Uddrag af bogen

– Den charmerende sortbørsmand Rudolf Nicolai svindlede og bedrog sig igennem tilværelsen, mens han plejede omgang med datidens mest forhærdede kriminelle personer, med korrupte politifolk og politiske fanatikere, der var parate til de mest desperate handlinger.

 

Samtidig var sortbørsmanden utrolig gavmild og elskede at gøre folk tjenester uanset hvilken lejr, de var placeret i. Det gjorde ham afholdt og velset i efterkrigstidens spraglede natteliv.

 

Rudolf Nicolai drømte om det helt store kup, der med et slag skulle gøre det muligt for ham at leve ubekymret i rigdom resten af livet.

 

Han var utroligt tæt på at nå sine drømmes mål, da mørke og usete kræfter gjorde en brat ende på hans liv.

 

Dobbeltmordet i Køge Bugt

Uddrag fra starten af bogen:

Grosserer Andersen er på vej over Store Bælt til hovedstaden en dag i marts 1948. Han skal egentlig til Tyskland, men han har et visum, der skal fornyes og er nødt til at tage over København. I Nyborg bevæger han sig fra toget op i færgens rygesalon på 1. klasse. Her er god plads i de bløde stole, og så undgår han den trængsel og larm, der nemt kan være i 2. klassesalonerne, hvor folk skramler rundt med porcelæn og bagage. I salonen på første klasse dæmper et tykt tæppe lyden, og her kan man behageligt nyde udsigten over bæltet, mens man får ild på en god cigar.

Grosserer Andersen handler med lidt af hvert. Han importerer en del varer fra blandt andet Sverige og Tyskland, og det kan der tjenes gode penge på i en tid, hvor det meste er rationeret. Specielt er der fin fortjeneste på den del af varerne, som strengt taget ikke kommer ind i landet på helt legal vis. Grosserer Andersen tilhører den gruppe af handelsfolk, der mener, at staten lægger alt for strenge retningslinjer for importen, og som i virkeligheden ikke føler, at det er så forfærdelig meget umoralsk at handle lidt uden for regulativerne, når de nu er så klart urimelige og hæmmende for det frie næringsliv.

I Københavns Frihavn, i kvarteret omkring Dampfærgevej, hvor grosserer Andersen har sine kontorer, kan det sådan set også være svært helt at undgå fristelserne. Her losses der dagligt store mængder af de eftertragtede, men rationerede varer, som entreprenante handelsfolk, til den rette pris, er mere end villige til at afsætte uden om rationeringssystemet, og hvor andre igen er parate til, mod god betaling, at få varerne fragtet uden om tolden og hen til de hungrende aftagere.

Grosserer Andersen har slået sig ned ved et lidt større firkantet bord, for hvis ende et meget velklædt par sidder optaget af et kortspil. De spiller ”66”, som også kaldes ”idiot 66”, når der kun er to spillere. Det er dog slet ikke den dummeste, der vinder i dette spil, som kræver både hukommelse og dygtighed, hvis man vil opnå de 66 point, der skal til for at vinde. Der bliver snakket og grinet, men manden og kvinden spiller ikke bare for sjov, men også for penge, og hvert point tæller.

Omkring halvvejs på den timelange overfart lægger parret kortene væk, mens herren kigger rundt i salonen og bemærker grosserer Andersen. Efter at have præsenteret sig selv som ”Rudolf Nicolai”, indleder han uden videre en samtale. Han er 41 år, slank, høj og velbygget. Det meste af tiden er der et bredt smil på hans ansigt, og man kan tydeligt se, at hans venstre fortand er lavet af guld, mens de andre er lidt farvede af de cerutter og cigarer, som han konstant har ild på.

Grosserer Andersen, der egentlig hellere villet have siddet lidt i fred, må nu lægge øre til en rivende talestrøm fra den overfriske Rudolf Nicolai. Kvinden ved hans side får grosserer Andersen ikke navnet på, men han får opfattelsen af, at det er Nicolais forlovede. Selv om de er kærester, er de dog ikke forlovede, for hun er gift med en anden og har to drenge. Men smuk, det er hun helt klart, bemærker Grossereren, der selv om han nærmer sig de 50, ikke har mistet blikket for unge kvinder. Han anslår hende til at være i alderen 25-30, og han har lidt svært ved at tage øjnene væk fra hendes lange rødlakerede negle, det afblegede hår og den usædvanligt velformede skikkelse. Det er vist meget godt, at Nicolai taler så meget, at han ikke lægger mærke til grossererens vedvarende stirren på hans ledsagerske.

