hasard

Hasardspillere i Hølmers Bar

 

I Edderkopsagen afhører politifolkene i det 7. Undersøgelseskammer på Politigården i København flere tusinde personer. Mange af dem er impliceret i ulovlighederne, og de er, for at sige det mildt, ikke særligt interesserede i at fortælle ret meget under afhøringerne. Man kan nemt forestille sig, at det har krævet stor tålmodighed hos den enkelte politimand, når han har siddet overfor en af personerne fra den sorte børs, som med en påtaget uskyldig mine intet kan huske, og som benægter forhold, som er fuldstændigt oplagte, og som kan verificeres af adskillige vidner.

Enkelte af de hovedanklagede – som f.eks. Hasselstrøm, Fede Ejnar og værtshusejeren Johannes Jacobsen – vælger til sidst efter politiets hårde pres at indrømme de forhold, som de godt kan se, at de alligevel vil blive dømt for. Men hovedparten af de anklagede vælger at tie. Mange er bange for konsekvenserne, hvis de fortæller politiet for meget. Til journalisterne på Social-Demokraten siger en af sortbørsfolkene, at han ikke vil afsløre noget om Hasselstrøm og dennes gerninger for: ”Vi skal jo alligevel arbejde sammen med ham igen, når han kommer ud!”.

En af dem, som politiet intet får ud af, er Axel H. bestyrer af Hølmers Bar, der ligger i Stenosgade, på Vesterbro. I baren mødes Hasselstrøm, Linde og de øvrige folk som handler med automobiler. De har deres forretninger ganske tæt på, og er tit på besøg i baren, når der skal aftales salg af en bil. Når de første pilsnere er skyllet ned, og man er kommet overens om en passende pris for en bil, så sker det ganske ofte, at man begynder at spille kort. Her er det altid Hasselstrøm og Linde, der tager det sidste stik. Ikke bare fordi de er gode til at spille kort og til at holde sig lidt mere ædru end deres medspillere, men især fordi de spiller med mærkede kort, som naturligt nok giver dem en vældig fordel. Ofte bliver ofrene blanket helt af og må pantsætte værdigenstande, levere den købte bil tilbage eller optage dyre lån hos Johannes Linde. Det er velkendt i sortbørskredse, at der spilles hasard i Hølmers Bar, og at tjenerne er behjælpelige med at opbevare de mærkede kort, dække over spillet ved at sørge for separate lokaler og ved at advare, hvis der kommer et par betjente på uanmeldt besøg.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

På et tidpunkt modtager politiet flere anmeldelser om ulovligt spil i baren og indkalder i oktober 1949 bestyreren, den 55-årige Axel H. til en afhøring. Nedenfor gengiver vi et fyldigt uddrag af rapporten. Den viser, hvor svært det var for politiet at trænge ind bag facaden i sortbørskredsene. Som det fremgår af rapporten, stiller Axel H. sig fuldstændigt uforstående overfor, at der skulle have været foregået noget som helst ulovligt i hans bar. Kriminalbetjent Carlsen, der forestår afhøringen, er bestemt på en svær opgave.

 

Politirapporten: ”Kpt. (forkortelse for ”komparenten”, dvs. den afhørte) er spurgt, hvad han kender til Johannes Linde og Svend Aage Hasselstrøm. Han siger, at han ikke kender noget særligt til nogen af de pågældende, som han kun kender som kunder i forretningen. Først et stykke hen under besættelsen erfarede kpt. om, hvem Svend Aage Hasselstrøm var, idet han blev gjort bekendt med dette gennem én af sine tjenere. På det tidspunkt var Hasselstrøm automobilhandler på Gl. Kongevej. Kpt. siger, at Svend Aage Hasselstrøm af og til kom i forretningen, men det var gerne med kunder, folk der ville købe eller sælge automobiler, og de pågældende sad så og nød en genstand i baren. Der kunne dog godt gå flere uger mellem Hasselstrøms besøg i baren, så der har aldrig på noget tidspunkt været tale om, at Hasselstrøm har været stamgæst her.

Først betydeligt senere under besættelsen kom Johannes Linde i kpt.s bar, og af og til sammen med Hasselstrøm, ja, for det meste sammen med denne.

