Redaktionens introduktion

Edderkopsagen startede i avisen, Social-Demokraten i november 1948. De to journalister Anders B. Nørgård og Poul Dalgård afdækkede i en række artikler, at der på den sorte børs eksisterede mafialignende tilstande med en stor bagmand, der styrede det hele, og som havde adskillige politifolk på sin lønningsliste. I starten blev nyheden ikke taget særligt alvorligt af offentligheden og de øvrige aviser, men efterhånden som Nørgård og Dalgård kom med flere sensationelle afsløringer, som ikke kunne dementeres af politiet, blev sagen forsidestof overalt i dagspressen. Politiet blev tvunget til at nedsætte en særlig ”task-force”, der skulle undersøge anklagerne om bagmanden på den sorte børs og de korrupte politifolk.

I de følgende år blev Edderkopperne Hasselstrøm og Linde tilsammen med flere hundrede andre kriminelle dømt i en række opsigtsvækkende retssager. Det samme skete for mere end et dusin politifolk, som blev afskediget, og hvoraf flere fik meget hårde straffe.

Men hvor fik de to journalister deres oplysninger fra? Anders B. Nørgård skrev nogle år senere i en opsamlingsbog, at det var en ”lille øldunstende mand”, en informant fra sortbørsmiljøet, som for en femkrone og nogle bajere leverede hovedskytset mod underverdenens ukronede konge og de bestikkelige politifolk. Anders B. Nørgårds malende og dramatiske beskrivelser af den tilrøgede redaktion, hvor der hviskes om kriminalitetens bedst beskyttede hemmeligheder, gik rent ind på nethinden hos datidens læsere og er siden blevet gengivet i en udmærket TV-dramaserie.

Men udover den farverige beskrivelse fortalte de to journalister ikke offentligheden om, hvem deres øvrige kilder var. Nu mange år efter viser det sig, at de to journalister førte en minutiøs dagbog i november og december 1948, hvor de skrev om Edderkopsagen i Social-Demokraten. Dagbogen, der var skrevet med mindst tre gennemslag, har ikke, så vidt vides, tidligere været omtalt eller kendt i historieforskningen. Der er tale om et spændende dokument, der viser, hvordan de to journalister arbejdede med deres artikler og mere eller mindre blev ophavsmænd til ny genre: Den kritiske, dybdeborende og afdækkende journalistik, som  de senere også fik en Cavlingspris for.

Men den fortrolige dagbog viser også, at der var mange andre end den ”lille mand”, der var vigtige kilder. I dagbogen omtales han som: Stikkeren Christensen, der angiveligt skal bo i Hyskenstræde. Men det er kun et dække. Navnet på gaden: Hyskenstræde mere end antyder (hys-tys), at der skal skjules noget. For selv om Nørgård og Dalgård ønsker at holde deres dagbog hemmelig, så kan de ikke være helt sikre på, at uindviede personer med onde hensigter ikke ville kunne få tilgang til dagbogens oplysninger, så derfor beskytter og dækker de over den virkelige identitet på deres informant, som så i øvrigt også er mindst to forskellige personer. Den ene en ung lærerstuderende, der er kommet i skidt selskab, den anden en lidt ældre alkoholiker, som befinder sig i yderkanten af det kriminelle miljø. Det vides fra anden sammenhæng, at begge  informanter faktisk også var flittige leverandører til journalister på de andre dagblade.

I dagbogen kan vi se, at det ganske vist er en af informanterne, der inspirerer Nørgård, men at det er helt andre og langt mere vidende kilder, der overtager scenen, når der virkelig skal graves dybt. Af dagbogen fremgår det nemlig – måske lidt overraskende – at det er politifolk, både menige betjente og højt placerede kommisærer og inspektører, som især leverer de afslørende oplysninger. Både Nørgård og Dalgård har tæt tilknytning til Socialdemokratiet, og herigennem opnår journalisterne forbindelse til politifolk, som er medlemmer af partiet, og som er villige til at give oplysninger. Men der er også andre, ikke-socialdemokratiske, politifolk, som lader sig overtale. Fælles for dem alle er, at de er oprigtigt indignerede over den omfattende korruption, der florerer i politiets rækker på dette tidspunkt. De ser hurtigt, at Social-Demokratens reportere kan være med til at sætte spotlight på de kritisable forhold. Hvilket skal skabe en stemning og et pres, der kan tvinge justitsministeren og den øverste politiledelse til at fortage en udrensning i korpset.

