Den strengt fortrolige dagbog
Rapport nr. 13 Strengt fortroligt
Mandag den 22.11. 48
Nørgård aflagde besøg hos cigarhandlerske fru H., Klerkegade, der var klar over, at jeg ville komme efter information fra Chresten Olsen. Hun omtalte en aktion i sin tid mod Hasselstrøms forretning i Klerkegade, hvor man fjernede hele varelageret (formentlig aktionen fra Krisepolitiet i 1943). Var meget forbavset over, at politiet allerede et par dage senere kørte hele det beslaglagte lager tilbage igen. Sædvanligvis oplyste fru H. får cigarforretningerne, mens undersøgelserne står på, ikke konfiskerede varer tilbage, og efter dom plejer tildelingerne at blive taget fra forretningerne eller i hvert fald blive væsentligt nedskåret, når der har været tale om sortbørs eller smugkrovirksomhed, Hun fortalte videre, at hun en aften ved 19-tiden, netop som hun havde lukket butikken, havde solgt to flasker frugtvin til en gammel kunde. Hun havde kun taget ordinær pris for vinen, men to betjente havde set handlen foregå og noterede hende, mens manden måtte lade vinen blive i forretningen. Senere kom kunden igen og fortalte, at han var gået lige hen til Hasselstrøms forretning, hvor han fik de ønskede varer. Han sagde, at politiet aldrig holdt øje med Hasselstrøms virksomhed, og hun vidste selv, at politiet ofte kom og drak hos Hasselstrøm. Hun fortalte, at der foregik et enormt smugkrosalg efter lukketid. Dog ikke fra selve butikken, men fra en række indbyggede skabe i væggene i gennemgangen ved siden af forretningen. Her var opmagasineret øl, vin, cigaretter osv. En mand forestod salget om natten. Han stod normalt ude på gaden og var altid til rådighed for faste kunder om natten, ligesom han selv hvervede mange kunder ved at love dem spiritus. De måtte dog betale en forsvarlig ”pant” for flaskerne, som forretningen kun indløste igen til almindelig flaskepris.
Hun lovede at ringe yderligere oplysninger, som hun ville prøve at få fremskaffet, men det ville ske med Chresten som mellemled. Hun fik ofte noget at vide af luderne, som handlede hos hende ofte stærkt berusede. Når de var fulde, var de ofte mere åbenmundede.
Tog fra fru Hughes til politikommissær Gredsted, men traf ham ikke. Det oplystes, at han er stærkt optaget af møder hos politidirektøren. Kunne næppe træffes den dag. Bach oplyste samtidig til Dalgård, at de 5 politifolk var gået til politidirektøren med kontante beviser mod Hasselstrøm og Linde. Han ville blive underrettet om mødets forløb af en af deltagerne, når konferencen var forbi. Mødet på politigården varede flere timer. Nørgård tog om aftenen ud til Gredsted, der var i strålende humør.
Nørgård meddeler: Politikommissær Gredsted oplyste, at politidirektøren havde indskærpet ham fuldkommen tavshed, så han følte sig ikke beføjet til at gå i detaljer. Privat kunne han dog fortælle, at han havde to af sine folk (tidligere krisebetjente) med sig hos Herfelt. Her havde han afleveret nogle rapporter over sager, som han kunne dokumentere var stoppet eller henlagt på en eller anden måde, efter at være nået til Krisepolitiet, sager der stod i forbindelse med Hasselstrøms affærer. Politidirektøren havde svaret, at det var første gang han stod over for konkrete oplysninger, og at nogen ville stå bagved under ansvar. Gredsted havde under mødet benyttet lejligheden til at redegøre for den i tidligere rapporter omtalte episode fra dommervagten, hvor en arrestant, Agerskou, havde beskyldt Spliid for at være i ledtog med Hasselstrøm.
”Jamen kan det bevises?” Spurgte politidirektøren. ”Eller er det rygter?”
”Ja”, svarede Gredsted: ” at udtalelsen er faldet, som refereret, er givet”.
Den fremsattes i et dommervagtsmøde, her nævnte Gredsted sagens journalnummer og datoen for retsmødet, der havde fundet sted engang i november 1946.
