12. Rapport i Dagbogen

Den strengt fortrolige dagbog

 

 

 

 

Rapport nr. 12 Strengt fortroligt

Rapport 12 Lørdag den 20. 11. 48

 

Dalgård og Nørgård meddeler:

Bach-Sørensen supplerede i aftes sine oplysninger angående Herfelts erklæring og oplyste bl.a., at de fem politifolk, som i løbet af mandagen vil gå til Herfelt med deres viden, med sikkerhed ved, at overbetjent i krisepolitiet Max Kristensen og kollegaen Johannes Hansen deltog i en frokost, som Hasselstrøm arrangerede, da han havde fået en af sine mænd løsladt.

Politikommissær Gredsted var fredag aften optaget af privat selskab. Nørgård og Dalgård aflagde besøg efter nu at have fået opgivet nogle numre på vogne banden kører med og efter at vide, hvordan enkelte af medlemmerne ser ud hos ”Johs”, broderen til C.P. Jacobsen, der også skal være identisk med indehaveren af Jacobsens konfektionsforretninger i Farimagsgade, Albrechtsens magasin samme steds mv.

Vi var heldige. ”Johs” sad selv i restauranten ved et bord bagved med et selskab, hvoraf en hed Johansen, en anden S. De raflede og drak whiskysjusser.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Under samtalen sagde en af selskabet, at nu var ”onkel Johannes kommet hjem fra rejse” (Johannes Lindes løsladelse?). Han spurgte, om der var nogen i selskabet, der havde set ham. Johs. Svarede, at endnu havde han ikke været hos ham, men han ringede nok en af dagene.

Senere talte selskabet i en spøgende tone om tolden i Frihavnen, og den ene af deltagerne, vist S., sagde noget om et eller andet, han gerne ville have igennem tolden. En anden sagde leende, at han jo kunne prøve vraget i Østersøen. Selskabet var hverken beruset eller højrøstet, men førte en dæmpet tale med – forekom det os – forblommede udtalelser. Det var dog kun periodisk, en del af tiden talte de om almindeligheder, adskilligt gik tabt, da vi ikke demonstrativt kunne lytte.

Fra Johs. forretning, (tidligere Paghs Vinstue), aflagde vi et kort besøg i Nordlands bar, hvor man tydeligt behandlede os med høflig forsigtighed og mistro som ”nye” ansigter. Som sidst var de fleste af gæsterne indbyrdes bekendte. For at det ikke skulle virke påfaldende tog vi Ruth N., der kun delvis er indviet i historien med hen i Kakadu bar, der ejes af Hasselstrøm. I restauranten på 1. sal bagved sad restauratøren fra ”Hos Johs”, (Johannes Jacobsen)

Da vi forlod baren ville Dalgård ringe efter en vogn, men restauratøren blandende sig i det (barens restauratør), og ville påtvinge Dalgård en af de vogne, der holdt uden for. Der opstod herved mundhuggeri. Ruth havde trukket sig noget tilbage, Nørgård stod ved garderoben og ledte efter numrene til tøjet, da to høje, kraftige, meget brøsige mænd i civilt antræk trådte ind og blandende sig i diskussionen. De holdt tydelig med værten og hans folk, der slog kreds om betjentene, som det senere viste sig at være. De var grove og udfordrende, Nørgård greb ind og spurgte med hvad ret de blandede sig i vore sager. De erklærede, at ”det var politiet”, og Nørgård forlangte da at se deres legitimation, hvorefter den ene trak sit politiskilt op. Dalgård og Nørgård legitimerede sig nu og erklærede, at vi ønskede en samtale med lederen på deres station. To uniformerede betjente dukkede derefter op, hvorpå den ene af de civile betjente spurgte om, det var meningen, at vi ville lave vrøvl over småting. De fik at vide, at det var dem, der optrådte provokerende. En af de uniformerede betjente trak Nørgård til side og hviskede: ”De er gode nok, det kan godt være, de er gået over gevind, men glem det pjat. Jeg er Martin J.s broder…

