Det mærkeligste røveri

Det mærkeligste røveri under besættelsen

- Uddrag af bogen: "Dobbelmordet i Køge Bugt" se HER

I Frederikshavn bor Slagtermester Oskar Ehlert normalt i Danmarksgade 86, men i forsommeren 1945 har han midlertidigt fået forlagt adressen nogle numre nordpå i gaden til arresten i nr. 6. Her sidder han sigtet ulovlig for handel med Værnemagten. Slagtermesteren har tjent mange penge under krigen, og nogle af dem har han brugt i en slags pengeudlånervirksomhed til andre værnemagere. Som mange andre værnemagere er Ehlert stærkt fortørnet over sin arrestation, men også over sin skæbne i almindelighed, og det får ham til at bede fængselsbetjentene om at tilkalde politiet. Han har en historie, han gerne vil fortælle. Motivet er hævn.

Slagtermesteren vil gerne ramme nogle af dem, som han opfatter, er skyld i hans fald. Men han vil også ramme det, de repræsenterer. Han går ganske enkelt efter at få knaldet en række førende frihedskæmpere og få dem afsløret som simple forbrydere. Verden lige efter befrielsen er ikke – efter Ehlerts opfattelse – så sort hvid, som man ellers har indtryk af i den brede offentlighed. Selv tidens helte har ugerninger på samvittigheden, og dem vil Ehlert have frem i lyset. Måske håber slagtermesteren også, at det kan mildne den hårde straf, han har i vente for sit virke som værnemager.


13. juni går slagtermesteren derfor i gang med at fortælle sin usædvanlige historie til en politibetjent fra Kriminalpolitiet i Frederikshavn:

”Jeg er blevet bestjålet for guld-, sølv og tobaksvarer til en værdi af 50.000 kr.”, udtaler Ehlert til den forbløffede betjent. Der er tale om en uhyrlig stor sum – mere end en million kr. i nutidens penge – så der er ingen tvivl om, at betjenten spidser både ørerne og blyanten en gang til og påbegynder arbejdet med afhøringen. Det resulterer i en temmelig omfangsrig rapport, der beretter om luksusliv i krigens sidste år, hemmelige guldhandler, københavnske sortbørshandlere og frihedskæmpere, som har også har en del andre motiver end blot at bekæmpe tyskere. 

Et halvt år før – i februar 1945 – har slagtermester Ehlert været i København på en kombineret forretnings- og fornøjelsestur. Slagtermesteren er udstyret med en særdeles velspækket tegnebog og adskillige store tomme læderkufferter. Han er gennem bekendte blevet advaret om, at man efter krigen vil lave en pengeombytning, og derfor er han ivrig efter at få ombyttet sine mange sedler til mere håndfaste og varige værdier. 

”Jeg hørte, at de gængse pengesedler skulle inddrages og gøres ugyldige”, forklarer han til rapporten.

I København træffer han entreprenør Thomas Simonsen fra Thisted. De to herrer turer nu lidt rundt i byen og nyder det søde liv. ”Ehlert var en lystig karl”, husker entreprenøren senere. ”Der blev ikke sparet på pengene”. Efter Simonsens forklaring er det årsagen til, at de to går så godt sammen. Simonsen påstår, at han slet ikke har noget at gøre med slagtermesterens forretninger. Det er alt sammen blot fornøjelse. Selv sidder Simonsen efter krigen også fængslet for at have arbejdet for tyskerne, og han har i virkeligheden også været i København for at veksle sorte penge om til guld, om end han ikke er meget for at komme ind på den side af sagen overfor politiet. I starten bor de to herrer, samt Simonsens kone på Hotel Nordland, Vesterbrogade, men senere flytter de til Hotel Savoy længere nede af gaden.