Også i disse tilfælde har kpt. haft indtrykket af, at det drejede sig om automobilforretninger.

Kpt. siger, at han aldrig har overværet, at nogle af de pågældende har spillet kort i hans forretning, men oplyser samtidig, at han i 1947 var ude for, at Hasselstrøm sammen med Fraenkelt, Jørgen Nielsen og endnu en mandsperson, som kpt. ikke husker navnet på, havde tilladt sig at spille kort både i restaurationen og i kpt.s private lokaler ovenpå. Det var alt sammen sket uden kpt.s tilladelse, og når man til sidst var endt oppe i ”privaten”, så havde årsagen været den, at kpt. den pågældende dag havde været noget beruset, da han ved lukketid kom hjem, og han havde da inviteret selskabet med sig ovenpå, hvor kpt. nogen tid efter var faldet i søvn, og først senere erfarede han, hvad der var hændt. Kpt. er vidende om, at selskabet endte på Svendsgades politistation, idet de pågældende var sigtet for at skulle have spillet kort under bedrageriske former. Han har hørt, at en af personerne har tabt et større pengebeløb i kortspillet med blandt andet Svend Aage Hasselstrøm, men hvor meget det har drejet sig om, eller hvem det er, der har tabt beløbet, kender han ikke noget til. Kpt. har siden for nattesæde ved den pågældende lejlighed modtaget en bøde på 400 kr., som han har truffet den ordning om, at han betaler den af i afdrag på Svendsgades politistation.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kpt. nægter at have noget som helst kendskab til, hvad der er hændt under spillet, som er foregået i hans bar, selv om han ikke personlig var til stede. Heller ikke gennem den tilstedeværende tjener har han nogensinde fået positive oplysninger. Den pågældende tjener har nemlig udtalt, at han ikke havde observeret noget som helst ulovligt.

Kpt. siger, at han ikke kender noget til Hasselstrøms eller Lindes omgangskreds. I øvrigt siger han, at Hasselstrøm virkede sympatisk på ham, både ved sin væremåde og i sit væsen, hvorimod Johannes Linde på grund af sin brovtne optræden direkte virkede afskyende på kpt. Hasselstrøm har sagt ”du” til kpt., og denne havde besvaret dette, uden at man kan sige, at der foreligger noget venskab. Kpt. har aldrig nogensinde hverken været hos Hasselstrøm, eller Johannes Linde, hverken i de pågældendes forretninger eller private lejligheder.

Om Hasselstrøm nævner kpt. dette træk, som han siger gjorde så godt at se, og som for kpt. viser, at Svend Aage Hasselstrøm også sikkert er et godt menneske på bunden. En dag kom der, medens Hasselstrøm sammen med nogle andre personer opholdt sig i baren, en mandsperson ind, og den pågældende tiggede om en skilling. Det foregik på den måde, at manden spurgte de tilstedeværende, om ikke de ville købe et eller andet blad, som han forhandlede. Manden, der så pæn ud, blev kaldt hen til Hasselstrøm, der tog en håndfuld penge op af lommen og stak manden en seddel. Kpt. kunne ikke se, hvad det var for en pengeseddel, men inden manden gik ud af baren, så han på sedlen, hvorefter han vendte sig om og gik tilbage til bordet, hvor Hasselstrøm sad. Han spurgte denne, om ikke der forelå en fejltagelse m.h.t. sedlen, hvortil Hasselstrøm havde sagt nej. ”Gå du bare med den, du har sikkert brug for den”. Det viste sig, at der havde været tale om en 100-kroneseddel.

Om Linde er kpt. ikke i stand til at fortælle noget, blot understrege, at han ikke har kunnet lide Johannes Lindes brovtende måde at være på, og særlig gal var denne, når Linde var beruset eller blot havde fået lidt i hovedet.

