2. Rapport i Dagbogen

Den strengt fortrolige dagbog

 

 

 

 

Rapport 2. Strengt fortroligt

 

Søndag aften den 7.11. aflagde stikkeren Christensen, Hyskenstræde 16, besøg på redaktionen for overfor Dalgård og Nørgård at redegøre for sit arbejde og komme med nye oplysninger. Han meddelte:

I Brolæggerstræde 9 havde byens tjenere åbnet en natklub kaldet ”Alabama”, hvor Hasselstrøm var bagmand og financier. På grund af sortbørshandel og adgang for ikke-medlemmer lukkedes klubben, der kort tid efter genåbnedes under navnet ”Da Capo”. Hasselstrøm var atter bagmand, og også denne virksomhed blev lukket. For ca. en måned siden åbnedes værtshuset ”Peter Edderkop” samme sted, den officielle vært hed så vidt Christensen vidste: Vilhelm N., men det mentes, at Hasselstrøm også stod bag denne restaurant, der kort tid efter lukkede uvist af hvilken grund.

 

Christensen oplyser, at Hasselstrøm også kontrollerer ”Mayfair” og ”München”.

En tjener ved navn Omak eller Oumach, Christianshavns Voldgade, er en af Hasselstrøms håndgangne mænd og skal, hvis der sker Hasselstrøm noget, føre hans virksomheder videre, indtil Hasselstrøm kan vende tilbage.

I Hasselstrøms bilforretning, Gl. Kongevej 4-6, arbejder en anden tjener, Leo B., der er Hasselstrøms næstkommanderende på andre områder. Hasselstrøms gamle ”højre hånd”, Kappeln, som Christensen skulle skaffe os i kontakt med, har ikke vist sig. Han logerer dels på Højdevej på Amager, dels plejer han at aflægge visit hos sin ”svigerinde”, sin tidligere samlevers søster, Fru F., der bor i Herluf Trollesgade eller i Peder Skramsgade 7B over gården. Fru F. er mor til den ene af tyvene fra kuppet hos grevinde Hamilton, som man mener Hasselstrøm stod bagved, og som Kappeln fik et års fængsel for meddelagtighed som hæler. Den anden af tyvene kalder sig havnearbejder, og har ”også været inde”.

 

En del af sortbørsens folk samles i Centralcafeen i Sydhavnen, telefon c.10.746. Det var Hasselstrøms gamle stamcafe, hvor han nu og da kommer. Vor stikker Christensen var i sin tid telefonvagt ved en lillebilforretning i nabolaget C. 7415, og kender lokali-teterne. Her kommer også ”Elo”, der arbejder hos tankejer Carl N., Sydhavnsgade 1. ”Elo” har lavet en mængde ”fup” og arbejder for Hasselstrøm, der har folk spredt over hele byen. ”Elo” var ”formand” for ”Alabama”(Alibema kaldet), i Brolæggerstræde, havde et lille værelse ved tankstationen, hvor man i virkeligheden opmagasinerede sortbørsvarer. ”Elo” menes i øjeblikket flygtet til Sverige.

 

Christensen oplyste videre, at han, vist i 1933-34, sad i Vridsløse straffeanstalt sammen med pelsvarefabrikant Vanman, Dr. Tværgade, Hasselstrøms omgangskreds. (Vanman var søn af folketingsmand Vanman-Jensen, Lolland og var broder til søfyrbødernes tidligere kasserer, der har været impliceret i en sag, C. ikke kender nærmere til. Vanman er kommunist, og havde en tid en hel del at gøre med Richard Jensen, tidligere søfyrbøderne, nu sortbørsmand i formentlig forbindelse med Hasselstrøm.

Hasselstrøm ses ofte i ”7-9-Klubben” på Frederiksberg samt i ”Adlon” og kommer jævnligt på trav- og gallopbanerne sammen med Fritz Hueg og møbelhandler Linde.

