Shell-huset

 

Fængslede frihedskæmperes ure endte hos sortbørsfolk

 

Den kendte kriminaloverbetjent Roland Olsen bliver kilde til en usædvanlig sag, der finder sted i de sidste år af besættelsestiden. På dette tidspunkt er Olsen ganske vist flygtet til England, hvor han bliver uddannet som faldskærmsmand, men efter krigen genoptager han sit gamle netværk, og da han kommer til at arbejde med den store Edderkopsag, kommer historien om sagen frem. Det foregår således:

En dag i marts 1944 kommer en af Rolands Olsen fortrolige meddelere ind på en restaurant i Hammerichsgade i København. Dens officielle navn er ”Hos Johs”, opkaldt efter ejeren Johannes Jacobsen. Men mange af stamgæsterne kalder den alligevel for Paghs vinstue, som var det tidligere navn fra tiden før, Johannes overtog den.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den fortrolige meddeler ved udmærket godt, at vinstuen er kendt som et sted, hvor der faldbydes alle mulige forskellige sortbørsvarer. Her kan man købe ægte cigaretter, spiritus, damestrømper og parfume. Naturligvis til kraftige overpriser, men da den slags især i krigens sidste år er nærmest umulige at opdrive i de almindelige forretninger, så vil mange gerne betale overprisen, og da mange af restaurantens kunder endvidere ikke er kommet lovligt til deres penge, så spiller det heller ikke den store rolle. Salget går strygende og hele foretagenet foregår ganske åbenlyst.

Meddeleren møder sin gamle ven Henrik Nielsen, som nærmest dagligt er at finde i vinstuen, hvor han faldbyder forskellige sortbørsvarer. Den fortrolige meddeler kender alt til sin vens forretninger, men denne dag bliver han alligevel temmelig overrasket. Henrik Nielsen sidder med en skotøjsæske som er fyldt med ure, fyldepenne, smykker og ringe. Meddelerens søn har tilfældigvis fødselsdag denne dag, så Henrik Nielsen tilbyder ham et ur til sønnen. Det ser fint ud, og kan formentlig fås til vennepris.

”Hvor kommer uret fra?”, spørger meddeleren. ”Det kommer fra Shell-huset”, svarer den ivrige sælger. ”Det er effekter, som Gestapo fratager de danske fængslede patrioter på Shell-huset”, fortæller Henrik Nielsen videre til den måbende meddeler. ”Et par gange om ugen kommer der en tysker hertil vinstuen og sælger effekterne til ejeren, Johannes Jacobsen. Jeg sælger dem så videre”

Da meddeleren har hørt om baggrunden for urene og de andre ting, afslår han efter eget udsagn med væmmelse at købe det tilbudte ur.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Meddelerens historie ender senere via Roland Olsen i en politirapport, som nogle år efter krigen, i 1949, danner baggrund for en politimæssig efterforskning.

Først vil politiet have fat i Henrik Nielsen, men han er i mellemtiden afgået ved døden og kan således ikke bidrage til yderligere belysning af forholdet. Dernæst går man videre til to af tjenerne i vinstuen. Den første fortæller: ”Jeg kender ikke direkte til ulovligheder i restauranten, men jeg havde alvorlige mistanker til Johannes Jacobsen. Han havde et kontor bagved selve restauranten, hvor der foregik så meget hemmeligt.”

I dette lokale blev der blandt andet opbevaret varer som vin og lignende, der skulle bruges i restaurationen, og når tjeneren skulle bruge noget, skulle han altid banke på. ”Så blev der sagt: ”Et øjeblik” og lidt efter stak Johannes Jacobsen vinen ud af døren, der blot var åbnet på klem, så man ikke kunne se, hvad der foregik”, forklarer tjeneren videre.

Der kom ofte en tysk politimand ved navn Westermann, som gjorde tjeneste på Shell-huset. Han spiste frokost med Johannes Jacobsen i kontoret bag restauranten. Westermann medbragte ofte en mappe, hvori der var forskellige ting.”

Tjeneren har ikke direkte observeret, at effekterne fra Shell-huset er blevet overgivet til Johannes Jacobsen og derefter videre til Henrik Nielsen, men ”Nielsen var daglig gæst i vinstuen, hvor han sad og sjakrede med forskellige effekter, bl.a. ure, ringe og fyldepenne”, slutter tjeneren.

