Rob

En skrækslagen sortbørsmand

 

Var den myrdede kontorchef inddraget i sortbørshandel? Vidste han noget om de smuglerier, der foregik over sundet under krigen? Og truede han med at afsløre sin viden? Noget kunne tyde på, at den pæne kontorchef ikke var helt så pletfri, som man først antog og at den egentlige baggrund for dobbeltmordet på Peter Bangs Vej i 1948 skal findes i omfattende og ulovlige økonomiske transaktioner.

 

 

 

En lille uge efter dobbeltmordet på Peter Bangs Vej kommer en cigarhandler ind på politistationen på Frederiksberg. Det han kan fortælle til politiet starter en langvarig efterforskning, som fører opdagerne på sporet af sortbørshandel, værnemageri og stikkervirksomhed. Det hidtidige billede, som pressen på politiets foranledning har givet af kontorchef Jacobsen som en pæn og solid bedsteborger, begynder på dette tidspunkt at krakelere, i hvert fald for de betjente, der efterforsker cigarhandlerens påstande.

 

Cigarhandleren meddeler, at han under krigen - en dag i efteråret 1944 - har et møde med en grosserer Carl Mogensen, og at de to efterfølgende træffer den senere myrdede kontorchef Jacobsen, idet grossereren skal låne et større beløb af Jacobsen. Selv har cigarhandleren ikke på dette tidspunkt hæftet sig ved begivenheden, men da dobbeltmordet er sket, er han altså kommet i tanke om begivenheden og er gået til politiet. Her kan det nok være, man spidser øre.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Grosserer Carl Mogensen er nemlig særdeles kendt af politiet. To år tidligere - 12. april 1946 - har Mogensen begået selvmord, da politiet vil anholde ham og på et solidt grundlag vil sigte ham for at have været spion for tyskerne under krigen. Grossereren har ellers en flot karriere som modstandsmand. Han har hjulpet modstandsfolkene, arrangeret transporter over sundet og skaffet penge til modstandsbevægelsen. Mogensen har endda selv været arresteret af tyskerne på et tidspunkt.

 

Men måske har Mogensen i virkeligheden bedrevet dobbeltspil og måske har hans aktiviteter også - eller endog hovedsageligt - haft det formål at berige ham selv. Under alle omstændigheder er det overordentligt interessant for politiet, hvis kontorchef Jacobsen kan sættes i forbindelse med den berygtede Carl Mogensen, der i sin omgangskreds i øvrigt kaldes for ”Bøffen”.

 

Læs mere om den dobbeltspillende ”Bøffen” i: http://kriminalsager.dk/Carl_Mogensen/

 

 

I dagene efter cigarhandlerens beretning udspørger politiet en lang række personer om den mulige forbindelse mellem grossereren og kontorchefen. I første omgang når man ikke det store resultat, men 19. marts kommer der et gennembrud i sagen.

 

 

Den tredje mand

Her træder en ny meddeler ind på scenen og han kan berette, at Mogensen og Jacobsen har stået i forbindelse med en tredje mand, som nu skal være indlagt på sindssygehospitalet Sct. Hans. Meddeleren er ikke i første omgang tilbøjelig til at fortælle politiet yderligere eller angive sin kilde, idet han siger, at det ville gribe forstyrrende ind i nogle observationer, som den lokale Hjemmeværnsforening, for hvilken han er leder, bl.a. foretager mod den kilde, hvorfra han har sine oplysninger. Han bemærker, at kilden er kommunistisk indstillet. Meddeleren vil dog alligevel godt hjælpe politiet med at finde frem til den omtalte tredjemand, der skulle være indlagt på Sct. Hans.

 

 

Fuld fart mod Roskilde

Kort tid efter ved han, hvem det drejer sig om. Tredjemanden er Bogtrykker Robert Magnussen, som det viser sig, er idømt 20 års fængsel for stikkeri under krigen og nu altså anbragt på Sct. Hans.

