afsnit 3 Rolandskvad

 

Gå til afsnit 2

Afsnit 3

Rolands-kvadet

 

Kont. Den 31, januar 1950

Christian Hasselstrøm, en broder til arrestanten Svend Aage Hasselstrøm, der var kommet til stede her i kammeret i går i anden anledning, blev diskret spurgt, om hvem ”Michael” og ”Teddy”, der kommer på terrænet, kan være. Han udtalte derefter, at disse personer uden tvivl er identiske med Michael K., impliceret i herværende sag og Teddy M., søn af den i sagen implicerede møbelhandler Victor M. Disse to ses ofte sammen, til tider også sammen med Herbert M., en broder til Teddy M. samt en person ved navn Walther R.

De mangler tilsyneladende aldrig penge, siger kmpt., men han er ikke i stand til at sige, hvad de lever af.

…..

 

Kontinueret 6. februar 1950

Det er oplyst, at den myrdede kontorchef Jacobsen i 1942 solgte en villa på Carl Feilbergsvej 16 til en fru Else P., dog ikke identisk med den tidligere nævnte Else Poulsen, servitricen i Chas Bodega. Fru P. solgte villaen igen i 1945 – efter pengeombytningen. Den blev solgt til en restauratør Johs. Jensen og i forbindelse med en revisor H. P., der begge har tilknytning til arrestanten Hasselstrøm.

Restauratør Jensen, der nu har forretning på Gasværksvej, er tidligere antydet som stråmand for Hasselstrøm, bl.a. med hensyn til Flaskekroen og Mayfair. Revisor H.P. er her kendt som upålidelig. Villaen er senere solgt til automobilhandler Niels August Rasmussen kendt som ”Auto-Ras”.

Arrestanten Svend Aage Hasselstrøm er udspurgt om dette forhold, men han gør gældende, at han intet kender til salg eller køb af den nævnte villa. Han har nok hørt, siger han, at Jensen for nogle år siden købte en villa et eller andet sted, men nærmere enkeltheder, udover at Jensen gav 10.000 kr. i udbetaling, kender han ikke. Han vil ikke selv have været økonomisk interesseret i handlen.

 

Frk. T., Vestersøgade, har forklaret, at hun i ca. 3 år har været forlovet med Kaj F., men forlovelsen er nu hævet. Nielsen arbejder dog stadig for hende, der har grossererborgerskab. Han bor også i hendes sommerhus, Kastanievej i Rungsted. Hun hævder, at hun ikke kommer sammen med nogen i ejendommen, og hun vil afgjort hævde, at det ikke er hende, der er set i botanisk have sammen med Jacobsen, ligesom hun aldrig har haft en Cooker Spaniel, hverken for kortere eller længere tid. Hun er under middelhøjde, p.t. lyshåret, gør ved nogle enkelte orienterende spørgsmål et noget nervøst indtryk. Hun nægter kendskab til andre af de i sagen nævnte og implicerede personer. Tilsyneladende letlevende.

….

Kriminalbetjent Schmidt og undertegnede har i går truffet Kaj F. til stede i villaen på Kastanievej i Rungsted, villaen ejes af den nævnte Frk. T. Han, der var kendelig nervøs ved vor ankomst, besværede sig over undertegnedes samtaler og forevisning af foto overfor de to damer, frøknerne B. og T. Kmpt. blev tilsagt til møde her i kammeret, efter hans eget forslag førstkommende fredag eftermiddag.

Der blev derfor ikke foretaget nogen afhøring, under en kort samtale lod han skinne igennem, at han kendte Nicolai, som han i øvrigt havde gået i skole sammen med. De havde også forbindelse med hinanden under og efter besættelsen her i byen, på et spørgsmål om hvor, de kom sammen, nævnte kmpt. flere restaurationer, yderligere forespurgt om hvor han ellers kom, nævnte han andre, men dog ikke Chas Bodega. På direkte spørgsmål erkendte han, at han også var kommet her, senere i samtalen udtalte han, at der ”spiste han hver dag”. Han vedgik også kendskab til servitricen Else Poulsen. Han nægtede i øvrigt at kende noget til andre i herværende sag implicerede personer

