varulve og sortbørsfolk

 

Arbejdede varulve og sortbørshandlere sammen?


Der er kommet fokus på varulvebevægelsen i den senere tid. Nye dokumenter er kommet frem i lyset, og der bliver hele tiden føjet nye facetter til i historien om den gruppe af fanatiske nazister, der ønskede at fortsætte krigen, og som så det som et af deres vigtigste mål at bekæmpe kommunisterne og Sovjet gennem en planlagt guerilla-aktivitet.

Det kan virke absurd i dag, at der rent faktisk var mennesker, der mente, at man ville kunne genoplive nazismen i Europa. Men tankegangen hos disse folk, var at man var overbevist om, at kommunismen snart ville ”afsløre sit sande ansigt”, og at folk derefter ville være mere modtagelige for propagandaen om det Tredje Rige.

I Danmark blev arbejdet koordineret af ledende folk i HIPO, og i krigens sidste tid er man travlt beskæftiget med at uddanne folk til sabotage, kommunikation og til at operere blandt fjendens linjer. En vigtig opgave er også at etablere våbenlagre, som kan aktiveres når den rette tid er inde. Det kræver penge, mange penge, og dem skaffer man på forskellig vis – både legalt via den tyske kommandovej, men også ved helt almindelige røverier. Dertil kommer at man skal bruge huse, skjulesteder, transportmidler, biler skibe og let omsættelige værdifaste aktiver som guld, pund, dollars og ædelstene.

Spørgsmålet er om de fanatiske nazister, søger hjælp og alliancepartnere hos folk i sortbørsmiljøet, der virkelig har forstand på flere af disse ting?

Efter krigen i maj 1948 ankommer der et brev til politikommissær Andst, skrevet af en mand ved navn William Petersen, som fortæller, at han har kendt den i Køge Bugt myrdede sortbørsmand, Rudolf Nicolai igennem 10 år, og at han har oplysninger, der måske kan interessere politiet.

William Petersen har adresse i Kærshovedgård Statsfængsel ved Ikast i Jylland. Her afventer han fuldbyrdelsen af en dødsdom, han har fået for at have været med i Schalburgkorpset og gjort tjeneste som stabsvagtmester og adjudant for Hipochefen Erik V. Petersen i ET, Efterretningstjenesten. Men mest belastende for William Petersen er hans virke i Lorenzengruppen, med hvilken han har deltaget i en række anholdelser, mishandlinger og i sprængninger af forretninger og restauranter i København, som gengældelser for modstandsfolkenes sabotageaktioner. Det tungeste punkt i anklageskriftet er hans medvirken i mordet på et medlem af Schalburgkorpset, som var mistænkt for at sælge oplysninger til modstandsbevægelsen.


















William Petersen har startet sin karriere i tyskernes tjeneste ved først at arbejde i Tyskland fra 1940-42, hvorefter han er blevet ansat som regnskabsfører på den tyske flyveplads i Aalborg. Det er øjensynligt her han først kommer i kontakt med Nicolai, der på dette tidspunkt, driver vognmandsforretning for Værnemagten, sælger stoffer til tyskerne og varer til kantiner på de jyske flyvepladser.

Senere kommer de begge til København. Petersen som medlem af det tysk oprettede og kontrollerede hjælpepoliti, kaldet Hipokorpset og Nicolai som sortbørshandler og værnemager i stor stil.

I foråret 1945 står det klart for alle, at Tyskland vil tabe krigen, og mange af de tyske militær- og politifolk og de danske håndlangere begynder at forberede sig på efterkrigstiden. Nogle søger at omsætte penge til guld, for bedre at kunne klare sig. Dem hjælper Nicolai som mellemhandler gerne, idet han sikrer sig gode provisioner.

Andre igen forbereder sig på at fortsætte kampen efter krigen mod både de allierede magter og her først og fremmest de frygtede kommunister. En af dem, der står i spidsen for dette arbejde, er Hipochef Erik V. Petersen, hos hvem William er blevet nær medarbejder.

I marts 1945 sender Hipochefen William af sted til Tyskland, som leder af et hold Hipo-folk, der skal deltage i et 4 ugers kursus i radiobetjening og kodedechifrering. Formålet med uddannelsen er, at Hipofolkene skal kunne samarbejde med tyskerne i en kamp mod russerne, hvis det kommer til en invasion af Danmark fra øst. De skal fra positioner bag linjerne kunne sende oplysninger til tyskerne og foretage sabotagehandlinger.

William er således dybt involveret i arbejdet med at fortsætte krigen på nye betingelser. Han ved også, at Hipochefen råder over betydelige midler til brug for de nye tider, og i den forbindelse kommer han til at tænke på Nicolai. Måske kan denne mand bruges til vore formål, tænker William. I brevet til politikommissær Andst fortæller han:

”Vi stod dengang og havde brug for en forretningsmand, der kunne foretage et indkøb i Sverige samt stå som ejer af 2 fiskekuttere. Nicolai var ideel til dette formål, fordi han ikke var politisk interesseret og – troede jeg dengang – heller ikke kendt af Frihedsbevægelsen. Han var, efter min mening, kun ude efter penge og således den rette mand for os”.

