8. Rapport i Dagbogen

Den strengt fortrolige dagbog

 

 

 

 

Rapport nr. 8 Strengt fortroligt

 

Mandag 15.11. 48

 

Dalgård meddeler:

Kontaktede fuldmægtig hos Falck, intet væsentligt nyt ud over at kørelærer A. Jensen har henvendt sig til ham og beskyldt ham for at forsyne Social-Demokraten med oplysninger, A.J. havde givet ham og Svend Åge Hasselstrøm. Talte senere med ingeniør Ingerslev-Hansen, Borgergade, der fortalte, at en vis krisebetjent, Hansen, tidligere Store Kongensgade station, var villig til at fortælle, hvad han vidste. Han ville dog selv sætte sig i forbindelse med os. (Det er ikke sket endnu).

 

Nørgård meddeler:

Tog ud til kriminaloverbetjent Schütter, Ryparken 154, som redaktionssekretær Chresten Olsen i sin tid under dobbeltmordsagen satte mig i forbindelse med, (hans gamle skolekammerat), og som jeg senere har kontaktet nogle gange, bl.a. i Esbjerg og på Fanø.

Schütter, der er en af de første mænd i Rejseholdet havde lovet at drøfte ”Edderkopsagen” med mig, men forlangte bestemt strengeste diskretion. Vi er efterhånden kommet på en ret fortrolig fod, så han udtaler sig forholdsvis frit.

Han kender forhistorien fra dobbeltmordsagen på Frederiksberg og fik et koncentrat af de fortrolige rapporter. Lovede bistand og råd, hvor han kunne.

Han stemplede vor beretning som troværdig og kendte en hel del til Hasselstrøm og konsorter, gav enkelte billeder, der illustrerede Hasselstrøms virksomhed i underverdenen og blandt politiet, i et par tilfælde faldt det nøje i tråd med oplysninger, vi ligger inde med, uden at jeg på forhånd havde underrettet ham om disse detaljer. Han mente, der var gjort et godt stykke arbejde fra bladets side, og at det ville være af værdi ved afsløringen, der en dag måtte komme, sagde han. Men nu skulle vi ikke spilde tiden mere på sidegrenene.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Sagde i øvrigt:

”Jeg er ked af, at skulle sige noget ufordelagtigt om politiet, man vil så forbandet nødigt besudle sin egen rede, men den er gal, og der må ske noget før eller senere. I er begyndt en tand for tidligt på historien, der skulle have været gjort et større undersøgelsesarbejde først, men det I har lavet, er godt indtil nu. Det er farlige folk, I vil afsløre. Når det ikke er lykkedes for politiet, der stort set kender de folk, der både dirigerer sortbørsen og leder forbrydelserne i stort tal, skyldes det, at for mange politifolk også opefter er mere eller mindre implicerede i de forskellige sager. Men der findes en god, solid grundstamme, som er ubestikkelig. Gå op til politidirektøren og fortæl ham det, bed ham overdrage undersøgelsen til Københavns opdagelsespoliti, tror I ikke politidirektøren tager imod tilbuddet, han burde gøre det med kyshånd, så prøv Glud. Han er ikke så slem, som han lader. Husk, at for topfigurerne er politietaten alt, svines den til, betragter de det som et angreb på dem selv. Fortæl om den hæderlige kerne. Afsløringerne, som vil komme en dag, vil ryste politiet i næsten alle dets led, men kan man samtidig sige, at der er en stabil kerne, vil folk sige: Gudskelov, der dog er en inderkreds, der er ubestikkelig. Det vil gå hårdt ud over mange flere end I tror, men det må vi tage med. Jo før, der renses op, jo bedre.”

Han fortsatte med en udtalelse om, at Agdal var i lommen på sine folk. Men penge manglede Agdal ikke, han var velhavende, og hans far var en stenrig bankdirektør fra Vendsyssel, han må derfor på anden måde være blevet noget inficeret af sin stab, ”der med forskellige undtagelser” er bundrådden. Også ordenspolitiet er korrupt mange steder. Det gjaldt ikke alene i Store Kongensgade, men opdagerne ville han garantere for.

Han mente, at der ville gå hul på bylden, når der sattes 12-14 udvalgte kriminalpolitifolk ind på opgaven. De måtte have at vide, at det ikke gjaldt penge, det gjaldt uskadeliggørelsen af en række store slyngler og standens ære, og det var ingen skade til at antyde, at hvis de klarede sagen, ville de ikke blive glemt ved avancementer. Men uanset det, ville en sådan stab gå på med ”krum” hals. Det måtte ske i yderste stilhed, ingen måtte ane noget, og hvis politiledelsen ville gå med dertil, ville det også ske så diskret, at end ikke vi ville opdage, når jagten gik ind.