Samme dag og så hurtigt som muligt kører 2 kriminalbetjente til Roskilde for at afhøre bogtrykkeren. Han erklærer med det samme, at han er villig til at samarbejde med politiet, men kun på betingelse af at hans navn bliver hemmeligholdt og at det ikke under nogen form kommer offentligt frem, hvad han kan oplyse. Han frygter i modsat fald for repressalier.

 

Vi ved ikke, hvad politiet har lovet bogtrykkeren, men formentlig har man accepteret at holde tæt med dennes oplysninger. Det skal senere vise sig, at politiet ikke kan forhindre, at offentligheden får et endog meget godt kendskab til bogtrykkerens beretninger. Allerede 8. juni i dagbladet Socialdemokraten kan journalist Knud V. Zeltner, der har overordentligt fine forbindelser til politiet, afsløre det meste af historien, dog uden direkte at nævne bogtrykkerens navn.

 

 

Trykte falske papirer

Robert Magnussen fortæller nu, at han udmærket kender grosserer Carl ”Bøffen” Mogensen, og at denne kom i bogtrykkerens virksomhed i Korsgade, hvor han fik trykt bl.a. falske pas, legitimationskort og Ausweis (tyske udgangstilladelser).

En dag i slutningen af 1943 bliver bogtrykkeren ringet op af ”Bøffen”, der ønsker, at de skal mødes udenfor English House på Nørreport. Her står ”Bøffen” så sammen med kontorchef Jacobsen. Robert Magnussen har i forvejen fremstillet et antal rekvisitions-blanketter fra English House, som han har forsynet med falske tyske stempler og underskrifter. Blanketterne overleveres til Mogensen og Jacobsen og skal bruges til at få varer ud af tyske lagre.

Magnussen forklarer yderligere, at han har fremstillet en masse forskellige dokumenter for de to herrer og blandt andet også spist frokost med Mogensen og Jacobsen på Restaurant Søpavillionen, hvor der i øvrigt også skulle have deltaget en tysk politimand.

 

De to kriminalbetjente viser billeder af kontorchef Jacobsen og fortæller om hans tragiske endeligt, men bogtrykker Magnussen ved slet ikke noget om mordsagen på dette tidspunkt. Avislæsning er åbenbart ikke noget, han beskæftiger sig med på Sct. Hans.

 

Han reagerer stærkt på meddelelsen og så voldsomt, at han vælter om i sengen i stærk krampegråd. Han har troet, at betjentene blot ville afhøre ham i forbindelse med hans egen dom for stikkeri. Men betjentene kan dog ikke få nogen forklaring ud af Magnussen på hvorfor, han reagerer så stærkt.

Kl. 18:30 drøner betjentene tilbage til Frederiksberg for at skrive rapport, men allerede næste dag kl. 9:30 er de på sygestuen igen - klar med friske notesblokke og nysgerrige efter at høre mere om kontorchefens nu pludseligt åbenbarede lyssky affærer.

 

 

Bogtrykkeren var kurer

Magnussen har ligget søvnløs hele natten og er fortsat bekymret over, hvad der vil ske, hvis han fortæller politiet mere, om hvad han ved. Men betjentene får ham givetvis beroliget, og på den baggrund lukker Magnussen op for sin viden.

 

Nu fortæller Magnussen, at han har været en slags kurer for Jacobsen og ved flere lej-ligheder har skullet viderebringe 1000 kr. (i vor tids penge svarende til ca. 20.000 kr.). Pengene skulle Magnussen give til en person på Frederiksberg. Personen har tilnavnet ”Iglen” og han skal, være en dansker, der under krigen er ansat på et tysk tjenestekontor, hvor der bliver afsluttet større handler med værnemagere, og hvorfra der kan rekvireres varer.

 

Formentlig bliver Iglen bestukket af folk som handelsfolk som Jacobsen og Mogensen, som ønsker at opnå viden, fordele eller at gøre lukrative handler med tyskerne, men der er også teorier om, at Iglen har sit eget uafhængige sørtbørsnetværk og egne medarbejdere, der efter krigen fortsætter med at handle ulovligt med forskellige varer.

 

 

Hvem er Iglen?

