Outze og den lille mand

Den lille mand og redaktøren


En dag i begyndelsen af juli 1949 bliver redaktør Børge Outze på dagbladet Information ringet op af en mand, der kalder sig ”Møller”, og som fortæller, at han er i besiddelse af nogle meget vigtige oplysninger, der kan føre til opklaring af dobbeltmordet på Peter Bangs Vej, der er sket året før. ”Møller” mener selv, at oplysningerne er så afgørende, at de må kunne udløse halvdelen af en udlovet dusør på 20.000 kr., som kan tilfalde den person, der kan levere den afgørende brik, der fører til opklaringen af det gådefulde dobbeltmord, som har været forsidestof i en lang periode.


Redaktøren spidser ører, og der aftales hurtigt et møde på restaurant Skindbuksen, der ligger lige ved Kongens Nytorv. Det er en lille mand, der møder redaktøren af Information, men han er ret kraftig og glad for de våde varer, så mens der bliver taget hul på den første pilsner i restaurantens tilrøgede, brune lokaler med de skæve vægge, begynder ”Møller” at fortælle sin interessante historie til redaktøren.


Gennem en mystisk bekendt, som ”Møller” kun kender under navnet ”Neget”, har han erfaret, at der eksisterer et skriftligt bevis for en forbindelse mellem den netop i Edderkopsagen fængslede møbelhandler Linde og det myrdede ægtepar Jacobsen. Det skal være en landmand i Jylland, der tilsyneladende er i besiddelse af en kvittering på en rulle af det eftertragtede engelske klædestof. Kvitteringen er udfærdiget til Linde og udstedt fra English House, tøjmagasinet hvor hr. Jacobsen var kontorchef. Det er Jacobsen selv, som skal have underskrevet kvitteringen. Sammen med ”Neget” vil ”Møller” nu gerne rejse til Århus for at afhente kvitteringen. Han beder derfor Børge Outze om lidt penge til rejsen, og derfor må Outze senere hen i kiosken hos Information i Store Kongensgade for at hæve 250 kr. til den lille ”Møller”. Forklaringen på, at landmanden i Jylland er i besiddelse af kvitteringen er, at Linde har videresolgt stoffet til landmanden – i øvrigt i forbindelse med en bilhandel. Landmanden har senere klaget over, at prisen var lige lovlig høj for stoffet og for at afvise denne påstand, har Linde så angiveligt givet landmanden kvitteringen som bevis på, at prisen var rimelig.



























Efter et par dage ringer den lille mand igen til Outze. Han fortæller, at han endnu ikke er kommet i besiddelse af kvitteringen, men at der er fremgang i sagen, og man aftaler derfor et nyt møde på en restaurant ved Nørrebros Runddel. Her møder den lille ”Møller” temmelig beruset op og begynder straks at fortælle endnu en historie, der knytter sig til sagen omkring dobbeltmordet.

”En dag kom jeg tilfældigt ind på Restaurant Corner og satte mig ned. Ved et bord ikke så langt fra mig opdagede jeg et selskab bestående af Svend Hasselstrøm, Linde, vicepolitiinspektør Himmelstrup og Nicolai, fortæller ”Møller”, der hurtigt var blevet opmærksom på selskabet, fordi: ”Der foregik et skænderi ved bordet”. Under den ophidsede samtale fremgik det, at Nicolai var i besiddelse af 30.000 kr., og at han forlangte 20.000 kr. af de andre herrer for at tie stille med sit kendskab til en handling, de andre havde begået. Nicolai skulle endvidere have udtalt, at hvis han fik pengene, agtede han at forlade landet.

Hvad snakken endte med, ville eller kunne ”Møller” ikke fortælle til redaktør Outze, men afslutningen blev, at Nicolai kørte bort i en bil, idet han dog glemte sin frakke. En kraftig trenchcoat af svensk fabrikat, mærket Bergstrøm, Gøteborg. Senere tog Hasselstrøm Nicolais frakke. ”Og ved De hvad, hr. redaktør?”, siger den lille ”Møller” i et dramatisk tonefald: ”Det var den 22. april 1948 - samme dag som Nicolai blev myrdet”.