I selskabet optræder desuden ”loppeslagteren”, Axel Jensen, der 7. d. havde averteret tre vogne til salg i Berlingske Tidende fra Gl. Kongevej 4. Han er kendt som en fidusmager, og skulle efter Christensens oplysning ud for at ”få vognene i gang”, inden de solgtes fra Hasselstrøms virksomhed.

Hasselstrøm skal også have fået en mængde ”Hipo-vogne” i sin tid, som han solgte underhånden. Havde en speciel sprøjtemaler til ”at gi´ dem en gang lak!”

 

Videre fortæller Christensen: I 1938 kørte broderen Christian Hasselstrøm som mælkedreng for Solbjerg mejeri. Lavede numre. Hans ven, Peter F., var forlovet med en pige ”Ketty”, men forlod hende og rejste til Århus med en anden pige, der sendtes ud som ludder. Ketty slog sig på Christian Hasselstrøm, men begik senere selvmord efter at have indtjent store penge til ham. Peter F. var i sin tid (i 30’ernes begyndelse eller sidst i 20´erne), meget sammen med en mand ved navn Dalby, (en bror til en pige, der blev myrdet, og hvis lig fandtes i brudstykker i Kastelsgraven). Rå og brutal og med i hvert fald nogle år i de lag, der fylkedes om familien Hasselstrøm.

Blandt Hasselstrøms øvrige bekendte, der måske kan give oplysninger, er en "morgentjener", tjener Hermann, restaurant "Billigheden" i Adelgade, (lige ved siden af Hasselstrøms cigarforretning). Tjeneren har rejst en del for Hasselstrøm sammen med bokseren Carl Andersen, (Andresen), en svigersøn til barber Dr. Tværgade. De solgte Svend Åge Hasselstrøms tobak, silkestrømper, cigaretter, frugtvin og lignende, på den sorte børs og rejste ofte i Jylland, hvor Carl Andersen en dag blev taget af politiet på Fredericia banegård. Barber Corell er selv sortbørsmand, fik i begyndelsen af året en dom på 4 måneder og slap ud i marts-april eller maj.

 

Svend Åge Hasselstrøms bror Volmer kommer ofte sammen med ”Jøde-Lasse", der holder til i Cafe "Egebjerg”, også sortbørsmand. En anden mand ”Basse Enoch, var i sin tid forlovet med "Bobby", Svend Åges nuværende hustru. Hvis gang nu og da stadig er i "Maxim" i St. Regnegade.

Fhv. overbetjent Harry H., afskediget fra politiet på grund af nationalt spæ… er nu ude "på fiduser”, kender og kommer sammen Hasselstrøm.

Overbetjent Selmer Krogh, Bevillingskontoret kan muligvis give nogle oplysninger er inde i natklub- og bookmakerverdenen i embeds medfør. Volmer Hasselstrøm holder hvert år foruden ”gårdfest” en skovtur for saneringskvarterets gamle for Svend Åge Hasselstrøms regning og familien Hasselstrøm er meget populære.

Endelig oplyste han, (Christensen), at Hasselstrøm i virkeligheden også ejer ”Flaskekroen” på Gl. Kongevej, og at også den er sæde for hans hazardvirksomhed.

 

Mandag 8.:

Dalgård meddeler:

Startede i politiets efterretningsafdeling, hvor alle kendte Hasselstrøm og spåede os fiasko, for ”han var ikke til at komme til livs”. En af efterretningsmændene fortalte, hvor han under krigen var kommet ind i Klerkegade 7, Svend Åges forretning, og havde bestilt en sending varer til ”Jøde-Lasse”, som var flygtet til Sverige. Samme Jøde-Lasse menes af politiet at være ”droppet” af Hasselstrøm, da Jøde-Lasse var for fordrukken. Han har tidligere været en af hans ”store” mænd. Kan muligvis kontaktes.

Derefter til Bjerring, (tyveri og smugling). Talt med politikommissæren en time, han løj, blev behandlet studst, og Bjerring nægtede at have hørt om Hasselstrøm som bagmand for hæleri ved smugleri og tyverier.