En dag i midten af februar har de efterhånden fået ordnet deres forretninger og er ved at forberede sig på at vende hjem til Nordjylland. De har bedt direktør Balle på Savoy om regningen, idet de vil rejse næste dag. Klokken 22 om aftenen sidder de så over en drink og ordner regningen sammen med direktøren, dennes hustru, en servitrice og en tjener. Bortset fra dette selskab er restauranten tom. Pludselig trænger 4 revolver- og maskinpistolbevæbnede mænd ind.

”Hold op med de narrestreger”, udbryder slagtermesteren, for hvem situationens alvor endnu ikke er gået op.

”Det er overhovedet ikke narrestreger”, siger den højeste af de revolverbevæbnede mænd, der virker som anfører for gruppen. Han understeger det med at stikke sit våben i siden på Ehlert og begynder at visitere ham. Det er helt klart slagtermesteren, som gruppen er mest interesseret i. De øvrige i lokalet gennes over i et hjørne, hvor to af mændene fra gruppen bevogter dem. En fjerde revolvermand bliver – efter at man har fundet nøglen til Ehlerts hotelværelse – sendt af sted for at undersøge dette. Et kvarters tid senere kommer manden tilbage igen og henter to af sine kammerater. Sammen forlader de selskabet, mens den sidste revolvermand holder det i skak. Han har fået ordre til at skyde, hvis Ehlert eller nogen af de andre rører sig.

De tre mænd går nu alle op på slagtermesterens værelse, og her giver de sig god tid, for der går tre kvarter, inden de igen kommer ned. De er synligt ophidsede og stormer hen til Ehlert. ”Så stort et svin, havde vi nu alligevel ikke regnet med, at du var”, råber de i truende tonefald og fortæller, at de har fundet store værdier på værelset.



















”Jeg tror, det er bedst, at vi tager Ehlert med på en køretur”, siger den ledende revolvermand. Det er ikke klart for slagtermesteren, hvad det skal betyde, men han fornemmer tydeligt, at stemningen nu er blevet noget mere anstrengt. Det gør hoteldirektør Balle også, og derfor foreslår han, om det ikke er tid til en bid brød: ”Kunne man ikke tænke sig lidt smørrebrød?” Spørger han revolvermændene, som helt klart ikke har specielt travlt i denne politiløse tid og derfor accepterer tilbuddet. Da bordet er blevet dækket går hele selskabet til bords og i gang med maden, hvortil der drikkes øl. Det går der så nogen tid med, og lidt senere giver revolvermændene direktør Balle, hans kone og en tjener lov til at gå hjem. Tilsyneladende er revolvermændene ikke det mindste bange for, at direktøren skulle finde på at kontakte det tyske politi eller det kommunale vagtværn, så et vist forhåndskendskab til direktørens indstilling har de helt sikkert haft. Balle forklarer selv senere til politiet i København, at revolvermændene allerede fra starten havde udtalt, at de kom fra Frihedsbevægelsen. Fru Balle havde været åbenlyst nervøs og var straks begyndt at rive sit ur og sine smykker af. ”Det er der ingen grund til”, indskød en af revolvermændene og tilføjede: ”Balle er kendt som en god mand”. Direktøren skal senere give politiet og eftertiden en forklaring på sammenhængen i dette mærkelige røveri.


Da den improviserede pause i røveriet er slut, beordrer revolvermændene slagtermester Ehlert og resten af selskabet op på værelset. Mens fortæringen af Savoys delikate smørrebrød er foregået, er en vis frk. Sørensen, der også bor på hotellet, kommet ned i restaurationen og har sluttet sig til selskabet. ”Hun er en slags ”offentlig dame” fra Århus”, forklarer slagtermesteren, der er åbenbart er godt kendt med nattelivets muligheder også i den by.

Da man kommer op på Ehlerts værelse beordrer revolvermændene servitricen, til at skaffe nogle flasker spiritus, og så går hele selskabet og revolvermændene ellers i gang med at drikke. Der er nok i flaskerne, alle er tørstige, den ene drink tager den anden, og det bliver sent på natten. ”Den offentlige dame”, frk. Sørensen holder sig heller ikke tilbage. Hun flirter heftigt med revolvermændene og – observerer slagtermesteren – ”er meget ivrig efter at komme i lag med dem”.

