Ernst Jensen om dobbeltmordene og Ric Jensen

 

Var Ricard Jensen hovedmanden bag dobbeltmordet i Køge Bugt ?

 

Der er en bestemt type indsatte, som kan bringe enhver fængselsinspektørs blod i kog. Det er den særdeles kvikke, men kværulantforrykte fange, som hele tiden skriver lange detaljerede skrivelser til alle myndighedspersoner, hvor han klager over selv den mindste detalje. Ofte er der en kærne af sandhed i brevene og ofte, kan fængselsinspektøren se, at den indsatte kender alle regulativer og regler, som gør at man ikke kan nøjes med at ignorere klageskrivelsen eller affeje den med en kort kommentar. Fængselsinspektøren sukker og begiver sig irriteret i gang med et responsum, på klage nr. 23 fra den besværlige indsatte.

Det er lige præcis sådan en indsat Ernst Hansen er. Han er oprindelig blevet dømt for nogle mindre tyverisager og har fået et par års fængsel, men han opfører sig meget dårligt i fængslet. Han kommer i klammeri med de andre indsatte. Han fornærmer fængselsbetjentene, og så skriver han en syndflod af klagebreve til dommere, fængslets ledelse, til statsadvokater og til alle de politifolk, der behandler hans sag. Endog justitsministeren må lægge skrivebord til hans skriverier. Måske er hans ikke specielt konforme opførsel som fange i det danske fængselsvæsen medvirkende til at han senere bliver idømt en tidsubestemt forvaringsdom.

Når han bliver interessant i en historisk sammenhæng, så er det fordi, han på et tidspunkt i 1948 skriver et brev, som kommer i hænderne på politiadvokat Hans V. Rolff, der er i gang med at opklare den store edderkopsag.

Brevet handler om de to dobbeltmord, og Ernst Jensen påstår her, at han ved, hvordan de to sager hænger sammen, hvad der ligger bagved og hvem, der er den egentlige hovedansvarlige. Politiet får naturligvis en del af den slags breve, og når det er fra fanger, er man på forhånd overordentlig mistænksomme. Oftest er den slags breve udelukkende skrevet med det formål, at fangen kan komme til København og blive afhørt. En sådan tur kan give en dejlig adspredelse fra det monotone fængselsliv. Hvis man sidder i et fængsel i Jylland, så vanker der smørrebrød på Storebæltsfærgen og særforplejning i hovedstaden. Som regel viser det sig, at fangen ikke ved noget særlig interessant. Det er fængselssladder, eller noget han har brygget sammen på baggrund af avisartikler. Ernst Jensens brev er da også fyldt med vilde og ubegrundede påstande, som er så langt ude, at man med nærmere kendskab til de to mordsager, umiddelbart kan affeje dem som sludder.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

For eksempel påstår Ernst Jensen, at formanden for foreningen 6. maj ved, hvem morderne til ugerningen på Peter Bangs Vej er. Foreningen af 6. maj er en forening, der påtager sig at hjælpe pårørende til personer, der er blevet dømt efter det særlige straffelovstillæg. Det vil typisk være danske nazister, tidligere frikorpsfolk, værnemagere og folk der har været i tysk tjeneste. Det kan man jo efter temperament sympatisere med eller ej, men de politifolk, som indledningsvist kigger på brevet, mener, at den beskyldning er helt ude i hegnet. De trækker nok også på smilebåndet, når Ernst Jensen skriver, at formanden formentlig ikke vil indrømme, at han har viden om mordet, og at ”den eneste måde man kan få sandheden ud af ham på, er ved luskeri eller en utrolig snedighed. Jeg kender K.J. og hans vidtløftige arbejde”, tilføjer Ernst Jensen.

Men der er alligevel noget i Ernst Jensens brev, der fanger politiadvokat Rolff, for han lader faktisk foranstalte en afhøring af den indsatte og stærkt skrivende Ernst Jensen.

I brevet skriver Ernst Jensen indledningsvist, at det er Hjalmar Olsen og Rudolf Nicolai, der er morderne fra Peter Bangs Vej. Den påstand er der ikke noget nyt i. I masser af avisartikler er der blevet spekuleret i, om disse to sortbørsfolk var de skyldige. I politiet er man dog ikke tilbøjelige til at tro på påstandene. I hvert fald Rudolf Nicolai anses ikke for at være en voldelig kriminel type. Ham ser man nærmest som en charmerende svindler, der dog ikke giver sig af med at tæve sine ofre.