I 1945-46 havde Svend Aage Hasselstrøm først gennem en af kpt.s tjenere ladet kpt. vide, at han var køber til baren. Dette tilbud havde Hasselstrøm også personligt fremsat overfor kpt., og han havde tilbudt en afståelsessum på ca. 85.000 kr., hvilket kpt. imidlertid ikke kunne gå med til alene af den grund, at han havde et lejemål, der forbød handel med baren. Siden har Hasselstrøm ikke gentaget tilbuddet. Kpt. kender ikke noget til de pågældende herrers økonomiske forhold udover, at han ved, at de må være velhavende. Han mener heller ikke, at de kan være andet, eftersom de begge har haft store autoforretninger, som er gået godt. Når Hasselstrøm og Linde var gæster i kpt.s bar, var de rundhåndede, særlig Hasselstrøm, hvorimod Linde var noget tilbageholdende. Det var ikke noget særsyn at se nogen af de herrer være i besiddelse af både 50.000 og 100.000 kr., hvilket kpt. dog mener, var ganske naturligt, når man efter krigen måtte give op til 80.000 kr. for et enkelt automobil.

Der har aldrig været tale om, at kpt. er blevet anmodet om at foretage opbevaringer etc. for de pågældende personer, og han nægter også nogensinde at have handlet sammen med disse.

På spørgsmålet om kpt. har hørt noget til ulovligheder begået af Johannes Linde eller Hasselstrøm, rygter i denne forbindelse etc., siger kpt., at det har han ikke. Aldrig har han i sin forretning hørt nogen rygtevis udtale sig om noget i forbindelse med Hasselstrøm eller Linde. Man vidste, de havde mange penge, men hvordan de fik disse, har man aldrig gået nærmere ind på.

Kpt. er gjort bekendt med, at man synes det lyder noget ejendommeligt, at en restauratør i en af byens kendte barer ikke skulle have hørt noget til eventuelle rygter, som der dog har verseret så mange af forinden Hasselstrøm og Linde blev anholdt, men kpt. siger, at han har fortalt sandheden, når han har nægtet at have noget kendskab til rygter i forbindelse med de pågældende personer.

Der har aldrig været noget som helst pengemellemværende mellem kpt. og Hasselstrøm-Linde. De har heller aldrig for kortere perioder lånt kpt. penge.

Udover det her forklarede kan kpt. ikke oplyse noget.

 

Gennemlæst og vedtaget.” Sign. Axel H.

 

 

Et journalistisk mesterstykke

Bestyreren i Hølmers Bar vil således gerne give det udseende af, at han er fuldstændig uvidende om, at der skulle være spillet hasard i hans forretning, men blot kun et par uger senere sidder han endnu en gang på anklagebænken i byretten i København, tiltalt for gentagne gange at have huset hasardspil i den helt store stil. De ihærdige journalister Anders Nørgaard og Poul Dalgaard skriver en længere artikel i Social-Demokraten, hvor de bestemt ikke lægger fingrene imellem, når de med den helt store journalistiske malerpensel beskriver, hvorledes en stakkels postmand med ludoman-tendenser kom i kløerne på en gruppe velhavende forretningsmænd og professionelle hasardspillere, der koldt, kynisk og systematisk blankede ham i kortspil, så han til sidst blev drevet ud i decideret kriminalitet.

Vi bringer hele deres journalistiske mesterstykke, der stod i avisen 27. november 1949.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Postmandens tragedie i Københavns spillebuler

”Man fyldtes med undren og medynk under vidneafhøringen i den store hasardsag fra 1946, der i går behandledes i byrettens 4. afdeling. En tidligere købmand, der efter krigens afslutning kom ind ved postvæsenet som ekstrahjælp, fortalte, hvorledes spillelidenskaben drev ham i kløerne på en flok professionelle hasardspillere, til hvem han aften efter aften tabte tusinder af kroner. Sin formue satte han overstyr, store summer, han lånte hos familien, blev bortspillet, og til slut stjal han i desperation først 18.000, siden 12.000 kr. fra postvæsenet for i et sidste forsøg at vinde det tabte tilbage.

Vidnet der for længst har afsonet sin straf, talte med sagte stemme. Da man under afhøringen kom ind på hans tyverier, var han ved at bryde sammen og måtte forlade retslokalet et øjeblik. Tårerne stod ham i øjnene flere gange, men med fattet styrke fortsatte han beretningen om sit livs tragedie.