Selv om ”Møller” er beruset, får Børge Outze klart indtryk af, at den lille mand mener at vide, at Nicolai havde kendskab til hvem, der havde begået drabene på kontorchefen og hans kone, og at der endog skulle have medvirket et par politifolk.

















Mødet mellem ”Møller” og Outze bliver det sidste. Egentlig er det meningen, at ”Møller” og hans mystiske ven ”Neget” skal overlevere kvitteringen en af de kommende dage, men trods aftaler og flere telefonsamtaler mellem Outze og både ”Møller” og ”Neget”, bliver det fældende bevis aldrig fremskaffet.

Børge Outze ved tilsyneladende ikke helt på dette tidspunkt, hvad han skal stille op med oplysningerne. På den ene side lyder det som en værre røverhistorie, kun opdigtet for at slå redaktøren for nogle hundrede kroner, men på den anden side fortæller ”Møller” meget overbevisende og med mange detaljer, hvilket Outze, der er erfaren kriminalreporter, udmærket kan vurdere. Der er endvidere ingen tvivl om, at ”Møller” er ganske godt kendt i det københavnske sortbørsmiljø og har en stor viden om hvem, der er hvem, og hvilken slags kriminalitet de begår.  Hvad Børge Outze på dette tidspunkt ikke ved, er at ”Møller” også har været hos redaktør Nicolaj Schmidt på Ekstrabladet med den første del af historien om den famøse kvittering. Schmidt har dog ikke været villig til at udbetale ”rejsepenge”, men har krævet håndfaste beviser, før der kunne komme kroner på bordet. Schmidt er, i øvrigt endnu før Svend Hasselstrøm blev arresteret (24. februar 1949), blevet kontaktet af ”Møller”, der udtalte: ”Jeg er i stand til at føre Dem ind i Edderkoppe-inderkredsen”. Redaktør Schmidt har efterfølgende flere møder med ”Møller” og bruger den viden, han får her til sine artikler om Edderkopsagen, der begynder at rulle fra efteråret 1948.

Også Anders Nørgaard og Poul Dalgaard, journalister på dagbladet Social-Demokraten, bliver kontaktet af ”en lille øldunstende mand”, der fanger journalistens opmærksomhed omkring en for offentligheden indtil da relativt ukendt og omfattende sortbørskriminalitet. Der er ikke meget tvivl om, at det er ”Møller”, der også er Nørgaards og Dalgaards indledende hovedkilde. Anders Nørgaard skriver i bogen ”Store Oplevelser”, s. 240, om scenen, hvor han første gang møder den lille mand en kold regnfuld efterårsnat på Social-Demokratens redaktion: ”Han lugtede af øl. Hele hans fremtoning dunstede af fup og fiduser. Men der må have været et eller andet, som gav mig en fornemmelse af, at der var noget usædvanligt på trapperne. Flimrende og usammenhængende fortalte han om nogle mennesker, jeg ikke havde det ringeste kendskab til. Nu og da skuttede han sig i sit våde tøj, tog en slurk af flasken og stirrede på mig med vandede øjne. Han fortalte, at han tidligere havde solgt ”små nyheder” til bladene, og nu ville han fortælle mig en historie – naturligvis for en lille skilling – om den kunne bruges, vidste han ikke, for der skulle snuses en hel del op, men det måtte blive min egen sag. Han ville bare give et praj og have lidt kasse for sin ulejlighed. Og så ville han være anonym, for opdagede hans kammerater, at han havde sladret, ville han ikke være mange sure sild værd”


Tilbage på Information sidder Børge Outze efter han have skrevet dagens leder og tænker over den lille mands historie. Han er i tvivl om, han skal fyre historien af i sin avis, og beslutter sig for at vente, men er dog alligevel nødt til at betro sig til nogen. Derfor genfortæller han efter nogle dage hele hændelsesforløbet til en god ven, som lytter interesseret. Der er ingen tvivl om, at vennen også synes, det er en spændende historie, og han kan heller ikke lade være med at give den videre. Det gør han så diskret som muligt til en nær bekendt, nemlig krisebetjent Johannes Hansen, der som den energiske politimand, han er, straks går i gang med nogle yderligere undersøgelser.