Roland Olsen

 

Omtalt Kaj F. har mødt her i kammeret, hvor han har redegjort for sine forhold. Han siger, at han kendte Nicolai fra Ålborg, men de har ingensinde haft forretninger sammen. Det er rigtigt, at han er kommet i Chas Bodega, men dog først efter nytår 1949, idet han kort forinden havde truffet servitricen Else Poulsen, som han kender fra tidligere tid. Det af ham omtalte parti habitstof, ca. 3-400 kuponer, der blev leveret til Århus, var inddraget i hans værnemagersag, stoffet blev leveret af Børge van Aller, Vimmelskaftet 41. I øvrigt forklarede han, at han var rejst en del i udlandet, og han var af den opfattelse, at han slet ikke var hjemme, da dobbeltmordet på Peter Bangs Vej fandt sted. Han tilbyder i denne forbindelse at forevise sit pas. Det bemærkes her, at Kaj F. senere har meddelt, at stemplerne i passet udviser, at han alligevel har været her i landet på dette tidspunkt, hvorfor han blev anmodet om at møde på ny medbringende passet.

Der blev talt frem og tilbage om mordet, men kmpt. benægtede ethvert kendskab til dette, ligesom han mente sig ude af stand til at give positive oplysninger i sagen.

Undertegnede har ligeledes haft en samtale med fru Gerda B. nu gift O., Rosenørnsalle, der var forlovet med Nicolai, da han blev myrdet. Hun henviser til, at hun gentagne gange tidligere er afhørt af politiet i anledning af mordet på Peter Bangs Vej, hvorfor hun ikke nu var i stand til at give yderligere oplysninger.

Der foreligger her notits af 11.10. 49 med oplysninger fra grosserer B, og hvori nævnes, at en Skjold J. fra Århus muligt kunne have noget kendskab til sagen. Gerda B. oplyste, at omtalte Else Poulsen også havde forbindelse med den nævnte Skjold J. Der blev talt frem og tilbage om sagen, men der fremkom intet af nævneværdig interesse.

Roland Olsen

 

Kontinueret 10. marts 1950

Nævnte Kaj F. har forevist det af ham omtalte pas her i kammeret. Det fremgår af passet, at han siden maj 1947 har foretaget adskillige rejser til udlandet, i 1947 først til Paris og derefter 6 rejser til Sverige. I begyndelsen af 1948 var han i Belgien, kom her til landet 5.2. og rejste igen til Belgien den 22.2. Senere en halv snes andre udlandsrejser, fortrinsvis til Belgien. Han nægter stadig at kende noget til dobbeltmordet, og mener sig ikke i stand til at give andre oplysninger.

I det af Frederiksbergs politi udsendte særtryk vedrørende mordet ses anført Fru Gudney Westfjord, Victoriagade 3, 3. har omtalt, at fru Jacobsen er kommet til hende i de sidste 3 år. Fru Jacobsen har fortalt, at hun kendte en mandsperson, der beskrives således: Mandsperson, middelhøj, 37-38 år gammel, mørkeblondt hår, pæne hænder, men bred over knoerne. Pæn og nobel mand, begavet og intelligent.

Den i herværende sag implicerede Hans B.L. har forklaret (også til den egentlige rapport), at det var hos denne fra Westfjord, at han i sin tid havde nogle udenlandske penge opbevaret, antageligt falske, men disse penge blev brændt, da kmpt. frygtede anholdelse. Kmpt. er dog af den opfattelse, at ikke alle pengene er brændt, hvilket fru Westfjord hævder, men at en del deraf, for ca. 30.000 kr. i gangbare sedler, af fru Westfjord skulle være overgivet til fru Jacobsen, og at andre har hørt om dette forhold og derefter forsøgt at få fat i pengene hjemme hos fru Jacobsen. Kmpt. bemærker dog, at dette er hans ”private teori”, at noget nærmere til oplysning er han ikke i stand til at fremføre.