Revolvermændene har flere gange i løbet af aftenen kigget i Ehlerts læderkufferter, hvor alle hans indkøbte varer ligger, men helt tilfredse med udbyttet er de åbenbart ikke: ”Hvor er guldpengene?” Vil den høje anfører nu vide. Slagtermesteren bliver meget overrasket. Han har slet ikke fortalt nogen om disse guldpenge og har gemt dem omhyggeligt på værelset. Men selv om røveriet har fået et vist venskabeligt præg efterhånden, så tør Ehlert ikke benægte, og han finder dem frem og udleverer dem. Det drejer sig om 100 stk. østrigske guldmark, som er en svær kaliber, og som repræsenterer en værdi af 19.200 kr. på dette tidspunkt. Guldmønterne går samme vej som de øvrige varer, der er en samling af sølv- og guldsmykker, bestik og etuier. Dertil tusinder af cigarer, cigaretter og øvrige mønter.

”Den eneste person, udover mig, som kender til guldmønterne er en mand ved navn Rudi Nicolai” fortæller slagtermesteren. ”Han solgte mønterne og nogle smykker til mig”. Dermed mere end antyder Ehlert, at der skulle være en forbindelse mellem Nicolai og revolvermændene. Er der faldet et tip af, og har der været en aftale mellem revolvermændene og Nicolai? Det er spørgsmål, som både Ehlert og politiet nu stiller sig.

Klokken tre om natten er slagtermester Ehlert og entreprenør Simonsen, der også er blevet berøvet genstande til en værdi af 20.000 kr., efterhånden en hel del udmattede og beder revolvermændene om tilladelse til at gå i seng. ”Det er helt i orden, sov I bare”, lyder det fra de spiritus- og guldberusede røvere.



















Megen søvn bliver det nu ikke til for de to uheldige provinsværnemagere, for allerede klokken seks vækkes de af en stigende larm fra røverne. Ehlert ser nu, at to af de oprindelige røvere er gået, men at der er kommet tre nye til, så der i alt er 5 personer med våben til stede. De sidst ankomne er ganske unge mennesker på 20 år, mens de oprindelige revolvermænd er noget ældre – omkring 28-35 år. Sultne er de i hvert fald, og der bliver nu fremskaffet morgenbrød og kaffe. I nattens løb er alle Ehlerts guld- og tobaksvarer blevet fjernet, så der er kun et enkelt udestående tilbage i dette røveri, som utvivlsomt kan komme ind på en topplacering, når det gælder varighed.

I slagtermesterens tegnebog har røverne fundet en check på 5.800 kr. Den vil de have Ehlert til at underskrive, så de kan hæve pengene i banken. Men Ehlert må have genvundet lidt mod efter at have sovet, for han vægrer sig. ”Jeg skal afregne for mit hotelophold, og desuden skylder jeg en mand 1000 kr., som jeg skal betale i dag”, forklarer han. Revolvermændene er – trods deres bryske optræden og truende adfærd – i øvrigt er pæne og dannede mennesker fra København, og de forbarmer sig og foreslår et kompromis. ”De kan beholde halvdelen af pengene”. Det må Ehlert gå med til, og han skriver på bagsiden af checken. På det tidspunkt er banken åbnet, og en af røverne styrter straks af sted og kommer kort efter tilbage og giver ¬– ganske som lovet – Ehlert halvdelen af pengene fra den hævede check.

Her først på formiddagen bryder røverne endelig op, men inden de går, fortæller de, at de er frihedskæmpere, og at tobakken og nogle af de andre varer skal komme fangerne i Frøslev til gode. Et udsagn, som næppe har trøstet Ehlert særligt meget, og hvis sandhedsværdi han sikkert også mere end har tvivlet på. Inden røverne tager afsked giver de Ehlert en advarsel vedrørende røveriet: ”De skal ikke anmelde det. For så kan vi ikke garantere for hvad, der sker, og i øvrigt bliver De skygget”.