Fra Gerda, Rudolf Nicolais kæreste, får krisebetjenten oplyst, at Nicolai ganske rigtigt på morddagen havde lånt en bil, som han kørte rundt i. Johannes prøver også at efterforske sagen omkring Nicolais glemte frakke, men kan ikke få bekræftet, at Nicolai skulle have glemt eller mistet den omtalte frakke. Derimod ved han fra tidligere samtaler med Nicolais kæreste, at sortbørshandleren i de sidste måneder af sit liv følte sig truet, og at hans frygt var rettet imod Linde. Nicolai har også fortalt Johannes, at han sammen med Gerda havde til hensigt at rejse til Argentina.

Men han kan trods ihærdige anstrengelser ikke identificere ”Møller” nærmere. Det er der derimod andre politifolk, der kan, og som sagen nu går over til. Det står hurtigt klart, at ”Møller” er kendt af flere af de politifolk, som arbejder med Edderkopsagen, fordi han har leveret oplysninger til dem. Politifolkene er dog af den opfattelse, at disse oplysninger ikke har haft nogen større værdi for sagens opklaring, og man anser ”Møller” for at være en drikfældig person, der ynder at gøre sig interessant. Alligevel bliver den lille mand kaldt ind til en langvarig afhøring.

I løbet af afhøringen bekræfter ”Møller” i store træk hændelsesforløbet, og han forklarer, at den mystiske ”Neget” desværre er forsvundet, og at det aldrig er lykkedes ham, at fremskaffe den omtalte kvittering. ”Møller” kan eller vil ikke nærmere identificere Neget, så den side af sagen ender blindt. Det ophidsede møde på restaurant Corner er ”Møller” dog ikke meget for at udtale sig om til politiet. Han indrømmer ganske vist, at han udmærket kender Hasselstrøm og Nicolai, og at han har set dem på restauranten i et skænderi sammen med vicepolitiinspektøren, men at Nicolai skulle have forsøgt at presse Linde og Hasselstrøm for penge, og at han skulle have antydet overfor redaktør Outze, at der var en sammenhæng mellem Linde, Hasselstrøm og dobbeltmordet på Peter Bangs Vej, det benægter han på det bestemteste at skulle have sagt.

”Det må være fri fantasi fra Børge Outzes side”, fortæller han politimanden, der afhører ham.

Dermed løber sporet ud i sandet. Politiet er ikke overbevist om, at der er seriøst hold i ”Møllers” viden, og han optræder ikke siden i sagen.  Men der har måske alligevel været en vis tvivl hos den afhørende politimand.  I hvert fald skriver han til sidst i rapporten:

”Det bemærkes, at afhørte ”Møller”, da han mødte i kammeret var synligt nervøs. Han fremstammede straks nervøst: ”Skal jeg sigtes for noget?” Jeg spurgte ham, om han selv var klar over, hvad han skulle afgive forklaring om. Han svarede, det vidste han ikke. Jeg gjorde ham bekendt med, at han skulle sidde inde med visse oplysninger om de omhandlede drabssager. Hertil svarede han nærmest rystende: ”Jeg skal sige Dem, at en mand, der kaldes ”Neget”, pludselig er forsvundet fra mig, og jeg ved ikke noget om, hvor jeg skal finde ham”.