En anden tjener er lidt mere direkte i sin forklaring: ”Tyskeren kom flere gange om ugen medbringende effekterne. Det var mit indtryk, at det var Jacobsen, der af Westermann købte effekterne, og at Henrik Nielsens opgave kun var at sælge effekterne og derefter at afregne med Johannes Jacobsen”. Videre fortæller den anden tjener: ”Jeg husker, at Henrik Nielsen fik opbevaret effekter i såvel skotøjsæsker som i almindelige pakker. Disse ting blev altid sat ind i Johannes Jacobsens private kontor.”

Nu har politiet fået tilstrækkeligt materiale til at konfrontere sagens to hovedpersoner. Først tager man til Kiel i Tyskland, hvor den tidligere tyske kriminalpolitimand Joseph Westermann er blevet sat stævne. Han bliver afhørt af en politiadvokat og en kriminalbetjent, men afviser alle anklager og nægter at oplyse noget som helst af interesse for sagen. Ganske vist er han jævnligt kommet i restauranten, og han har da også købt cigaretter og spiritus af ejeren Johannes Jacobsen til nedsat pris, men nogen som helst form for handel med de nævnte effekter, har der ifølge tyskeren, overhovedet ikke været tale om.

”Det lyder jo fuldstændigt usandsynligt, hvad De forklarer. Vi har to af hinanden uafhængige vidneforklaringer om forholdet. Sig dog sandheden”, udbryder de to politifolk. Men tyskeren er kold og benægter hårdnakket at kende noget som helst til sagen. ”Der må foreligge en forveksling af mig og en anden”, prøver tyskeren og nævner derudover, at der også kom en anden tysk politimand i vinstuen i Hammerichsgade, nemlig politimanden Otto Nash

Otto Nash er politiet ganske godt bekendt med, for han er på dette tidspunkt faktisk en af politiets hovedkilder, når det drejer sig om tyskernes hemmelige guldhandler under krigen og andre lyssky forretninger, som det tyske sikkerhedspoliti foretog under de sidste år af besættelsen.

Derfor tillægger man Otto Nashs ord stor sandhedsværdi. Hans oplysninger har tidligere vist sig at være korrekte. Nash har været i vinstuen ganske ofte under krigen og har der fungeret som mellemand, når der skulle handles guld. Guldet blev indsmuglet fra Sverige og blev via Johannes Jacobsen og Nash solgt til det tyske sikkerhedspoliti, som sendte det videre til Berlin, hvor det formentlig var med til at finansiere nazispidsernes hemmelige liv efter krigen. Noget af guldet forblev dog i Danmark, hvor det ”eksproprieredes” af ledende tyske politifolk og folk i administrationen.

Nass forklarer: ”Jeg har gentagne gange overværet i tiden fra efteråret 1944 og til kapitulationen, at Johannes Jacobsen har tilbudt ure, fyldepenne, ringe, smykker og lignende til Rudy Nicolai og Paul Meyer, hvilket fandt sted i det lille separatværelse i vinstuen”. Adspurgt om det kan have været Westermann, der har skaffet effekterne fra Shell-huset, svarer Nass, at det ved han ikke med sikkerhed, om end han gentagne gange har set Johannes Jacobsen i selskab med politimanden Westermann.

Nass forsøger ikke at skule sin formodning om, at det rent faktisk godt kunne have været Westermann, der havde hugget og senere solgt effekterne. ”Jeg havde ikke tillid til Westermann”, forklarer Otto Nass. ”På et tidspunkt foretog vi en efterforskning mod en person fra Køge, en kasserer i et ungdomsforbund – muligt det socialdemokratiske ungdomsforbund. Personen blev anholdt, fordi han havde hjulpet jøder på flugt til Sverige. Ved anholdelsen beslaglagde man en kasse indeholdende et større pengebeløb tilhørende foreningen, men som blev anvendt til finansiering af jødetransporter til Sverige. Jeg havde fået sagen overdraget, og straks efter kom Westermann, som var min overordnede og bad om at få pengene udleveret. Jeg syntes det var mærkeligt, at han så ikke også skulle have sagen”, fortæller Nass.