Nicolai lægger ud med sin livshistorie, og i hurtige glimt opfatter grosserer Andersen, at Rudolf Nicolai kommer fra beskedne kår, hvor faderen var tobaksmester i de store Obel-fabrikker i Aalborg. Men Nicolai har arbejdet sig op og bedriver nu handel i stor stil. Det bliver klart, at en del af denne handel strengt taget heller ikke er 100 procent legal. De to herrer får begge et glimt i øjet og forstår hinanden udmærket.

”Jeg har flere skibe under bygning”, fortæller Nicolai grossereren, som også aner, at der nok er lidt pral – for ikke at sige meget – med i beretningen.

”Og så er jeg medejer af et stort lystfartøj, og det skal bruges til at sejle våben til Palæstina med”, fortsætter den hurtigtalende Nicolai, idet han overfor en vildt fremmed mand, han lige har mødt, nu også afslører, at han er illegal våbensmugler til en embargoramt krigsskueplads, hvor arabere og israelere slås om retten til landet.

Mens færgen er ved at lægge til i Korsør, når Nicolai også at fortælle, at han har handlet med forskellige sortbørsvarer og har siddet i fængsel dømt for værnemageri.

”Charmerende mand”, tænker grosserer Andersen, da han sidder i toget til København. Men hvor han dog snakker. Ikke sådan en type man glemmer lige med det samme, mumler han for sig selv, idet han kigger på det visitkort, han har fået af Nicolai.

”Kom og besøg mig på Hotel Nordland”, har Nicolai inviteret, lige før de skilles. Det gør grossereren dog ikke, men han har på mindre end en halv time fået et meget klart indtryk af en af de mest farverige sortbørstyper, der færdes i Københavns kriminelle inderkredse. En mand der snakker og praler fanden et øre af, er glad for damer, hurtige penge og som kender gud og hvermand. Det er der jo for så vidt ikke noget galt i, men manden har en svaghed, tænker grossereren: ”Han kan slet ikke holde på en hemmelighed, og det kan bestemt blive ret så farligt i de kredse, hvor han slår sine folder.”

Grosserer Andersen ved, hvad han taler om. Han har på baggrund af sine mange års virke i Frihavnen stort kendskab til forskellige typer af smuglere og forretningsfolk, der handler med våben og ikke er belastede af overdrevne samvittighedskvaler, og som bestemt er parate til at gribe til barske metoder, hvis deres transaktioner kompromitteres af nogle af deres partnere.

Hvis ikke sortbørshandleren Rudolf Nicolai et par måneder efter var kommet af dage under så dramatiske og mystiske omstændigheder, ville vi ikke have fået kendskab til grosserer Andersens indtryk og resten af den utrolige historie om en bemærkelsesværdig sortbørsmand, og det farverige miljø han færdedes i.

Men fordi Rudolf Nicolai så pludseligt og uhyggeligt tager afsked med det pulserende liv på den sorte børs i København, bliver der skrevet en del om ham i aviserne, og da politiet på et tidspunkt afhører grosserer Andersen, er hans hukommelse skærpet af den megen omtale, om end det helt sikkert kun er en del, af de ting Rudolf Nicolai har fortalt ham, som han deler med politiet.

I årene efter og helt frem til vore dage er Rudolf Nicolais skæbne og en del af hans meritter blevet beskrevet i flere bøger og artikler. Som oftest er han blevet omtalt i forbindelse med dobbeltmordet på Peter Bangs Vej, som datidens journalister skabte teorier om, at han havde en andel i.

 

Journalisterne, der skrev om mordene i 1948, havde dårlige betingelser for at få den fulde sandhed frem. De havde kun kilder i sortbørsmiljøet, som enten var ude på at lægge røgslør over de virkelige sammenhænge, eller også måtte journalisterne som kilder tage til takke med de smålurvede og forarmede eksistenser, der solgte informationer, oftest byggende på rygter, som disse informanter så yderligere ”peppede” op, for på den måde at lokke en femkrone ud af kriminalreporterne på de store dagblade. Fra det københavnske politi fik journalisterne kun lige præcis de oplysninger, som kriminalbetjentene og politikommissærerne mente tjente sagens opklaring.

