Hampegarn i Havemann
- Uddrag af bogen: "Dobbeltmordet i Køge Bugt"
Der er koldt i Krisepolitiets barakker i Hambrosgade bag politigården i København i vinteren 1943-44. Men alligevel summer det af aktivitet. Antallet af overtrædelser af prisloven har været stærkt stigende igennem besættelsestiden, og i dette år kulminerer de. Heriblandt tæller de såkaldte kædehandelssager, hvor sortbørshandlere optræder som mellemmænd. De tager ublu avancer for især luksus- og mangelvarer og driver priserne op. Det er den slags sager, sortbørsmanden Rudolf Nicolai er specialist i.
Krisepolitiet er blevet oprettet et par år før, og her arbejder politimanden Johannes Helge Hansen og hans 60 kolleger med et stort antal overtrædelser af de detaljerede forordninger i prisloven.
En dag i slutningen af 1943 er der en telefonopringning fra Havemanns Magasin, som ligger på Vesterbrogade 74, kun et par hundrede meter fra Hotel Nordland, hvor Rudolf Nicolai slår sine folder. ”Der står nogle folk i forretningen, og de vil sælge os noget høstbindergarn, men det er jo en toldpligtig vare, og de har ikke nogen toldfaktura”, lyder beskeden fra det fashionable stormagasin til krisebetjentene, der straks rykker ud.
Der er ikke langt fra Krisepolitiets barakker i Hambrosgade og til Vesterbrogade, og Johannes Hansen og en kollega er så hurtigt fremme, at de med det samme kan pågribe sælgeren af det ulovligt indførte garn. Denne viser sig helt overraskende at være en vaskeægte greve, nemlig Hans Excellence grev Knud Danneskjold-Samsøe.
Krisebetjentene anholder greven og ligeledes en anden mistænkt person. Gennem afhøringer af greven kommer det frem, at han samarbejder med Rudolf Nicolai, som bliver efterlyst. Nicolai har ikke svært ved at regne ud, at der bliver ubehagelige spørgsmål at svare på, og desuden er han godt klar over, at han vil blive fængslet i sagen om det ulovlige høstbindergarn, selv om den i omfang hører til de allermindste i hans omfattende synderegister. Forholdet er nemlig det, at når man som lovovertræder har tre forskellige sigtelser for brud på kriselovgivningen, bliver man fængslet uanset beløbenes størrelse, mens undersøgelserne står på, og Rudolf Nicoali har i forvejen to sigtelser hængende over sig. Derfor har den entreprenante sortbørshaj behov for tid til at ordne en lang række sager, inden han skal bag tremmer. Da der er gået en uge, møder Nicolai op hos Krisepolitiet med charmen skruet på: ”Jeg hører, der er en sag, I vil tale med mig om”, siger han nonchalant.
Johannes Hansen mindes scenen: ”Der var ingen, der kendte ham, og da det var den første sag, man havde med ham i København, var vi dumme nok til at begynde på den sædvanlige måde: Tilstå for Deres gamle moders skyld, Deres børns skyld, Deres kones skyld. Hvortil han svarede: Hvis de herrer ikke har andet på mig, så vil jeg tillade mig at tage mit tøj og gå min vej. Hvorefter vi var nødt til at komme frem med de forhold, vi havde på Nicolai”.
Da Nicolai er blevet klar over, hvad det præcist er, politiet gerne vil sigte ham for, så tilstår han: ” Ja, det er mig med det garn”.
Nicolai bliver fængslet den 6. januar 1944, og i de kolde barakker går Johannes Hansen og hans kolleger i gang med at lave anklageskrift og få sagen klar til domstolen. Mødet mellem krisebetjenten og sortbørshandleren skal vise sig at få vidtrækkende betydning for dem begge. Dels oplever krisebetjenten, at sortbørsmanden er en ”uhyre hyggelig fyr”, og dels finder han ud af, at de udover det behagelige selskab også på andre måder kan være hinanden til gavn. Der opstår derfor meget hurtigt et fortrolighedsforhold imellem dem, som de begge skal få stor nytte af, og som senere vil medføre, at Johannes Hansen redder livet, og at Nicolai får adskillige fordele i forbindelse med sin kriminelle karriere. Men det skal samtidigt også blive et forhold, der til sidst får skæbnesvangre konsekvenser.
I mellemtiden vandrer Rudolf Nicolais sag igennem Krisepolitiet og frem til domstolen. Den del af sagen, som handler om høstbindergarnet, der blev solgt til stormagasinet Havemann, er dog af en særlig indviklet beskaffenhed, og i sagen er der betydeligt flere medskyldige, end dem politiet kender til.
Krisebetjentene i Johannes Hansens afdeling bliver, som nævnt, bekendt med sagen, da der kommer en anmeldelse fra stormagasinet på Vesterbrogade. Medarbejderne i Havemann er blevet mistænksomme, fordi der mangler dokumentation og importtilladelse til garnet. Derfor er det ulovligt at sælge i stormagasinet. På den baggrund er sagen anmeldt til Krisepolitiet. Men den forklaring er langt fra hele sandheden.
