Revolverkup og sortbørshandel under besættelsen
Under den sidste del af besættelsen sker der en stigning i hold-ups begået af revolvermænd. Især efter september 1944, hvor politiet er blevet taget af tyskerne, er det næsten dagligt, at bevæbnede mænd truer sig til kontanter, smykker, våben eller rationeringsmærker. Mange af disse kup begås af kriminelle bander, andre foretages af modstandsbevægelsens folk, men der er også en række situationer, hvor det er vanskeligt at skelne mellem, hvad der foretages i frihedskampens navn, og hvad der er decideret personlig berigelse.
Et eksempel på den sidste kategori er røveriet på Savoy Hotel på Vesterbrogade i København, hvor en værnemager bliver frarøvet guldmønter og kontanter i et omfang, der i dag ville svare til en million kroner. Blandt gerningsmændene er de senere så berygtede modstandsfolk Svend Åge Geisler og Ingolf Lyhne. De regner ikke med at offeret tør sladre til politiet, men det gør han dog efter kriger, hvorefter politiet laver en grundig undersøgelse. Der er ikke tvivl om hændelsesforløbet, men politiet rejser ingen tiltale. Modstandsfolkene klarer frisag. De forklarer, at røveriet er sket som et led i modstandsbevægelsens arbejde. (Læs hele historien her). I et andet tilfælde går det helt anderledes.
Røveriet i Gyldenløvesgade
Om formiddagen den 11. december 1943 er de ansatte på Barfoed og Co's bogtrykkeri i Gyldenløvesgade i København i gang med at læsse en del pakker op i flere lastvogne. Pakkerne indeholder et stort antal rationeringsmærker og skal fordeles til skoler rundt om i byen. De kommunale myndigheder ved godt, at rationeringsmærker er eftertragtede, og derfor har man forberedt sig godt. I hver af bilerne er der således 5 mand. 2 på forsædet og 3 på ladet, heriblandt en rådhusbetjent og en vægter. De skal sikre, at ingen af mærkerne forsvinder.
Efterhånden som bilerne bliver læsset, kører de af sted. Men en af bilerne kommer ikke ret langt. Den er netop blevet færdiglastet, er kørt ud på Gyldenløvesgade og skal svinge til venstre ned af Nyropsgade, da en maskeret mand pludselig springer op på trinbrættet i førersiden og retter sin pistol mod chaufføren. ”Sænk farten og kør langsomt videre”, beordrer den maskerede mand. Kort tid efter springer en anden mand op på trinbrættet i passagersiden. Han er ligeledes maskeret og bevæbnet. På samme tid er en tredje mand hoppet op på ladet, hvor han holder de tre vagter i skak.
Chaufføren bliver tvunget til at køre ad Vester Søgade. Et sted på gaden bliver vagterne sat af, mens chaufføren bliver beordret at køre til Østerbro. Her bliver rationeringsmærkerne læsset over på en budcykel, som røverne derefter forsvinder med.
Det er et ganske veltilrettelagt kup med et stort udbytte, og i politiet anslår man, at de 50.000 ark mærker kan indbringe 1 mio. kr., når de bliver solgt af sortbørsfolk. Men spørgsmålet er, om det rent faktisk er kriminelle sortbørsfolk, der har lavet kuppet.
Chefen i Krisepolitiet, politiinspektør Tage Agdal synes at mene, det er tilfældet, og han sætter hele styrken ind på at opklare det spektakulære røveri. Mere end 30 krisebetjente sendes ud i byen, og i grupper på 2-3 besøger de alle værtshusene i håb om at opsnuse, hvem der handler med rationeringsmærkerne.
Men krisebetjent Johannes Hansen er dybt skeptisk. Han tror ganske enkelt ikke, at de stjålne mærker vil komme så hurtigt i omløb. ”Jeg regnede for mit vedkommende med, at man ville skille partiet ud i 5-6 småpartier og sende dem rundt til de store byer, Århus, Aalborg, Esbjerg, Kolding, København, Odense og jeg regnede med, at det ville vare længe, inden de nåede frem i, om jeg så må sige, detailhandlen.” Derfor føler Johannes Hansen, at værtshusbesøgene mest er spild af tid. ”Jeg gik 2-3 dage sammen med et par kolleger og drev rundt fra det ene værtshus til det andet, drak en bajer eller en kop kaffe, og om aftenen gik man op på Politigården og skrev regning på udgifterne”. Krisebetjenten beslutter, at det er alt for ineffektivt politiarbejde og meddeler til sine kolleger: ”Det gider jeg ikke mere. Nu kan I fortsætte selv, så vil jeg hellere arbejde på egen hånd”.
Johannes Hansen benytter nu nogle af sine illegale forbindelser. Han har kontakt til flere forskellige modstandsgrupper, hvor han nyder respekt for sit illegale arbejde. Han har en mistanke om, at det er i en modstandsgruppe, man skal finde gerningsmændene, og efter et stykke viser det sig, at den effektive krisebetjent har ret i sine mistanker. Han har modtaget oplysninger, der peger på, at det er en lidt uregerlig afdeling i BOPA, som har lavet røveriet. Folkene i denne afdeling har argumenteret for, at man ville skaffe rationeringsmærker til modstandsfolk. Men i den kommunistiske ledelse, der kontrollerer BOPA, er man nok af den opfattelse, at her er sabotørerne gået en hel del over stregen. Ledelsen indvilger derfor i at samarbejde med Johannes Hansen og mødes med ham.
