Hasselstrøm og Linde skulle likvideres

Skulle Hasselstrøm og Linde likvideres?

 

Der er ikke meget tvivl om, at Svend Aage Hasselstrøm og møbelhandler Linde skabte sig mange fjender igennem deres lange kriminelle karrierer. Lige så uomtvisteligt er det, at nogle af dem rasende svor en blodig hævn, når de opdagede, at de var blevet snydt for store pengebeløb. Mon ikke det gælder for den tidligere danske SS-officer, der havde tilegnet sig en mindre formue i diamanter under sit ophold på den russiske østfront, og som fremviste stenene for Linde og Hasselstrøm, der havde lovet, at de ville kunne sælge dem for en god pris. Under forhandlingerne brød der pludselig en revolverbevæbnet mand i Lindes kontor i møbelforretningen på Gl. Kongevej og holdt hele selskabet op. Han nappede diamanterne og forsvandt igen. Linde tilbød galant SS-manden at tilkalde politiet, men det var ikke nogen hjælp for SS-officeren, som for det første havde et anstrengt forhold til ordensmagten, og som for det andet slet ikke ville kunne redegøre for nogen form for legitim adkomst til diamanterne. Knapt havde han slukøret og dybt nedbøjet forladt forretningen, førend latteren brød løs i møbelhandlerens kontor, og den skadefro morskab rungede stadig i lokalet, da revolvermanden vendte tilbage for at aflevere diamanterne. For sin indsats fik røveren et par hundrede kroner, mens Linde og Hasselstrøm senere delte en fortjeneste, der kunne tælles i adskillige tusindekronesedler. På et tidspunkt er det gået op for SS-manden, at han er blevet snydt, og han har garanteret vildt rasende, men totalt uformående udtalt sine kraftigste forbandelser.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

En anden person, som kommer igennem Hasselstrøms og Lindes svindelmaskine, er automobilhandler Christiansen fra Odense. Han kommer en dag til hovedstaden kørende i sin flotte BMW vogn med den hensigt at sælge eller bytte den til noget mindre. I Hasselstrøms forretning på Gl. Kongevej finder han i den trinde, cigarrygende og altid storsmilende sortbørskonge en villig køber. Der bliver aftalt en byttehandel, og automobilhandler Christiansen bytter sin tyske BMW-bil med en mere beskeden model af det engelske mærke: Standard. For at få handlen til at gå lige op betaler Hasselstrøm den fynske automobilhandler et passende beløb i difference.

En sådan handel skal naturligvis fejres med en genstand og en bedre frokost, og de to herrer finder hurtigt hen til en hyggelig beværtning på Vesterbro. Automobilhandleren fra Odense er lige præcis den type person, som Hasselstrøm har specialiseret sig i at snyde. Manden er fra provinsen, han har masser af kontanter på sig, han drikker, hvad der bliver stillet foran ham, og hans åndsevner, som måske ikke er de skarpeste, bliver hurtigt svækket i takt med at snapsene og pilsnerne skylles ned.

Efter et passende stykke tid inviterer Hasselstrøm hr. Christiansen hen til møbelhandler Lindes forretning, der ligger lige i nærheden, og her begynder man så at spille kort om penge. Både Linde og Hasselstrøm har kortspil, der er mærkede på en særlig måde, og uden nogen større besværligheder lænser de hurtigt automobilhandleren for alle hans kontanter. Men i stedet for at tage hjem fortsætter hr. Christiansen sin tur i svindelmaskinen. Nu tilbyder Hasselstrøm at købe hans engelske bil tilbage og vil betale for den i pund svarende til 20.000 kr.

Med de engelske pundnoter i tegnebogen går Christiansen ud i byen for at finde nogen, der vil veksle dem til danske kroner, men ingen viser sig villige til at handle. Måske ved dem, han opsøger, i modsætning til automobilhandleren, at der på denne tid cirkulerer store mængder engelske pund, som oftest er forfalskede. Det er således en yderligere slukøret automobilhandler Christiansen, der vender tilbage til Haselstrøm og Linde. ”Det skal du ikke være ked af”, griner Hasselstrøm, ”jeg tager pundene tilbage”. Men det er dog til en noget lavere kurs, så også her er automobilhandleren taberen. En øl eller to skal den handel også skylles efter med, og inden han ved af det, er hr. Christiansen igen blevet offer for et forfalsket kortspil, som i løbet af et par timer uigenkaldeligt blanker ham fuldstændig af. Han har kun lige penge til togbilletten hjem til Odense. På det tidspunkt er det gået op for ham, at han at blevet totalt snydt af den eller tilsyneladende så flinke Hasselstrøm, og hans vrede og irritation har været enorm.