Bag ham sad de tiltalte og et par enkelte tilhørere. Med hånlige smil og højlydte kommentarer fulgte de vidneafhøringen. Gang på gang afbrød to af de hovedtiltalte, grosserer Gunnar Leonhardt Christiansen og bagermester Erik Juhl Simonsen, dommeren eller anklageren og krævede svar på forskellige spørgsmål. Da retsmødet var slut, holdt Simonsen personlig en slags anklagetale, hvori han fremhævede vidnets upålidelighed. Beviserne hentede han fra vidnets privatliv.

 

Kun 6 kræves dømt

Da sagen blev rejst var ca. en snes personer sat under tiltale, men ved retsmødet i går – det sidste, før dommen afsiges i næste uge – oplystes det, at tiltalen nu kun omfatter seks mand: grosserer Gunnar Christiansen og bagermester Erik J. Simonsen, der anklages for at have gjort sig skyldige i erhvervsmæssigt hasardspil, frisørmester Holger Kjærgård Jensen, der har medvirket til erhvervsmæssig hasard, træner Peter Henry Rudolf Petersen, der har deltaget i spillet, restauratør Axel Georg Hølmer, der har ydet husrum til hasardspil, og tjener Victor Th. Nielsen, der har undladt at skride ind overfor hasardspillerne i ”Hølmers Bar” i Stenosgade. De øvrige mange tiltalte har fået deres sager sluttede med advarsler. De fleste havde kun deltaget i spil på forskellige restaurationer rundt om i byen.

Gunnar Christiansen og de 5 øvrige tiltalte stemplede vidneudsagnet som usandhed og hævdede, at de aldrig havde vundet ret mange penge fra vidnet i de forskellige hasardspil. De påstod, at han måtte have bortødslet de mange penge på anden måde. Dog indrømmede de, at de h a v d e spillet hasard. Da sagen rejstes i sin tid, ville de påstå, at det hele var opspind. Mod Holger Kjærgård Jensen kan der ikke i øjeblikket føres sag, fordi han er syg og bortrejst på rekreation.

 

Blev ved at tro, han kunne vinde alt tilbage

Afhøringen af den udplyndrede postmand varede godt to en halv time. Flere gange måtte han opgive at svare på stillede spørgsmål, fordi han efter to års forløb ikke var i stand til at huske alle enkeltheder, men ved hjælp af politirapporterne fra november 1946, da han meldte sig for tyveri, var man i stand til nogenlunde, at få et billede af de fem spilleaftener i oktober og november 1946, hvor han mistede 40.000 kr. (Ville i dag svare til mellem 800.000 og 1.200.000 kr., vor anmærkning)

Dommeren indledte med at udtale: ”Hvis der er personer tilstede, der gør, at De føler Dem truet og derfor ikke tør udtale Dem, skal De selvfølgelig sige til!” Vidnet svarede, at han ikke var bange for at udtale sig.

 

Det begyndte på traverbanen

Vidnet begyndte med lav stemme beretningen. Han havde indtil krigsudbruddet haft en købmandsforretning. Efter kapitulationen kom han ind ved postvæsenet som reservemedhjælp. Han havde sidst været ansat på Østerbros postkontor, og det var her han foretog pengetyverierne. I sommeren 1945 var han begyndt at spille på Amager Travbane. Herude havde spillelidenskaben grebet ham. Som han selv sagde: ”Den første gang man taber r i g t i g t, kommer man for alvor i gang med at spille. Man besættes af tanken, at man næste gang kan vinde alt tilbage.

Den 22. oktober 1946 sad vidnet sammen med en bekendt, William Nielsen i ”Paghs Vinstue”. I et mindre værelse ved siden af spilledes hasard. Vidnet blev opfordret til at spille med. Spillerne var Gunnar Christiansen, brødrene Harald og Holger Kjærgård Jensen og skrædder Oscar Jørgensen, kaldet ”Makker-Jørgen”. Vidnet tabte hele tiden. Ud på aftenen tog man hjem til Christiansens villa på Svanemøllevej. Spillet fortsatte, og da han gik hjem var han blanket af for 3000 kr. De følgende dage mødtes han jævnligt med spillebanden, dels i ”Picadilly”, ”Paghs Vinstue” og ”Hølmers Bar”, dels i Gunnar Christiansens hjem og i restauratør Hølmers privatlejlighed. Hver aften tabte han. En gang 6-7000 kr., en anden gang 1800 kr. og ved sidste spil natten mellem 14. og 15. november i ”Hølmers Bar” 12.500 kr.