Flere af politikilderne harcelerer endvidere over slendrian, dovenskab og gennemgribende uduelighed i politiets rækker. Sager bliver henlagt af inkompetente ledere, trods åbenlyse tegn på kriminelle forhold. Dygtige kriminalfolk bliver ikke forfremmet, mens spytslikkere og hofsnoge uhæmmet stiger i graderne. Samtidig peges der på kompetencestridigheder og rivalisering mellem de forskellige politiafdelinger, som forhindrer udveksling af relevante informationer, der kunne føre til flere opklaringer.

Det er harmen over disse forhold, der er drivkraften hos de efterhånden mange politikilder, de to journalister får fat på. På en måde bliver Nørgård og Dalgård et redskab for disse kræfter indenfor politiet, der ønsker en reformering af politiets organisation. Nogle af kilderne går endda så langt, at de viser journalisterne egentlige politirapporter og som noget fuldstændig uhørt giver dem navne på politiinformanter, de kan kontakte. Tættere kan man vist ikke komme ind i politiets ”maskinrum”.

De to journalister er bestemt taknemmelige overfor deres kilder i politiet. Den viser de ved senere lejligheder, idet de lader oplysninger og tips om formodet kriminalitet, som de opsnapper på deres vej gennem underverdenen, tilflyde politiet. Der skal således både gives og tages, hvis man  som dybdeborende journalistvil have tilgang til det rette stof.

Udover de førnævnte politikilder, får Anders Nørgård og Poul Dalgård også meget hjælp fra deres journalistkoleger på Social-Demokraten. Især journalisten Oscar Hansen, (bedre kendt som digter og sangskriver af bl.a. "Når jeg ser et rødt flag smælde", se hans biografi HER), er flink til at komme med forslag til kilder, der ofte er medlemmer af Socialdemokratiet, som også journalisterne tilhører.

Dagbogen, der falder i 17 kapitler og er på næsten 100 maskinskrevne sider, dækker perioden fra begyndelsen af november 1948 og afsluttes en måned senere, i begyndelsen af december. Der er ved afskriften af dagbogen kun foretaget enkelte rettelser af slåfejl, navne der er stavet forkert og lignende. Endelig er der desværre visse steder i gennemslaget, hvor skriften ikke har været til at læse.

Det vides fra en anden kilde, at Nørgård og Dalgård lavede et sammendrag af deres oplysninger, som blev sendt til justitsministerens orientering. Det er sandsynligvis det afsnit i dagbogen, som kaldes ”Fortrolig rapport i uddrag”, hvor der optræder en række gentagelser fra de tidligere kapitler. Det fremgår således, at Nørgård og Dalgård ikke nøjedes med at skrive avisartikler og ledere, for at påvirke opinionen, men også gik direkte til den socialdemokratiske minister, Niels Busch-Jensen, for via denne at få gang i undersøgelser og reformering af politikorpset. For ikke at bringe deres politikilder i ”fedtefadet” undlader de to journalister i orienteringen til ministeren at  nævne navnene på flere af politifolkene.

Dagbogen er et vigtigt kildemateriale, når vi skal forstå hele baggrunden for det, som var en af de allerstørste sager i dansk kriminalhistorie, og som rokkede ved mange menneskers opfattelse af at leve i retssamfund. En sag som antog mafialignende proportioner, og som derudover blandt andet viste, at masser af politifolk levede et dobbeltliv, hvor de om dagen jagtede forbrydere, mens de om aftenen lod en form for natteblindhed sætte ind og på samme tid strakte hånden ud for at modtage kontant afregning, fra kriminelle sortbørsfolk, som de på den ene eller anden måde havde hjulpet eller dækket over.

Det er klart, at der i dagbogen rejses mistanke mod en række personer, som aldrig blev dømt i Edderkopsagen. Nogle af disse navne er ikke slettet i gengivelsen, fordi de blev nævnt i Social-Demokratens artikler, i andre sammenhænge blev sat i forbindelse med sortbørskriminalitet og dømt for lignende forhold.

1. Rapport