Bogtrykker Magnussen er flere gange sammen med kontorchef Jacobsen, grosserer Mogensen og Iglen, som Mogensen kalder for en ”blodsuger”. Hver gang man mødes, bliver der udvekslet store summer penge.

Nu er politiet særdeles ivrige efter at få kontakt med Iglen, som må ligge inde med op-lysninger til gådens afklaring. Med overskriften: ”Strengt fortroligt” sender man en skrivelse til de andre politikredse, der giver de kendte oplysninger og et signalement af Iglen. Hensigten er, at andre politifolk, hvis de støder på denne person eller oplysninger derom, kan give dem videre til Frederiksberg.

 

Sideløbende bliver Robert Magnussen af politiet kørt rundt i København for at identificere de steder, hvor han har mødtes med Iglen, Jacobsen og Mogensen. På et tidspunkt kommer bogtrykkeren i tanke om en elinstallationsforretning, hvor han mener at have set Iglen gå ind efter et møde for at få repareret en lampe og at Iglen måske bor i nærheden. Nu har politiet et konkret spor at gå efter. En udspørgning af indehaveren i den pågældende forretning fører hurtigt politiet frem til en mand boende på Frederiksberg, som straks arresteres og køres til Sct. Hans, hvor Robert Magnussen udpeger ham blandt en opstilling med flere politifolk.

 

 

Resultatløs ransagning

Men selv om politiet ransager den formodede Igles bopæl og afhører ham grundigt, så fremkommer der ikke noget brugbart i sagen. Den formodede Igle nægter på det be-stemteste al kendskab til sortbørshandel og de nævnte personer, og politiet må slukøret løslade ham igen. Måske har bogtrykkeren udpeget en forkert person. I hvert fald fortsætter politiet med at undersøge bogtrykkerens udsagn. Man afhører en stor mængde personale på forskellige københavnske restauranter og undersøger boligkvarterer.

 

Der viser sig at være flere, som uafhængigt kan bekræfte at have set eller hørt om for-bindelserne mellem Mogensen og Iglen og som kan bekræfte at Mogensen havde et nært forhold til kontorchefen.

Politiet lægger igennem hele efterforskningen stor vægt på Magnussens udtalelser og afhører ham gang på gang. Efter at sagen bliver genoptaget af en kommission i efteråret 1954 kaldes bogtrykkeren, der på dette tidspunkt er ret syg, endnu engang til afhøring, men der fremkommer ikke noget nyt. Det ligger dog fast, at kontorchefen har haft forbindelse til kredse, der handlede med forskellige varer og at disse varer blev fremskaffet ved hjælp af forfalskede papirer.

 

Om Jacobsens handler har været til egen fordel eller til gavn for firmaet Carl Holten og English House, har ikke kunnet fastslås. Efter krigen undersøgte politiet påstande om værnemageri, begået af firmaet Carl Holten, men sagen blev aldrig bragt for en domstol og blev henlagt.

 

 

Det mærkelige brev

d. 27. juni 1949 læser Robert Magnussen i avisen om tandlæge Emmik, der er efterlyst for mordet på en guldhandler og agent for tyskerne: Meyer. Han kommer i tanke om, at det var denne Emmik, der skaffede materialer til de forfalskede papirer, som Grosserer Mogensen, ønskede fremstillet til sig. Hvis det er rigtigt, så er der en forbindelse til nogle kredse i den københavnske underverden, som politiet også var stærkt interesseret i.

 

Politiet når aldrig til bunds i kontorchef Jacobsens forbindelse til sortkredsene. Vi ved, at han havde plejet omgang med grosserer Carl Mogensen, og at denne beskæftigede sig med smugleri over sundet og drev et udstrakt dobbeltspil. I flere bøger er Mogensens rolle blevet beskrevet. Der er således en beskrivelse af et samarbejde mellem dele af modstandsbevægelsen og visse Gestapofolk, som skulle være aftalt på Hotel d´Angleterre i København. Her lovede man hinanden at samarbejde om forskellige former for smuglerier og gentjenester. Hvis Kontorchef Jacobsen har haft en farlig viden om disse såkaldte dobbeltruter og eventuelt har truet med at afsløre noget af denne viden, så kan det meget vel have været et motiv til dobbeltmordet.