De bøger, der siden hen er udkommet, og som har berørt Rudolf Nicolais skæbne, har i sagens natur kun kunnet basere sig på de datidige journalistiske fremstillinger. Det er først nu, hvor der gået så tilpas lang tid, at man i Landsarkivet og Rigsarkivet giver tilladelse til indsigt i de forskellige politiarkiver, der indeholder efterforskningen af mordet på sortbørsmanden Nicolai og de andre samtidige store mordsager.

Det er så til gengæld uhyre spændende, at få indblik i det originale sagskompleks og som historisk interesseret kildrer det i fingrene, når man åbner mapper, som sidst er blevet lukket af politifolk for mere end 60 år siden. Her er afhøringerne af alle de store sortbørsfolk som Svend Hasselstrøm og møbelhandler Linde. Der er nærgående undersøgelse af korrumperede politifolk, der blev lidt for fristede af gangsternes drikkepenge, når de lod et tip falde. Her er også alle de politirapporter, der fortæller om de forskellige spor, som man arbejdede med, men som aldrig kom til offentlighedens kendskab. Det er helt tydeligt, at kriminaliteten og sagerne på denne tid er så omfattende, at politifolkene, slet ikke har ressourcer til at efterforske alle de relevante spor.

I mange af rapporterne er hovedpersonerne helt almindelige byproletarer fra de københavnske baggårde og småforbrydere, der lever på samfundets bund. Det er fra dem, politifolkene får tips og oplysninger, og på den baggrund, at sagerne som oftest opklares. Denne bog tager læserne med på en rejse ind i arkiverne, der behandler disse mærkværdige sørtbørshandlere og de mystiske mordsager. Med sans for detaljen, grundig analyse og bagklogskabens klarere lys kan der nu på flere forskellige områder tegnes et mere præcist billede af datidens kriminelle. I denne sammenhæng er der særligt fokus på sortbørshandleren Rudolf Nicolai, hans nærmeste miljø og omstændighederne omkring hans død. På baggrund af en omfattende research af en række arkiver kan der nu fremlægges nye forklaringer, som bryder med tidligere fremlagte antagelser, og som peger i retning af helt uventede bagmænd.

 

Men selv, hvis Rudolf Nicolai ikke i de sidste dage af sit liv var blevet rodet ind i et farligt spind af våbensmuglerier og kommet i lag med overordentligt determinerede og skånselsløse aktører og dermed i særlig høj grad blev interessant for historien, ville han alligevel have været et studium værd.

Få af datidens sortbørshandlere var involveret i så mange ulovlige forretninger som han og blev hvirvlet ind i så mange utrolige begivenheder. Få var så godt kendt med de forskellige centrale aktører i den udbytterige sortbørshandel, hvis centrum var det indre København, og kun en lille håndfuld i den kriminelle inderkreds havde så godt kendskab til mønstrene, som Rudolf Nicolai

Der var naturligvis mange andre sortbørsfolk af hans type, for under de særlige forhold der herskede i landet fra 1939 til 1953 med rationering, varemangel og valutarestriktioner, steg antallet af lovovertrædere helt enormt. Langt de fleste var almindelige mennesker, der fuskede med lidt smørmærker eller købte cigaretter på den sorte børs, men der opstod også et helt lag af professionelle sortbørshandlere og kriminelle netværk, som voksede sig store i krigens sidste år, og som havde tusinder af hungrende kunder i alle samfundslag. I en tid med faldende reallønninger og kraftige forbrugsbegrænsninger svandt respekten for lovgivningen, og korruptionen bredte sig langt ind i selv politiets rækker. Alligevel er Rudolf Nicolai en speciel type. ”Meget charmerende og altid godt selskab”, er det skudsmål, han som oftest får. Tillige var han ganske godt begavet, havde en mellemlang uddannelse og var udstyret med et konversationstalent, der både bragte ham ind i indflydelsesrige kredse, og gjorde det muligt for ham af få tætte forbindelser til politifolk, men som også til sidst medvirkede til, at han kom ulykkeligt ud af denne verden.

Udover den dramatiske historie medfører bekendtskabet med Rudolf Nicolai også et studie af en historisk periode, der helt sikkert ikke manglede kulør.

 

Sortbørshandler Nicolai havde en umådelig stor omgangskreds med repræsentanter fra alle lag i samfundet. Der er naturligvis en overvægt af kriminelle sortbørsfolk, både med stribede jakkesæt og med blåt arbejdstøj. Med edderkopperne Hasselstrøm og Linde i spidsen nyder stort set samtlige af datidens mest notoriske svindlere og bedragere en eller flere genstande på Rudolf Nicolais regning. Det er der også adskillige politifolk, der gør, uanset om de er mere eller mindre korrupte.

