Narkotika

 

Efter krigen voksede handlen med euforiserende stoffer på Vesterbro

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I 1947 begynder politiet at interessere sig mere systematisk for brugen og indsmuglingen af narkotika. Op til dette tidspunkt har narkotikamisbrug hovedsagelig været koncentreret hos personer, der havde direkte adgang til stofferne. Det var typisk læger, sygeplejersker og andet sundhedspersonale, som blev forfaldne, og som huggede nogle af de smertestillende stoffer i medicin-skabene. Sådanne personer blev betegnet som morfinister.

 

Men i årene efter krigen får politiet efterhånden flere og flere tips om, at stofferne som mecodrin, en slags amfetamin, bliver handlet på gaden af sortbørsfolk. Mecodrin og lignende opkvikkende midler er blevet almindelige i Europa, fordi de er blevet uddelt til soldater. Især i den amerikanske hær, var der nærmest fri adgang til stoffer, der kunne dæmpe kamptrætte soldaters angst. I vore dages krige diagnosticerer man et stort antal soldater med post traumatisk stres syndrom, men under og efter anden verdenskrig, var man som soldat blot kamptræt, og det var der nogle udmærkede piller for, og så var den anbefalede kur ellers fra lægernes side, at tale så lidt om oplevelserne som muligt.

 

Der var der et stort antal af disse medikamenter i omløb, og de fandt efterhånden vej til især de dele af befolkningen, som i øvrigt var storforbrugere at forskellige stimulanser.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Også på hospitalerne mærker man det voksende misbrug På Sct. Hans hospital opgør afdelingslæge, dr. med. Mogens Ellermann, at man indtil 1944 kun havde ganske enkelte årlige indlæggelser til afvænning, men i årene fra slutningen af 1944 frem til 1950 havde man i alt 80 sådanne indlæggelser.

 

Flere smuglerbander bliver opdaget, og det konstateres, at de er finansieret af blandt andet Edderkoppen, Svend Aage Hasselstrøm og hans makker møbel-handler Johannes Linde, som selv er forbruger af stoffer. Journalist på Social Demokraten Anders Nørgård skriver om Johannes Linde

”En grov, uappetitlig forbrydertype, men snu," lyder karakteristikken. "Linde lyser af falskhed og oser af begær”, forklarer journalisten, der ofte fra en tilbagetrukket position iagttager Linde i det Københavnske natteliv og kommer med en nærmest filmisk beskrivelse af møbelhandleren: ”Tung kommer han ind på en bar, halvskelende, grågusten, næsten skaldet, ludende og med grødet, uforståeligt mæle. Så hænger han sig på en stol og labber whisky i sig, mens hans øjne søger efter piger og eventuelle handelsofre. Ligegyldigt, hvor dyrt tøj han har på, ser han aldrig velklædt ud. Han skuler og smisker og smasker, piller sig i næsen, klør de tjavsede hårrester og praler, efterhånden som han bliver fuld”.

Senere hen under midnat begynder Linde, på hvad han kalder sin ”Mecodrinkur”. Han bliver sløv af den megen alkohol og skal kvikkes op med Mecodrin, et medikament, hvor det aktive stof er amfetamin. Meget tyder på, at han køber stofferne gennem Hasselstrøm, der efter flere politifolks opfattelse, er bagmand for den første egentlige stofhandel i København. Edderkoppen bliver dog aldrig dømt for disse forhold, som man på daværende tidspunkt blot anser som en bagatel i den større kriminelle sammenhæng.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hvis man har lyst til at læse mere om narkotikamisbrug i årene lige efter krigen, så kan følgende rapport anbefales:

BETÆNKNING OM MISBRUG AF EUFORISERENDE STOFFER

AFGIVET AF DET AF INDENRIGSMINISTERIET

UNDER 10. NOVEMBER 1950

NEDSATTE UDVALG

Se betænkningen der er frit tilgængelig på:

http://www.statensnet.dk/betaenkninger/0000-0200/0081-1953/0081-1953_pdf/searchable_81-1953.pdf

 

 

Trods den tørre titel er det et spændende velskrevet papir, som giver et fint indtryk af forholdene. Nedenstående er et uddrag af betænkningen:

 

PRAKTISKE ERFARINGER VEDRØRENDE EUFOMANIEN I STORKØBENHAVN.