 

 

Var Iglen morder?

Langt senere - i efteråret 1968 - bliver den kendte modstandsmand Svend Åge Geisler myrdet på en mark uden for Køge. Morderen - den 47-årige John Nielsen og hans medskyldige søn - pågribes relativt hurtigt og dømmes. Men til journalister fortæller faderen efter ugerningen, at drabet på Geisler skete efter ordre, men morderen ville ikke rykke ud med hvem, der i så fald skulle have givet ordren.

Kort tid efter mordet om aftenen 18. november 1968 bliver byretsdommer Boas ringet op af en mand, der kun vil navngive sig som Rasmussen og som fortæller, at dobbelt-mordet på Peter Bangsvej var forøvet af en mand, der under krigen gik under dæknavnet Iglen. Meddeleren havde kendskab til, at Iglen skulle komme på værtshuse i kvarteret omkring Åboulevarden.

 

Videre oplyste denne Rasmussen, at han nu efter drabet på Geisler ikke ville tilbageholde disse oplysninger. Han fortalte, at Geisler var kendt med, at Iglen var gerningsmand til drabet på Peter Bangsvej og at Geisler benyttede sin viden til at presse penge af Iglen”. Angiveligt skulle Geisler så være blevet myrdet for at stoppe afpresningen og for at få ryddet et farligt vidne af vejen. Aviserne gør et stort nummer ud af denne sag.

 

 

Nicolai bliver afhørt

Rudolf Nicolai var et kendt ansigt i den københavnske underverden. Han handlede med sortbørsvarer og var involveret i smuglerier. Efter krigen fik han endvidere en dom på 2½ års fængsel for værnemageri. Nogle uger efter dobbeltmordet får politiet et tip og på den baggrund kalder man Nicolai ind til afhøring. Men ret meddelsom er denne nu ikke og afhøringen foregår tilsyneladende ikke i nogen videre konstruktiv atmosfære.

 

Nicolai kan ikke huske, hvad han lavede på mordaftenen 19. februar og han påstår, at han overhovedet ikke kender den myrdede kontorchef. Men politiet skal senere få en række udsagn, som klart peger på, at Nicolai ved denne lejlighed langt fra fortæller sandheden. Politiet kan dog ikke på dette tidspunkt tilskrive Nicolai en rolle i dramaet, eller få mere ud af ham. Nicolai forlader politistationen på Frederiksberg og fortsætter sine handelsaktiviteter.

 

Præcis en måned senere - 22. april 1948 - lander Nicolai i de kolde bølger med en kugle i hovedet. Om baggrunden for mordet er et opgør om priser på smuglerbåde, et skænderi om gammel gæld eller trusler finder politiet aldrig ud af.

 

Morderen er søfyrbøder Anders Jørgensen, og han fremkommer senere med en række forvirrede udtalelser. Ifølge Jørgensen skulle det have været Nicolai, der sammen med det andet mordoffer i Køge Bugt, Hjalmar Olsen, der var gerningsmændene på Peter Bangsvej og at Jørgensen ved et tilfælde havde fundet ud af dette. Jørgensen følte sig så på den baggrund truet og ville komme Nicolai og Olsen i forkøbet og myrdede dem.

 

 

Betjenten med de kriminelle venner

En overpolitibetjent kan d. 27. juli 1948 overraskende oplyse, at han har kendt Nicolai udmærket og blandt andet har været på ferie med ham. Til betjenten skulle Nicolai have fortalt, at han havde kendt Jacobsen under besættelsen. Betjenten forstod på Nicolai, at Jacobsen dengang havde været en slags mellemmand for de sortbørsfolk, der solgte klæde og lignende til de tyske officerer og firmaet Carl Holten. Den pågældende betjent har således et omfattende kendskab til Nicolais bekendtskabskreds og bliver derfor bedt om at skrive en rapport. Men to år efter i 1950 har betjenten stadig ikke skrevet nogen rapport, men har efter at være blevet rykket flere gange, erklæret at han ikke ved mere.

