Var Hasselstrøm voldelig

Var Hasselstrøm voldelig?


Svend Åge Hasselstrøm yndede selv at betegne sig som en sympatisk forbryder. Han erkendte, at han havde begået nogle ulovligheder, men de var vel nærmest i den lette ende, forklarede han. I de mange politirapporter skinner det endvidere igennem, at mange kriminalbetjente også opfattede Hasselstrøm som en charmerende gavtyv, også selv om de ikke lige skulle være på Hasselstrøms bestikkelsesliste. Ved den afsluttende procedure i Edderkopsagen i landsretten i januar 1951 sagde statsadvokaten: ”Jeg skal bemærke, at Hasselstrøm var ganske vellidt i sin kreds. Han var uden tvivl morsom og blev anset for at være pålidelig og loyal”.


Selv gør Hasselstrøm også alt for at opretholde dette billede og for at forklejne sine kriminelle meritter. I et tv-program, der bliver lavet næsten 20 år efter den store Edderkopsags afslutning siger han til tv-tilrettelæggeren, Poul Martinsen: ”Jeg blev dømt, fordi jeg havde købt lidt tyvekoster og nogen rationeringsmærker. Jeg vil gerne have lov til i den forbindelse og bede dem om at skæve mit generalieblad igennem, at jeg aldrig nogensinde har lavet noget, der er ondt”. Men han indrømmer dog alligevel, at han har: ”Rendt og lavet lidt gavtyvestreger, og det er jo egentlig gået meget godt”.


Hasselstrøm har selvfølgelig godt vidst, at tv-journalisten ikke havde mulighed for at se Hasselstrøms generalieblad eller straffeattest. Det har vi dog i dag, hvor der er kommet mere åbenhed i arkiverne (se Hasselstrøms straffeattest for neden). Samtidig er der kommet en del vidneudsagn frem fra folk, som af frygt for repressalier fra Edderkoppen ikke turde stå åbent frem og fortælle, hvad de havde oplevet. Tilsammen tegner der sig et noget mere nuanceret billede af en sortbørsmand, som i virkeligheden slet ikke var bange for selv at bruge næverne eller direkte sætte andre til det mere beskidte arbejde med at true, afstraffe eller gennembanke folk, der enten skyldte Edderkoppen penge, som man frygtede ville sladre til politiet, eller som på den ene eller anden måde havde snydt Hasselstrøm.

Af Svend Åge Hasselstrøm straffeattest frem går det, at han fra 1928 til 1953 modtager 16 domme og straffes med ialt14 år og 2 måneders fængsel. Reelt afsoner han i kraft af prøveløsladelser noget mindre, omkring 11-12 år. Så gavtyvestreger er vel næppe en dækkende betegnelser for de kriminelle forhold, som denne meget hårdt straffede mand har begået.


For det meste dømmes Hasselstrøm for rufferi, tyveri, groft hæleri og forskellige overtrædelser af kriselovene. Men han starter faktisk sin karriere med at få et par domme for vold efter både den ”milde” voldsparagraf 244 og den ”hårde” paragraf i Straffelovens § 245, der på det tidspunkt lyder: ”Den, som udøver et legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter eller gør sig skyldig i mishandling, straffes med fængsel indtil 4 år. Har et sådant legemsangreb haft betydelig skade på legeme eller helbred til følge, skal dette betragtes som en særlig skærpende omstændighed.” Dommeren takserer Hasselstrøms brøde til 2 års fængsel. Der har således været tale om vold i den hårde ende af skalaen.


I Edderkopsagen findes der kun ganske få beretninger til politiet om Hasselstrøms voldelige gerninger. Flere vidner lader skinne igennem, at de ved mere, end de fortæller og kommer med begrundelser som: ”Jeg ved jo, at Svend Åge kommer ud igen på et tidspunkt”, idet man så forstår, at Hasselstrøm kunne finde på at hævne sig på sladrehanken. I det kriminelle miljø var det endvidere velkendt, at adskillige betjente lækkede oplysninger fra afhøringer og fra rapporter, som de læste hos deres kolleger, så også af den grund har mange frygtet afsløring og repressalier.