Af afdelingslæge, dr. med. Mogens Ellermann og politiinspektør Jens Jersild.

 

I årene før den anden verdenskrig behandledes i Københavns politi kun ganske

få sager vedrørende handel med stimulanser - herunder narkotiske midler - og det var da også den almindelige opfattelse, at den illegale handel med disse stoffer kun fandt sted i meget ringe omfang.

I 1949 blev alle sager om overtrædelse af de forskellige love vedrørende dette

spørgsmål samlet under 3. politiinspektorat. I de følgende år fandt der en mærkbar stigning sted i sagernes antal. Antallet af de i politiets eufomankartotek anførte personer, der har forhandlet eller forskaffet sig euforiserende midler uden at være lidende af sygdomme, der indicerer et sådant forbrug, er således steget fra 10 i 1945/46 til over 300 i 1952.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne stigning kan nok til en vis grad skyldes, at politiet er blevet mere opmærksom på disse forhold, men der er næppe tvivl om, at stigningen også i høj grad er reel. Dette svarer til, hvad der, til dels i meget større omfang, er iagttaget verden over. Stigningen i eufomanien verden over blev fornylig belyst på den internationale kriminalpolitikongres, som i juni 1952 blev afholdt i Stockholm, og hvor man så ret alvorligt på det internationale eufomanproblem, dels fordi det var klart, at smughandelen med euforiserende stoffer havde et betydeligt omfang, og dels fordi den syntes at tiltage; tallet på anholdte internationale narkotikahandlere var således steget fra I69 i 1950 til 224 i 1951. Oplysningerne gjorde det utvivlsomt, at hårdhændede og velorganiserede smuglerbander sørgede for international spredning af stofferne.

Her i Danmark har man hidtil ikke haft indtryk af, at euforiserende stoffer er

fremskaffet ved forbindelse med internationale smuglerbander. Det kan selvfølgelig ikke udelukkes, at mindre partier af euforiserende stoffer er kommet til landet ved f. eks. danske søfolks smuglerier eller er indbragt af udlændinge. Dette er således sket med nogle enkelte marihuanha-cigaretter, men nogen særlig stor betydning har disse smuglerier i hvert fald ikke for øjeblikket i de kredse, som politiet har været i forbindelse med. Langt den største part af de euforiserende stoffer, der benyttes til misbrug, fremkommer på grundlag af lægerecepter, ægte eller falske.

Herudover fremskaffes en del stoffer ved tyverier fra medicinalfabrikker og navnlig fra apoteker.

Det er særlig i Nyhavnskvarteret samt i enkelte kaffebarer i den indre by eller

på Vesterbro, at politiet har observeret handlen eller snarere sjakren med narkotiske midler.

Det synes ofte, som om de personer, som er kommet ind på dette misbrug, har

fået den første dosis i spirituspåvirket tilstand på småbeværtninger og vel nærmest som en slags opstrammer, der med omtrent øjeblikkelig virkning har sat dem i stand til at fortsætte med deres spiritusnydelse. Det har formentlig drejet sig om amfetamin eller eufodrin.

De personer, som har været sigtede i de behandlede sager, har med ganske få

undtagelser tilhørt et udpræget underklassemilieu bestående af arbejdsløse søfolk - vel navnlig de såkaldte bolværksmatroser -, arbejdsmænd og slet og ret omdrivere. For kvindernes vedkommende har de implicerede været køkkenpiger, servitricer og løsagtige kvinder. Det er dog i ganske enkelte tilfælde sket, at også folk med fast arbejde har været indblandet i sådanne sager, og resultatet har været arbejdsløshed og eventuelt opløsning af hjem og ægteskab.

Af de ca. 300 personer fra politiets eufomankartotek har man foretaget en særlig gennemgang med hensyn til 50 personer, 40 mænd og 10 kvinder, der forekommer gang på gang i sagerne, blandt andet fordi de ikke alene er aftagere, men også i høj grad handler med narkotika. Disse personer er fra ca. 20 år til ca. 45 år. Gennemsnitsalderen er ca. 32 år. De 10 kvinder har alle tidligere været straffet eller sigtet for kriminelle forhold — heraf 5 for løsgængeri — forinden overtrædelsen af medicinallovgivningen (d. v. s. den lovgivning, som forbyder uautoriseret handel med medicinalvarer, herunder alle de euforiserende midler), og 3 af de 10 er straffet eller sigtet mere end 1 gang for overtrædelse af medicinallovgivningen. De 40 mandlige eufomaner har også alle tidligere været straffet eller sigtet for kriminelle forhold forinden overtrædelse af medicinallovgivningen, og 24 er straffet eller sigtet mere end 1 gang for overtrædelse heraf. Der har endvidere været ialt 345 politisager på disse 40 personer, d. v. s. gadeuorden, beruselse, værtshusuorden, ulovligt ophold på trappegange o. 1.