 

Overpolitibetjenten har sikkert nok også andet at foretage sig på dette tidspunkt, for han bliver kort derefter idømt flere års fængsel for korruption og tyveri i den berømte Edderkoppesag.

 

 

Kendte Nicolai gerningsmanden ?

Efter mordet på Nicolai er interessen for hans forbindelser til kontorchef Jacobsen styrket og politiet afhører en række mennesker om den mulige forbindelse mellem ham og kontorchef Jacobsen.

En nær slægtning fortæller således, at Nicolai efter mordet på Jakobsen og dennes hu-stru, havde sagt, at han havde kendt dem begge ret godt og at han ydermere havde handlet med kontorchefen. Nicolai skulle også have fortalt slægtningen, at han havde kendskab til hvem, der var morderen. ”Der er kun en mand herhjemme, der kunne have forøvet drabet”, skal Nicolai have sagt, idet han nævnte navnet på Anders Jørgensen, der senere skulle blive hans egen banemand.

 

Slægtningen fortæller i øvrigt politiet, at Nicolai var ret åbenmundet, når han havde fået noget at drikke og at det er tænkeligt, at han kan have viderefortalt den samme historie på et værtshus.

 

 

”Jøden skulle af vejen”

Selv om Nicolai efter eget og flere vidners udsagn havde handlet med kontorchef Jacobsen, så var det tilsyneladende ikke de varmeste følelser, han nærede overfor den myrdede. ”Det var ikke for tidligt, at den jøde kom af vejen”, snerrede han til sin kæreste, der overfor politiet i flere detaljerede afhøringer fortalte om Nicolai, som ”var fanatisk jødehader”.

 

Op til 19. februar - hvor dobbeltmordet blev begået - skulle Nicolaj ifølge kæresten ha-ve været ligevægtig, men straks derefter indtraf der en væsentlig forandring. Nu var han nervøs, følte sig truet, led af forfølgelsesvanvid, vendte sig hele tiden om på gaden og talte om, at han ville anskaffe sig et skydevåben.

 

Kæresten fortalte, at hun på Hotel Nordland et par dage efter dobbeltmordet havde overværet en samtale mellem Nicolai og Hjalmar Olsen. Her sagde Nicolai til Olsen, at han vidste, hvem der havde myrdet ægteparret Jacobsen. Til politiet vil kæresten dog ikke sige mere. Heller ikke hvem det var, Nicolai sigtede til.

 

Men politiet laver et lille nummer. Ved hjælp af den tidligere nævnte overbetjent, der har kendt Nicolai og dennes kæreste, får man arrangeret et møde mellem kæresten og betjenten på et værtshus. Diskret overhøres mødet af et par kriminalfolk, der flittigt, men sikkert uset, noterer indholdet i den samtale, der nu skal foregå.

 

Kæresten er tilsyneladende urolig. Til overbetjenten, der foregiver sympati, fortæller hun nu, at Nicolai havde forretninger med møbelhandler Linde, der blev dømt som hovedmand i den berømte Edderkoppesag. Nicolai skaffede Linde ”ting”, men blev på et tidspunkt uvenner med Linde.

 

Møbelhandleren havde adskillige gange ringet til Nicolai efter dobbeltmordet, men det var altid kæresten, der skulle tage telefonen, fordi Nicolai ikke mere ville have noget at gøre med Linde. Hun forklarer yderligere, at Nicolai havde sagt, at det var Linde og Hasselstrøm, der var de egentlige bagmænd bag dobbeltmordet.

 

På et tidspunkt kort herefter var hun en dag kommet op på hotelværelset, hvor hun havde fundet Nicolai liggende grædende på sengen. Hulkende fremstammede denne, at han var klar over, at det ”nu var hans tur”, fordi han vidste for meget.

Da politiet i en efterfølgende afhøring foreholder kæresten hendes udtalelser, benægter hun, at skulle have sagt sådan og meget mere kommer der ikke ud af det.