Fra Frederiksberg politi er derefter modtaget nogle rapporter vedrørende afhøring af fru Westfjord, samt afhøringer af andre ”spåkoner”, som fru Jacobsen har besøgt. Rapporterne er gennemgået med fra Westfjord, der i det store hele fastholder, hvad hun tidligere har forklaret, bl.a. at fru Jacobsen ved et besøg havde en ”ven” med op til hende. Hun fastholder, at hun også har brændt alle Hans B. L.´s penge og absolut ikke overleveret dem til andre. Hun er forevist adskillige fotografier af tidligere straffede personer, men hun siger at den omtalte ”ven” til fru Jacobsen ikke er mellem disse.

Fru Westfjord er i særlig grad foreholdt rapport af 19. marts 1948 (1224) i hvilken fotograf Türck, Vesterbrogade 37, meddeler politiet, at ”fru Westfjord har sagt, at hun ikke har kunnet sove i nat, og at hun derfor havde sat sig til at sy. Hun havde syet det meste af natten, og på et vist tidspunkt ”kom hr. og fru Jacobsen”. Hr J. havde fået slået begge øjne og øverste del af næseryggen ind, og havde sagt: ”De skar min pulsåre over 3 timer efter at de slog mig ihjel. Det er Kjeldsen, (navnet ændret, vor anm.) der har gjort det. Han er gift med en artist, der hedder Mathilde, og de bor eller har boet i Istedgade. Han har været i tysk tjeneste og rejste fra Danmark to dage efter mordet. Han sagde til sin familie, at det var en gammel sag, der var årsag til, at han måtte rejse. Men politiet har allerede fået et anonymt brev med disse oplysninger”…

Fru Westfjord blev derefter afhørt den 23.2. og fastholdt sin forklaring til Türck, dog ville hun ikke have nævnt navnet Mathilde. Under denne afhøring forklarede hun, at hun den 20.3. ved middagstid var kaldt ind til en hende ganske ubekendt kvinde på ca. 70 år, hun sagde ikke, hvem hun var, men omtalte, at hun boede i Istedgade. Damen sagde, at hun var bange, idet politiet var ude efter hendes svigersøn, for hvad vidste hun ikke. Hun sagde heller intet om, hvad svigersønnen hed, men han havde en dreng på vistnok 11 år, og at han var separeret fra konen. Svigersønnen havde en ven, og denne havde rådet ham til at rejse, således at de begge var rejst til udlandet vist den 21.2. Svigersønnen havde sagt noget forblommet om, at der var en mulighed for, at selv om han havde fået en dom for at have været i tysk tjeneste, skulle sagen genoptages, og ”så var det ikke godt at have to vidner”. Damen var ikke i stand til at sige, hvad han har ment hermed.

Fru Westfjord siger hertil, at hun først havde ”synet” tidligt fredag morgen, og derefter kom den hende ubekendte dame lørdag eftermiddag. Hun nægter at have hørt om ligenes tilstand efter mordet endsige set disse. Hun har ikke set Jacobsen i levende live, men hun var klar over, hvem han var. Hun retter sin forklaring her og siger, at Jacobsen sagde: ”Søg efter Kjeldsen”. Kmptd. bemærker, at hun ikke er helt sikker på dette navn, det kan også godt have været noget andet i samme stil.

Københavns Folkeregister (fru Hansen) er derefter forespurgt om kombinationen af navnet Kjeldsen, en svigermoder på ca. 70 i Istedgade, en datter som er artist, gift med en, der havde været i tysk tjeneste, separeret og med en dreng på nu 13 år, kunne give noget resultat. Der blev lovet en undersøgelse.

Få timer efter forelå et resultat. Den ældre dame var sikkert identisk med Petra A. født S. 1876 i København, boende i Istedgade.

Hun har en datter Rita, tidligere med efternavnet A. nu gift Kjeldsen. Boende Absalonsgade. Hun står opført som ”solist”, efter det nu oplyste er hun sangerinde.