 

På bevillingskontoret. Den ledende politiassistent meddelte, at stråmænd i restauratør-faget idømtes hårde straffe. Man havde en del sådanne sager, men kendte intet til Hasselstrøms virksomheder. I hasardafdelingen, politikommissær Sandholt, oplyste, at Hasselstrøm for kort tid siden er dømt for en hasardaffære i Hølmers bar. Kunne ikke huske dommen og udtalte, at ”sagen gik meget stille af”. En anden hasardsag er i øjeblikket løbende.

 

Talte i krisepolitiet med den mand, der har behandlet den forsvundne ”Linde-sag”. Sagen drejer sig om salg af ulovligt fældet træ til Værnemagten gennem mellemmænd. Rejstes oprindelig som værnemagersag, men er efter sin forsvinden rekonstrueret og blevet en almindelig overprissag. Fik at vide, at to af Hasselstrøms brødre, (han har i alt 6 eller 7, plus et par søstre), er tjenere i Ingeniør-cafeen.

En fætter bor i Absalonsgade og giver sig også af med sortbørshandel, men menes ikke at være den store kanon.

En forbindelse hos Falck fortæller, at Falck har en police på cigarforretningen i Klerkegade 7, som officielt indehaves af en mand ved navn Nielsen, policen lyder på Svend Åge Hasselstrøms navn og adresse.

Nørgård meddeler:

Oversendte overbetjent Oxvig Social-Demokratens hidtidige artikler og det materiale, han skal bygge videre på. Fik ingen navne udover de i bladet nævnte og Hasselstrøms navn.

Besøgte krisepolitiet og havde en flere timer lang konference med flere fra staben. Talte et par timer med politiassistent Spliid.

Spliid gjorde et meget nervøst, kunstigt livligt, forsorent indtryk. Modtog mig med en blanding af skepsis og nysgerrighed. Jeg spurgte om nyt uden at berøre Hasselstrøm-sagen, men Spliid erklærede straks, at der intet var at gøre, man var snart færdige i afdelingen og skulle da formentlig tilbage til ordenspolitiet.

”Derimod har De sikkert noget nyt om Hasselstrøm?” spurgte han. Jeg benægtede det, og Spliid begyndte nu temmelig plumpt at ville ”pumpe” mig for min eventuelle viden om Hasselstrøm og dennes forbindelser. Pludselig slog han over i en mere fortrolig form og begyndte at fortælle om Hasselstrøms meriter, det meste tidligere refereret. Jeg talte en tid i enrum med Spliid, og han spurgte da, om jeg havde hørt rygter om, at politiet var bestukket, og om at han specielt var det. Jeg lod, som jeg antog det for løst sludder, men spurgte Spliid, da han stadig kredsede om emnet: ”Er det da rigtigt?”

Så lo vi begge, måske lidt anstrengt, men måske er det en fejlvurdering, fordi manden er under stærk mistanke. Han sagde derefter: ”Man siger, jeg får 1000 kr. om måneden. Men det er ikke rigtigt, kan De nok forstå … så dum er jeg sgu ikke … når Hasselstrøm låner penge ud eller hjælper nogen, så er der ingen, der kan bevise noget bagefter….

Men Hasselstrøm er meget godgørende, jeg kender ham godt i embeds medfør, og jeg har set ham give en fattig lus, der sad og rystede i nogle klude, et par hundredekronesedler til nyt tøj. Sådan er han.”

”Det er jo smukt, hvis det var hans egne penge …”

”Ja, hvis han ikke forlangte gentjenester.”

”Gør han det?”

”Vel nok nu og da … han er jo forretningsmand, men han har vist også et hjerte, ellers forstår jeg ham ikke.”