William Petersen har set ganske rigtigt. Bortset fra at Nicolai var overordentligt kendt af modstandsbevægelsen, der havde et fyldigt kartotekskort med hans meritter, og at han var efterstræbt og blev udsat for flere attentatforsøg, var Nicolai ganske rigtig ret så ligeglad med de politiske forhold på denne tid, bare der var penge at tjene.

Da William Petersen fremlægger sit forslag til Hipochefen, bliver denne ganske interesseret. Meningen er, at Nicolai skal købe en fabrik i Sverige, der skal fungere som base for Hipo-folkene efter kapitulationen og dels være en slags pengeanbringelse. Erik V. Petersen har allerede fået et betydeligt forskud af tyskerne til disse formål.

Der er ingen tvivl om, at William Petersen gerne vil gøre politiet tjenester, som eventuelt kan gavne ham i forbindelse med en benådningssag, der kører på dette tidspunkt. Om det har hjulpet William Petersen vides ikke, men i alle tilfælde bliver hans dødsdom senere ændret til livsvarigt fængsel.

At han er ærlig er politiets psykiater, overlæge Max Schmidt imidlertid overbevist om. Han skriver i en mentalerklæring:

”Ved samtalerne var observanden imødekommende og venlig, let at tale med og fortalte åbent om sine lovovertrædelser.. Han forekom i det hel taget ganske troværdig, ligesom han ikke forsøgte at stille sig selv i noget særligt gunstigt lys.”


Efter at have skrevet brevet bliver William hentet til København for at blive afhørt af politiet, men han kan desværre ikke fortælle mere om hvorvidt planerne rent faktisk kommer til udførelse, og om Nicolai får nogle penge til de påtænkte indkøb. Det står dog fast, at Nicolai havde flere svenske forretningsbekendtskaber, at han rejste til Sverige i efteråret 1946, og at han fungerede som mellemmand ved skibshandler. En af Nicolais gode bekendte er endvidere direktør Erik B. fra Malmø, som på det tidspunkt er medlem af en stor svensk national-socialistisk organisation.


Hipochefen Erik V. Petersen nåede aldrig at fortælle historien om dette spændende kapitel i besættelsestidens historie eller at afsløre nogen af de hemmelige tyske forberedelser til efterkrigstiden. Han tog sine hemmeligheder med sig i graven efter at være blevet likvideret af en gruppe fra Holger Danske i sit hjem kort før befrielsen.


Efter krigen bliver Rudolf Nicolai fanget af folk fra modstandsbevægelsen. Det er medlemmer af Korps Ågesen, der pågriber Nicolai, i øvrigt i selskab med tandlæge Alf Emmik, der nogle dage tidligere har specialiseret sig i ulovlig guldhandel med den tyske værnemagt og folk i sikkerhedspolitiet. Emmik har netop likvideret sin og Rudolf Nicolais gode samarbejdspartner, guldhandler Paul Meyer, som Emmik har frygtet ville afsløre ham overfor modstandsbevægelsen.

Nicolai bliver efter afhøring indsat i et midlertidigt fængsel, der er indrettet på Sundholmen, på Amager. Her træffer han flere af sine gamle venner. Den mest interessante i denne sammenhæng er den tidligere SS- og Frikorpsmand Max Petersen, som afventer dom for sin tyske krigstjeneste. Max Petersen er blevet såret ved fronten og har i krigens sidste tid været chauffør for tyskerne i Danmark.  Efter at de begge er blevet løsladt, ansætter Rudolf Nicolai SS-manden som sekretær.


















Det er ikke meget tvivl om, at Max Petersen bibeholder sin urokkelige nazistiske tro, og når hans tjenester ikke er påkrævet af Nicolai, så hjælper Max Petersen nazistiske kredse i Danmark med at smugle tyske officerer og andre dignitarer gennem Danmark til Sverige. Han kan også skaffe danskere til Sydamerika via forbindelser i Sverige. Desuden er han en af de personer, der forvalter hemmelige nazistiske penge og blandt andet sørger for veksling til udenlandsk valuta ved hjælp af svenske nazistisk indstillede forretningsfolk og forbindelser til den stærke svenske nazistiske bevægelse.  Sammen med Nicolai tilser Max Petersen også forskellige nedgravede våbenlagre i Nordsjælland.

Nogle af de forbindelser, som Max og Nicolai har etableret under besættelsen, bliver senere hen brugt, da man vil indkøbe våben i stor stil til israelerne i 1948. Det kan man læse mere om i bogen: Dobbeltmordet i Køge Bugt


SE YDERLIGERE OMTALE AF BOGEN HER.









































 



















 


















Erik V. Petersen var leder af HIPO-korpset og tillige chef for organiseringen af varulvenes aktiviteter i Danmark. Han blev likvideret af modstandsbevægelsen

Max Petersen, SS- og Frikorpsmand arbejder sammen med Rudolf Nicolai. De tilser blandt andet våbenlagre.