 

Et glas til 10.000 kr.

Postmanden brugte først sine egne penge, men til sidst var han ruineret. I fortvivlelse stjal han 18.000 kr. fra sin arbejdsplads, tabte de fleste og måtte af sin fader låne over 20.000 kr. for at dække tyveriet. Få dage senere stjal han 12.000 kr. og atter ribbede spillebanden ham fuldstændig.

Af sin svigerfader lånte han 10.000 kr., som det var hans faste overbevisning at aflevere til postvæsenet. På vej til postkontoret den 14. november gik vidnet ind i ”Paghs Vinstue” for at styrke sig med et glas vin. Gunnar Christiansen og de andre spillere var derinde, og snart var han i fuld gang med spillet. Han blev meget beruset, og da selskabet sluttede af i restauratør Hølmers dagligstue, var hans tegnebog tom. Dagen efter kom han op på Politigården og meldte sig selv. Spillegalskaben havde drevet ham i ulykke – hans liv var ødelagt.

Denne vidneforklaring blev fulgt med spændt opmærksomhed af de 6 tiltalte. Provokerende og skarpt afbrød de gentagne gange med kontraspørgsmål. Dommeren svarede på bagermester Simonsens bemærkning om vidnets upålidelighed, at ingen af de tiltalte kunne rose sig af at udtale sig sandfærdigt.

Fra vidnets side blev der nedlagt påstand om tilbagebetaling af de tabte penge, således at postvæsenet kunne få de 12.000 kr. igen. Hertil bemærkede Gunnar Christiansen højlydt, at en medspiller aldrig krævede tabte penge tilbage.

Dommene falder i løbet af de kommende 7 dage.” Slutter artikler fra Social-Demokraten

 

Blev Champagnedrengen forgiftet?

På Vesterbrogade lige overfor Frihedsstøtten ligger der i 1940´erne en kunst- og antikvitetshandel. Ejeren af forretningen, kunsthandler Christian N., bliver på værtshusene på Vesterbro, hvor han ofte er gæst, kaldt for Champagnedrengen. Det vides ikke, hvordan han har fået dette tilnavn, men måske er det på grund af hans lidt ekstravagante vaner.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I sin forretning sælger kunsthandleren sjældne antikviteter og malerier af især danske kunstnere, og der er uden tvivl godt gang i handlen her lige efter krigen, hvor mange mennesker gerne vil sætte deres måske ikke helt ”rene” penge i værdifaste kunstgenstande. Derfor tjener kunsthandleren ganske godt, og han har råd til at bo i en af de helt store villaer i Hellerup. Her får han en dag i 1946 besøg af en bekendt, møbelhandler Johannes Linde. De har mødt hinanden på et tidspunkt, hvor kunsthandleren har villet købe en bil, som Linde er sælger af. Derefter har de set hinanden socialt, og kunsthandleren er ofte kommet hos Linde i dennes forretning på Gl. Kongevej, hvor der bliver drukket tæt, og hvor han klinker glas med flere af de højtstående politifolk, som Linde bestikker eller smører, med det formål at mindske risikoen for at blive sat fast for nogle af de utallige ulovligheder og sortbørshandler, han begår.

 

I villaen i Hellerup nyder kunsthandler Christian N. og møbelhandler Johannes Linde denne dag et par stykker smørrebrød og en enkelt pilsner, og da de er færdige med det, spørger Linde, om kunsthandleren ikke har lyst til et spil kort.