Høstbindergarnet, i dag kaldet hampegarn, er en meget vigtig vare i datidens handel. Der bruges i kilometervis af det hver dag, når kundernes varer skal pakkes ind. Det er lidt af en kunstart, at lave den rigtige pakke, som afsluttes ved at ekspedienten påsnører en lille rillet træpind, som kunden efterfølgende kan bære varen i.
Derudover sælger stormagasinet store mængder garnruller til andre forretninger og til almindelige kunders brug i private husholdninger. Hampegarn er således en næsten uundværlig del af virksomhedens drift og omsætning. Men i denne rationeringstid er det mere end vanskeligt at skaffe tilstrækkelige mængder garn, og stormagasinets indkøbere er derfor hele tiden på jagt efter leverandører, og andre der kan importere garnet.
Partiet, som Nicolai og greven vil sælge, er af en ganske betydelig størrelse. Der er tale om lidt mere end 5 tons, og det kan tilfredsstille stormagasinets behov i en længere periode. En sådan mængde er ikke noget, man lige går ind med fra gaden og sælger på lageret. Nicolai har til opmagasineringen af garnet måttet leje en større garage på Amerikavej, der støder op til Vesterbrogade, og det har krævet to mellemstore lastvogne for at få det hele transporteret.
Nicolai har rigtig travlt på dette tidspunkt, så han har ikke selv tid til at køre rundt til potentielle aftagere af de mange forskellige varer, han tilbyder. Derfor har han hyret grev Danneskjold til at lave det opsøgende arbejde.
Grev Knud Danneskjold-Samsøe har gode talegaver, en ganske beleven fremtræden og ikke mindst et virkelig godt adeligt navn, som slet ikke er uden betydning, når man vil forbi forkontoret og fremføre salgstale for stormagasinets absolutte beslutningstagere.
Greven når også meget hurtigt op til direktør Johan Havemann, tillige ejer af magasinet. Efter at have lovprist garnets forskellige kvaliteter overrækker grev Knud en vareprøve til direktøren, og da yderligere nogle forhandlinger er afsluttet, bliver man enige om en pris og en leveringsdato. På det tidspunkt er der ikke nogen i stormagasinet, der insisterer på at se importtilladelser.
Grev Knud kan derefter melde tilbage til Nicolai, at salget er gået i orden. Det fejrer de i lejligheden i Vestersøhus med god middag og efterfølgende drinks, som er fremstillet af ægte udenlandsk spiritus. De har gjort en rigtig god forretning, for Havemann har betalt 60.000 kr. for garnet, mens Nicolai selv kun har givet det halve.
Men den dag garnet lastes fra garagen på Amerikavej og kørt den korte vej over til Havemanns magasin på Vesterbrogade, bliver der ballade. I stormagasinet opdager man, at kvaliteten af garnet slet ikke er den samme, som den vareprøve grev Knud nogle dage før overgav til direktøren. ”Bedrageri”, udbryder direktøren og sørger for, at politiet bliver varskoet og greven arresteret. Vi kan så spekulere over, om anmeldelsen faktisk også var blevet foretaget, hvis kvaliteten havde været den rigtige. Om der er sket en fejl med vareprøven, som greven har givet direktøren, eller om der har været tale om et bevidst forsøg på svindel fra Nicolais side, vides heller ikke.
Krisepolitiets betjente går med det samme hårdt til Knud Danneskjold-Samsøe. De vil vide hvem, han samarbejder med. På dette tidspunkt er greven bestemt ikke nogen erfaren sortbørshandler og kriminel – det sker først senere, da han bliver færdigudlært i edderkop Svend Hasselstrøms forretning ¬– derfor ved han ikke helt, hvordan man holder tæt i sådan en situation, og hvorledes han skal sno sig, når spørgsmålene hagler ned over ham. Det er således ikke overraskende, at han relativt hurtigt bryder sammen under presset og tilstår, at Rudolf Nicolai er bagmanden. Krisepolitiet løslader greven med en sigtelse for overtrædelse af kriselovene og går på jagt efter Nicolai, der dog formår at holde sig skjult i så tilpas lang tid til, at han kan få bragt et par af sine andre forretninger i orden, idet han godt kan regne ud, at det nok varer et stykke tid, inden han kommer på fri fod igen.
Men spørgsmålet er, hvor Nicolai har fået garnet fra. Hampegarn af den omtalte slags bliver ikke produceret i Danmark, og Nicolai er langt fra specialist i garnbranchen eller har kapital til at importere den slags på forventning om et senere salg. Der må derfor være en eller flere bagmænd, som står i ledtog med den altid smilende sortbørshandler. Dem vil krisepolitiet naturligvis også meget gerne have fat i og presser Nicolai, der dog har prøvet den slags flere gange før og ved, at man skal holde på sin viden om de medsammensvorne, både af hensyn til sin egen sikkerhed, og fordi det senere hen måske kan kaste lidt økonomi af sig……
Artikel fra Socialdemokraten 19. maj 1949, efter stilen at dømme skrevet af journalist Anders Nørgaard:
Sortbørsmanden Rudolf Nicolai og grev Knud forsøger at sælge flere tons hampegarn til stormagasinet Havemann, men noget går galt.
Især op til julen skal der bruges store mængder af hampegarn i stormagasinet
Copyright © All Rights Reserved