Men kommunisterne stoler forståeligt nok ikke ret meget på politifolk, og der bliver derfor tale om et noget specielt møde. Det skal foregå i stueetagen inde i National Scala, en stor danserestaurant, der ligger over for Tivoli, og da Johannes Hansen ankommer på det aftalte tidspunkt, står det hurtigt klart for ham, at hans kontaktperson, et medlem af centralkomiteen i DKP, bliver dækket af mindst en halv snes folk. ”Flere af dem havde frakker på. Med mit kendskab betød det, at der sad maskinpistoler indenfor frakken.”
Johannes Hansen er dog ikke nervøs, da han ikke har i sinde at anholde nogen. Repræsentanten for centralkomiteen bekræfter overfor Johannes, at det er folk i en af BOPAs afdelinger, der har lavet kuppet, og at man har givet lederen ordre om at tilbagelevere mærkerne. Efter flere møder og nogle forviklinger kan Johannes Hansen til sidst meddele sin chef, Agdal, at mærkerne vil blive leveret tilbage. Men da det endeligt sker, er det kun en tredjedel, der kommer i politiets hænder. Resten har BOPA-gruppen, ifølge Johannes Hansen, nået at fordele ud i landet, inden ordren er kommet fra centralkomiteen.
Selv om Johannes Hansen helt på egen hånd har opklaret sagen og nu er blevet stjerneopdager, så er det vist med en anelse skuffelse, han konkluderer: ”Jeg bliver nødt til at fortælle, at jeg ikke fik nogen dusør”.
Efter krigen efterforsker politiet røveriet af rationeringskortene. Man finder ad forskellige omveje frem til de mest fremtrædende gerningsmænd. De har gennem mellemmænd solgt mærkerne til en af Svend Åge Hasselstrøms håndlangere. Efterfølgende er mærkerne kommet ud på den sorte børs. Selv om revolvermændene påberåber sig at de har handlet efter ordre fra modstandsbevægelsen, mener politiet, at der dog er for stort et element af berigelse i forbindelse med delingen af overskuddet efter røveriet. Retten giver politiet ret og gerningsmændene får fængselsstraf af en længde, der tyder på, at der er givet lidt rabat for arbejdet i modstandsbevægelsen.
Den voldelige Daisy-bande
Rabat er der dog ikke tale om til den såkaldte Daisy-bandes medlemmer. De får den allertungeste ende af straframmen for groft væbnet røveri at mærke efter en række brutale røverier i krigens sidste halve år.
Banden fik navn efter en restaurant, som udgjorde en base for aktiviteterne. Her planlagde man røverierne og efterfølgende blev udbyttet, som typisk var cigaretter, anbragt i et baglokale. Banden havde vist ikke meget forbindelse til modstandsbevægelsen, og udbyttet blev fordelt ligeligt imellem dem. De specialiserede sig i at forøve røveri med grossister og virksomheder og det var især store partier af cigaretter man gik efter. Ved en lejlighed i januar 1945 brød man ind i et tobakslager på Limfjordsvej i Vanløse. Her holdt man personalet op af slap efterfølgende afsted med 55.000 cigaretter, ved denne lejlighed kunne man tilsyneladende ikke klare en større transport. Det blev der da dog rådet bod en uges tid senere, hvor man igen lavede hold up i virksomheden. Denne gang havde man sikret sig en tilstrækkelig stor lastvogn og kunne herefter køre væk med 160.000 cigaretter til en datidig værdi af 16.000 kr. (efter nutidens cigarret-priser ville det svare til 335.000 kr.)
Tobakken blev i forskellige omgange afsat til Hasselstrøms håndlangere, der havde tilnavnene Russer Valde og Sekser Hans.
Efter krigen blev bandens medlemmer idømt de allerhårdeste straffe. En fik livsvarigt fængsel, en anden fik 14 år bag tremmer de øvrige mindre men betydelige årelange straffe. Den egentlige hjerne bag kuppene, ejeren af restaurant Daisy, slap noget billigere med 5 år i skyggen. Han havde ikke fysisk deltaget i røverierne.
.
Her er et eksempel på et hold-up foretaget i egentlig modstands-sammenhæng. Det er gruppen "1944", der laver en aktion mod det tyske Handelskammer i København, hvorfra man bortfører et stort antal kompromitterende papirer.
Det var i Gyldenløvesgade 10, København, at der blev foretaget et røveri mod en transport af et stort parti rationeringsmærker. Nr. 10 ligger til højre på dette billede, der er taget under besættelsen, og hvor der er gang i gaden. I baggrunden ses Grevinde Danner stiftelsen.
På Barfod trykkeri i Gyldenløvesgade fremstiller man et stort antal forskellige rationeringsmærker, som bruges under krigen i forbindelse med køb af stort set alle varer. Her ses en følgeseddel fra en af trykkeriets forsendelser til Næstved kommune.
National Scala, beliggende lige over for Tivoli i København, er stedet hvor krisebetjent Johannes Hansen hemmeligt mødes med de kommunistiske modstandsfolk, for at lave en aftale om at få de stjålne rationeringsmærker returneret.
Krisebetjent Johannes Hansen opklarer helt alene det store kup i Gyldenløvesgade og skaffer en stor del af de stjålne rationeringsmærker tilbage
Under efterforskningen af den store Edderkop-sag i 1949 er politiet meget interesserede i at finde ud af, hvor de mange stjålne rationeringsmærker og cigaretter er blevet af. Ved hjælp af en undercover agent fra Krisepolitiet erfarer politiet, at Svend Åge Hasselstrøm er meget intersseret i sagen mod den såkaldte Daisy-bande. Efterfølgende bliver Edderkoppen rent faktisk dømt for at have aftaget og videresolgt rationeringsmærker fra en række af de store kup under krigen. Det ovenfor viste dokument er fra sagen mod Linde, Hasselstrøm m.fl. Rigsarkivet.
Copyright © All Rights Reserved