”Vi spiller kun om små indsatser, og desuden kender jeg en mand, som vi også kan få til at spille med, han har en velspækket tegnebog, og han taber altid”, lokker Linde med sit sædvanlige listige smil, idet han antyder, at der er et let offer i farvandet. Linde ved godt, at kunsthandleren har en svaghed, når det kommer til hasardspil, og formentlig kender Linde til et bestemt kortspil, hvor kunsthandleren tabte ikke mindre end 108.000 kr. på en enkelt aften. Han havde lånt de fleste af pengene i løbet spillet, og næste dag måtte han sælge en værdifuld frimærkesamling, som han fik 150.000 kr. for. Til sin hustru fortalte han blot, at han havde 40.000 kr. for samlingen, så han har bestemt ikke været stolt ved situationen.

Men trods sin uheldige fortid med kortene er kunsthandleren ikke svær at overtale, og han siger ja til ideen om en spilleaften. ”Udmærket”, siger Linde, ”jeg ringer lige til tredjemanden”. Uden at kunsthandleren hører det, telefonerer Linde til sin faste makker, Svend Åge Hasselstrøm, der sidder og hygger sig på Markmanns Vinstue, der ligger på Gl. Kongevej. ”Jeg har fundet en tyr til et kortspil”, fortæller Linde. ”Bliv siddende på Markmanns og lad som om, du er fuld, så kommer vi hen til dig”. Med ordet ”tyr” signalerer møbelhandler Linde, at det er kunsthandleren, som skal være offer, og at han skal plukkes i et kortspil.

Hasselstrøm bestiller straks en stor snaps, og da Champagnedrengen og Linde ankommer spiller Hasselstrøm tilpas fuld, og mens han spilder lidt af snapsen, mumler han: ”Jeg har været ude og drikke de sidste par døgn, nu kan jeg ikke tåle mere. Jeg vil hjem”. Men Champagnedrengen har fået blod på tanden og tilbyder Hasselstrøm en genstand, selv om han endnu ikke har drukket sin store snaps. Ved fælles hjælp lykkes det lidt efter lidt for kunsthandleren og Linde at ”overtale” Hasselstrøm til et kortspil. Formentlig har Hasselstrøm også på en tilpas skødesløs måde viftet lidt med sin store seddelfyldte tegnebog, hvor han altid havde adskillige tusinde kroner. Sammen går de tre personer nogle få skridt hen ad Gl. Kongevej og ind i Lindes forretning, hvor der i baglokalet er god plads til kortspil.

Dermed er der lagt op til det klassiske svindelnummer, hvor det er ofret, der tror, at det er ham, der kan lave en let fortjeneste, en svindelstreg, eller udnytte situationen på bekostning af en svagere person. I virkeligheden forholder det sig omvendt. Champagnedrengen ved slet ikke, hvad han er oppe imod. Linde og Hasselstrøm har masser af gange før lavet dette nummer, og rollerne er præcist fordelte og nøje indøvede. Der bliver spillet poker, og her sørger de to sammensvorne for ikke at byde hinanden op og for at være behjælpelige med de såkaldte ”billige” ekstrakort. Svend Åge Hasselstrøm har desuden et sæt mærkede kort i lommen, som han forinden spillet går i gang, har stukket over til Linde, der lader som om, han fremdrager det fra sin skuffe.

Efter kort tid har Champagnedrengen tabt flere tusinde kroner, som er fløjet ud af hans pung og over i lommerne på Linde og Hasselstrøm.

Han må nu have økonomisk forstærkning. ”Kan jeg ikke låne mod sikkerhed i min bil”, spørger han og hentyder til den Austin 1946, der holder udenfor. Det kan sagtens lade sig gøre, lover Hasselstrøm, der straks hiver 14.000 kr. op af tegnebogen. Samtidig laver sortbørsmanden et hurtigt dokument, hvor der står at bilen er Hasselstrøms, med mindre lånet er betalt tilbage inden kl. 12 næste dag.

