengepungen ved siden af straffen. Han kan betale. De skatteregnskaber, han har lagt frem er kun formelle. Han har mindst 4 millioner kr. i gemt formue, der har været holdt udenfor omsætningen. Han skal have en pengestraf, udover frihedsstraffen. Det respekteres af ham og hans ligesindede. Derfor nedlægges der påstand om en generel tillægsbøde af en ganske alvorlig og følelig størrelse. Der nedlægges endvidere påstand om, at der ikke sker fradrag af varetægtsfængslingen for tiden efter byretsdommen og forud for denne.

Retten bør, når den skal vurdere proportionaliteten i straffen til Linde, placere den i det plan, hvor Linde virkelig hører hjemme.

Og med disse ord skal jeg således indlede sagen.”

Dommen blev hårdere

Om det var anklagerens flotte og bidende procedure, der overbeviste de 6 dommere i landsretten, får vi aldrig at vide, men det står fast, at Johannes Lindes dom fra byretten blev voldsomt skærpet. Man forhøjede straffen fra 4½ år til 6 år og gav ham endvidere en bøde af en størrelse, som man ikke havde set tidligere. 150.000 kr. skulle han aflevere til statskassen. Samtidig konfiskerede man et par luksusbiler og fra hans bankbøger et beløb på over 160.000 kr. I vore dages penge ville bøde og konfiskation svare til omkring 9 millioner kroner! Den sorte justitsminister, Edderkoppen, møbelhandler Johannes Linde smilede efterfølgende formentlig ikke nær så meget, som da han blev arresteret.