En stribe tyskere, både af den hårdkogt nazistisk indstillede type og af den mere moderate og samarbejdsvillige slags, kommer såmænd også med på gæstelisten. Flere prominente modstandsfolk inviteres også, sammen med et par af kriminalhistoriens mest brutale mordere. Selv en ægte greve mangler der ikke, om end han har svindelagtige tilbøjeligheder. Rudolf Nicolais gavmildhed omtales ofte, og kombineret med de førnævnte talegaver betød det, at han kunne komme med i en lang række ”forretninger” både med handelsfolk, der var blevet lidt lurvede i kanten under indtryk af de vanskelige økonomiske forhold og med decideret hårdkogte kriminelle edderkopgangstere

 

De fleste af dem kommer til at tale med politiet i forbindelse med de forskellige sager, Nicolai og hans samarbejdspartnere får rodet sig ud i, og igennem alle disse mange hundrede vidneudsagn præsenteres vi for et helt unikt historisk billede af en sortbørsmand og hans venner under besættelsestiden og lige efter. Med enkelte undtagelser taler alle disse mennesker godt om Nicolai, og nogle af dem udnytter sågar det lille element af godtroenhed og tillidsfuldhed, der er i ham, til egen økonomisk vinding. Selv om han omgås de hårdeste kriminelle typer og politiske fanatikere, så er han bestemt ikke selv nogen voldsmand. ”Han kunne ikke slå en flue ihjel”, er en typisk udtalelse i de mange politirapporter og beretninger, der er efterladt. Snarere er han en ”gavtyv”, en ”smuglertype” eller en ”levemand”, som er ret så dyr i drift, og som fordrer store indkomster for at opretholde et enormt luksusforbrug for sig selv, sine kvinder og sin omgangskreds.

 

Denne beretning vil også vise, at billedet af nogle af tidens kendte aktører i mange tilfælde har flere farver end sort og hvid, og at de medvirkende ofte har uventede facetter i deres roller. Der har i historieskrivningen i en del tilfælde været en tendens til, at man gerne har villet fremstille periodens aktører som ”rene” typer, måske ikke helt så renskurede og gennemædle helte, som de frihedskæmpere, Poul Reichardt spillede i nogle af de spillefilm, som fyldte biograferne i fyrrerne og begyndelsen af halvtredserne, men noget i den retning. På samme måde har man gerne villet se de kriminelle sortklædte landsforrædere, som med solide psykopatiske træk gennemtæver de lyse purunge frihedsfolk, alt imens de skraldgriner. Sådan var virkeligheden slet ikke altid.

I denne beretning skal vi således møde frihedskæmpere, der i sabotagepauserne laver røverier. Der vil optræde tyske nazister, der både af idealisme og med egen vinding for øje, hjælper fængslede danske patrioter. Vi lærer sortbørsfolk at kende, som også giver til de fattige og for en del af deres profit køber våben til trængende frihedskæmpere. Vi skal også træffe en hel del politifolk, der uden tvivl er de bedste til at opklare forbrydelserne, men som om natten nyder det søde liv på de københavnske natklubber, hvorefter de langer regningen over til de samme kriminelle, de om formiddagen har forhørt på Politigården. Og så skal vi følge en forfærdelig masse storborgere med ansvar for solide og velanskrevne virksomheder, der svindler og bedrager i den helt store stil. Endog et par adelige og sågar et medlem af kongehuset anmoder om at få biroller som smuglere og sortbørskriminelle.

 

Indholdsfortegnelse i bogen:

1.Forord

2.Født i en tobaksfamilie

3.Krisebetjenten og sortbørshandleren

4.Dobbeltspil og guldhandel

5.Befriet af General Patton

6.Dømt og ruineret sortbørsmand

7.Manden der blev løvetæmmer og våbensmugler

8.Kommunistisk våbenkøbmand

9.Et meget alsidigt efterretningskontor

10.Rudolf Nicolai og dobbeltmordet på Peter Bangs Vej

11.Skabelsen af en voldsmand

12.Dobbeltmordet i Køge Bugt

13.Gangstere og småborgere

14.Arresteret for korruption

15.Rovmord eller politisk motiveret hævnakt?

16.Afslutning

 

 

Copyright © All Rights Reserved