Videre fortalte Spliid, at han ”gerne ville knalde Hasselstrøm”, og det vidste Hasselstrøm også. De mødtes nu og da tilfældigt på gaden. Spliid havde en gang skullet anholde ham for bookmakeri og tog ham også, men da man nåede ind på politigården havde Hasselstrøm ingen fældende papirer på sig. Senere fik man at vide, at de skulle være afleveret til en tjener i god tid inden anholdelsen, men da man fandt tjeneren, så var ethvert bevis for Hasselstrøms skyld væk.

”Man overdriver, sagde Spliid. Pas på, Hasselstrøm er klog, og ikke alt, hvad man hører, skal man tro på.

Spliid fortalte også, at han engang skulle hente Hasselstrøm i folkekøkkenet i Suhmsgade, hvor der også er sortbørsfolk. Spliid anholdt ham, men ved visitationen på politigården havde Hasselstrøm kun et enkelt sukkermærk og 7000 kr. på sig, og det havde han jo lov til. ”Så jeg måtte desværre lade ham gå igen”, sagde Spliid.

Jeg agerede temmelig uvidende og erklærede, at hovedsagen kendte min kollega bedre, men jeg ville naturligvis gerne vide, hvad Spliid vidste om Hasselstrøm.

Spliid lovede mig ”al hjælp og støtte”, men bebudede, at det blev så voldsomt, som vi ventede. Hasselstrøm var en stor og stærk mand, og Spliid ville intet hellere end knalde ham, men beviserne var svære at skaffe, og man skulle gå varsomt. Hasselstrøm havde også gode sider, og han var hjælpsom overfor mange, så vidt han vidste, men hvis jeg ville orientere ham om, hvad nyt jeg fik, skulle han gerne undersøge det og give mig råd, så vidt hans embedspligt tillod!

Jeg takkede for hjælpetilbuddet og havde besluttet at stille Spliid et par spørgsmål ved lejlighed for at konstatere, om han vildleder eller vejleder.

Udenfor på gaden traf jeg Dalgård.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Dalgårds og Nørgårds rapport:

Vi fulgtes til krisepolitiets bygning for at få en samtale med Agdal. Han var ikke til stede. Mødte hans kontordame, der var ret fjendtligt indstillet (sekretæren). Inden vi forlod bygningen dukkede han dog op ifølge med en herre. Han havde ikke tid til at tale nøjere med os, men karakteriserede på vort spørgsmål Nationaltidendes artikel som opstillet i overdrivende form. Virkede selvsikker og noget hånlig, men formelt elskværdig.

Gik derfra til politigården, traf von Magius, lederen af Rejseholdet. Han bekræftede vor teori om, at dobbeltmordet på Frederiksberg næppe havde virkelig politisk baggrund, men at motivet skulle søges i spil eller sortbørsaffærer med tilknytning til Københavns underverden.

Tilbage til bladet, hvor Bach-Sørensen aflagde følgende rapport: Bach oplyste overfor os, at han aftenen i forvejen havde søgt nogle gamle forbindelser indenfor krisepolitiet. De havde fortroligt, under fire øjne, erklæret, at det stod galt til hos krisepolitiet. Af beretningen, der også nøje bekræfter vore hidtidige oplysninger og på visse punkter udbygger dem:

Hasselstrøm driver Flaskekroen, hvor han ofte træffes. Drives ved en stråmand.

For godt et år siden var der en større mærkeaffære i Cafe Linnes, (se arkivet), hvor der, da politiet stormede ind, (Gredsted?) fandtes i tusindvis af mærker på gulvet under bordene. Man opsamlede 125.000 mærker, alle stemplede. De blev afvasket på et pottemagerværksted i Vanløse. Det forlød, at Hasselstrøm havde opkøbt 50.000 (Se aviserne fra dengang med referaterne).

”Den kolde varmemester, en af Hasselstrøms tidligere folk, Viggo Will. J., Vævergade 5, st. (logerer hos kæresten), vist villig til mod et par glas og måske løfte om en skilling, at fortælle et og andet.