Der er dog et par episoder, som tegner et andet billede af Svend Åge Hasselstrøm. Den første finder sted i arresten i Terndrup, der ligger syd for Ålborg. Vi er midt under krigen i 1943 og Hasselstrøm og hans medarbejdere udnytter varemanglen og rationeringen til det yderste. Hasselstrøm har etableret gode forbindelseslinjer mellem København og Ålborg. Han fragter bl.a. rationeringsmærker og cigaretter til den nordjyske by, hvor der er mange købestærke håndværkere og arbejdere, der tjener gode penge ved at arbejde på de store tyske befæstningsanlæg og lufthaven og som er villige til at betale de kraftige overpriser for cigaretter, spiritus og andre nydelsesmidler.


Men der er et svagt led i kæden, og Hasselstrøm bliver arresteret og tiltalt ved byretten i Ålborg, hvor han for blandt andet at have overtrådt prisloven og taget alt for høje priser får en dom på 4 måneders fængsel og en klækkelig bøde. Dommen skal afsones i Terndrup, der på dette tidspunkt har en arrest, der benyttes til folk med kortere domme. I fængslet smider Hasselstrøm nogle rundhåndede bestikkelser til fængselsbetjentene, således at han kan få lidt mere bekvemmelige forhold i fængslet, som for eksempel tilladelse til at ryge i cellen, bedre forplejning og lignende. Meget tænkeligt bliver der også smuglet et par flasker spiritus ind til den mageligt anlagte sortbørsmand. På et tidspunkt lykkes det også Haselstrøm at blive den såkaldte gangmand. Den er den fange, som går rundt til de andre celler og deler mad og drikke ud. Det giver frihed til at bevæge sig, til at opretholde eller knytte nye forretningsforbindelser og til at få lidt adspredelse i det daglige fængselsliv. 


En dag kommer Hasselstrøm ind til en fange, med en kande mælk. Hasselstrøm ryster noget på hånden og en del af mælken spildes ud over gulvet i cellen. Fangen bebrejder Hasselstrøm for hans sjusk, men i stedet for at give en undskyldning langer sortbørsmanden et ordentligt kæbestød ud til fangen, der prompte går i gulvet. Hurtigt følger Hasselstrøm op med flere slag og kraftige spark mod den værgeløse fange. En fængselsbetjent betragter overfaldet, men griber på ingen måde ind.


Fangen bliver hårdt medtaget, men han anmelder aldrig nogensinde overfaldet. Han er ganske enkelt bange for yderligere tæsk, men et par år senere taler han i anden anledning med politiet, og her kommer historien frem, idet han dog betinger sig anonymitet og forsikring om, at sagen ikke kommer til Hasselstrøms kendskab.

Om aftenen, hvor Hasselstrøm er blevet dømt i byretten i Ålborg, går han sammen med sin advokat, Niels W. ud i byen for at slappe af over nogle genstande.  De to herrer bliver efterhånden noget beduggede og højtrøstede. Hasselstrøm fortæller selv til politiet om den efterfølgende episode: ”Under samtalen sagde sagføreren flere gange, at han egentlig havde fået for lidt i salær. Det irriterede mig efterhånden, for det nærrige svin kunne aldrig få nok, men han blev ved, og da vi senere stod på gaden uden for Hotel Fønix i Ålborg, sagde jeg til ham i min løftede stemning, at jeg da godt ville give ham 500 kr. i yderligere salær, men så ville jeg også med det samme have lov til at stikke ham en lussing. Det gik han sørme med til”.


Kriminalassistent Sørensen der lettere fascineret har optaget rapport, siger ”i en spørgefuld vending, at den episode ville jeg gerne have overværet”. Hvortil Hasselstrøm hurtigt replicerer: ”Ja, det var en så kraftig lussing, at sagføreren gik i knæ ved det”.


Hasselstrøm bemærker efterfølgende, at hvis han nogensinde bliver afhørt i retten om episoden vil han benægte den, idet han ikke ønsker at skade sin sagførers omdømme. Det er jo ganske betænksomt, men så har han på den anden side også fået afløb for sin irritation over sin forsvarer.


Se Hasselstrøms straffeattest, fra før han modtog en 6-årig dom i Edderkopsagen: