Svend Türck

Sven Türck

- Manden der fotograferede hele Danmark

.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Sven Türck blev født i 1897 i København. Han blev relativt tidligt uddannet som fotograf og virkede resten af sit liv som reklamefotograf, dokumentarist og pressefotograf. I den sidste del af sit liv boede han på Vesterbrogade 37, hvor han også havde et atelier. Sven Türck var en rimelig flittig mand. Det skulle man formentlig være på den tid og ikke mindst under den store økonomiske krise under 30´erne, så det var ikke mange opgaver fotografen sagde nej til. Han for landet rundt og tog billeder til aviser, reklamebrocher eller til bøger, der skulle illustreres med fotos af landbrug, industri og dagligliv. I København fotograferede han gader og stræder og livet i alle samfundslag. Efter hans død fik det kongelige bibliotek overladt 70.000 optagelser, og har siden fremkaldt ca. 4.000 af dem, som nu er offentlige tilgængelige på nettet.

Sven Türck var en mester i komposition. De fleste af hans billeder er velkomponerede, og hvis de undtagelsesvis har skæve vinkler, eller personer som er besynderligt placeret, så er det fordi, der er en mening med det. Mange af hans billeder fortæller en interessant historie, og det betyder, at de i dag ikke bare er spændende som historisk dokumentation, men også i sig selv kan fascinere publikum. I det kongelige biblioteks digitale billedsamling er Sven Türcks billedarkiv noget af det mest velbesøgte.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Sven Türck fotograferede i sort-hvid. Farvebillederne var først en teknisk mulighed i slutningen af hans karriere, og det lå vist ikke til ham at skifte teknik på dette tidspunkt. Når man betragter fotograf Türcks billeder, så slår det én, hvor god han er til at bruge kontrasterne, og hvordan de ofte er med til at understrege en pointe i hans billeder.

 

Sven Türck er af eftertidens kommentatorer blevet placeret i den lette ende. Man har hæftet sig ved hans lyse billeder, der viste et lykkeligt, konfliktfrit Danmark i fremgang. Den sociale nød, fattigdommen og klasekampen har ikke haft en fremtrædende plads i motivsamlingen. Fotografiets svar på litteraturens Morten Korck, kunne man sammenfatte kritikken med.

Det er imidlertid ikke en fuldstændig dækkende karakteristik af Sven Türck. Han var som alle andre kommercielle fotografer afhængige af at kunne sælge sine billeder, og kunderne, dagbladene, ugebladene, forlag og reklame-bureauer var ikke interesserede i følelsesladede socialrealistiske reportager fra samfundet mørke afkroge og fra de fattiges ydmyge boliger. De ville have solskin, kendte personer, glade piger og landmænd der gik frisk til arbejdet på marken. Alligevel skal man ikke se på mange af Sven Türck billeder, før man opdager, at han bestemt ikke var blind for problemerne i samfundet. Der er blandt hans billeder mange eksempler, hvor han river lidt i glansbilledet, hvor der kradses i skønmaleriet, og hvor man bagved kan se den hårde virkelighed, som mange danskere levede under i 30´erne og 40´erne. Her træder kommentatoren frem med, oftest diskret, men med et klart budskab om at det er langt fra alle, der har det perfekte lykkelige liv. Et eksempel på Türcks antydende og diskrete teknik, som er nærmere omtalt nedenunder, er fotografiet der viser Kong Frederik 9., der med sit kongeskib anløber en provinshavn. Mens kongen på kajen er i ivrig snak med de lokale dignitarer, der udgør den officielle velkomstkomite, kigger en bolværksmatros fra billedets yderste venstrekant med et mere end skeptisk udtryk på den ubekymrede overklasse, der er på vej til en bedre frokost på rådhuset.

 

Türck bevægede sig i den første del af sin karriere også ind på det erotiske fotografis område, og opnåede endda at få nogle af sine billeder beslaglagt af politiet, som utugtige, I dag har man svært ved at se, hvad der i disse nærmest uskyldige fotos kunne støde folk, for vi er bestemt ikke ude i decideret pornografi, men dengang kunne selv et nøgent kvindebryst ophidse sindene i den borgerlige offentlighed.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I 40´erne blev Sven Türck stærkt optaget af spiritismen, som havde vokset sig stærk under indtryk af krisen. Türck fotograferede seancer med flyvende borde og svævende medier og prøvede at dokumentere, at der ikke var snyd med i spillet. Det var der naturligvis, i hvert fald for en dels vedkommende. Den berømte fru Melloni blev taget på fersk gerning af professor Preben Plum, der afslørede manipulation, snoretræk og fødder, der uset bevægede borde og andre objekter, som ellers skulle have været flyttet udelukkende ved åndernes hjælp. Det var i øvrigt Sven Türck selv der havde sat professoren, der ønskede at studere spiritismen på nærmere hold, i forbindelse med fru Melloni og de andre spiritistiske medier. Preben Plum fortalte efterfølgende til avisen Jyllandsposten:

 

"Ikke fordi fotografen selv havde usædvanlige evner, men fordi han omgikkes folk, der havde. Om sig selv sagde Türck, at han var psykopat - anerkendt af lægevidenskaben. Men derfor kunne han jo være lige god som formidler."

 

I 1945 udgav Sven Türck en bog med tekst og optagelser fra en række spiritistiske seancer. Han blev efterfølgende kritiseret for at ukritisk have accepteret spiritisternes budskaber og metoder.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Rundt om hjørnet fra Sven Türcks bopæl, boede den jævnaldrende og kendte spiritist Gudny Vestfjord i Victoriagade. De forblev meget nære venner indtil Türcks død. Fru Vestfjord levede af at være en ”klog kone”, som tog mod hovedsagelig kvinder fra København og hjalp dem med deres problemer. Hun har vel formentligt fungeret som en slags datidig psykolog, og givet gode råd, trøst og lidt spådom om fremtiden. Blandt hendes trofaste kunder var den senere myrdede fru Jacobsen fra Peter Bangs Vej.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I forbindelsen med efterforskningen af dobbeltmordet kom i øvrigt både fru Vestfjord og fotograf Türck til at spille en meget interessant og afgørende rolle.

Sven Türck døde allerede i januar 1954, kun 57 år gammel.

 

 

 

Fotografier af Sven Türck

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Her ses til venstre Axelborg og til højre Panoptikon-bygningen, et modernistisk højhus på 12 etager, der ligger på Vesterbrogade 5, ved Københavns Hovedbanegård. Panoptikon-bygningen er opført for Arbejdernes Landsbank i 1950-52 og var det højeste hus i Danmark indtil 1954, hvor det blev overgået af bebyggelsen på Bellahøj.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Her bliver der solgt bananer fra en vogn på gaden. Billedet er formentlig taget i trediverne. Det er et ganske typisk billede af Türck. Vi får en dokumentarisk skildring af en tidstypisk situation i et smukt komponeret bymiljø. Der reklameres med ”Fyffes” bananer, som er indbydende arrangeret i beskyttende træuld. Det er en værdifuld delikatesse, kan man fornemme. Sælgeren har fin hvid ren kittel på, mens han ekspederer og lovpriser sine ædle varer. Men samtidig er der også indbygget en spøjs historie i billedet. Bemærk den lille dreng, der kigger interesseret og intenst på fotografen. Den lille dreng synes helt klart, det er meget mere interessant at se på manden med det mærkelige apparat end at følge med i at mor køber bananer. Det kan jo nok være rare at spise, men det har man jo prøvet før, men en mand med et stort mekanisk vidunder, sådan en ser man sandelig ikke så tit. Dermed bliver samspillet mellem drengen og fotografen i virkeligheden det centrale for fotografiet. Endelig bliver der også plads til et nysgerrighedsvækkende moment. Tasken! Den lille dreng har en taske på maven. Det kan vel ikke have været helt almindeligt? Og hvad har han i den? Eller er den en, han holder for sin mor? Vi undres.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