Kort tid efter blev den pågældende dansker fra Køge imidlertid løsladt. Måske har beviserne mod ham ikke været stærke nok. Derfor anmoder Otto Nass sin overordnede Westermann om at få tilbageleveret pengene, der var konfiskeret, således at den unge socialdemokrat, kan få dem tilbage. ”Men trods det tilbageholdt Westermann en væsentlig del af pengene til egen fordel”, fortæller Nass.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Med disse vidneudsagn mener politiet nu at have en god sag med restauratør Johannes Jacobsen. Han er i øvrigt ikke svær at få fat på, for han sidder allerede fængslet sigtet for ulovlig guldhandel, valutasvindel og en stribe forskellige sortbørstransaktioner, heriblandt handel med flere hundrede tusinde cigaretter.

Johannes Jacobsen bliver fremstillet i 7. Undersøgelseskammer, efter de datidige sprogbrug og to kriminalbetjente fortæller ham, at han vil blive sigtet for medvirken til tyveri. Johannes Jacobsen har ikke så meget at tabe i denne situation. Selv om sagen med de stjålne personlige genstande fra frihedskæmpere er stærkt moralsk forkastelig og vil gøre ham til genstand for yderligere foragt i offentligheden, så er det dog kun mindre forseelse i forhold til de mere tungtvejende anklagepunkter omkring salget af de mange kilo guldbarer til den tyske besættelsesmagt.

 

Johannes Jacobsen indrømmer på den baggrund med det samme, at han har aftaget effekterne fra den tyske politimand, og at han i samarbejde med Henrik Nielsen har solgt dem videre i sin restaurant og på den sorte børs. Men i et forsøg på at undskylde lidt af sin brøde siger han: ” Jeg vidste jo godt, at effekterne kom fra Shell-huset, men jeg anede intet som helst om, at de var blevet stjålet fra personer, som var blevet anholdt”. Det har politifolkene nok smilet lidt af og mumlet ”helt usandsynligt udsagn”, mens de nedskrev Johannes Jacobsens forklaring.

 

Johannes Jacobsen bliver afhørt i september 1949, men der går lang tid førend den store Edderkopsag, hvor han er en af de mange sigtede, endelig når frem til retten. Man starter med de store bagmænd Svend Aage Hasselstrøm og møbelhandler Johannes Linde, og da man når ned i rækkerne til Johannes Jacobsen, er det for sent. Han får aldrig sin dom, som formentlig havde været på nogle års fængsel. Han dør nemlig i april 1951 kun 57 år gammel. Et årelangt og enormt spiritusforbrug har forkortet hans liv. Til en rapport fortæller han: ”Siden jeg overtog vinstuen i 1941 er jeg kommet ind på et ret stort spiritusforbrug. Jeg drikker 15 glas whisky om dagen. Aldrig øl eller cocktails. Jeg går fra bord til bord og snakker med kunderne. Jeg har en stor tolerans, så jeg bliver aldrig beruset, og man kan ikke mærke noget på mig”. Det sidste er nok en sandhed med modifikationer, for flere af hans nære venner og hans hustru beretter, at han er tiltagende glemsom og til tider konfus. Johannes Jacobsen betegnes derudover som en venlig, godmodig, men også lidt godtroende mand, som har været let at forlede til kriminelle handlinger.

 

 

 

I Hammerichsgade i København, tæt på Hovedbanegården, lå på den ene side af gaden intil midten af 1950´erne en række lette bygninger og skure. Yderst til højre kan man skimte en lav bygning, hvor vinstuen "Hos Johs" lå. Bygningerne blev revet ned i 50´erne for at give plads til det nye store SAS-hotel, designet af arkitekten Arne Jacobsen.

Shell-huset som det så ud inden det blev bombet af engelske fly i 1945. Her havde det tyske sikkerhedspoliti, deres hovedkvarter. I de øverste etager var der indrettet celler, hvor man anbragte fængslede frihedskæmpere. En del af de fængslede patrioters personlige ejendele blev stjålet af tyske politifolk, og endte senere ad omveje på den sorte børs.

Johannes Jacobsen er restauratør i Hammerichsgade. I hans vinstue handles der sortbørsvarer i stor stil, men også frihedskæmperes stjålne personlige effekter bliver faldbudt ved bordene.

Copyright © All Rights Reserved