Men længere ned i brevet begynder det at blive interessant, og måske er det dette, der har fanget politiadvokat Rolffs interesse.

Ernst Jensen skriver:

”Jeg ved, at forhenværende formand for søfyrbødernes forbund, R. Jensen, Olsen og R. Nicolai og Svend Hasselstrøm har haft forbindelse sammen, og jeg mener og tør påstå, at R. Jensen har nogle af edderkoppens penge anbragt skjult i kommunistpartiet”. … ”Jeg kender en del til hans numre”, tilføjer Ernst Jensen. Denne påstand kan Jensen ikke have læst noget om i aviserne, for der blev aldrig skrevet noget om, at Richard Jensen skulle have været involveret med de tre sortbørsfolk. Men i politiet og i visse sortbørskredse var det velkendt, at Richard Jensen og Svend Aage Hasselstrøm havde et meget nært venskab. De gjorde hinanden tjenester, og Richard Jensen handlede med valuta, han lavede pengeomveksling for edderkoppen, solgte rationeringskort og lignende. Derudover ved vi fra to af hinanden uafhængige vidner, at Hasselstrøm rent faktisk gav penge til avisen Land og Folk. Det blev ordnet gennem Richard Jensen, som trods det at han var ekskluderet af DKP, havde meget gode forbindelser i partiet. Richard Jensen sørgede for at pengene kom i de rette hænder. Trods sin kriminelle løbebane var Hasselstrøm meget solidarisk med de fattige. Der er talrige historier om hans gavmildhed over for eksistenserne på samfundets bund. Så det passer meget godt med, at han også gav penge til arbejdernes mest radikale politiske repræsentanter. Hasselstrøms kone Erna var også sympatisk indstillet overfor DKP og hendes broder Emmanuel, påstås af flere, at være et meget aktivt medlem af DKP.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ernst Jensen fortsætter sin konspirations-historie således: Hjalmar Olsen og Rudolf Nicolai har begået mordene på Peter Bangs Vej, herved er de på en eller anden måde kommet i besiddelse af 50.000 kr. Disse penge får Richard Jensen dem overtalt til at putte i en våbenhandel. Men da Olsen og Nicolai er mistænksomme, vil de selv være med til at overvære handlen. Derfor finder Richard Jensen frem til en søfyrbøder, det er Anders Jørgensen. Han er loyal og kommunistisk indstillet. Richard Jensen overtaler Anders Jørgensen til at myrde Olsen og Nicolai, mens handlen foregår. Richard Jensen lover, at Anders Jørgensen vil få støtte fra sine kammerater bagefter, bare han ikke røber noget, måske truer han også Jørgensen. På den måde får Ernst Jensen de to dobbeltmord til at hænge sammen.

Det er klart, at der er mange huller og ulogiske ting i hans historie, men når Rolff alligevel vælger at interessere sig for brevet, så er det måske fordi, han har sine mistanker og ved, at der kunne være noget om snakken.

Resten af Ernst Jensens brev er en lang historie om, at opklaringen af mordene bliver forhindret af visse politifolk.

De studier i arkiverne, som vi har foretaget, peger på, at der nemt kunne være en sammenhæng noget lignende den, som Ernst Jensen forsøger at overbevise politiet om.

Desværre giver afhøringen af Ernst Jensen ikke noget yderligere interessant. Da betjentene vil snakke med ham, er han tilsyneladende i dårligt humør eller måske er han blevet truet. I hvert fald nægter han at udtale sig yderligere. ”Læs brevet, snerrer han af betjentene”. Vi får derfor aldrig opklaret, om han rent faktisk havde kendskab til yderligere detaljer.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

.

 

Brevet som den indsatte Ernst Jensen skriver til politiet fra sin celle i fængslet.

I brevet til politiet påstår den indsatte Ernst Jensen, at det er søfyrbøderformand Richard Jensen, der er den egentlige bagmand for dobbeltmordet i Køge Bugt. Han skriver videre i sit brev, at mange er bange for kommunisterne i Danmark, og at det er medvirkende til at man ikke får det fulde sandhed frem om mordene. Richard Jensen ses her på et foto, som var i hans komminternmappe i Moskva.

Copyright © All Rights Reserved