Sidstnævnte er gift med Henrik Kjeldsen født i 1902, samme bopæl, står anført som musiker, smed, arbejdsmand og maskinarbejder. Arbejdet i Tyskland 1941-42. Københavns fængsler 1945-46 har en søn. Ingen afrejse til udlandet anmeldt efter kapitulationen.

Kjeldsen, der er 178 cm. Høj og mørkeblond har person bl. nr. xxx. Det ses, at han har været under sag for angiveri, men har nægtet. Dømt ved byretten 1946 til 2 års fængsel. Løsladt 1946.

Undertegnede har 9. dennes indfundet sig hos den omtalte fru A., Istedgade. Hun gjorde ikke noget ærligt eller overbevisende indtryk. Til at begynde med nægtede hun at kende noget som helst til fru Westfjord, men måtte dog siden indrømme, at hun havde været hos hende et par gange. Gjort bekendt med det fremkomne sagde hun. At hun ikke kunne tænke sig, at hun havde udtalt sig som anført af fru Westfjord, og at hun aldeles ikke havde bragt sin svigersøns forhold på bane under disse besøg. Hun ville dog erkende, at der var en vis sandhed bagved, på forespørgsel om hvorfra fru Westfjord kunne vide dette, svarede kmptd. blot, at ”det må hun have set i kortene”.

Forespurgt om svigersønnens forhold de senere år sagde hun, at han havde sejlet. (på mønstringskort er det oplyst at Kjeldsen ikke findes indregistreret som dansk sømand). Videre fortalte hun, at han for tiden var hjemme, da han var plaget af sukkersyge. Hun oplyste ligeledes, at Kjeldsen for længst var afhørt af politiet på Frederiksberg i anledning af dobbeltmordet, men da han havde kunnet dokumentere, at han ikke havde været ”hjemme” var der ikke sket ham yderligere. Hvorfor han var blevet afhørt vidste hun ikke.

Kriminalassistent Havelykke, Frederiksberg, blev derfor underrettet om udviklingen og udlånte en kopi af rapport 10. 3. 1948, nr. 246, afhøringen af Kjeldsen.

Rapporten henviser til en notits af 26.3. 48 hvorefter en anonym person, der kalder sig for ”Jacob”, telefonisk har meddelt, at Kjeldsen, der er kranfører i Sydhavnen ”sikkert er identisk med en af gerningsmændene til drabet”. Det begrundes med, at Kjeldsen skal have haft en medaljon som den, der er beskrevet i forbindelse med drabet, og videre findes anført: ”… at han gerne vil gå for at være kommunist, men er det stik modsatte, og sluttelig at meddeleren ikke tør oplyse yderligere, idet han ved, at der mindst står 50 bag ved Kjeldsen, som i givet fald kan finde på det værste”.

Kjeldsen er søgt på bopælen uden resultat dem 10.3., 12.3. 1948 og dagen efter, men der er ingen truffet hjemme. En tilsigelse medførte, at hans hustru mødte op på Frederiksberg den 16. 3., hvor hun angav, at manden var bortrejst og således forhindret i at møde. Hun vidste ikke, hvor han var, ”men at han vist nok rejser som repræsentant for et eller andet firma her i byen, men hun kan dog ikke sige dette med sikkerhed”. Videre angav hun, at manden fra ca. midten af februar måned og nogle dage frem havde været sygemeldt på grund af influenza og dårlige nerver. Den 8. 3. rejste han første gang til provinsen, og han kom hjem den 11. eller 12. marts, men rejste igen samme aften.

Politiet henvendte sig herefter til kulfirmaet ”Alliance” i Sydhavnen, hos hvem Kjeldsen havde været kranfører. Han havde ikke været på arbejde siden 15. 2., det havde været umuligt at komme i kontakt med ham på ny, og man var blevet gjort opmærksom på, at Kjeldsen ”skal være på rekreationsophold”.