 

Man har endvidere foretaget en nærmere undersøgelse af de eufomaner, som har været indlagt på Set. Hans hospital. Det drejer sig om 80 tilfælde af sværere eufomani behandlet fra slutningen af 1944 til medio 1950. I 32 tilfælde havde man stillet diagnosen konstitutionel psykopathi, overvejende holdningsløs type. Spiritusmisbrug var noteret hos 16 patienter. 50 af patienterne angav at være kommet ind på deres medicinmisbrug på grund af sygdom, de øvrige var forledt af andre narkomaner.

Sidstnævnte tal er utvivlsomt for lille. Af 70 patienter (10 udgik af bedømmelsen på grund af fængselsophold, bortrejse til udlandet eller dødsfald)

var i hvert fald de 61 recidivister, muligt flere. Recidiverne var fastslået dels ved genindlæggelser, dels ved oplysninger fremkommet fra politiet eller sundhedsstyrelsen eller ved receptgennemgang.

 

Det var ved oprulningen af den såkaldte »store Nyhavnssag« i 1948-49, i hvilken ca. 20 personer var impliceret, at man først rigtig fik indtryk af, hvor udbredt misbruget af euroriserende stoffer var blevet. Hovedforsyningskilden var, som nedenfor anført, lægerecepter. Således som bestemmelserne - navnlig opiumsloven - i øjeblikket er formuleret, kunne der i den omhandlede sag kun rejses tiltale mod hovedmanden, idet det kun for hans vedkommende kunne bevises, at han havde handlet med morfin.

Om denne hovedmand kan iøvrigt oplyses, at han var blevet forfalden til euforiserende stoffer under et ophold i udlandet og her i landet i årene 1947-49 udviklede sig til storforbruger af morfin og amfetamin. Han henvendte sig til et stort antal læger, hos hvem han opnåede recepter på disse midler, som han derpå forhandlede i Nyhavn. Denne handel var nødvendig, for at han kunne få penge til nye recepter, til indløsning af recepterne og til at leve for. Den pris, han forlangte, var til at begynde med moderat, men steg snart til fra 3 til 5 kr. pr. injektion, navnlig når »ofret« var blevet tilvænnet.

 

I 1949 blev han anholdt sigtet for bl. a. overtrædelse af opiumsloven for sin ulovlige handel med morfin. Under sagen blev det konstateret, at han i tidsrummet fra 1. juli 1948 til 1. juli 1949 på recepter fra 40 forskellige læger havde fået udleveret ikke mindre end 3570 g morfinopløsning, og af vidneudsagn, bl. a. i retten, fremgik det endvidere, at han var meddelagtig i, at flere mennesker var blevet forfaldne til misbrug af narkotika. Han blev dømt til

anbringelse på forvaringsanstalten for psykopater, og denne dom blev stadfæstet ved Østre landsret den 14. april 1950. Han er i 1952 blevet løsladt på prøve. I midten af året 1950 afslørede politiet et samlingssted for eufomaner i Lille Strandstræde.

Lejlighedens indehaver havde i meget betydeligt omfang hjemsøgt forskellige læger og herved opnået et anseligt antal recepter på eufodrin samt nogle enkelte på butalgin. Disse recepter gjorde han til genstand for handel i Nyhavn. Han blev anholdt og hævdede, at han i løbet af 5-6 måneder havde indfundet sig hos 150 læger og hos de fleste opnået de omtalte recepter, hos hvor mange har ikke kunnet oplyses. Han selv mener ca. 90, men dette tal antages dog at være overdrevet. Han udtalte under afhøringerne, at han til stadighed havde været ude for et vist pres fra de øvrige narkomaners side. Han blev efter eget ønske indlagt på Set. Hans hospital.

Det har i sådanne sager været af ikke ringe interesse at få oplyst, hvorfor de

pågældende læger har skrevet disse recepter.