Men efter krigen, i arresten i Frederikshavn fortæller slagtermesteren alligevel sin historie til politibetjent Due, der kan slutte sin fyldige og detaljerede rapport og sende en kopi til Københavns politi til ”videre foranstaltning på gerningsstedet.”


I København afhører politifolk derefter Peter Balle, direktør på Hotel Savoy. Han bekræfter i det store hele slagtermesterens forklaring om hændelsesforløbet. Men direktøren kan også bringe politiet et stort skridt i nærheden af sagens opklaring. Revolvermændene og frihedskæmperne har nemlig været på Savoy før ¬– endda mange gange! Så allerede under røveriet har Peter Balle genkendt mindst to af dem. Det drejer sig om Svend Geisler, og om en anden person kaldet ”Bamse”, hvis borgerlige navn er Ingolf Asbjørn Lyhne. Telefonnumre og adresser har Balle endog også. Så det er lige til for politiet at gå videre med afhøringerne.

Svend Geisler, som er en ganske høj mand, benægter ikke overfor politiet, at han og flere andre har været til stede på Hotel Savoy den pågældende dag. Heller ikke at han og de andre bevæbnede mænd skulle have fjernet en del varer, dog slet ikke i et omfang som slagtermesteren hævder. Men dels var man kommet til hotellet for at spille kort med Ehlers, der havde en hemmelig spillebule, og dels havde Ehlers fortalt, at varerne var indkøbt til Værnemagten, og at han endda skulle have skrevet under på det. Så alt i alt har der efter Geislers opfattelsen sådan set ikke været tale om noget egentligt røveri, men snarere om en slags ekspropriering til fordel for frihedsbevægelsen eventuelt kombineret med en spillegevinst. 

I Frederikshavn sukker slagtermesteren. Han spiller aldrig kort og slet ikke om kontanter. Varerne er købt for midler, han har tjent ved handel med tyskerne, det benægter han ikke, men de var helt klart beregnet til ham selv.

Sagen er nu stort set opklaret af politiet. Man mangler blot en lille detalje. Hvor kom guldmønterne fra? Det kan sortbørsmanden Rudolf Nicolai fortælle. Han er blevet opfordret af Ehlers – som han i øvrigt har kendt i ti år og har lavet andre forretninger med – om at fremskaffe et større parti guldmønter. Dem organiserer Nicolai gennem en vis ingeniør Poul Meyer, der netop har en samling liggende i kommission for en pris af 18.000 kr.

Partiet bliver nu afhændet til slagtermesteren for 19.200 kr., og Nicolai og Meyer deler fortjenesten lige over med 600 kr. til hver. ”Ulovligt? Overhovedet ikke”, forsikrer Nicolai politiet. ”Handlen var helt legal. Mønterne var ikke gangbar valuta. De blev helt enkelt solgt som antikviteter”.

Dernæst sker der ikke mere i sagen. Slagtermester Ehlert får aldrig sit guld, sine mønter og tobaksvarer igen. Heller ingen erstatning, oprejsning, hævn eller nogen form for formildelse i sin straf for værnemageri. Eneste trøst kan være, at han efterlader sig en interessant historie om besættelsestidens sidste dage, hvor værnemagerpenge blev omhandlet til guld og luksusvarer i stor stil med henblik på at sikre sig til efterkrigstiden, og hvor frihedskæmpere optrådte i rollen som belevne, men dog almindelige røvere. Og en historie, hvor politiet har en fuldstændig oplagt sag, med klarlagt hændelsesforløb, deltaljerede og samstemmende vidneudsagn og endda en delvis tilståelse fra en af gerningsmændene, men hvor der ingen form for tiltale bliver rejst. I sommeren og efteråret 1945 er det tilstrækkelig retfærdiggørelse, at Geisler kan hævde, at røveriet sker i Frihedsbevægelsens navn.