Henrik Kjeldsen mødte derefter den 31. 3. hos politiet på Frederiksberg, hvor han benægtede ethvert kendskab til mordet udover hvad der var fremkommet i dagspressen. Om sin færden den 19. 2. forklarede han, at han den dag var uden beskæftigelse, hvorfor han havde været på sin bopæl om dagen og om aftenen besøgt en kammerat, Svend Aage A. i Kurlandsgade. Han benægtede endvidere, at han havde haft en medaljon som den omtalte, og han forklarede til rapporten, at han ”i 1935 blev udvist af Tyskland efter at have udstået en fængselsstraf, som han var blevet idømt efter sigtelse for højforræderisk virksomhed. Siden 1935 har han kun været i Tyskland som koncentrationslejrfange, idet han forklarer, at han blev anholdt af tyskerne i 1941 her i København”.

Af det foreliggende fremgår det (pers. bl. og korrespondance), at Kjeldsen i 1935 blev udvist fra Tyskland efter en sigtelse for alfonseri, samt at han blev anholdt i Tyskland og ikke her. Han var dernede som arbejder og blev efter en dom på 18 måneders fængsel for højforræderi, men optræder senere som stikker for ”tyskerne” her i landet.

Af rapporten fremgår det: ”.. kmpt. er herefter udspurgt om grunden til, at han ikke har været på sin bopæl, og han siger hertil, at han har rejst i provinsen som repræsentant, og at han til stadighed har været i forbindelse med sin hustru, men når denne har fortiet hans opholdssted, skyldes det formentlig, at hun har været bange for, at han skulle blive anholdt på grund af det foreliggende. Han siger i tilslutning hertil, at hans hustru i flere måneder var uden kendskab til hans opholdssted, da han i 1941 blev anholdt af tyskerne … ”. Hvor han har været i provinsen og hvem han har repræsenteret, ses ikke anført.

Svend Aage A.´s hustru har derefter bekræftet, at ægteparret Kjeldsen har opholdt sig hos dem efter kl. ca. 19:00 den 19. 2. 1948 og indtil midnat. Svend Aage A. ses at være løsladt fra statsfængslet i Horsens samme måned som Kjeldsen, oktober 1946. Svend Aage A. er ligeledes straffet for landsskadelig virksomhed. Fru A. er sikker på datoen, idet det var hendes datters 9-årige fødselsdag.

 

Kontinueret 18. marts 1950

Fru Westfjord har været forevist et billede af den omtalte Henrik Kjeldsen, men hun siger hertil, at det ikke er denne person hun tidligere har omtalt som den myrdede fra Jacobsens ven.

Fotograf Türck har meddelt, at fru Westfjord har været truet i telefonen og advaret imod at give politiet oplysninger eller på anden måde bidrage til opklaring af dobbeltmordet. Han er vidende om, at hun umiddelbart efter mordet ligeledes blev truet af hende to ubekendte mandspersoner, der forsøgte at trænge ind på hendes bopæl i Victoriagade. Da der ikke var lys på trappen, fik hun ikke noget klart indtryk af de to personer, som forsvandt straks efter, idet fru Westfjord ligesom kaldte ind i lejligheden efter to personer, skønt hun var alene hjemme. (Fru Westfjord har overfor undertegnede bekræftet, at sådan en henvendelse har fundet sted).

Türck har endvidere foreslået, at man med ham som arrangør afholder en seance i lejligheden på Peter Bangs Vej, muligt kunne der her fremkomme noget af interesse, og muligt kunne det give en ”impuls” i det fortsatte arbejde med opklaringen.

Dette forslag er viderebragt til politiadvokat Dorn Jensen og kriminalassistent Havelykke, Frederiksberg Politi. Efter at lejlighedens nuværende indehaver, grosserer Lomholdt Hansen, havde givet sit samtykke, er forslaget modtaget på betingelserne om streng diskretion og uden udgift for politiet.

En sådan seance er derefter afholdt i lejligheden den 16. marts 1950 i tiden 20-23:30. Tilstede var Türck, fru Westfjord, ægteparret Melony, to mandspersoner, den ene ved navn Michaelsen, alle indkaldt af Türck, samt undertegnede, der overværende hele seancen. Lomholdt Hansen var til stede i lejligheden, men ikke i det værelse, hvor eksperimentet foregik.