 

 

Møbelhandler Linde - der på dette tidspunkt afsoner en længere fængselsdom for sin rolle i Edderkoppesagen - er i en række afhøringer ganske charmerende og tilsyneladende imødekommende overfor politiet. Men noget konkret fremkommer der ikke. Især heller ikke fordi Linde som modydelse for eventuelle oplysninger vil have særforplejning og privilegier.

 

 

Var Jacobsen involveret i handel med guldbarrer og falske engelske pund?

I juni 1948 henvender en sekretær sig til politiet og siger, at han muligvis kan give oplysninger, der har interesse for opklaringen af drabene på Peter Bangsvej.

Sekretæren beretter, at han i december 1944 var indlagt på det tyske feltlazaret på Nylandsvej i København. Her stiftede han bekendtskab med ingeniør Meyer, der var ansat hos Gestapo. Meyer blev senere likvideret og det er fastslået, at Meyer udover sit arbejde for tyskerne også selv handlede med guldbarrer og havde andre lyssky affærer i gang.

 

Sekretæren fortæller dernæst, at han under opholdet på hospitalet flere gange bemærkede, at Meyer fik besøg af den i Køge Bugt senere myrdede Rudolf Nicolai, der dengang var Gestapoagent. Endvidere skulle det to gange være sket, at kontorchef Jacobsen sammen med en tredje person ledsagede Nicolai under disse besøg.

 

Sekretæren fortæller, at man talte tysk og at der blev snakket køb af ejendomme og fabrikker til tyskerne. Kontorchef Jacobsen optrådte som forhandler for en række ikke navngivne finansmænd her i Danmark.

 

Der blev også talt om salg af engelske pund, som Meyer var i besiddelse af. Sekretæren havde opfattet det sådan, at Jacobsen skulle afsætte disse pund til kurs 15 og at et beløb på 300.000 kr. blev nævnt.

På et tidspunkt snakkede mændene ifølge sekretæren også om guldsmugling fra Sverige. Men selv om sekretæren kan genkende billeder af både Nicolai og Jacobsen, er politiet er ikke helt overbevist.

 

 

Havde Nicolaj en ”klemme” på kontorchefen?

På et tidspunkt ønsker en checkbedrager, der er indsat Vridsløselille Statsfængsel, at gøre en lille handel med politiet. Han vil gerne have afkortet sin straf mod til gengæld at komme med visse oplysninger. Den slags er politiet vant til, men checkbedrageren påkalder sig alligevel politiets opmærksomhed, da han linder lidt på låget og fortæller, at han under krigen har delt celle med Nikolai. Denne skulle have oplyst til checkbedrageren, at han havde en ”klemme” på en mand ved navn Jacobsen fra firmaet Carl Jacobsen eller English House og bl.a. kunne skaffe sig tøj der.

 

Oplysningen bliver formentlig arkiveret og giver ikke anledning til, at politiet foretager sig yderligere, men den føjer alligevel en brik til mosaikken omkring kontorchefen.

 

 

Den åbenmundede assistent

Københavns politi, der assisterer betjentene på Frederiksberg med efterforskningen, taler et halvt år efter dobbeltmordet med en indsat, der har været assistent for sortbørs-handleren Nicolai. Han forklarer, at Nicolai tit ringede til kontorchef Jacobsen og at assistenten selv, Nicolai, Poul Meyer og Jacobsen flere gange spiste frokost sammen. Her blev diskuteret handel med klædestoffer og forretninger som langt fra var legale.

 

Den indsatte assistent kan endvidere fortælle meget om de guldhandler som Nicolai lavede. Blandt andet købte man guldbarrer i Sverige for 17.000 kr. Interessant nok forekom der i mordsagen en berømt check, som kontorchefen havde udskrevet på morddagen. Checken blev aldrig fundet og aldrig hævet. Politiet fandt kun talonen. Og beløbet var 8.500 kr. Præcist det halve af, hvad en guldbarre kostede i Sverige omkring dette tidspunkt!

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Grosserer Carl Mogensen, kaldet "Bøffen" var indblandet i mange typer af sortbørshandel og smugleri.

Copyright © All Rights Reserved