”Vil I selv prøve at gøre noget,” sagde han, ”så vær forsigtige. I skal ikke mere spilde tiden på Borgergade-Adelgade, hvor det er småfugle, der kan fanges, og hvor faren for at blive ”knoklet” ned også er størst”.

Svend Åge Hasselstrøm er en af hovedmændene i inderkredsen. I denne hører også Richard Jensen, men foruden de i tidligere rapporter nævnte navne som f.eks. pelshandler Vanman, B.-C., A. og M. osv. Også en uhyggelig person, F., vi også har nævnt – men periferisk – tidligere samt en mand ved navn Persson og af nye navne: ”Direktør Thorvald L., chefen for konfektionsformaet C.P. Jacobsen, Vesterbrogade, en ”ærkeslyngel”, mangemillionær, bagmand af en uhyggelig art, Jacobsens broder, der driver baren ”Hos Johs” på hjørnet af Hammerichsgade, hvor ”mange interessante typer mødes mellem 16-19”. Broderen Johannes har man længe været ude efter, han står til mange års tugthus, når han knaldes. Hos ham, i Hølmers bar, i ”Kakkadue” i de sene timer og på ”Nordlands bar” over gården tv. Her sidder foruden folk som Fritz Hueg, der hører med til selskabet, hos den i øjeblikket arresterede møbelhandler Johannes Linde. Linde er kompagnon med Hasselstrøm og flere, og med i indercirklen. Han sidder normalt disse steder, oftest dog i Nordland, og drikker. Han er en hund efter piger, men giver sig gerne af med andre gæster. Ud på aftenen dukker folk op, og Linde er så fræk, at han tit modtager smykker til vurdering. Enes man om prisen stikker han smykkerne i lommen. Det er hans underagenter, der kommer med dem, og som ved, hvor han træffes. De får dem fra andre, som de møder på gaden eller i mindre knejper.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Linde er, når han bliver beruset, tilbøjelig til at prale af sine penge og han kan antyde, at han er ”mand for at ordne en sag”. Han er den mest uforsigtige af bundtet. Schütter anbefalede os, hvis vi ville Hasselstrøm og konsorter til livs, at holde øje en tid med Nordlands bar og et par andre steder, ”Hos Johs” og ”Hølmer”. Når Linde dukkede op, det ventes, han snart må løslades af mangel på beviser eller indtil hans dom falder, må vi diskret følge hans færden. Der vil givet ikke gå mange dage, før en mand vil dukke op med et smykke. Planen går ud på en sådan aften, når Linde er halvberuset, inden han begynder på sin ”Mecodrin-kur” omkring midnat, da at tilkalde opdagerne, evt. gennem Schütter, der ganske vist ikke har med København at gøre, men som ved, hvem der kan tilkaldes omgående og hvem, der kan stoles på. Så falder Linde, og så har man ham, ikke på mærkesager eller krisetransaktioner, men på et kriminelt grundlag. Linde er fej og løgnagtig, men han vil i de rette hænder angive banden, hvis han tror, han redder lidt derved for sig selv. ”Så rasler huset ned”, siger Schütter, ”både Hueg, Hasselstrøm, Vanmann, Richard Jensen, bilhandlerne, de fleste af krisepolitiets folk og en lang række ordenspolitifolk vil glide med. Så kan intet stoppe lavinen, men det vil blive en affære af gigantiske dimensioner. Desværre har ”gamle Himmelstrup” selv noget i klemme! Hans omgangskreds har for størstedelen været ”skidtfolk”, og det var en lignende omgangskreds, der ødelagde Stamm, som også ville være faldet – formodentlig – på den kommende afsløring, hvis han ikke i forvejen var forsvundet ud af etaten.

Schütter gør et absolut troværdigt indtryk. Jeg har været sammen med ham ved forskellige lejligheder. Det føltes, at det var pinligt for ham at udtale sig, som han gjorde. Han er Chresten Olsens personlige ven og har været det fra drengeårene. Hans søn er ansat i ØK på kontoret. Han ville næppe have været min gæst i sin tid på Fanø, hvis ikke Chresten Olsen i sin tid havde introduceret mig meget varmt og først ladet mig møde ham i sit hjem. Han er nøgtern. Han betonede, at samtalen var absolut under fire øjne.