Disse to historier er blot et par eksempler ud af en række tilsvarende, hvor Hasselstrøm og Linde har svindlet og bedraget godtroende forretningsfolk, som dog ikke efterfølgende har haft mulighed for at gå til politiet, fordi deres penge stammede fra forretninger og transaktioner, som ikke altid var helt lovlige. Dertil kommer, at de bedragede personer formentlig heller ikke har ønsket at stå frem og få deres provinsielle godtroenhed, naivitet og fuldstændige mangel på almindelig omtanke udstillet i en større offentlighed. Mærkeligt nok er der ikke rapporter om, at nogle af Hasselstrøms og Lindes ofre har forsøgt at tage hævne eller har grebet til vold mod dem. Men måske har historierne og rygtet om deres farlighed og voldsomme brutalitet beskyttet dem mod overlast.

Det er imidlertid ikke alle de bekendte, som Hasselstrøm og Linde møder, der viger tilbage for at bruge voldelige metoder. Noget tyder på, at en mindre gruppe af betjente, der har været under indflydelse af og har været bestukket af de to sortbørskonger, på et tidspunkt er begyndt at føle jorden brænde under sig. Måske har de vidst, at arrestationerne af de to sortbørskonger var nært forestående og frygtet for, at Linde og Hasselstrøm måske ville sladre og tilstå bestikkelse af navngivne betjente for selv at slippe billigere. Spørgsmålet er derfor om, det er disse folk, der nu overvejer at lukke munden på de to herrer en gang for alle. For at belyse det, skal vi dog først en tur til Østjylland.

I Horsens Statsfængsel sidder den 52-årige Christian H. Han har fået en forvaringsdom og er indsat på ubestemt tid. Dommen har han får efter en episode i Blegdamsvejens Arrest, hvor han sidder varetægtsfængslet. Desforinden har han ligget i skilsmisseforhandlinger med sin hustru, og det har gået ham noget på. En dag kommer hustruen på besøg i arresten. Hun medbringer en præst, der skal forsøge at mægle mellem ægtefællerne, men det falder bestemt ikke særlig heldigt ud. For Christian H. bliver meget hurtigt voldsomt ophidset og kaster sig over sin hustru, som han brutalt forsøger at slå ihjel. Det lykkes dog ikke, fængselsbetjentene lægger sig imellem, og dommeren får i den efterfølgende retssag, en klar fornemmelse af, at Christian H. er en særdeles farlig mand, der skal spærres inde i en længere periode.

Christian H. er ganske godt kendt med sortbørsmiljøet i København, og hans navn er blevet nævnt flere gange for ukorrumperede kriminalfolk, der efterforsker anklagerne mod Hasselstrøm og Linde. De er derfor i sommeren 1949 taget til Horsens, fordi der går rygter om, at Christian H. har en interessant historie at fortælle.

”Jeg kender både Hasselstrøm og Linde”, indrømmer fangen, der videre fortæller, at han har fungeret som smugler for de to sortbørsfolk.

”Det startede med, at jeg mødte en mand, som jeg kun kender under navnet: ”Nold” i Færgekroen i Nyhavn. Vi snakkede om, at jeg kunne købe rationeringsmærker, som Nold havde til salg. I løbet af samtalen foreslog Nold mig at tage med på en tur til Sverige for at hente nogle smuglervarer. Det sagde jeg ja til, og nogle dage senere fik jeg besked om at møde op i Cafe Bambinus”.

Christian H. kommer på det aftalte tidspunkt i cafeen, der på den tid lå i Sankt Gertruds Stræde 6, tæt på Kultorvet i det centrale København. Her sidder der udover Nold fire unavngivne mænd og en kvinde ved navn: ”Elly”. Hele dette usædvanligt store selskab af smuglere kører nu i taxa ned til havnen for at stige om bord i en kutter. Christian H. føler snart, at det er en meget mærkelig situation, da Nold fortæller, at de fire mænd er kriminalbetjente, en samfundsgruppe han ellers gør alt for at undgå omgang med.

Men der er ikke tid til betænkeligheder, for nu stævner den brogede smuglerbande ud af havnen og sætter kursen mod Malmø. Efter en times sejlads ankrer man op ved en strand lidt nord for den svenske by, hvor en mindre båd ligger klar til tage folkene i land. Båden er lille, og der er så mange personer, at man må tage turen ind til stranden flere gange. Da alle er kommet i land, vandrer man et stykke vej ind i landet og kommer til et hus, hvor man bliver lukket ind af en svensker. Det er her smuglervarerne opbevares, og Christian observerer, hvorledes en hemmelig lem i gulvet løftes op og giver adgang til en skjult kælder. Fra kælderen bliver der bragt en masse ægte tæpper op og nogle meget tunge kufferter, som Christian ikke får lov til at se, hvad indeholder.