Men selv om de centrale politifolk, der efterforsker dobbeltmordsagen i Køge Bugt ikke fæstner større lid til den lille mands forklaringer, så er i hvert fald krisebetjent Johannes Hansen overbevist om, at der er væsentlige elementer i historien, som ”Møller” bare ikke kan have opdigtet for at slå plat på de to redaktører. ”Møller” kunne beskrive Nicolais frakke ganske nøjagtigt og endda angive fabrikat. Og selv om frakken måske ikke blev taget af Hasselstrøm, må ”Møller” i hvert fald have været sammen med Nicolai og indprentet sig oplysningerne om frakken. Det var ikke på dette tidspunkt offentlig kendt, at der skulle være nogen forbindelse mellem Nicolai og Hasselstrøm og Linde, men de tre sortbørshandlere havde forskellige former for forretninger med hinanden, og muligvis har Johannes Hansen været vidende om flere forhold.

Derudover var der ikke mange, der vidste, at Nicolai havde været meget seriøs med sine planer om at emigrere til Argentina og truffet en række forberedelser, blandt andet ved at skaffe pas til sig selv og sin kæreste. Rapporterne om ”Møllers” historie blev – så vidt det kan konstateres ud fra en sammenligning af arkiverne – aldrig nogensinde fremsendt til politiet på Frederiksberg, der arbejdede med opklaringen af dobbeltmordet på Peter Bangs Vej, og de blev således aldrig holdt op imod de vidneforklaringer om Nicolai, som kriminalbetjentene på Frederiksberg fremskaffede, og hvoraf flere pegede i samme retning, nemlig at Nicolai havde været i besiddelse af omkring 30.000 kr., at han havde forbindelser til Linde, at han følte sig stærkt truet i perioden efter mordene på Peter Bangs Vej.

Omkring 14. juli 1949 fremkommer der artikler i dagbladene om de mange penge, som Nicolai angiveligt pludselig skulle være kommet i besiddelse af efter dobbeltmordet på Peter Bangs Vej. Oplysningerne har dog været omtalt flere gange siden foråret 1948, men Outzes nye skriverier i Information henleder endnu en gang offentlighedens opmærksomhed på forholdet. Det får en anonym meddeler til at henvende sig til kriminalpolitiet i Aalborg med oplysninger, der underbygger den lille ”Møllers” historie.

Meddeleren har i juli 1948 ¬– altså et helt år før historierne begynder i pressen – nogle forretninger med en autokommissionær Frederiksen. Det handler om et salg af en butik, hvor Frederiksen er mellemmand. I løbet af disse forhandlinger fortæller Frederiksen en hel masse om sit tidligere liv. Under krigen har Frederiksen været ansat som chauffør for det tyske sikkerhedspoliti og været med ude ved forskellige aktioner. Frederiksen har også været god bekendt med Nicolai. Frederiksen ved, at Nicolai før mordet var ”helt udgået for penge”, men straks efter dobbeltmordet ”var han i besiddelse af 33 eller 36.000 kr.” Nicolai havde til Frederiksen fortalt, at kontorchef Jacobsen havde været i besiddelse af en del penge, der skulle have været brugt til udrustning af et skib til Palæstina. Frederiksen havde med bestemthed udtalt, at Rudi Nicolai havde kendskab til dobbeltmordet.

Da politiet finder frem til Frederiksen, så er han ikke meget for at bekræfte oplysningerne. Han er flere gange tidligere straffet for bedrageri og sortbørshandel og har ikke noget godt forhold til politiet. Så desværre kommer der ikke nogen uddybning af oplysningerne. Politirapporten bliver henlagt i sagen uden yderligere opfølgning.












































 


















Information starter som et illegalt blad under besættelsen. Det udkommer første gang legalt 5. maj 1945. Redaktionen placeres i det tidligere nazistiske dagblad "Fædrelandets" lokaler i Store Kongensgade, København. Her ses indgangen lige efter befrielsen, hvor en frihedskæmper fra Korps Ågesen holder vagt .

Børge Outze er redaktør på Information fra starten. Her ses han fotograferet i 1944 til et falsk legitimationskort.