Jane Hoernye

 

Bog om svensk militær efterretninsgtjeneste under 2. Verdenskrig

 

Blev den svenske femme fatale Jane Horney i virkeligheden i januar 1945 likvideret som uskyldigt offer i en rivaliseringsstrid mellem to forskellige svenske efterretningstjenester? Det hævder den svenske forfatter, filmmand og historiker Jan Bergman i hvert fald i en nyligt udkommet bog. Den har titlen Sekreterarklubben og udkom på det svenske forlag Norstedts i efteråret 2014. Bogen handler om den hemmelige militære efterretningstjeneste ”C-kontoret”, som lå i konkurrence med det noget større svenske sikkerhedspoliti, og som til sidst lige efter anden verdenskrig tabte i en rivaliseringsstrid og blev nedlagt. Af bogen, som forfatteren Jan Bergman kalder en dokumentarisk beretning, fremgår det at Jane Horney skulle have været ansat som agent for C-kontoret, og at det svenske sikkerhedspoliti, som gjorde alt for at stække C-kontoret og dets arbejde, i virkeligheden gav et tip til engelske efterretningsfolk i Stockholm om, at Jane Horney var tysk agent og farlig for den danske modstandsbevægelse, selv om man i sikkerhedspolitiet vidste at det var løgn.

Englænderne gav så beskeden videre til den danske militære efterretnings-sektion, der under krigen ligeledes havde base i Stockholm. Fra den danske efterretningssektion gik der ordre til modstandsbevægelse om, at Horney skulle likvideres, og det blev i sidste instans en ung mand fra modstandsbevægelsen, som skød Jane Horney på en kutter på vej fra Sverige til Danmark. Horney var lokket ombord med et løfte om, at hun kunne rense sit navn i Danmark for mistanker, om at hun gik tyskernes ærinde.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I årevis har likvideringen af Jane Horney været omdiskuteret og behandlet i stribevis af artikler, bøger og film. Tilsyneladende er interesseren ikke aftaget. Hendes farverige liv som ung, smuk og forførende femme fatale, hvor hun på skift gav sig i kast med tyske Abwehr agenter, danske frihedskæmpere og engelske militærfolk har naturligvis næret denne interesse. Der var bestemt ikke mange af hendes type, og hendes dramatiske endeligt gjorde bestemt sagen endnu mere interessant. Massevis af spørgsmål rejste sig i årene efter krigen og frem til vore dage. Hvem dræbte hende? Hvorfor skulle hun dø? Og vigtigst hvem stod bag drabet på hende?

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I Jan Bergmans bog forklares det, at Jane Horney blev rekrutteret som agent til C-kontoret af Helmuth Ternberg, som var næstkommanderende. Han havde opsamlet en lang række unge kvinder og fået dem til at arbejde for sig. De unge kvinder færdedes på restaurationer og til fester, herunder i diplomatkredse, hvor de lyttede opmærksomt og rapporterede tilbage. De fik ikke nogen stor løn, men fik ”kosten” betalt og fik lov til at stige lidt op i society. Enkelte af pigerne, som Ternberg kaldte sine svaler, trængte langt ind i ledende tyske kredse som for eksempel på ambassaden i Stockholm. Jane Horney, som med sit flotte udseende og med sine ublufærdige optræden havde adskillige spionkvalifikationer, fik også knyttet vældigt gode kontakter i tyske kredse, da hun var udstationeret i Berlin sammen med sin mand, der var journalist. Jobbet som korrespondent for et stort svensk dagblad, havde Helmuth Ternberg i øvrigt skaffet Jane Horneys mand, gennem sine indflydelsesrige forbindelser.