På Dronning Louises Bro, der forbinder Nørrebro med det indre København regulerer færdselsbetjenten trafikken med naturlig autoritet. Det er vinter og glat. Der er masser af trafik. Biler, cykler, fodgængere og en klokkeringende sporvogn. Alligevel er her trygt. Alle ved, at betjenten bestemmer. Her er ikke nogen, der forsøger med lidt ”taxagult”. Her hersker orden, her er der respekt og her tages de nødvendige hensyn. Billedet fremkalder umiddelbart følelsen af, at det trods de mange køretøjer nu alligevel er trygt at færdes i byen. Passagererne i linje 5, kan roligt køre til endestationen på Formosavej.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Her er vi på travbanen. Løbet skal snart til at begynde, men det er ikke alle, der er lige interesserede i hestevæddeløbet. Fotograf Turck har stillet skarpt på en ung kvinde, som tydeligvis ikke er mødt frem af lyst. Tre herrer omgiver hende, og de storpulser på cigarerne og det måske ikke så rart. Men derfor behøver hun vel ikke at se så bekymret ud? Med mindre, at hun ikke har lyst til at blive fotograferet, og til sin store uro opdager manden med det store fotoapparat, der er ved at stille skarpt netop på hende. Hvem er hun? Er hun datter til den cigarrygende lidt ældre herre til højre for hende, eller måske hans nye elskerinde? Og er det ham, der har betalt for den overordentlig smarte beklædning, hun har på? Vi kan ikke vide det, men opstillingen af personerne og deres blikke sætter vor fantasi i gang.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kongeskibet har lagt til. Borgmesteren og hans hustru tager imod kongeparret ved landgangen. Men sikke en utraditionel beskæring. Kongen og borgmesteren er forvist til at spille biroller i udkanten af billedet. Dronningen ses nærmest fra ryggen. Hvis ikke vores øje straks drages mod borgmesterens kone og den unge pressefotograf, der kæmper med sit udstyr, ville vi måske forledes til at tænke, at fotografiet befandt sig i et majestætsfornærmende grænseområde. Nu spekulerer vi dog mere i, om det skal lykkes for den unge fotograf at få skudt sit billede til det lokale dagblads forside næste dag, eller om han fumler så meget i det, får placeret sig galt eller får fingeren i klemme i blitzapparatet, som den fotokyndige allerede ubevist har bemærket er helt unødvendigt i det klare dagslys. Sven Türck bryder en del fotografiske grundregler med dette billede. Personerne er skåret midt på låret. Den centralt placerede person står med ryggen til. Centrum for det gyldne snit er et skævt uklart blafrende flag. Bare for at taget et par af de mest oplagte fejl. Men alligevel er billedet ret godt, fordi der er så mange optrin og forskellige historier, der pirrer vores nysgerrighed. Bemærk den gamle bolværkmatros helt i baggrunden, som er så slidt i ryggen efter et langt liv på skibene og siden på havnen, at han næsten ikke kan rette sig op efter at have fortøjet skibet. Man skulle ellers tro, han ville være en del interesseret i at kigge lidt på kongen og dronningen, som vel må være sjældne gæster i denne havn.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Lidt senere ser det ud som om den unge fotograf har givet op. Fik han sit billede eller løb han tør for film? Kongen, borgmesteren og en anden lokal dignitar befinder sig i livlig konversation, mens en anden bolværksmatros fra den yderste venstrefløj sender et skeptisk blik på over-Danmark, han ikke helt forstår.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Sven Türck har slæbt sit kamera på stranden. Her har nogle unge overklassepiger, noget usædvanligt opstillet en rejsegrammofon, som formentlig spiller en af tidens mest populære slagere, mens de unge piger nynner med. Tre piger ligger ned og er i badetøj. De hører nok sammen. Med hvad med dem i yderkredsen? Her sidder fire unge kvinder. De to til venstre har fuldstændigt ens tøj på, har sko på og skal helt klart ikke ud at bade bagefter. De to kvinder til højre er også ens klædt på, men med noget helt andet tøj. Mærkeligt. Er de tilløbere? Er de servitricer fra den nærliggende restaurant? Eller er hele gruppen en del af en filmoptagelse, hvor man holder pause med optagelserne? Tja, det er ikke godt at vide. Men igen giver Türcks fotografi anledning til en masse overvejelser og formodninger, hvor det ene gæt kan være lige så interessant som det andet. Kompositionen er harmonisk og veludfyldt. Bemærk at linjen for det gyldne snit præcis går igennem øjnene hos de to piger, som kigger direkte ind i kameraet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Disney-show gå hjem. Her kommer den mest ægte julestemning Rådhuspladsen i København. Vi kigger mod Richshuset til højre og restaurant Frascati til venstre. Sneen daler ned og byens lyde dæmpes, mens neonlysene tiltrækker sig opmærksomhed. Ja, tænk, man kunne stille sin bil på Rådhuspladsen og gå ind på Strøget og købe de sidste julegaver. Hvis man havde bil her efter krigen, så havde man naturligvis også råd til at betale de høje priser i de mere fashionable strøg-forretninger. Sikke et fantastisk billede, der er i perfekt balance, og hvor lys og skygge veksler harmonisk og udfordrende.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