Betjent Jensen og Nørgård fulgtes nu af nogle skridt og sludrede en stund. Jensen erklærede da, at han var klar over, hvad vi var ude på. Han sagde, at de to betjente, (ordensbetjente i civilt), gjorde tjeneste på station 5 og var ”gode nok”, hvorefter han tilføjede, at Gredsted selv var i lommen på Hasselstrøm og hans folk. Han advarede os indtrængende mod Gredsted, der kun handlede ”på skrømt”. Der var ikke lejlighed til at udspørge Jensen nærmere, jeg slog det hen, og vi fulgtes med den anden uniformerede betjent hen til Dalgård, der stod og talte med de to andre betjente. Vi vekslede nogle fra begge sider mere elskværdige afskedsord, kørte Ruth hjem og fortsatte ud til Klubben 7-9, hvor vi mente, en del af banden sad. Derude traf vi manden, der hed Stigård, som havde siddet tidligere på aftenen i ”Kakadu ”. Derfra tog vi direkte hjem, meget deprimerede over betjent Jensens meddelelser om Gredsted, et forhold vi må have grundigt undersøgt. Er det rigtigt, er det hele så råddet, at vi i hvert fald i aftes var mest tilbøjelige til at opgive det hele.

Lørdag formiddag kl. 11 kom Oscar Hansen ud til Nørgård og sammen tog vi ud til Bagsværd, hvor en af Store Kongensgade stations overbetjente, bor. Overbetjenten har Oscar fundet frem til indenfor partiet, hvoraf han er medlem. Overbetjenten er i tidligere rapporter fra bestemt kilde nævnt som Hasselstrøm-mand, og det skal vides, at han har besøgt Hasselstrøm i hans hjem.

Vi lod, som om vi ikke vidste, at hverken han eller kolleger fra Store Kongensgade var implicerede, men Oscar spurgte ham ud om hans kendskab til Svend Åge Hasselstrøm og brødrene.

Overbetjenten påstod, at han ikke kendte dem nærmere, skønt han har gået patrulje i Borgergade i 12 år. Han karakteriserede dem senere som nogle ”slemme drenge”, men var mere interesseret i at få at vide, hvorfor vi netop søgte ham. Mens Oscar mente, at man nok kunne stole på manden, uden at han dog kunne garantere noget, forekom det Nørgård, at overbetjenten gjorde et absolut upålideligt indtryk. Hans øjne flakkede, han besvarede ikke klart stillede spørgsmål, men stillede modspørgsmål og spurgte direkte om, vi mente politiet var i lommen på Hasselstrøm og hans folk. Vi henviste til, at der er en undersøgelse i gang, hvilket bladene jo har omtalt. Det synes at lette lidt på hans væremåde, at det var krisepolitiet, der var på tapetet. Omsider fortalte han et og andet om Hasselstrøm, men hævdede hver gang, at der intet konkret var, og at beviserne altid manglede i sidste ende. Men nogen større forbryder mente han ikke, Hasselstrøm var og fandt det utænkeligt, at der var en hel organisation af forbrydere. Det var for amerikansk. Samtalen gav intet væsentligt nyt, men den bestyrkede Nørgård i, at der er noget galt på Store Kongensgade. Berg var ret ivrig efter at få vore kilder at vide og enkeltheder om vor viden. Det fik han naturligvis ikke, kun de formodninger, der har været fremme i bladene, forelagde vi. Han gjorde en grimasse og sagde bl.a.: ”Det er jo ikke nyt, har de mere”.

Inden vi gik, var han åndet mere op, hans mistænksomhed var svundet, han trykkede os djærvt i hånden til afsked og beklagede at han ikke havde kunnet hjælpe os. Hvis han havde vist noget, skulle han såmænd gerne have givet os nogle oplysninger.

 

Med Oscar tilbage på bladet. Her kom ved 13:30-tiden Christensen, Hyskenstræde 16, i overfrakke og let beruset. Han fortalte, at han var ”indtrådt” i Hasselstrøms bande, og nu ville han snuse for alvor. Han fik intet at vide, men regnede med at kunne skaffe os stof. Nørgård advarede ham mod at gå med til forbrydelser af nogen art. Det var ikke den rigtige måde at skaffe oplysninger på, vi ville ikke støtte ham på nogen måde ved et sådan arbejde. Han kunne kun komme her, hvis han havde nyheder at meddele, som så mange andre gør, hans affærer ville vi ikke høre noget om. Han erklærede sig indforstået hermed og lovede, at han ikke ville deltage i noget uhæderligt. Har opgivet rejsen til Herning, skal i eftermiddag sammen med ”Jøde-Lassse” (omtalt i tidligere rapporter).

Ny rapport senere.

Dalgård og Nørgård.

 

13. Rapport

 

Johannes Jacobsen var ejer af restauranten "Hos Johs". Her mødtes de toneangivende sortbørshandlere og byttede fiduser og handlede varer.