Derudover talte vi i øvrigt om affæren og fremsatte nogle bemærkninger, der dog må tages som teorier, men som vi måske senere kan komme nærmere ind på. Han må under ingen omstændigheder risikere en tjenstlig afhøring. Dalgård og jeg har ikke så gode erfaringer med hensyn til fortrolige meddelelser til politidirektøren, som havde regnet ud, at Gredsted havde ydet et bidrag til vores materiale, og som trods den fortrolighed, hvor med vi efter eget ønske havde overbragt ham en redigeret rapport, følte nogen irritation mod Gredsted, selv om han ikke har ladet dette komme til orde.

Jeg har samtidig undersøgt Oxvigs stilling, han er absolut med på vort arbejde og vor mand, men han er noget kolerisk og forfærdelig rethaverisk og kværulerende. Ikke desto mindre egnet, men med forsigtighed. Gredsted er betegnet som fantasifuld, men dygtig. Prisinspektør S. som dygtig, med en fremragende næse, men til tider arrogant og kan overskride sin kompetence. Han er hård som sten, en alliance med ham ville muligt være af værdi, men han er næppe billig.

Politiken har en mand, vist Bernhard Nielsen ude praktisk taget alene på vor historie med ubegrænsede midler.

Mandag aften meddelte Seier, at han havde et par navne på to sagførere, hvoraf Jonas kunne introducere os hos den ene, Seier hos den anden. Seier var evt. selv villig til at pumpe ham. De skulle være værdifulde. Oplyste, at man var stærkt forundret over, hvor de mange konfiskerede varer i Krisepolitiet egentlig blev af. Alene det var en stor affære, der ville ryste huset i grundvolden. Vil tage denne sag op.

Mandag aften var frisørmester Georg P., Saxogade, på bladet og informerede Dalgård og Nørgård om sit kendskab til Hasselstrøm, lovede at snuse videre.

Schütter anbefalede os at alliere os med bartenderen i Nordland, dog ikke de første dage. Han er reel og kan vindes, altid ædru og stræbsom. Han navn kendte han ikke i øjeblikket, manden er 180 cm, sort kruset hår, mager og sportstrænet. Bor privat på Lyrskovvej. Kender Linde og slængets transaktioner, men er ikke selv impliceret i noget og kan måske tale, når han er sikker på, at det ikke konstateres, hvorfra vor viden stammer. Gode drikkepenge og et par dages fortrolighed vil hjælpe. En kvindelig lokkedue kan også bruges overfor Linde. Schütter lægger megen vægt på, at når den mand først falder, så følger Jacobsens og Hasselstrøms osv. Med – og så ramler de rådne kar i politiet og hos toldvæsenet samt i andre bestukne departementer.

Kørte tirsdag formiddag ud til Borgergade hos ingeniør I. H.. Fik ved et besøg i en cigarforretning i 102 konstateret, at politiet jævnligt kommer bagom i Hasselstrøms forretninger på alle døgnets tider. Hasselstrøm tog til Jylland og modtog det danske politi med cigaretter og gaver, da det vendte hjem fra koncentrationslejrene. Nævnt som eksempel på Hasselstrøms frækhed. (Hans sidste dom før han blev en ”stor” mand var en dom for indbrud i en bank). Besøgte med I. H. en vicevært, Jensen, hvis hustru gør rent i varedirektoratet, hvor Jensen ifølge sin kone har fortalt, at det var galt, og at Hasselstrøm havde fat i nogle folk derinde. Det interessante ved oplysningen er den, at det bekræfter, hvad vi ved fra anden side. (Se tidligere rapporter). Jensen selv gjorde et upålideligt indtryk. Han og hans kone kan købes for et par tikronesedler og måske supplere oplysningerne med navne, men deres udsagn må til en hver tid efterkontrolleres.

Under opholdet i cigarbutikken 102-104 oplyste indehaversken, at hun samme dag var afhørt af politiet, (opdagerne fra gården, så vidt hun vidste), om bestikkelse fra Store Kongensgade station.

Ingeniøren lovede os fortsat hjælp i arbejdet.

Oplysning fra Jonas og Seier: Ekstrabladet vil nu gå ind i Edderkopaffæren.

Rapport slutter, ny følger i morgen.

Dalgård og Nørgård.

 

9. Rapport

 

Baren i Hotel Nordland, Vesterbrograde er et yndet sted for møbelhandler Linde og en række af de mere velbeslåede sortbørsfolk i København.

Kriminaloverbetjent Jørgen Schütter bor i Ryparken, på Østerbro i det nordlige København. Schütter bliver senere mangeårig leder af det legendariske Rejsehold, der opklarede alvorlige forbrydelser og mord over hele landet. Schütter er meget åben overfor de to journalister på Social-Demokraten, men han har formentlig også haft sin helt egen dagsorden, da han viderebragte de fortrolige oplysninger.