En dejlig sommerdag foran Christianborg. Her kan husmødrene købe sylteagurker: 60 øre for en snes. Det er et godt tilbud, som kvinden forrest bestemt gerne vil nærstudere. Og helt tæt på må hun bøje sig, måske er læsebrillerne glemt derhjemme. Kvinden bagved overvejer, om hun skal købe et halvt kilo blommer for 33 øre eller snuppe 3 halve kilo for en krone. Bemærk i øvrigt at Türck mesterligt har trykket på udløseren i præcis det øjeblik, hvor alle kvinderne står som i en vifteform.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

På stranden i trediverne. Det har været en pragtfuld sommer. De yderst solbrune piger er velsagtens i gang med et lille cykelløb. Det ser ud som starten på et sådant. Men er der en underliggende dagsorden for fotograf Türck? Ser billedet ikke lidt pikant ud, og aner man ikke en erotisk undertone? Pigerne læner sig i hvert fald klædeligt fremover, så der er bedre udsigt til de smukt buede attributter, for nu at blive i en datidig sprogbrug. Og går Türck måske endda til den yderste grænse, som datidens ugeblade accepterer, når han lader den forreste pige frisk køre på en herrecykel. Udtalt ”herrecikkel”, af en af de cigarrygende herrer, der sad på stranden i Hornbæk i liggestolene bag Sven Türck, mens han var i gang med at komponere sit subjektivt fotografiske tidsbillede.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Der er tit og ofte en lille interessant detalje på et Sven Türck billede. Her kan det være svært at få øje på imellem alle de mange forskellige brugsgenstande, som sko og baljer hos denne marskandiser på Vesterbro. Men præcis midt i billedet stirrer et par øjne vagtsomt ud på gaden. Der er måske den kvindelige ejer af forretningen. Kigger hun efter, om der er kunder i farvandet? Eller tænker hun måske på om hun kan få øje på ham den tyveknægt, som i sidste uge løb med et par sko uden at betale, og før nogen fik råbt stop tyven?

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Et dejligt billede, der illustrerer, hvordan rigtig mange små mejerier så ud i tiden lige efter anden verdenskrig. Det meste af smørret blev eksporteret til England. Danskerne blev sat på rationering. Mejerier skulle sørge for at indtjene valuta, så der så kunne købes maskiner i udlandet, og således at den industrielle udvikling kunne tage mere fart. En udvikling som i øvrigt i sidste ende endte med at kvæle denne lille arbejdsplads, såvel som så mange andre. Bemærk den typiske Türck-detalje: Blyanten bag øret.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

”Børn, op med hænderne og må jeg så se det store smil for fotografen!” Man kan næsten høre Sven Türck opildne børnene for at få smil og lidt bevægelse ind i den serie af billeder, som han skyder i en børnehave i København. Men det der gør billedet rigtigt interessant, er den indbyggede kontrast, der ligger i detaljen, som findes nederst i billedet. Her ser man i midten på en dreng. Han smiler ikke sådan som alle de andre gør. Han deltager ikke i den almindelige jubel for fotografen. I stedet kigger han med vemodige øjne og knyttede hænder ind kameraet. Hvorfor er han trist? tænker den opmærksomme iagttager, mens det stikker lidt i hjertet. Kan man være i tvivl om, at det er på grund af denne drengs udtryk, at fotograf Türck har lige præcis udvalgt dette billede til offentliggørelse ud af den formentlig lange serie, han har skudt denne dag.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Bondegårdsidyl. Her der det hyggelige Danmark. Alle passer deres arbejde med et smil og er tilfredse dertil. Trygt, modsætningsfrit og helt naturligt, indlysende rigtigt virker det. Det er bestemt nogle af de signaler dette fotografi skal udsende. Sven Türck er blevet kritiseret for at have lavet rigtig mange af den slags billeder. Og det er givetvis rigtigt. Han levede af at sælge sine billeder til aviser, ugeblade og forlag, og mange af dem ville have disse glansbilleder, der skulle indgyde læserne det indtryk, at der trods de store truende storme i verden, alligevel er trygt, godt og lykkeligt i det lille Danmark. Men alligevel er der somme tider en lille djævel, der stikker sit hoved frem, og dermed kommer til at fungerer som fotograf Türcks diskrete kommentar til det stereotypiserede Danmark. Man hører ham mumle, mens han trykker på udløseren: ”Undskyld men træerne vokser altså ikke ind i himlen”. Læg mærke til vilddyret i det nederste højre hjørne. En ordentlig kleppert af en schæferhund, som passer på gården med gøen, snerren og bid, hvis det er nødvendigt. Man fornemmer, at gårdejeren holder hunden tilbage, men naturligvis er klar til at bruge dens kræfter, hvis hans ejendomsret anfægtes. Måske man kan det udtrykkes symbolsk: Bag idyllen lurer magten, der hurtig kommer til udtryk, hvis den bestående orden trues. Bliver dette nærmest Morten Korch´ske foto så i virkeligheden til en socialrealistisk kommentar, eller er det at trække symbolikken lidt for meget?