Uden forudsætninger for at bedømme dette, kan dog følgende bemærkes: Fru Westfjord gentog og fastholdt, at Kjeldsen var den ene af gerningsmændene, hvoraf der havde været to. Om den anden kunne hun intet sige, udover at han ikke var død. De var næsten lige høje, dog var der en håndsbredde forskel i højde. Der var intet med uniformerede personer, og gerningsmændene havde dvælet længe i lejligheden. Umiddelbart efter mordet var de ”rejst hver sin vej”.

Fru Westfjord havde endvidere ”set” fru Jacobsen ligge i en lang entre udfor tredje dør på højre hånd. (det kan bemærkes at samtlige medier blev lukket ind direkte fra en forstue ind i det værelse, hvor seancen fandt sted, en dør til den lange entre, der findes på stedet, var herunder lukket).

Fru Jacobsen var slået ned først, idet hun protesterede mod, at der udbetalt penge til personerne. Den ene af disse havde tidligere været i lejligheden, hvorunder han havde fået penge. Jacobsen var derefter blevet opbragt, fru Westfjord ”så” Jacobsen komme løbende gennem en fløjdør efterfulgt af den ene person. Denne havde en stok i hånden (den tykke af de to stokke), men holdt i den modsatte ende af håndtaget. Lige indenfor døren slog han Jacobsen i hovedet, hvorved han faldt, men kom dog straks efter op igen. Nu kom den anden person ham til assistance, han havde ”muligt et stoleben”, som han på ny slog Jacobsen ned med.

Fru Westfjord sagde endvidere, at Jacobsen havde omtalt, at han tidligere havde givet hende oplysninger. De øvrige deltageres andel var væsentlig passiv, nogle andre eksperimenter førte ikke til noget som helst.

Den følgende morgen indfandt sig af egen drift her på Politigården den omtalte Kjeldsen. (17. marts 1948) Han var opbragt og ville have at vide, hvorfor politiet på ny ”snavede i hans forhold”. Han blev af undertegnede talt til ro, men fik umiddelbart efter anfald, kom til at ryste over hele kroppen og bad om vand. Efter at han havde sundet sig ved en cigaret, lod jeg ham tale og stillede ham blot nogle enkelte spørgsmål, intet blev skrevet ned, han opholdt sig næsten to timer i kammeret.

Han må karakteriseres som patologisk løgner. Han hævder således, at han var ude at sejle, men med svenske skibe, således at han mønstrer ud alene på sit tyske og svenske maskinistcertifikat. På forespørgsel om pas og søfartsbog, fremviser han en fagforeningsbog fra metalarbejderne, hvorefter han har gået til kontrol og hævet understøttelse siden 30. 9. 1949, samt erklæring fra Rigshospitalets psykiatriske afdeling, hvor han har været til behandling for dårlige nerver som følge af ophold i koncentrationslejr.

Om Svend Aage A. forklarer han, at de er gamle kolleger, selv om de aldrig har arbejdet sammen, at de to familier i tiden omkring mordet kom sammen så at sige hver uge. Dette gør de dog ikke mere, idet fru A., som er opvokset på landet, er i mod dette.

Kjeldsen gentager og fastholder, at han i 1941 blev anholdt af tyskerne her i byen, hvilket hans kone kan bekræfte. Han giver en længere ”søforklaring” om hele dette forhold, der lyder ganske usandsynlig. Han siger, han blev anholdt kl. 5 om morgenen af to civile tyskere og to danske politimænd i uniform og straks ført til Dagmarhus, for kort efter at blive sendt til Tyskland. Han bliver gjort bekendt med, at ”dette enkelte punkt” i alt fald ikke kan passe, men han fastholder hårdnakket sin forklaring.

Let ophidset siger han, at han i alt fald ikke vil gå ind på sine ”politiske forhold”, da alene tanken om koncentrationslejr og mishandlingerne der bringer hans nerver i uorden. Men forespurgt om sin virksomhed som repræsentant i februar-marts 1948, hvem han har arbejdet for, og hvor han har været, siger han også hertil, at det vil han heller ikke oplyse. Noget efter forklarer han dog, at han selvstændigt har handlet med malerier, men da han ikke havde bevilling eller andet hertil, vil han ikke udtale sig om enkelthederne. Han antyder, at han inden længe skal ud at sejle igen, og i så fald vil han ikke komme tilbage foreløbigt.