 

Nu er eufomanerne vitterlig et upålideligt folkefærd, men efterhånden som man

får deres forklaringer lagt sammen, får man alligevel en del oplysninger at bygge på. Der er således ingen grund til at tvivle på, at adskillige af de pågældende læger har skrevet recepter på disse midler uden - eller i hvert fald kun efter en meget overfladisk undersøgelse af patienterne.

De efterfølgende eksempler stammer alle fra politiets undersøgelser og afhøringer i de pågældende sager.

En anholdt (21 år) forklarer, at han har henvendt sig til en række læger (han kan kun navngive 5). Han har opgivet, at han led af »ufrivillig vandladning, nyregrus og andre sygdomme

«Han er aldrig blevet undersøgt af lægerne og har betalt 5-10 kr. pr. recept.

En anden anholdt har forklaret, »at lægerne spørger aldrig om legitimation«. Han opbevarer alle de annullerede recepter, »for når man foreviser disse, er det lettere at få recept hos en fremmed læge«.

En læge forklarer under en afhøring, at han normalt ikke kræver legitimation, og at patienterne som regel opgiver at være lidende af sygdomme, som er vanskelige at konstatere under en konsultation. En del andre afhørte læger forklarer i overensstemmelse hermed eller erkender, at de kun har foretaget overfladiske undersøgelser.

En læge, der på grund af alderdomssvækkelse har udstedt recepter i flæng, angiver, at det bl. a. drejede sig om søfolk, der i troperne havde pådraget sig sovesyge, og han mente derfor, at der var tilstrækkelig indikation til at ordinere euforiserende midler.

Udstedelsen af recepter uden tilstrækkelig lægelig indikation skyldes meget ofte, at en travl praktiserende læge kommer ud for en påtrængende, veltalende psykopat og lader sig forlede til at udstede en ikke helt velbegrundet recept. Eufomanen kommer igen atter og atter, og også andre finder op til lægen. Ved utrolig påtrængenhed/ved slet skjulte trusler søger de at presse ham. Til tider kan han blive udsat for en ren belejring - der har været tilfælde, hvor en eufoman har ligget i timevis på lægens dørmåtte, indtil han har udstedt den ønskede recept. Det er også sket, at læger har måttet tilkalde ordenspolitiet for at få fjernet sådanne personer.

Som det fremgår af ovenstående, har de lægerecepter, der har været fremme i sagerne, for en stor del vist sig at være ægte. Politiet har imidlertid det indtryk,

at der er sket en stigning i antallet af tilfælde af receptfalsk. Således havde man for nylig en sag mod en kvinde, der gennem længere tid havde holdt til i og drevet utugt i Nyhavn. Under sin færden dér var hun kommet i forbindelse med en eufomanklike, og det blev hurtigt opdaget, at hun havde særlige evner for receptforfalskning.

Fra juni 1951 og til november samme år - altså på ca. 5 måneder - er det oplyst, at hun i hvert fald har skrevet 50 falske recepter på over 1000 ampuller eufodrin og 100 g butalgin. Dette kvantum er solgt, byttet væk eller forbrugt af hende selv. Prisen i Nyhavn var 3-5 kr. pr. ampul. Hun blev ved Kbh.s byrets dom af 8. marts 1952 idømt 6 måneders betinget fængsel. Hun er senere ved byrettens dom af 28. november 1952 idømt 1 års fængsel for fornyede recept-forfalskninger.

Der stjæles ofte receptblanketter til brug ved falsknerierne. Det er farligt at lade dem ligge, hvor uvedkommende kan få fat i dem. Også på dette område udvises

stor snedighed. En narkoman udgav sig således for telefonmontør for at få lejlighed til at tilegne sig en blanketblok.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

De eufomane, der får deres forsyninger gennem ægte eller falske lægerecepter,

optræder ofte under falske navne og adresser. En undersøgelse, man har foretaget vedrørende euforiserende midler, udleveret fra 3 apoteker i København, har givet resultater, som viser, at i 1948 sandsynligt halvdelen af de ved gennemgangen fundne personer var eufomaner:

Adskillige adresser har været oplagt falske, f. eks. høje gadenumre, som ikke

eksisterer, eller adresser som Glyptoteket eller Nationalmuseet, og resten har ikke kunnet identificeres ved en gennemgang i folkeregisteret, hvilket selvfølgelig ikke med fuld sikkerhed i alle tilfælde kan sidestilles med falsk navn og adresse, men sandsynligheden herfor er dog meget stor.

