arierattest

 

Skulle danske virksomheder have en arier-attest?


Allerede kort tid efter at den tyske Værnemagt har besat Danmark i 1940, er der virksomheder, som tilbyder at levere varer eller at udføre arbejde for tyskerne. Mest kendt er selvfølgelig de store lufthavnsbyggerier, som blev igangsat få dage efter 9. april, og som flere store danske entreprenører deltog i.

Men var der betingelser forbundet med at levere til Værnemagten? Givet vis skulle virksomhederne være konkurrencedygtige. De tyske bureaukrater, som fulgte i kølvandet på Værnemagten, var bestemt i stand til at tage kritisk stillingtagen til de pristilbud som danske virksomheder fremkom med. Men hvorledes med indstillingen hos de danske virksomheder? Havde det en betydning for, om man kunne hive en ordre hjem? Noget kunne tyde på det.

Der er dukket et interessant brev op, som er sendt fra en større dansk handelsvirksomhed, hvor man beskriver sig selv og sine underleverandører på en særlig måde og ønsker at stille sig selv i et helt bestemt lys hos tyskerne.


Brevet lyder i oversættelse:

”Til kommandanturen ved lufthavnen i Kastrup

Vi bekræfter her med, at samtlige kontormøbler i træ og stål, som er blevet leveret fra os til kommandanturen, og sådanne som måtte blive leveret i fremtiden, stammer fra ariske producenter.

Med højagtelse

Handelsselskabet EHAPA … sign.”



I brevet skriver virksomheden EHAPA altså, man kunne garantere tyskerne, at der ikke havde været ansat nogle jøder i de virksomheder, som fremstillede de møbler, som EHAPA solgte videre. Vi ved ikke om, det har betydet, at EHAPA har stillet krav til sine underleverandører. Vi ved heller ikke om oplysningen i brevet, var noget som tyskerne havde krævet, eller om det var noget, som virksomheden fremkom med på eget initiativ.

Vi har ikke tidligere set tilsvarende breve, eller hørt om det. Hvis der er nogen, der har kendskab til noget lignende, hører vi gerne om det.

 Christian.holtet@gmail.com