Det bemærkes, at der i Kjeldsens forakter ses tilfælde af forledelse til falsk forklaring i retten, trussel på livet, heftige raserianfald, løgnagtige forklaring i retten m.m. der, sammenlignet med det i øvrigt fremkomne og den umiddelbare bedømmelse af manden, må kvalificere ham til betegnelsen som meget interessant i forbindelse med det uopklarede dobbeltmord.

Kriminalassistent Havelykke er underrettet om det fremkomne

Fotograf Türck har meddelt, at fru Westfjord under sit syn har ”set” et eller andet ”mindre pænt” om kontorchef Jacobsen, som hun hidtil kun har antydet, men ikke talt om. Kmpt. vil tale med hende for at få klarhed over forholdet.

Roland Olsen

 

Kontinueret 21. marts 1950

Undertegnede har i går indfundet sig hos fru A., Kurlandsgade, der på ny har bekræftet, at ægteparret Kjeldsen den 19. 2. 1948 var gæster der, og at de kom umiddelbart efter Pressens Radioavis var ophørt, altså lidt efter kl. 19:00. Kmptd. hævder at det ”må have været den 19.” idet de altid har gæster på datterens fødselsdag og ikke på hendes egen – den følgende dag. Kmptd. er vidende om, at hendes mand og Kjeldsen kender hinanden fra Statsfængslet i Horsens. Hendes mand har indtil for ca. halvandet år siden været beskæftiget ved de ”belæssede banevogne”, nu er han selvstændig vinduespolerer. For ca. 2 år siden kom de noget sammen med ægteparret Kjeldsen, efter fødselsdagen var kmptd. og hendes mand til konfirmation hos Kjeldsen, men siden er de ikke kommet sammen. Dog har hendes mand af og til truffet Kjeldsen ude i byen.

Kmptd. mener også at kunne huske, at Kjeldsen til fødselsdagen bar en uniformslignende påklædning, jakke eller stortrøje med blanke knapper og kasket med blank skygge og et emblem. Videre erindrer hun, at hun sagde til sin mand, da hun læste om mordet i avisen, at signalementet passede på Kjeldsen, så det var godt at de kunne bevidne, at Kjeldsen havde været sammen med dem.

Hun forklarede ligeledes, at da fru Kjeldsen havde fødselsdag, datoen erindrer hun ikke, kom parrets dreng ud til dem og spurgte efter Kjeldsen, da ingen derhjemme vidste, hvor han var blevet af. Kmptd. har senere hørt, at Kjeldsen var dukket op senere samme aften. Det er konstateret, at fru Kjeldsen har fødselsdag 22. 2.)

Fru O., Ungarnsgade, har bekræftet, at hun var sammen med ægteparret A. og ægteparret Kjeldsen til fødselsdag den 19.2., udover den lille datter var der ikke andre til stede, kmptd. mener, at hun ankom ved 19-tiden, straks efter kom Kjeldsen. Hun har været sammen med Kjeldsen under en julefrokost i Kurlandsgade, han var de ”klædt som andre mennesker med frakke og hat”. Men ved fødselsdagen optrådte han i uniform, kasket med blank skygge og en guldtresse, samt jakke med blanke knapper. Den kunne efter hendes mening ikke forveksles med en politiuniform.

Kriminalbetjent Vestergård Christensen og undertegnede har ligeledes i går søgt fru Kjeldsen på bopælen, men ved vor første henvendelse var der tilsyneladende ingen hjemme. Vi indfandt os umiddelbart efter hos den tidligere nævnte fru A. Istedgade (moderen til fru Kjeldsen). Det bemærkes, at Kjeldsen her i kammeret har givet udtryk for, at man ikke kunne regne med, hvad svigermoderen fortalte, idet hun var så gammel, at hun nærmest gik i barndom.