Tyverierne er en ikke uvigtig forsyningskilde med hensyn til euforiserende stoffer. Politiet har således i 1950-51 haft flere sager vedrørende tyverier, navnlig af »ferietabletter« fra medicinalfirmaer. Som oftest har det været småtyverier - i et enkelt tilfælde dog indtil 2000 »ferietabletter«. Der har endvidere været en del tyverier af lægetasker fra motorvogne samt tyverier fra jernbanernes nødhjælpskasser.

Langt alvorligere er dog de talrige tyverier fra apotekerne. Man kan således nævne den såkaldte »Frederiksbergsag«, hvor hovedmanden med sine medhjælpere havde forøvet adskillige tyverier, heraf i august og september 1951 indbrud på 5 apoteker, hvor der bl. a. blev stjålet euforiserende stoffer, som blev forhandlet blandt Nyhavns eufomaner, hvoraf 6 af de mest kendte blev straffet for hæleri.

Endvidere kan nævnes en sag fra provinsen, hvor en mand, der havde smerter

på grund af et mavesår, kom ind på at drikke hostesaft med codein. Ved at læse

forskellige tidsskrifter og artikler hævder han, at han fik den tanke, at narkotika

måtte kunne hjælpe ham. Den pågældende begik derpå indbrud og forsøg herpå

i 17 tilfælde, dels på sygehuset, dels på apoteket og dels tyveri fra en parkeret lægebil, for at skaffe sig narkotika. Han blev ved Vestre landsrets dom af 24. september 1952 idømt 1 års fængsel -r- 4 mdr. (betinget dom).

Der er desværre ingen tegn til, at antallet af eufomane har kulmineret. De »afvænnede « vender som oftest tilbage, og nye kommer stadig til, og som det blev oplyst under de omtalte Nyhavnssager, har misbrug af euforiserende midler en stærk tendens til at brede sig og ikke mindst blandt folk, som lever under triste kår, som f. eks. omdriverne i Nyhavn og lignende steder.

Det har under behandlingen af disse sager meget ofte vist sig, at sådanne »morfinkliker « gerne vil have tilgang af friske kræfter, dels fordi man derved får nye og ukendte ansigter, som læger og apotekere ikke kender, og dels fordi nye folk med større energi og friskere initiativ kan søge at skaffe driftskapital til foretagendet, og ikke mindst kvinder er i denne henseende velkomne.

Denne rekrutering af nye medlemmer er netop et af de punkter, som politiet

har opmærksomheden henvendt på, fordi man vel nok her har den eneste rimelige chance for at udøve præventivt eller genopbyggende arbejde, såfremt samfundet vil åbne de nødvendige muligheder herfor.

De forannævnte erfaringer om eufomanien vedrører væsentligst den særlige

kreds af eufomane, der er sunket ned i en uordentlig tilværelse eller skaffer sig sin forsyning af euforiserende stoffer gennem kriminelle forhold. For at danne sig et overblik over, hvorledes eufomanien i det hele fordeler sig i de forskellige samfundslag, har man foretaget en gennemgang af sundhedsstyrelsens eufomankartotek fra Storkøbenhavn. Man mener herved at have fundet frem til 227 eufomane personer.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

.

 

Her på hjørnet af Vestre Farimagsgade og Gammel kongevej lige overfor Vesterport station begyndte handlen med narkotika at finde sted i slutningen af 1940´erne.

Politirapport om narkotikahandel i kvarteret omkring Frihedsstøtten. Ovenpå ligger et par konfiskerede Mecodrin-pilleglas. På recept kostede 100 stk. Mecodrintabletter 3,30 kr. i 1947. På den sorte børs blev de forhandlet til 1 kr. pr. tablet. Billederne på denne side er fra en reportage i Billed-Bladet 7. januar 1947.

I slutningen af 1940´erne begynder politiet at bruge mere og mere tid på narkotikasager. Her foretages en afhøring af en person, der muligvis har nogle brugbare oplysninger.

Her ses indsmuglet tysk morfin, der er forsøgt solgt på den sorte børs i København, men er blevet konfiskeret af politiet.

Copyright © All Rights Reserved