Den ekstraordinære statsadvokats fald fra tinderne

- Blev statsadvokat Carl Madsen offer for et komplot ?

Umiddelbart efter befrielsen blev der dannet en særlig afdeling, som skulle tage sig af de mange værnemagersager. Som leder af dette kontor blev juristen Carl Madsen udnævnt, og han fik titel af ekstraordinær statsadvokat. Madsen var kommunist og havde spillet en fremtrædende rolle i modstandsbevægelsen. Først havde han været med til at lave det store kartotek over landssvigere og stikkere, og siden havde han været med til skrive det særlige tillæg til straffeloven, som gjorde tysk krigstjeneste, samarbejde og handel med tyskere ulovligt med tilbagevirkende kraft. Kommunisterne er blevet populære på grund af deres rolle i modstandsarbejdet og har i de første år efter krigen stor indflydelse, og det er baggrunden for, at Carl Madsen kan få den indflydelsesrige post.

Carl Madsen går med ildhu til arbejdet som ekstraordinær statsadvokat, og snart er der tusinder af sager i gang. Han er placeret på en nøglepost, når det drejer sig om at føre retsopgøret igennem, og i hans afdeling siger medarbejderne, at der er tre forskellige sags sager, man beskæftiger sig med. Den første gruppe er de groveste lovovertrædere. De kaldes børs-Shellhus-værnemagere, og det er folk, der har handlet sortbørsvarer direkte med tysk sikkerhedspoliti og tjent styrtende med penge. Den næste gruppe er selvbestaltede værnemagere, som har startet firma med det formål at sælge til tyskerne. Den tredje kategori, de mindste lovovertrædere, er folk, hvis virksomheder var gået helt i stå, hvis ikke de havde drevet handelssamkvem med Værnemagten. Det var f.eks. skræddervirksomheder og maskinfabrikker, som fik ordre til at omstille deres virksomhed for at tilfredsstille tyskernes behov.

I den nye afdeling er arbejdspresset enormt. En af den ansatte betjente, Johannes Hansen fortæller: ”Vi politifolk sad med 20-30 store værnemagersager, der var indtil en halv meter tykke stykket. Det var umuligt at overkomme dem. Det var ganske umuligt at behandle alle disse sager. Havde man 20 sager, havde man måske 12 arrestanter. Det kan én mand ikke passe”.

Den store arbejdsbyrde bliver ikke mindre af, at statsadvokat Carl Madsen gerne vil have alle de mindre sager af vejen, før man tager fat på alle de store. Samtidig har han lovet rigsadvokat Pihl, at man vil blive færdig med værnemagersagerne så hurtigt som muligt. Derfor skynder Carl Madsen på sine medarbejdere, og hver 14. dag går han rundt til alle medarbejderne for at gennemgå sagerne sammen med dem.

Selv om han er en hård arbejdsgiver, er den iltre røde jurist dog en chef, politibetjent Johannes Hansen virkelig får respekt for. ”Man må sige, Carl Madsen havde en fantastisk hjerne. Han kunne selv detaljerne i sagerne i betydelig større omfang end de politifolk, der havde de enkelte sager. Han havde læst dem en enkelt gang, og så sad det hele i hovedet på ham”, husker Johannes Hansen.

Imidlertid får Carl Madsen et meget dårligt forhold til andre dele af det juridiske system, hvor ikke alle ser med lige velvillige øjne på den unge kommunists anstrengelser.  Især Carl Madsens øverste chef, rigsadvokat Frits Pihl forsøger at lægge ham hindringer i vejen, og der opstår et meget fjendtligt forhold imellem dem. Da rigsadvokaten i november 1946 vil undlade at rejse tiltale i en sag mod landets største værnemagervirksomhed, entreprenørerne Wright, Thomsen & Kier, bliver Carl Madsen rasende. Tilsyneladende drukner han sine sorger i lidt for meget alkohol og en dag, hvor han har drukket for meget, bliver han i sin bil standset af poltiet. Det fører til hans umiddelbare suspension og senere afskedigelse. Justitsvæsenet slipper af med en ubekvem og meget besværlig person, og Carl Madsen bliver fritstillet til at blive en af landets mest benyttede forsvarere og samfundsdebattører. Sådan har den hidtidige version af historien lydt.

Men fundet af gamle afhøringsrapporter i Rigsarkivet viser nu, at der måske var mere i denne sag end, at Carl Madsen blot ville drukne sin skuffelse over ikke at kunne knalde nogle af kapitalens mest fremtrædende mænd. Måske lå der i virkeligheden en udspekuleret intrige skjult bag den ekstraordinære statsadvokats fald fra tinderne, hvor skjulte, men stærke kræfter bragtes i anvendelse. Beretningen starter med afhøringen af en kunsthandler på Vesterbro, som er ganske godt kendt med det anløbne sortbørsmiljø i denne bydel.

