sorte holger

 

Dagligliv blandt sortbørshandlere

 

 

I sortbørsmiljøet i Adelgade-Borgergade-kvarteret slog Svend Åge Hasselstrøm og hans kolleger deres folder i mange år under og efter krigen. De kastede sig over stort set alt, hvad der kunne give dem penge. De handlede med sortbørsvarer, tyvekoster og arbejdede med prostitution. Deres yndlingsbeskæftigelse var, når de kunne snyde en anden kollega i branchen, og særligt sjovt var det, når det handlede en jysk handelsmand, som man kunne tage ved næsen.

 

Edderkopsagen indeholder flere forskellige historier om den slags affærer, hvor en handelsmand kommer til hovedstaden. Han har penge på lommen og vil købe noget, som han tænker han kan afsætte i provinsen med fortjeneste. Men desværre kommer han i kløerne på Hasselstrøm og hans allierede og ender med at måtte rejse fuldstændigt tomhændet tilbage til sin hjemstavn.

 

På et tidspunkt under krigen kommer der en jysk handelsmand og sortbørshandler til København. Han henvender sig til Hasselstrøm og Fede Ejnar, for at købe et større parti cigaretter. Det ender med at blive Fede Ejnar, der kommer til at stå for handlen, men cigaretterne har han fra Hasselstrøm. Handelsmanden og Ejnar bliver enige om en pris, og varer og penge skifter hænder. Handelsmanden tager til hovedbanegården med sine varer, der er forsvarligt emballeret i en stor pakke. Han indleverer dem i garderoben på Hovedbanegården og får en kvittering. Bagefter tager han tilbage til Fede Ejnar, der har en cigarforretning i Dr. Tværgade. I baglokalet skal der drikkes lidkøb. Tilstede ved denne lejlighed er også Sorte Holger alias Elvinus Andreas Holger Olsen og den kendte professionelle bokser Carl Andersen. (Se artikel om ham HER)

 

Da man har nedsvælget et antal bajere og stemningen er blevet livlig, begynder et nøje indstuderet skuespil. Sorte Holger fortæller i en politirapport: ”På et tidspunkt blev der banket på butiksruden, og der opstod noget uro i selskabet. Det blev sagt i selskabet, at det muligvis var politiet, der ville ind.” Sorte Holger bemærker, at den jyske handelsmand bliver noget nervøs. Han er formentlig bange for at blive visiteret af politiet, der så vil opdage kvitteringen for sortbørscigaretterne på Hovedbanegården. ”Jeg vekslede nogle blikke med Carl Andersen. Vi vejrede begge, at der var mulighed for et ”kip”, som var almindeligt i kvarteret dengang.” Det som Sorte Holger hentyder til er, at det hele er et svindelnummer overfor handelsmanden. Den insisterende banken på butiksruden er noget Fede Ejnar har arrangeret, men det ved handelsmanden naturligvis ikke, og han fremdrager sin kvittering til garderoben, som han i alles påsyn gemmer i baglokalet, og da der fortsat bankes, men endnu højere, siger Fede Ejnar: ”Jeg vil ikke have noget vrøvl med politiet. I må hellere se at komme ud.” Hurtigt forlader handelsmanden, Sorte Holger og bokseren Carl Andersen lokalet af bagudgangen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Planen er efterfølgende, at Fede Ejnar lukker forretningen, så når handelsmanden kommer for at hente sin kvittering, vil der ikke være nogen. Samme dag eller dagen efter vil Fede Ejnar så indløse kvitteringen på Hovedbanegården og hævde overfor handelsmanden, at han ingen anelse har om hvor kvitteringen er forsvundet hen. Idet han måske vil antyde, at nogle af de andre, der deltog i drikkelaget i bagbutikken, har stjålet den.

 

Efterfølgende går Sorte Holger og Carl Andersen på værtshus, og her diskuterer de dagens hændelser. De ved selvfølgelig godt, hvordan hele svindelnummeret er opbygget, og over nogle øl begynder de at skumle lidt: ”Vi blev enige om, at var urimeligt, at Fede Ejner skal have hele fortjenesten efter nummeret med handelsmanden,” fortæller Sorte Holger. ”Derfor gik vi tilbage til forretningen, hvor der tilsyneladende ikke opholdt sig nogen, men Andersen så alligevel, at Ejnar forsøgte at gemme sig bag disken.” Selv om de begge råber til Ejnar, at han skal åbne døren til forretningen, sker der intet. Derefter tager bokseren affære, og med et kraftigt spark smadrer han en rude i døren og kan efterfølgende stikke en hånd igennem og åbne døren indefra.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det tager ikke længe for bokseren og Sorte Holger at overbevise Fede Ejnar, som bestemt er et hoved mindre end både den stærke bokser og den særdeles slagsmålsvante Sorte Holger, om at gevinsten af svindelnummeret skal deles i tre dele, hvorefter Fede Ejnar udbetaler de to herrer hver en tredjedel af sortbørsværdien af cigaretterne.

 

Efter en kort tid foretager Fede Ejnar en anmeldelse til sit forsikringsselskab, om at der har været indbrud i hans cigarforretning, så han kan få skaderne dækket og formentlig også erstatning for en del varer, som han løgnagtigt påstår, er blevet stjålet.

 

En historie om hvordan alle forsøger at rage til sig i sortbørsmiljøet, og bestemt ikke går af vejen for at snyde hinanden noget så eftertrykkeligt.

 

 

 

 

 

 

.

 

Sorte Holger var en stor flot mand, der var tæt forbundet med Svend Åge Hasselstrøm. Han fik forskellige opgaver med at sælge rationeringskort og hælervarer, og hvis der skulle bruges en stor og stærk mand, der kunne sørge for at indrive gæld hos en genstridig skyldner, så var Sorte Holger manden man sendte ud. Sorte Holger fik en mindre dom i Edderkopsagen, men forsatte sin kriminelle karriere i mange år efter

Carl Andersen var en succesrig professionel bokser.. Kort efter det omtalte svindel-nummer overfor den jyske handelsmand omkom Carl Andersen i en vådeskuds-ulykke.

Hasselstrøm betalte efter-følgende for en storslået begravelse.

Copyright © All Rights Reserved