Alle må slæbe tæpper og kufferter ned til den ventende kutter, og da hele selskabet er kommet om bord igen, sejler man tilbage mod Sjælland, hvor man lander et sted lidt syd for Helsingør, formentlig for at undgå opmærksomhed og for at undgå at blive opdaget. I nogle taxaer bliver alle smuglerne og smuglervarerne transporteret tilbage til København.

”Jeg fik at vide, at det var Hasselstrøm og Linde, der stod bag det hele, og det var dem, der skulle have varerne”, forklarer Christian, der efterfølgende er med på yderligere mindst en smuglertur med de samme 4 kriminalbetjente.

Det er svært at vurdere om den langtidsanbragte fange Christian H. taler fuldstændig sandt overfor tilrejsende kriminalfolk fra København, der afhører ham i Horsens Statsfængsel. Men hans historie ligger meget godt i forlængelse af en række andre velkendt facts i den store edderkopsag. Det er dokumenteret, at både Linde og Hasselstrøm stod bag omfattende smuglerier. Det er også kendt, at de to sortbørskonger ganske ofte benyttede betjente som vagtmænd og som et slags værn mod at blive stoppet, når man transporterede ”varme varer”. Det skete for eksempel i sagen omkring rationeringsmærketyveriet fra kommunekontoret i Esrom, hvor en politibetjent blev sat til at være chauffør på en transport af mærkerne fra Hillerød til København. Det kan derfor meget vel være sandt, hvad Christian H. fortæller. Derudover har Christian H. ikke selv bedt om at tale med kriminalfolkene fra København. Hans navn er kommet til politiets kendskab via en meddeler, der har afsløret nogle ting, Christian H. har fortalt ham.

Men samtidig er det åbenbart, at Christian H. nogle vigtige boplysninger tilbage. Det er f.eks. mærkeligt, at han ikke kan huske navnene på en eneste af de involverede kriminalbetjente, eller at han på to langvarige smuglertogter ikke har opfanget bare et eneste fornavn, når smugler-betjentene har snakket med hinanden. På samme måde beskytter han helt sikkert også sin ven Nold, som han hverken vil opgive fuld navn på eller vil komme med en nærmere beskrivelse af. Alle disse ting giver således hans forklaring et vist præg af sandsynlighed.

Forhøret af Christian H., og de oplysninger han kommer med, viser, at han helt klart har været en del af de centrale kredse i det i det Københavnske sortbørsmiljø, og at han derigennem har været godt kendt med flere forhold. Derfor bliver det næste han fortæller betjentene så meget desto mere interessant.

”En dag bad en af kriminalbetjentene mig om, at jeg ville skyde Linde og Hasselstrøm. Jeg fik lovning på 20.000 kr. for hvert drab, jeg udførte. Betjenten fortalte, at de to vidste for meget om politiet, og derfor skulle de ryddes af vejen. Betjenten gav mig en revolver, og jeg fik endda et stykke papir, hvorpå der stod at jeg skulle have pengene ”når varerne var leveret”, forstået på den måde: Når drabene var begået”

Christian H. når imidlertid ikke at gennemføre nogen af likvideringerne, førend han bliver fængslet i den føromtalte sag. Forinden har han dog skjult revolveren og kvittering et sted på Nørrebro, som han dog ikke vil oplyse under forhøret.

Christian H. fortæller derudover i forhøret, at det er Linde og Hasselstrøm, der står bag dobbeltmordet på Peter Bangs Vej, og at der var to mordere, og at en politimand også var med i konspirationen. ”Jeg fik mine oplysninger fra Rudolf Nicolai”, fortæller Christian H. Endelig afslører han, at han ved hvem der har fjernet møbelhandler Lindes værnemagersag, idet han peger på en bestemt politiassistent, der senere blev dømt i Edderkopsagen.

Det vides ikke om, der sker mere i sagen, men noget gennembrud i den store dobbeltmordsag kommer der i hvert fald ikke som udløber af afhøringen af den voldsomme Christian H.

 

 

 

 

I baglokalerne i møbelhandler Lindes forretning på Gl. Kongevej er der ofte gang i forskellige svindelnumre efter den officielle åbningstid

Copyright © All Rights Reserved