Blanket af i kortspil

Fabrikant Nielsen har et godt kendskab til møbelhandler Linde, med hvem han af og til drikker en genstand eller to. Nielsen har en kunsthandel på Vesterbrogade ikke langt fra Lindes møbelforretning. På et tidspunkt spiller han kort med Linde og Hasselstrøm. Selv synes han ikke, han drikker noget særligt under spillet, men alligevel kan han dagen efter intet huske af, hvad der er passeret. Derfor mener han, at Hasselstrøm og Linde må have puttet noget i hans drink og derefter snydt ham i kortspillet. Vi ved fra andre sager, at fremgangsmåden med at drikke et offer fra sans og samling for derefter at plukke vedkommende for et anseeligt pengebeløb, var et særligt varemærke for Linde og Hasselstrøm.  Men uanset om fabrikanten har drukket mere, end han vil indrømme, eller at Hasselstrøm og Linde har ”fikset” hans drink, så er det et faktum, at fabrikanten taber 10.000 kr. i et kortspil ved navn ”Hyp”. Det er derfor ikke underligt, at fabrikanten får et noget anstrengt forhold til de to sortbørsherrer, og da han i forbindelse med den store edderkop-sag, bliver afhørt af politiet, har han ikke noget imod at fortælle, hvad han ved.

Fabrikant Nielsen fortæller nu, at han møder flere højtstående politifolk i Lindes møbelforretning, selv om han ikke er vidende om præcist hvilket forhold, møbelhandleren har til disse politifolk. Også selveste rigsadvokat Pihl skal være en del af møbelhandlerens bekendtskabskreds. Politiadvokaterne Skander Madsen og Dorn-Jensen, der leder efterforskningen i Edderkop-sagen, bliver, efterhånden som afhøringerne skrider frem, godt bekendt med flere af den slags historier, hvor der berettes om drukgilder med politifolk som ivrige deltagere, og faktisk bliver et antal af de pågældende politifolk efterfølgende dømt for korruption. 

Afslører ukendt historie

Imidlertid kommer fabrikanten også med en hidtil ukendt sidehistorie. ”En dag, mens jeg gik på gaden, så jeg et selskab komme ud fra Lindes forretning og gå hen ad gaden mod Lindes bopæl. Selskabet bestod ud over Linde af statsadvokat Carl Madsen og Richard Jensen”. Det har nok gibbet lidt i politiadvokat Skander-Madsen, der afhører fabrikanten. Ganske vist ved han godt, at søfyrbøderformanden og kommunisten, Richard Jensen omgås folk i den ledende sortbørskreds, men at den særlige ekstraordinære statsadvokat Carl Madsen, der var øverste ansvarlig for alle værnemagersagerne – herunder også sagen mod Møbelhandler Linde og sortbørsmanden Rudolf Nicolai, også skulle være nærmere bekendt med den stærkt mistænkte møbelhandler, virker alligevel for utroligt til at være sandt. Mindst lige så overraskende vil det være, hvis Carl Madsen, der er kendt kommunist og tæt forbundet med Aksel Larsen og ledelsen i DKP, skulle pleje social omgang med Richard Jensen, som ikke bare er blevet ekskluderet af DKP for partiskadelig virksomhed, men som gør alt for at miskreditere Aksel Larsen og de øvrige kommunistiske ledere, som han beskylder for at være selvglade bureaukrater og for at have mistet den revolutionære ånd. 

Men måske er det ikke helt utænkeligt, at Carl Madsen og Richard Jensen uofficielt mødes en gang imellem. Den engelske efterretningstjeneste SIS skyggede via danske agenter Richard Jensen i lange perioder og vidste, at han for eksempel besøgte Børge Houman i dennes bolig. Houman var den helt centrale organisator i DKP og Axel Larsens nære medarbejder. Så selv om Richard Jensen var ekskluderet af partiet og officielt bandlyst, kunne han altså godt omgås ledende folk i DKP, så hvorfor ikke også Carl Madsen? I øvrigt blev Carl Madsen advokat for Richard Jensen nogle år senere, da søfyrbøderformanden ville have genoptaget en sag, hvor han mente sig uretfærdigt dømt for et bombeattentat på nogle skibe i Frederikshavn før besættelsen. 

En kniv i ryggen

Den mærkelige og i udgangspunktet usandsynlige historie tillægges yderligere nogle facetter, da der nogen tid senere dumper et brev ind til redaktionschefen på Social-Demokraten, hvor de to journalister Anders Nørgård og Poul Dalgård har startet en kampage for at afsløre sortbørshandlen og korruptionen i politiet. Brevet bliver overgivet til politiet, og det bliver ikke på dette tidspunkt omtalt i avisen. I det anonyme brev er der en række afsløringer om korrupte politifolk, med politiinspektør Troels Hoff, leder af Rigspolitiets Efterretningsafdeling (forløber for PET) som den mest prominente. Oplysningerne er for en stor dels vedkommende korrekte, og Hoff bliver senere afskediget fra politiet. Til sidst i brevet kommer brevskriveren ind på nogle andre af møbelhandler Lindes gæster i forretningen på Gl. Kongevej. Han fortæller om vicepolitiinspektør Otto Himmelstrup, legendarisk leder af Rejseholdet, der er en flittig gæst i Lindes drikkegilder. I brevet står der:

”Himmelstrup havde forresten den specielle opgave at stikke en kniv i ryggen på statsadvokat Carl Madsen, når tiden var inde, for Madsen vilde oprindelig ikke lade Lindes og også Nicolais affærer glide ud. Men Madsen var på den anden side for svag og var også med til drikke- og ædegilder hos Linde. Lad det for resten være sagt Himmelstrup var ingen ”ørn”, men havde en evne til at tage den fulde virak af sine medarbejderes arbejde.”

Hvad det nærmere skal betyde, at der skal stikkes en kniv ryggen på den ekstraordinære statsadvokat bliver klarere, da politiet afhører Arne Jacob Becker, også kendt som revolver Jack. Han har været guldsmugler for Linde og sidder sigtet for en række sortbørsforhold. Måske for at stille sin sag lidt bedre hos politiet, afgiver han frivilligt en række forklaringer om sin viden om sortbørsmiljøet.

Som et led i disse samtaler med politiet kommer han ind på sagen med Carl Madsen. ”Dagen efter at Carl Madsen blev anholdt for automobilkørsel i beruset tilstand, talte jeg med Johannes Linde, der fortalte, at Carl Madsen den pågældende aften kom fra ham, hvor der havde været et større gilde. Linde fortalte hoverende, at Carl Madsen var blevet drukket fuld. Det forekommer mig, at Linde sagde, at anledningen til festen var, at den verserende værnemagersag, var sluttet uden tiltale”.

Anders Nørgård og Poul Dalgård supplerer billedet med en historie i deres fortrolige dagbog, som de har fra en centralt placeret politimand, der fortæller, at Carl Madsen ganske rigtigt var med i det føromtalte drukgilde. Men at også Svend Aage Hasselstrøm deltog, og at der blev spillet hasard, hvor man efter forklaringen ”lod Carl Madsen vinde i 15.000 i roulettespil”. (Se dagbogens rapport nr. 7 HER)

Mystisk patologisk rus

Desværre kan historien ikke bekræftes yderligere, men der er en del, der tyder på, at den kan være sand. Selv forklarede Carl Madsen i et radioprogram mange år senere, at han var blevet voldsomt vred over, at rigsadvokat Pihl havde henlagt en stor værnemagersag mod entreprenørfirmaet Wright, Thomsen & Kier, der havde udført arbejde for tyskerne i millionklassen på blandt andet lufthavnen i Aalborg.  Carl Madsen og hans medarbejdere havde brugt et halvt år på at udarbejde et anklageskrift, og sagen skulle have været prøvesten på at få en af landets største virksomheder dømt. Carl Madsen var af den bestemte opfattelse, at Pihls henlæggelse af sagen var et stykke politisk bestillingsarbejde. Ledende politiske kredse ønskede ikke konfrontationen med storkapitalen, var argumentet. I sin vrede gik Madsen derefter ud for at drukne sin sorg og kørte derefter, i hvad han betegnede som en patologisk rus, hjem i sin bil, for dog at blive stoppet af politiet.  I psykiatrien definerer man patologisk rus som en abnorm reaktion på alkohol selv i beskedne mængder. I denne rustilstand har patienten en voldsom og skræmmende adfærd og kan finde på at begå kriminalitet, der normalt er vedkommende helt fremmed. Der nævnes eksempler med den fredelige familiefar, der slagter et antal ukendte, eller den veltilpassede borger der trodser alle normer og regler. Vi ved ikke om, Carl Madsen har fortalt om sin patologiske rus med et glimt i øjet, men det er velkendt, at han både før og efter var i stand til at konsumere betydelige mængder alkohol uden at komme i en patologisk rus. Så mon ikke det er hans ironiske forsvar for handlinger, han følte, at han ikke selv havde eneansvaret for, og at han havde været i større magters vold.

Det er slet ikke utænkeligt, at Linde havde kunnet finde på at hælde store mængder sprit på Carl Madsen, og at han havde givet en af sine gode forbindelser i politiet besked om at sørge for et par betjente holdt udkig i nærheden af Carl Madsens køretøj og bekvemt snuppede denne, da han steg ind i bilen. Motivet kunne være hævn over Carl Madsen eller for at forhindre denne i at grave videre i den henlagte værnemagersag. En sag som dog alligevel blev genoptaget et par år senere, og som Linde gjorde meget for at få til at forsvinde, blandt andet ved at bestikke krisebetjenten Johannes Hansen, og som det til sidst lykkedes Linde at få brændt.

Men dem, der har hang til konspirationsteorier, kan spekulere videre. Var Linde ud over at mele sin egen kage også ude på at gøre sin ven rigsadvokat Pihl, med hvem han delte sommerhus på Bornholm, en tjeneste? Det er kendt, at der var opstået et voldsomt modsætningsforhold mellem netop Pihl og Madsen. Mellem den traditionelt indstillede og borgerlige jurist, der ønskede så hurtigt som muligt at få genoprettet den herskende samfundsorden efter krigen og så den unge temperamentsfulde og iltre kommunistiske samfunds-omstyrter, der tragtede efter at få landets rigeste og mægtigste mænd sat på pine- og anklagebænken. Kan det tænkes, at Pihl har beklaget sig til Linde efter et af sine mange sammenstød med den frembusende Carl Madsen? Kan det tænkes, at Pihl fik den slags raserianfald, som det vides, at dommere i byretten efterfølgende i årevis fik, når de blev udsat for Carl Madsens ætsende, men altid stringent logiske argumentation? Er der på den baggrund sket det, at Linde har gjort overvejelser i retning af: ”Det problem kan jeg sagtens løse. Jeg ved lige præcis, hvordan man skal pille en mand ned”? Det vides ikke, men teorier af denne slags, er Lindes øvrige meritter taget i betragtning, fuldt ud plausible.

Linde afhøres

På et tidspunkt – i begyndelsen af februar 1952 – har politiadvokat Skander-Madsen fået lidt tid til overs og beslutter at forsøge, om man kan komme sandheden om Carl Madsens påstående forhold til Linde lidt nærmere. Derfor sender han fra København en kriminalbetjent over til statsfængslet i Nyborg, hvor Linde afsoner sin straf på 6 års fængsel for sortbørshandel og bestikkelse. Både Skander-Madsen og kriminalbetjenten ved, at Linde er en meget vanskelig mand, at afhøre. Han siger meget sjældent noget konkret, og når han endelig gør, er han tvetydig og gådefuld. Kun hvis han kan få en konkret fordel ud af det, er han villig til at handle med sin viden. Alligevel kan man sommetider anvende Lindes udsagn som indikation og til at komme et skridt videre.

Kriminalbetjenten begynder med at spørge om, det er sandt, at Carl Madsen var til gilde hos ham den aften, hvor statsadvokaten blev anholdt for spirituskørsel. Linde svarer med det samme, tilsyneladende uden at tænke sig om: ”Det er skam rigtig nok, at det forholder sig sådan”. Men da kriminalbetjenten vil komme det lidt nærmere, ombestemmer Linde sig og udtaler: ”Det er noget sludder og pladder det hele. Jeg har aldrig nogensinde drukket sammen med Carl Madsen, og Carl Madsen har aldrig nogen siden besøgt mig eller omvendt. Den eneste gang, jeg har truffet Madsen, var engang, jeg blev præsenteret for ham ovre i krisepolitiet af en politimand.”

Kriminalbetjenten er irriteret over selvmodsigelserne og skal til at afslutte forhøret, da Linde pludselig udbryder: ”Jo, jeg har også ved en lejlighed slået Carl Madsen på skulderen og sagt: ”Kan du huske, da jeg drak dig fuld”. Det får politimanden til at overveje om, der alligevel skulle være noget sandt i historien med konspirationen mod Carl Madsen. Men nærmere kommer vi det heller ikke, for nu bliver Linde igen kryptisk og siger med sit klingende jyske: ”Det ville for resten more mig, hvis jeg kunne binde politiet sådan en historie på ærmet”, og tilføjer: ”Hvis det havde været Dorn-Jensen, som havde afhørt mig, så skulle han have fået lov til at rende med den, men som sagt, jeg har intet haft med Carl Madsen at gøre, og det hele har været noget sludder”.

Kriminalbetjenten sukker og skriver til sidst i sin rapport: ”Undertegnede skal til foranstående bemærke, at det ikke er muligt at gennemskue, hvad der er sandhed eller usandhed i Lindes bemærkninger eller forklaring.”