14. Rapport i Dagbogen

Den strengt fortrolige dagbog

 

 

 

 

Rapport nr. 14 Strengt fortroligt

 

Torsdag den 25. november

Prisinspektør S. aflagde besøg hos Nørgård. Gav forskellige informationer om visse restauratørers forhold til Hasselstrøm bl.a. Thorkild L., Hollænderbyen. Advarede i samtalens løb mod at stole for meget på landsretssagfører C.E. J., der var Hasselstrøms sagfører, og som varetager kompromitterede restauratørers forretninger.

Dalgård mødtes med en politimand, der lovede, så snart han havde afgørende beviser, at henvende sig til politidirektøren med sit materiale. Han er nu klar over, at vi ikke er ude på sensationshistorier, og kan sikkert, når han kontaktes næste gang, bevæges til at fortælle os, hvad han ved. Derefter til politikommissær Gredsted. Han var i strålende humør og sagde, at vi faktisk ikke behøvede at skrive noget foreløbig, for nu var der skred i sagerne. Affæren kunne ikke bremses, mente han. Han havde givet politidirektøren den rigtige ende. Hasselstrøm blev løsladt torsdag. Om aftenen aflagde vi besøg i restaurant ”Rex”, hvor Hasselstrøm formentlig fejrede sin løsladelse. I hvert fald var et separat lokale, ”Røverhulen” reserveret til et stort selskab, hvor vi bl.a. med sikkerhed så møbelhandler Linde og Richard Jensen. Om aftenen interviewedes politidirektør Herfelt telefonisk. Politidirektøren var meget forbeholden i sine udtalelser og henstillede, at vi ikke skrev noget om undersøgelsen. Politidirektøren erklærede, at han blev mere og mere ængstelig for at for meget skriveri kunne genere undersøgelsesarbejdet. Han ønskede ikke at rykke ud med den ”slagplan”, han fulgte, og pointerede, at man gik til bunds med undersøgelsen. Tilføjede, at hvad rygterne mod krisepolitiet angik, talte de måske sandt for en enkelt mands vedkommende, men det var hans bestemte indtryk, at flertallet indenfor krisepolitiet var kede af udviklingen. Også rygterne om station 3 var politidirektøren bekendt med. Han troede ikke, at hele stationen var i Hasselstrøms sold, men også denne sag blev nøje undersøgt. Han oplyste ligeledes, at der var tilgået ham yderligere materiale, og at der stadig kom nye ting frem, men undersøgelsesarbejdet var langt fra endt, og han havde ikke indtrykket af, at det kunne afsluttes foreløbig. Om resultatet kunne han overhovedet ikke gisne. Vi henviser i øvrigt til den valse, hvorpå samtalen blev optaget.

Fredag overværede Nørgård diskussionsmødet i journalistforbundet, hvor politidirektør Herfelt bl.a. periferisk nævnte Edderkopsagen. Han gentog, at man undersøgte sagen og fremkom med en bemærkning, at der ikke var anledning til yderligere kommentarer, før undersøgelsen var sluttet. Enkelte andre havde ordet, men kun en medarbejder fra information, Victor Thomas, berørte Edderkopsagen og fastslog, at affæren var et eksempel på, at pressen måtte orienteres. Han lød til at være velorienteret og nævnte, at der i denne tid foregik meget omhyggelige undersøgelser indenfor politiet, og enkelte andre blade havde taget sagen op, først og fremmest Social-Demokraten, som man kunne takke for, at undersøgelserne var blevet iværksat, men det var også kun fordi, det var regeringsbladet. Havde et eftermiddagsblad krævet en undersøgelse, var det blevet stemplet som sensationstrang. Overfor Nørgård sagde han privat siden, at han ville brænde hele historien af i løbet af et par dage.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Lørdag talte Nørgård med en skolekammerat Christiansen, der er ansat i politiet, og som er villig til at give os oplysning om visse personers generalier, når vi privat henviser til ham. Gav ham en række navne på forretningsfolk, der omgås Hasselstrøm. Guldaffæren i Holbæk, Skotøjsfabrikant Jædig og Meier Bernstein, der sammen med grosserer Tybrig, er overført til København, har foretaget guldomsmeltningen. De omsmeltede de stjålne guldting på stegepander i deres virksomhed ”Femina”, der udelukkende er et skalkeskjul for sortbørsvirksomhed, og er beliggende i Vester Voldgade 117, bagbygningen, huset ved siden af den myrdede Pinskis forretning.

Oskar Hansen oplyste lørdag aften, at en forhenværende cigarhandler Bosch eller Busch i sin tid var mellemmand mellem den myrdede kontorchef Jacobsen, Peter Bangs Vej og dobbeltcrosseren, grossereren Carl Mogensen, der skød sig efter kapitulationen, da politiet kom for at anholde ham for spionage. Cigarhandleren har i sin tid under handlet om at købe det skib, som søfyrbøder Jørgensen og de to likviderede Hjalmar Olsen og Rudolf Nicolai forhandlede indbyrdes om at købe til våbentransport. En bestemt person har gang på gang krævet, at politiet på Frederiksberg skulle anholde cigarhandleren sigtet for meddelagtighed i dobbeltmordet på ægteparret Jacobsen. Han skal være afhørt, men man har intet på ham.

 

 

Ny rapport følger.

Dalgård og Nørgård.

 

 

15. Rapport

 

Grosserer Carl Mogensen var aktiv i modstandsbevægelsen, men også involveret i smuglerier og sortbørshandel. Mogensen blev af politiet mistænkt for spionage, men da man ville anholde ham, døde han. Den officielle forklaring var selvmord, men der er siden sat spørgsmålstegn ved den forklaring. Se Dines Bogøs bog: Likvidering eller selvmord, 2004.