Noget særligt kunne kmptd. ikke oplyse, hun sagde dog, at hendes svigersøn aldrig havde handlet med malerier, og hans fortrolighed havde hun ikke, så hun vidste ikke, hvad han foretog sig. Videre sagde hun, at hun havde opsøgt spåkonen (fru Westfjord) netop for at spørge om Kjeldsen, idet hun havde hørt, at hans stikkersag skulle genoptages. Så vidt hun husker nu, havde fru Westfjord sagt, at der ikke var grund til ængstelse, sigtelsen kunne ikke holde, det havde hendes ”åndelige leder” betroet hende.

Det ses i Kjeldsens forakter, at han har mødt i Landsretten den 13. 2. 1948, hvor anklagemyndigheden nedlagde påstand om fængsling, idet man påtænkte – efter at der var fremkommet nye beviser – at genoptage den omtalte stikkersag. I et nyt møde den 17.2. afvises kravet om fængsling, men sagen udsættes, indtil et tysk vidne kan blive afhørt. Der indkaldes til retsmøde langt senere – 1949 – men nu frafalder anklagemyndigheden kravet om anke, hvorefter sagen henlægges.

Fru Kjeldsen blev derefter truffet til stede på bopælen. Hun siger straks, at hun har dårlig hukommelse, og dette gentager hun under hele samtalen. Forespurgt om anholdelsen i 1941 siger, at der ”kom nogen kl. 5 om morgenen, hvorefter hendes mand stod op og gik med dem. Han sagde han ville komme tilbage i løbet af en time, men han kom ikke igen”. Først ca. halvandet år efter, da han kom tilbage fra Tyskland. Hun har aldrig hørt noget om, at han skulle have taget arbejde der, Den morgen så hun ikke personerne, og der blev ikke foretaget husundersøgelse. Hun blev liggende i sengen.

Kmptd. er forespurgt om Kjeldsens søfartsbog, pas eller andet, der kan bekræfte, at han har sejlet eller været i Sverige, men hun sagde hertil, at hun ikke kunne dokumentere noget, hun havde fået breve fra Sverige, men disse havde hun brændt. Videre sagde hun, at hun kunne huske den 19. 2. 1948, idet Kjeldsen havde været hjemme hele dagen, de havde været en kort tyr i byen sammen, hvorefter de havde spist til middag, og straks efter var de taget til Kurlandsgade. Forespurgt om mandens uniform kan eller vil hun ikke svare klart. Direkte forespurgt om mandens forsvinden den 22. 2. siger hun, at han dagen forinden havde haft et skænderi med hendes moder, hvorfor han gik hjemmefra. Han dukkede dog op igen den 22. 2. om aftenen, men rejste atter den følgende morgen, idet han skulle have hyre med et skib, vistnok svensk. Navnet husker hun ikke.

Hun blev gjort bekendt med, at hun til politiet på Frederiksberg har sagt, at når han ikke var hjemme, var det fordi han rejste i provinsen som repræsentant. Hvorefter hun siger, at det gjorde han også, han var ude for at sælge malerier for egen regning. Forespurgt om mening eller logik i dette er hendes svar, at hun har dårlig hukommelse. Hun er rolig hele tiden under den ca. ½ time lange samtale, tilsyneladende uden nervøsitet. Hun bruger også udtrykket, at hun ”vil tænke over det”, men begrunder dette med, at hun vil prøve på at kommer i tanker om noget.

Ved vor tilbagekomst til Politigården og ca. 1 time senere ringede Kjeldsen hertil og fortalte i en ophidset og krænket tone, at han var kommet hjem og havde fundet sin kone ”helt ude af det og på randen af et nervesammenbrud”. Det var hans indtryk, at der var faret for hårdt frem mod konen, og at han nu ville henvende sig til sig sagfører. Hans sprog i telefonen var ikke det allerfineste.

Fotograf Türck har ikke meddelt yderligere til underretning. Kriminalassistent Havelykke, Frederiksberg, underrettet telefonisk.

 

Fortsættes... Gå til afsnit 4

Copyright © All Rights Reserved