”Har De vidner på det?” Spurgtes Herfelt. Her er manden, svarede Gredsted og pegede på en af sine overbetjente, der rejste sig og trådte hen til politidirektøren, overfor hvem han refererede retsmødets forløb. Politidirektøren var tydeligt chokeret, og Gredsted spurgte før han tog afsted, da betjentene havde forladt kontoret, om han kunne udtale sig til politidirektøren om visse rygter, som han mente var rigtige, men, som han pointerede, endnu kun var rygter. Politidirektøren ville meget gerne orienteres, og Gredsted oplyste da om Agdal og Spliids forhold til Hasselstrøm-banden Et af de forhold, Gredsted fremlagde, angik de to krisebetjente Max Kristensen og Johannes Hansen, der forleden blev rensede i en offentlig erklæring. I hvert fald Max Kristensen – det vides med sikkerhed – havde deltaget i en festmiddag, Hasselstrøm gav for en af sine folk. Det skal også være givet, at Max Kristensen havde skaffet denne mand løsladt samme dag efter en opringning fra Svend Åge Hasselstrøm. Inden Gredsted forlod Herfelts kontor, var Agdal og Rolff blevet tilkaldt. Gredsted og Agdal hilste formelt på hinanden, og Gredsted erklærede, at han var gået direkte til politidirektøren med klagematerialet for at undgå, at sagen kom til offentlighedens kendskab, før den var undersøgt.
Der er lagt et tæt tågeslør om de nye undersøgelser, men Herfelt har kort bekræftet, at undersøgelserne fortsætter hos Krisepolitiet, og at der stadig tilgår nyt materiale. Denne udtalelse fremsatte han tirsdag. Mandag aften ved 22-tiden kunne hverken Herfelt eller Rolff skaffes til telefonen. De var, oplystes det, gået i seng og kunne ikke forstyrres. Agdal derimod talte kort med Dalgård, der spurgte om der var sket en ny vending i edderkop-affæren. Han benægtede det. Samtalen blev optaget på diktafon. Om tirsdag så vi skiltet ”optaget” på Rolffs kontordør. Sekretæren meddelte, at han var optaget af afhøringer hele dagen.
Tirsdag eftermiddag besøgte vi lederen af politiets hazard-afdeling, politikommissær Sandholt og hans førstemand overbetjent Selmer K. Særligt mødet med den sidste var interessant. Han ved meget, og vi kan muligvis komme ham nær ind på livet. Foreløbig gav han os navne og oplysninger i Gunnar Christensen-sagen. (Se bladet) Det næste retsmøde – efter hans meddelelser foregår de på ren skandaløs måde – foregår fredag kl. 15. Dalgård refererer. Alle de implicerede, og Selmer K. påstår, at kun halvdelen er blevet taget, er Hasselstrøms nære omgangskreds. Vi vender tilbage til hazard-afdelingen senere.
Prisinspektør S. ringede og spurgte om, der var noget nyt i sagen. Oplyste, at han havde hørt et forlydende om, at en højtstående jurist fra provinsen var tilkaldt i stilhed for at forestå nogle undersøgelser vedrørende kritikken af Krisepolitiet. Ville kikke nærmere ind på, hvorfra forlydenderne stammede. Lovede at få materialet vedrørende krisesager mod visse storrestauranter, som havde fået deres sager henlagt færdig til os. Om eftermiddagen ringede en mand, som navngav sig som Poul K. H., Vodroffsvej. Han oplyste, at hans far havde været ansat ved Social-Demokraten, og at hans farbror arbejdede i den tekniske afdeling, hvilket er bekræftet. Oplyste, at han samme eftermiddag havde været i selskab, hvor han havde truffet en person, der kendte Svend Åge Hasselstrøm og en del af hans omgangskreds særdeles godt. Han gav forskellige oplysninger, som alle er os bekendt og tilføjede endvidere, at hans kilde var stærkt forbitret på Hasselstrøm og af en eller anden grund også politiassistent Spliid, som han vidste, var en af Hasselstrøms nærmeste venner og omgangsfæller. Tilføjede, at Spliid ved flere lejligheder havde tolereret ulovlige forhold og blandt andet havde været indforstået med, at forskellige arbejdsløse personer gik på gaden og tilbød varer for Hasselstrøms regning. Spliid havde endog drøftet spørgsmålet med de betjente, der normalt patruljerer i Borgergade-Adelgade-Klerkegade og havde aftale med dem om, at hvis de stødte på disse folk, skulle de lukke øjnene og gå videre. Endelig fortalte han, at Hasselstrøm i sin tid stod bag restaurant Mayfair, hvor en bekendt bokser var hans kontaktmand. Han lovede at komme op på bladet en af de første dage med yderligere oplysninger. Skulle samme aften på ny træffe den mand, der var forbitret på Hasselstrøm. Han ville forsøge at få manden til selv at lægge navn til disse rygter og skaffe beviser til os.
Ny rapport følger
Dalgård og Nørgård
Adelgade i København, her på et postkort fra 1939. I denne gade havde Hasselstrøm flere tobaksforretninger og cafeer, som blev bestyret af stråmænd. Gaden blev saneret i fyrrerne, hvor mange af de gamle huse blev revet ned. Før saneringen var Adelgade et af de fattigste kvarterer i København.