Derefter kan spillet genoptages, men det går ikke bedre for kunsthandleren, der efter kort tid har tabt også de 14.000 kr.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

”Hvad med om jeg går over i min forretning og henter et maleri, der kan gælde som indsats? Spørger den nu nærmest desperate kunsthandler. Det kan fint gå an, bekræfter Hasselstrøm og Linde. Kort tid efter er kunsthandleren tilbage med en værk af maleren Hans A. Brendekilde, som er mest kendt for sine naturalistiske og socialrealistiske billeder. Maleriet, som Champagnedrengen slæber ind i Lindes kontor, er vist ikke et af hovedværkerne, men er dog alligevel kostbart. Det forestiller nogle pyramider og er malet på en tur, Brendekilde havde til Ægypten et halvt århundrede tidligere.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Prisen på billedet er 5.000 kr., men Linde og Hasselstrøm giver kun Champagnedrengen kredit for det halve. Herefter kan pokerspillet genoptages, men det går som planlagt af de to sammensvorne. Kunsthandleren bliver totalt blanket af, og nu har han tilsyneladende fået nok.

”Lad os afregne siger han”, hvorefter de tre herrer kører ud til kunsthandlerens villa i Hellerup, hvor han går i kælderen. Her graver han lidt i en kulbunke og finder en bunke sedler frem, som det nok ikke har været meningen, at andre skulle vide noget om, og i hvert fald ikke skattevæsenet. Hasselstrøm har fået lidt samvittighedsnag og siger til kunsthandleren, at man vil eftergive ham halvdelen af gælden. Det vækker dog nogen protest fra Linde, der ikke kender noget til samvittighed, uanset hvor svinsk en metode, man har brugt til at franarre en mand hans penge.

 

Næste dag er kunsthandleren forståeligt nok noget omtumlet, og til en af sine venner fortæller han, at han er blevet snydt og at han slet ikke kan huske noget om hvordan aftenen forløb. ”Jeg tror jeg blev forgiftet” udtaler han. ”Jeg må være faldet i søvn, og så har Hasselstrøm og Linde hugget mine penge og nøglerne til min bil”. Det bliver dog aldrig fuldstændigt afklaret, om Champagnedrengen har fået et eller andet puttet i sin drink, der har svækket hans dømmekraft, eller om det er en historie han finder på som en undskyldning for sin spillelidenskab, og det store tab han har måttet lide. Det er dog bestemt ikke utænkeligt, at de to sortbørsbaroner kunne have fundet på at forgifte et offer.

 

Både Linde og Hasselstrøm bliver afhørt om historien. Linde nægter som sædvanlig ethvert kendskab til, at der skulle være foregået noget som helst ulovligt. Men Svend Åge Hasselstrøm indvilger dog efter 4 langvarige afhøringer i, at fortælle politiet sandheden, som på nær påstanden om forgiftningen, viser sig at være identisk med det, kunsthandleren har forklaret til politiet. Selv om Hasselstrøm nægter, at der skal have været gift indblandet i svindelaffæren, så indrømmer han dog, at ”Hvis Champagnedrengen har nydt spiritus efter den metode som Linde benyttede, så ville han hurtigt være blevet noget bedugget. For når Linde lavede en whiskysjus, så kom der 2 dele whisky i glasset og kun 1 del vand”

 

Både Linde og Hasselstrøm blev dømt skyldige i at have bedrevet erhvervsmæssigt hasardspil og det indgik som en del af den samlede dom på 6 års fængsel, de begge fik.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Svend Åge Hasselstrøm og møbelhandler Johannes Linde er hyp-pige gæster i Hølmers Bar, når der spilles hasard. Det er ikke småpenge der spilles om. Ofte vinder de adskillige tusinde kro-ner på en aften, men så har man også benyt-tet sig af list og mærkede kort.

På Vesterbrogade 6, der her ses til venstre for Frihedsstøtten, havde kunsthandleren sin forretning. Hele denne del af Vesterbrogade måtte vige for det nyopførte hotel nogle år senere.

I møbelhandler Lindes forretning på Gl. Kongevej findes der et baglokale. Hertil går Champagnedrengen, Linde og Hasselstrøm for at spille kort. Kun to af spillerne vinder. Den tredje taber alt, inklusiv sin bil.

Maleriet af H.A. Brendekilde, er muligvis det her viste. Hvis ikke, er det et billede i samme stil, som Champagnedrengen sætter ind i pokerspillet i et sidste deperat forsøg på at vinde det tabte tilbage.

Copyright © All Rights Reserved