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Selv om det er blevet efterår og bladene er faldet af så har de små børn endnu ikke lagt de korte bukser og kjolen i denne landbofamilie i tre generationer. Bedstefar har til ære for fotografen slæbt koen ud på gårdspladsen(er det måske familiens eneste som man stolt fremviser?). Den ældste pige i søskendeflokken har taget familiens gravhund op i sin favn, men den kigger selvfølgelig over mod den egentlige anfører af flokken, moderen, som også betragtes af den ældste søn. Men hvor er faderen? Her kan man i hvert fald ikke beskylde Sven Türck for at pynte på virkeligheden eller foretage skønmalende idylliseringer. Her er renlivet dokumentarisme, der vidner om et hårdt liv på landet, før mekaniseringen fjernede det hårdeste slid.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Fotograf Türck lader os nærmest betragte dette fascinerende sceneri i slagterforretningen ved juletid. Han har sænket kameraet en anelse linsen flugter med drengens øjne. Her er bestemt meget at kigge på. Ikke mindre end 6 ekspedienter er i fuld gang med julehandlen, hvor der tilbydes kornfedede gæs og ænder i massevis. Men koster en af de store gæs virkelig 50,60 kr. her på et tidspunkt i de tidlige 50´ere? Til gengæld kan man få et halv kilo stegeflæsk for 2,90 kr.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Et helt særligt kontrastfyldt Türck foto. Dystre dødsmasker, kranier og afstøbninger af tusinde år gamle egyptiske faraoer side om side med ubekymrede glade piger på en gade i København. Livets mørke sider mødes med de lyseste.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ja det var tider. Hele tre betjente er i gang med at regulere trafikken her formentlig på Vesterbro i København. Dengang var der vist ikke så meget debat om der skulle flere betjente på gaden.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Men det kunne jo af og til være vanskeligt at få opgaver nok for en fotograf især i 20´erne. Men der eksisterer naturligvis altid et marked for erotiske fotografier, som solgtes til høje priser, og som ofte blev produceret på bestilling af velhavende mænd. Sven Türck begav sig også ind i denne del af branchen, og fik faktisk også konfiskeret billeder af politiet, der vogtede nidkært over datidens bornerte og snævre moralske grænser. De ovenstående fotografier blev sat på auktion for ikke så lang tid siden. Auktionshuset angav, at de stammede fra journalisten Erik Nørgårds store samling af erotica.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Sven Türck optog omkring 1948 en længere dokumentarfilm om ånderne og deres gerninger. Her ses et foto fra en scene, hvor ånderne er i gang med at tage bukserne af et medie. For enden af bordet ses forfatteren Aage Marcus, fra venstre omkring bordet endvidere revisor Højriis, mediet fra Anna Melloni, fotograf Sven Türck, hyggemusiker Hans Tarrang, det islandske medium fra Westfjord, seancens kontrollant, professor Plum, mediet Børge Michaelsen, der fik bukserne stjålet samt murermester Melloni. Sven Türck fortalte journalisten fra Billedbladet, hvorfra dette billede stammer, at han havde brugt 100.000 kr. på at lave filmen, og at der var optaget 6.000 meter film fra mere end 1000 seancer. Ifølge teksten i Billedbladet er: ”Filmeksperimentet enestående i verden, og skal ikke alene afsløre de mystiske kræfter, der findes omkring os, men også de medier, der snyder – noget Türck ikke mener, man skal fæste sig for stærkt ved, da det efter hans mening udelukkende skyldes mediets utålmodighed”.

 

 

 

 

 

Mangler du et spændende billedmættet foredrag tilsat humor og indsigt. Ring 81740068

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I sine senere år begyndte Sven Turck at optage dokumentar-film, der skulle vise åndernes gerninger. Her ses han med en af sine mange ruller film

Et eksempel på et par af erotiske fotografier, givetvis fremstillet i hans daværende atellier i Store Kongensgade 61.

I 1945 udkom Sven Turcks bog "Jeg var dus med Ånderne"

Gudny Vestfjord (1888-1970), var medie, spåkone og spiritist. Hun var gode venner med Sven Türck og medvirkede i flere af de seancer, som han optog på film.

Copyright © All Rights Reserved