Lindes hemmeligheder

Møbelhandler Linde afslører sine hemmeligheder


Da Johannes Linde har modtaget sin dom på 6 års fængsel og har påbegyndt afsoningen i fængslet, er han meget nedtrykt og vil gøre næsten alt for at få bedre forhold i cellen og eventuelt forkortet sin straf. Selv om møbelhandleren flere gange har været indsat og er kendt med forholdene, så bliver han stærkt påvirket af indespærringen og tiltagende deprimeret.

I sommeren 1951 byder der sig en lejlighed, som Linde beslutter sig for at gribe. I forbindelse med krisebetjenten Johannes Hansens arrestation på anklager om bestikkelse og korruption i den helt store stil, er Møbelhandler Linde også blevet afhørt. Politiets efterforskere vil gerne vide, hvordan det gik til at en sagsmappe med rapporter om Lindes værnemagersager forsvandt på mystisk vis fra Krisepolitiets lokaler. Man vil også gerne høre om Lindes bestikkelse af forskellige politifolk, samt en del andre forhold. Men indtil dette tidspunkt har Linde hver gang, han er blevet afhørt, påstået at alle andre implicerede lyver og opdigter historier. Eller hvis det står klart, at politiet har solide informationer på hånden, så gribes Linde af akut og omfattende hukommelsessvigt.

Politiadvokat Skander-Madsen er efterhånden ved at miste den sidste rest af tålmodighed overfor Linde, og en dag i juni 1951 indkalder han Linde til en sidste afhøring for at få en ende på sagen. I sin rapport skriver han:

”Da Linde under en række tidligere samtaler her i Kammeret i de foregående tre-fire uger, hvor jeg havde tilkendegivet ham, at jeg ønskede en forklaring fra hans side i en række forhold i Johs. Hansen sagen, uden at have erklæret sig villig til at forklare,













bestandig veg udenom de konkrete forhold og i stedet havde hengivet sig til en række forblommede antydninger af, at han godt kunne tænke sig at give forklaring om ”de ting, han vidste, vi gerne ville høre, hvis han kunne få en eller anden fordel”, meddelte jeg i dag Linde, at vi måtte have en ende på disse samtaler, og at han, såfremt han havde oplysninger at give, kunne komme med dem nu og tillige fremsætte de ønsker, han måtte have, idet jeg selvsagt var villig til at videregive dem til de kompetente myndigheder.”


Fortæl om de forskellige bestikkelsesaffærer

Den tygger Linde lidt på, mens han væver lidt frem og tilbage om, at han måske har nogle oplysninger han eventuelt ville kunne fremkomme med, hvis man udspurgte ham på den rigtige måde.

”Jeg ønsker ikke at være med til den slags gætterier”, vrisser politiadvokaten. ”De ved udmærket godt, hvad vi vil vide. Fortæl om de forskellige bestikkelsesaffærer”.

Det vil Linde muligvis gerne gøre, men først vil han slå en handel af. Linde vil gerne have forbedrede forhold i sin celle, og så vil han benådes, ligesom det er sket med Fede Ejnar, der blot har afsonet en mindre del af sin fireårige straf.  Linde mener, det må være en smal sag, når man tager i betragtning, at han blandt andet vil afsløre forskellige korrupte politifolk og en forretningsmand, som i givet fald vil komme til at betale et meget stort beløb til statskassen.

Politiadvokat Skander-Madsen fortæller Linde, at han naturligvis ikke kan garantere noget, men at han vil fremlægge ønsket om benådning for justitsministeren. ”Men så må vi også have nogle konkrete oplysninger på bordet, Linde”, slår politiadvokaten fast, idet han dog lover, at disse oplysninger ikke vil blive benyttet, såfremt ministeriet ikke kan give møbelhandleren en benådning.

På den baggrund begynder Linde for første gang at åbne lidt op for sin viden. Indledningsvis fortæller han om en politimand, der har hjulpet Linde i forbindelse med en anholdelse nogle år før. Politimanden bliver bestukket med 200 kr. Det synes politimanden dog er en hel del i underkanten, og han klager sin nød til Svend Åge Hasselstrøm, der på sin sædvanlige bramfrie facon efterfølgende fortæller Linde, at han har været for fedtet, og at den slags ikke kan betale sig. Derefter stikker Linde politimanden yderligere 100 kr.


