kakadu


Linde og Hasselstrøm går bersærk på Kakadu Bar


I Colbjørnsensgade 6, på Vesterbro ligger Kakadu Bar, den har i mange år – helt tilbage fra krigens tid – været et yndet tilholdssted for tørstige gæster og natteravne. De to sortbørschefer Linde og Hasselstrøm kommer også på Kakadu Bar, hvor stemningen tit er ret så livlig, og man kan bestemt ikke beskylde Linde og Hasselstrøm for at køre med lav cigarføring i årene før, de kommer i politiets kritiske søgelys og bliver fængslet i den store Edderkopsag.

De to herrer smider om sig med penge, de drikker i den helt store stil, og de spiller højlydt hazard-kortspil og blanker jyske handelsmænd af, der er kommet ind med 4-toget, og som bliver snydt så vandet driver af deres våde øjne, når om morgenen kigger i deres tomme prangerpunge, uforstående over for, hvordan det kunne gå dem så galt.

















Tit er Kakadu Bar et sted, hvor Linde og Hasselstrøm kommer sent, når de andre barer lukker, og så kan promillen godt være højt oppe. Især Linde har svært ved at opføre sig ordentligt, og det sker ofte at han generer de andre gæster med grove tilråb og trusler, hvis han synes de stirrer lidt for kritisk på ham eller på dem, han er i selskab med.


Det sker også en gang i begyndelsen af 1948, hvor Linde og Hasselstrøm ankommer til baren. Med sig har de bogstaveligt talt på slæb den kendte leder for Rejseholdet, vicepolitiinspektør Otto Himmelstrup, der næsten ikke kan stå på benene, så beruset er han.


Knap har sortbørscheferne og vicepolitiinspektøren ved fælles hjælp fået bugseret sig ind i baren, førend Johannes Linde kommer i klammeri med en gæst, der formentlig har ladet en kritisk bemærkning falde om de tre herrers larmende og generende adfærd. En anden person – en ung mand ved navn Mads L. – forsøger at gribe ind og mægle, men det skulle han aldrig have gjort.

Automobilforhandler Victor K. er vidne til optrinnet. Han er en rimelig troværdig person og er en kritisk betragter af det kriminelle miljø på Vesterbro (se yderligere omtale af Victor K. her). I en politirapport, der senere optages, fortæller han: ”Den unge mand fik temmelig mange klø af Linde, mens hans ledsager, vicepolitiinspektøren, smilende overværer optrinnet, mens han i øvrigt var så beruset, at han måtte klamre sig til bardisken for ikke at falde ned”.

Den unge mand Mads L. kommer også til at tale med politiet, overfor hvem han bekræfter, at han fik bank af Linde og Hasselstrøm, der derudover også har ødelagt hans nye jakkesæt. ”De gik pludselig løs på mig uden nogen som helst form for anledning”, fortæller han og tilføjer, at han ville ønske at han kunne politiet fortælle noget ufordelagtigt om de to sortbørsfolk.


Ejeren af Kakadu Bar, restauratør M. bliver efterfølgende så irriteret og vred over især Johannes Lindes opførsel, at han forbyder ham adgang til etablissementet i fremtiden. Der har været mange forudgående episoder, og denne sidste affære har fået bægeret til at flyde over.

Det lader sortbørsmanden, med det voldsomt opfarende temperament, sig ikke påvirke af. Han snerrer: ”Jeg skal nok selv bestemme hvilke barer, jeg går ind besøger”. Ifølge et par vidner truer han endog restauratøren med at lække oplysninger til politiet om nogle ulovlige valutatransaktioner, restauratør M. skulle have foretaget.  Et vidne mener yderligere at vide, at Linde direkte laver afpresning af restauratøren, idet Linde kræver 15.000 kr. for at holde tæt med sin viden. Sagen bliver aldrig udforsket til bunds, men den illustrerer meget godt, hvorledes typer som Linde og Hasselstrøm kunne føre sig frem i det københavnske natteliv og te sig som de lystede, uden at de på noget tidspunkt behøvede at frygte for repressalier.



.


Nyere foto fra indgangen til Kakadu Bar i Colbjørnsens-gade på Vesterbro i København.