Blandt Hasselstrøms bekendte, som nu er gnaven på ham, er også Hans Chr. Agerskou, Dr. Tværgade 40 eller 42, 1. sal. Har en 6-værelseslejlighed, der altid er fyldt med sortbørsvarer. Han er arrig både på politi og på Hasselstrøm og kan muligt pumpes. Dømt for et år siden i sortbørssag. (Se referaterne)

”Fede Ejner” (Ejner Nielsen) skal have haft besøg både af Spliid og Agdal i sit hjem. Nielsen er cigarhandler i Borgergade og stråmand for Hasselstrøm. Agdal og Spliid kom nu og da i tjenestevogn. Spliid kom oftest, som regel om aftenen. Agdal er en stor spillefugl.

”Fede Ejner” havde en pengesag, (Hasselstrøms penge?), på 200.000 kr. Sagen kom andre krisepolitifolk for øren ved en telefonaflytning, kontrolleret af overbetjent Harald Sørensen, Krisepolitiet. Den sag er ikke gået videre, den er ikke afsluttet, men stoppet!

Da nogle af Krisepolitiets folk hørte, at der var noget galt med ”Fede Ejner” senere, besluttede man at undersøge det. Men lederen, Spliid, måtte med. Han mødte med sine folk kl. 5 om morgenen og dundrede på ”Fede Ejners” døre. Ejners søvndrukne stemme lød:

”Hvem der?”

”Det er krisepolitiet, Spliid!”

”Hva´ fan´, er det dig…”

Spliid lod optage en rapport, men fandt intet, og sagen endte i intet.

Føromtalte Agerskou blev, da han i sin tid anholdtes, fremstillet i et lukket grundlovsforhør i dommervagten. Spliid fremstillede ham.

Agerskou erklærede straks, idet han pegede på Spliid:

”Hvis den politimand skal fremstille mig, nægter jeg at udtale mig!

Dommeren: ”Hvorfor?”

Agerskou: ”Jeg skal ikke sige noget til en mand, der er i ledtog med Hasselstrøm.”

Dommeren forlangte nu en undersøgelse, der blev optaget rapport, som tilstilledes Agdal, Spliids overordnede. Derefter henlagdes sagen.

Hasselstrøm har en kontaktmand i Krisepolitiet. Politifolk har oplyst, at det er overbetjent Max Kristensen. Denne mand råder over store pengemidler og bruger langt mere på restauranter og lignende end hans indkomst og formentlige formue kan berettige til. Kammeraterne i krisepolitiet har mistanke til ham. Det vides han kommer sammen med møbelhandler Gade, der også er i ledtog med Hasselstrøm.

Ved en bestemt lejlighed var politiet taget ud til en sortbørsmand, (Agerskou eller Gade), hvor den ene politimand bemærkede en kasse med en del whisky, ubanderoleret, og af et sjældent mærke, der vanskeligt eller yderst sjældent er set herhjemme. Senere tog politimanden med overbetjent Max Kristensen hjem. Her bød man ham en whisky, og til hans forbavselse så man, at flasken ikke alene ikke var banderolleret, men også af nøjagtig samme sjældne mærke, som det der lå hos sortbørsgrossereren.

Det vides med sikkerhed af andre folk i krisepolitiet, at Max Kristensen – beviseligt – har stjålet rapporter fra kollegerne og sat sig i forbindelse med de sigtede. Det er sket i adskillige tilfælde, blandt andet med nogle ”sortbørs-jøder”, (Jøde-Lasse?), og de pågældende sager ”faldt” altid. Hos Agdal var det galt allerede for flere år siden. For 2-3 år siden undersøgte man Hendils forhold. Spliid og Max Kristensen rejste Sverige igennem. Da de kom hjem forsvandt rapporter, så man måtte deponere rapporterne ude i byen.

Restaurant ”Frascatis” bestyrerinde, der er nær ven af krisepolitiet, (ved en fest, hvor Bach-Sørensen i sin tid var med), kørte hun om natten i bil fra festen ud for at hente mere spiritus, har for 3 måneder siden haft en sag til behandling. Den er sporløst forsvundet. Damen bor i Richmondhuset, Vester Farimagsgade. Krisesagen mod hende behandledes af opdagelsesbetjent Ewald Hansen, Spliids afdeling. Rapporterne forsvandt fra ham en dag efter kontortid. Nogle dage efter fandt man dem tilfældigt på Max Kristensens skrivebord.