Spørgsmålet står blot tilbage, om Svend Geisler, Lyhne og de andre frihedskæmpere havde fået et tip fra Rudolf Nicolai, sådan som oplysningerne fra slagtermester Ehlert antyder. Der kan desværre ikke gives noget klart svar. Ud fra hvad der foreligger om Nicolais personlighed og hans relativt store had til modstandsbevægelsen, der truer ham på livet, forekommer det usandsynligt, at han skulle forråde sin gode ven Ehlers, som han i øvrigt også besøger efter krigen. Men det kan selvfølgelig slet ikke udelukkes, at Nicolai, der har svært ved at lade være med at prale af sine gode forretninger, ved en lejlighed er kommet til at tale over sig, og at disse oplysninger er cirkuleret rundt i det københavnske værtshus miljø, hvor der forekommer mange kontakter mellem sortbørsfolk og anløbne frihedskæmpere, og at det på den måde er kommet til Geisler og Lyhnes kendskab.


Flere år efter – i foråret 1948 – kommer der en krølle på sagen om frihedskæmperne, der havde bijob som røvere. En dag sidder Nicolai sammen med sin kæreste på Savoy Hotel. De får sig en drink, og stemningen er afslappet, indtil Nicolai pludselig får øje på en mand i den anden ende af baren, hvor de sidder. Nicolai peger diskret og hvisker til kæresten: ”Der sidder det eneste menneske, jeg er bange for. Han knalder mig ned en dag!” 

”Det er Geisler, ham der likviderede Jane Horney”, fortæller Nicolai, mens de hurtigt tager de deres tøj og forlader baren. Geisler havde set dem, husker kæresten senere, men han gjorde ikke noget eller fulgte efter dem.

Senere fortæller Nicolai, at Geisler og andre frihedskæmpere flere gange har forsøgt at skyde ham under besættelsen. En gang var han kommet ind på en restaurant på Kongens Nytorv, hvor Geisler og et par frihedskæmpere også var til stede, men at det var lykkes Nicolai at komme ud af restauranten og i sikkerhed hos 3 mænd, som han altid havde hos sig som livvagter.

Senere lykkes det dog Geisler og hans gruppe at opspore Nicolai på Hotel Nordland, men på det tidspunkt har de en større interesse i Nicolais penge end i hans liv. Gruppen presser penge af Nicolai. Snarrådigt foregiver han dog, at alle hans midler er i hotellets boks i stueetagen, og det lykkes ham her at få alarmeret sine tyske forbindelser i Shellhuset, som straks sender en talstærk styrke til Nordland, hvorefter Geislers gruppe skyndsomst må flygte.

Til sidst får gruppen dog fat i Nicolai. Han passes op på Hotel Savoy, og her må han ligesom slagtermesteren slippe en større sum penge.

Fra Geislers side er der ikke nogen ”hard feelings”. Efter krigen ringer han frisk til Nicolai og inviterer på en drink. Nicolai er stærkt bekymret, men indvilger alligevel i at mødes på Wivex, en restaurant der lå i Tivolis facadebygning ved Vesterbrogade, og hvor der altid var mange mennesker. Om det var en ny forretning, Geisler ville foreslå, eller bare ville genopfriske gamle minder, vides ikke, men efter alt at dømme slutter deres forhold her. De gør derimod forbindelsen til Geislers kompagnon Lyhne også kaldet Bamse og ”Revolver John” dog ikke. Med ham vil Nicolai senere lave adskillige ”smarte” forretninger.


Ingolf Lyhne, der går under navnet Bamse, er en af hovedmændene bag røveriet, hvor slagtermester Ehlert får frarøvet en stor del af sin formue.

Svend Geisler er hovedmanden bag det mærkelige røveri mod slagtermesteren fra Frederikshavn, der mister sine guldmønter og sine kontakter. Hvor Geisler har sin viden om slagtermesteres mange penge forbliver et mysterium.