Et fingeret indbrud

Den samme politimand lover, at hjælpe Linde med et fingeret indbrud i hans pengeskab, idet han forklarer, at han sagtens kan skaffe den rigtige mand til den slags. Men indbruddet finder angiveligt aldrig sted. Selv om det vides, at både Linde og Hasselstrøm arrangerede adskillige fingerede indbrud i deres respektive forretninger og dernæst fik udbetalt overordentlig store summer fra forsikringsselskaberne.

Linde fortæller også om en forretningsmand, der har bestukket politifolk og bedrevet smugleri under politibeskyttelse. Endelig fortæller han om, hvordan han har bestukket en højtstående politimand. Linde slutter af med denne bemærkning:

”Hvis I ikke kan nøjes med dette, så vil jeg slet ikke have nogen benådning. Men hvis jeg bliver behandlet fair, så skal jeg give dig (politiadvokat Skander-Madsen) nogle forhold, som vil få den samlede politiledelse til at sætte sig på enden.”



















Skander-Madsen erklærer at han er indstillet på en aftale med Johannes Linde og fortæller, at han går videre med sagen til justitsministeriet, samtidig med at pressen ikke får kendskab til Lindes oplysninger og den foreslåede handel.


Imidlertid skal det dog gå helt anderledes, end både Linde og politiadvokaten regner med. For den øverste ledelse i politiet er på ingen måde til sinds at holde løfterne overfor Linde. Det vides ikke præcist hvem i det øverste ledelseslag i politiet, som behandler den foreslåede handel med Linde, men det står fast, at politiadvokat Skander-Madsen ikke får nogen som helst grønt lys til at fortsætte afhøringen af Linde under nye betingelser. Nogen begrundelse for afslaget på aftalen med Linde kendes heller ikke.

Der foreligger mange andre tilfælde, hvor politiet har handlet med sigtede og dømte kriminelle, der mod visse gentjenester har afsløret mere af deres viden, end de ellers ville have gjort.



Beskænkede fremtrædende politifolk

Dem, der har hang til konspirationsteorier, vil måske stille spørgsmålet: Var der viden som ledere i politiet ikke ønskede, skulle komme frem? Helt utænkeligt er det ikke, at en eller flere højtstående politifolk inderligt ønskede sagen med Linde dybt begravet. Det var jo kendt, at Linde havde været vært for og dygtigt havde beskænket en hel stribe fremtrædende politifolk. Heriblandt en politikommissær, en politiinspektør og selve den berømte leder af Rejseholdet Otto Himmelstrup. Måske havde han endog plejet omgang med en politidirektør, gået på jagt med departementschef og delt sommerhus med en rigsadvokat. Er det ikke tænkeligt, at nogle af disse politifolk i beruselse under nogle af de mange drikkegilder har fyret et par saftige og kompromitterende historier af om deres kolleger og chefer? Historier som Linde i så fald ville have suget til sig og gemt på en fremtrædende hukommelseshylde.

Det er slet ikke så usandsynligt, som man måske først skulle antage. Fra arkiverne i den store Edderkopsag, kendes der i hvert fald mindst et tilfælde fra samme tid, hvor landets næsthøjeste politichef greb ind og stoppede en sag, hvor der ellers var en række meget inkriminerende forhold mod en bestemt person, som dog havde en fremtrædende post i samfundet, og som besad en meget stor viden om en række tvivlsomme forhold hos ligeledes fremtrædende borgere. (Den sag vil senere blive beskrevet udførligt her på Websitet).


Nogen tid efter at politiadvokat Skander-Madsen har lovet Linde, at hans oplysninger kun vil blive brugt, hvis han bliver belønnet med bedre forhold i cellen eller med en afkortelse af straffen, træder politiadvokat Dorn-Jensen ind i sagen og han er et trin højere i hierarkiet end Skader-Madsen. Dorn-Jensen meddeler kort og kontant møbelhandler Linde, at ”Deres oplysninger bliver behandlet på sædvanlig vis og de afgivne løfter vil ikke kunne respekteres”.   


Hvilket alt i alt fører til, at Linde igen klapper i som en østers, idet han måske tænker, at det ikke havde været så smart at komme med trusler om at involvere ”den samlede politiledelse”, idet nogle af dem eventuelt kunne frygte at blive afsløret.




































Møbelhandler Linde var ikke nem at afhøre for politiet. Enten løj han så vandet drev eller også tav han. Her er han fotograferet i 1932, nogle år inden Edderkopsagen.

Her er Linde fotogaferet i 1948, tydeligt ældet, men bestemt ikke mere meddelsom overfor politiet.