Ovenpå den historie var Agdal og Spliid nødt til at holde krigsråd. Spliid erklærede da, at Max Kristensen måtte forflyttes, det kunne ikke gå, som det gik. Og man flyttede ham ind i brændselsafdelingen!

Det menes ifølge Bach-Sørensens kilder, at Spliid er blevet afhængig af ”Fede Ejner” efter hans pengeaffære. Dalgårds og Nørgårds teorier går dog længere tilbage.

Det var vist opdagelsesbetjent Kreiborg, der behandlede sagen.

For kort tid siden, en sag af ganske ny dato, købte Hasselstrøm af en dame en bil fra Sverige for 60 eller 68.000 kr. Krisepolitiet fik et praj, og folk fra Spliids afdeling tog derud. Der må være ringet fra politiet, mens de var undervejs, for da politiet kom, forelå et kun en halv time gammelt dokument, hvorefter handlen var gået tilbage, og det hed sig, at Hasselstrøm kun havde kørt en prøvetur med vognen. Sagen endte derfor uden resultat.

 

Resumé:

1. Kortspil Agdal-Spliid hos Fede Ejner, Hasselstrøms ven.

2. Max Kristensens forhold til de forsvundne rapporter, underretning til sigtede, forbin-delsen med Hasselstrøms mand, møbelhandler Gade, hans større pengeforbrug

3. Agdal forflytter ham efter fjernelse af rapporterne for ca. tre måneder siden

 

Walther Hjuler, der har fulgt vor sag i avisen stoppede os på gangen i aften og oplyste, at Bent Juhl, Bureauet har interesseret sig for sagen og har skaffet sig oplyst, at Hasselstrøm ejer Flaskekroen. I hans affærer er også søfyrbødernes gamle formand, Richard Jensen, nu kørelærer og sortbørsmand, impliceret. Noteret som yderligere bekræftelse.

 

Mandag aften tog Dalgård og Nørgård i bil ud til station 5 og hilste på politikommissær Gredsted, der fik forelagt vore nye oplysninger. Han erklærede straks, at de kun var endnu en bestyrkelse af hans egen mistanke til krisepolitiets ledere. Var meget opsat på at få ryddet op, ville selv bidrage ved forelæggelse af en skandaløs behandling af en sag mod en af Hasselstrøms folk (omtalt i rapport 1).

Tilrådede os en snarlig konference med politidirektør Herfelt.

Fortsatte efter en times tid samtale med Gredsted turen til Herfelts privatbolig i Hellerup, hvor vi ankom kl. 21:30 og blev venligt modtaget:

Berettede overfor Herfelt om de sidste oplysninger om krisepolitiet. Han fandt det chokerende, turde ikke afvise dem, men antydede sin vanskelige stilling. Det kunne være sladder, og for at komme til bunds i en undersøgelse måtte han have konkrete beviser for at kunne suspendere Agdal og hans folk og få sat andre ind i undersøgelserne. Lovede at se nærmere på forholdet med Max Kristensen samt Fede Ejners bortkomne pengesag m.v.

Yderligere rapport og muligt artikel parat til onsdagsavisen.

Rapporten afsluttet kl. 3:45 morgen (natten mellem mandag og tirsdag).

 

Dalgård og Nørgård

 

3. Rapport

 

Chefen for Krisepolitiet, politiinspektør Tage Agdal (tv) og afdelingsleder, politiassistent Kaj Spliid (th) er her på en tur til Sverige for at undersøge nogle sager om smugling. Agdal fik kort efter Edderkopsagen var startet, et nyt job som leder af automobilhandlernes brancheorganisation, mens Spliid blev sigtet for korruption, men endte dog med at slippe med en påtale.