I slutningen af krigen bliver modsætningsforholdet mellem den militære efterretningstjeneste i C-kontoret og det svenske sikkerhedspoliti skærpet. C-kontoret ledes af stærkt konservative svenske officerer. Disse officerer kommer fra en baggrund, hvor flere er adelige, og nogle har været i aktiv tjeneste mod bolsjevikker i 1918 i Finland. De driver efterretningstjenesten efter deres helt eget hoved, og man har sin egen politiske agenda helt uafhængigt af regeringen. Finansieringen af tjenesten foregår til dels uden om statskassen. De hovedrige militære adelsfolk selv spytter i kassen eller også opretter de lyssky virksomheder der foretager tvivlsomme økonomiske transaktioner, hvor man bl.a. sælger våben og oplysninger. C-kontoret knytter meget stærke bånd til den tyske militære efterretningstjeneste under ledelse af Wilhelm Canaris.

 

 

 

 

 

 

 

 

Overfor denne tjeneste står det svenske sikkerhedspoliti, som er kontrolleret noget tættere af den svenske socialdemokratiske regering, og som ser med skepsis på de uregerlige militærfolk. Det fremmer bestemt ikke samarbejdet og stærke kredse i og omkring regeringen arbejder for, at man skal lukke C-kontoret, idet man forklarer, at kontoret er kompromitteret af sit samarbejde med tyskerne. Det lykkes så rent faktisk også lige efter krigen. Inden det sker, gør de to tjenester dog alt for at bekæmpe hinanden og Jane Horney skulle have været faldet offer for denne rivalisering, idet det svenske sikkerhedspoliti ved at stække en af C-kontorets vigtigste agenter kunne opnå en fordel.

Efter nedlæggelsen af C-kontoret fortsætter den tidligere leder, oberst Petersén sine våbenhandler og bliver bl.a. involveret i handel med israelerne, der ønsker at købe maskinpistoler. Petersén har været aktiv under krigen, da han sammen med sine partnere sørgede for, at den danske modstandsbevægelse og det danske militær kunne anskaffe sig 5.000 svensk producerede maskinpistoler.

Oplysningerne om Jane Horney, som i øvrigt kun er en meget lille del af Jan Bergmans omfattende bog, rejser naturligvis spørgsmålet om troværdigheden af materialet. Bogen er usædvanlig, fordi det har taget Bergman mere end 30 år at indsamle oplysningerne om denne særlige gren af svensk efterretningstjeneste. Oprindelig fattede Bergman interesse for området, da han mor fortalte, at hun har arbejdet som en af Helmuth Ternbergs svaler. Moderen mødtes igennem mange år med sine tidligere kvindelige kolleger – de andre svaler – for at udveksle minder, og Jan Bergman overværede flere af disse sammenkomster. Efterfølgende begyndte Bergman som ung journalist at opsøge nogle af de overlevende ansatte i efterretningstjenesterne. Flere ville først tale med ham efter langvarige tillidsskabende foranstaltninger, og i mange tilfælde måtte Bergman love at anonymisere kilderne, og nogle betingede sig endda, at deres oplysninger ikke måtte komme frem, førend de var døde. Derfor kunne bogen først færdiggøres sidste år. Dertil kom, at Bergman som den første fik lejlighed til at se på private arkiver, som nogle af efterretningsfolkene selv havde gemt. De officielle arkiver er enten manipulerede, friserede, destruerede eller ikke tilgængelige for journalister og forskere.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Alt dette har givet Bergman et helt unik indsyn i den måde C-kontoret fungerede på, men han har også måttet skjule mange af sine kilder, anvende dæknavne og fordreje visse begivenheder af hensyn til sine kilders sikkerhed. Selv så mange år efter er det åbenbart ikke helt uproblematisk at afsløre handlinger og holdninger i fortidens hemmelige sikkerheds- og efterretnings-væsener. For os at, se fremstår bogen som ret troværdig. Det er klart, at der er ting som er uklare og ikke beviste, men det er det næsten altid, når det drejer sig om hemmeligt efterretningsarbejde, må man på mange punkter nøjes med indicier og formodninger. De steder hvor vi via andre kilder og litteratur har kunnet validere Bergmans oplysninger, har det vist sig at stemme. Under alle omstændigheder har Bergman forfattet en virkeligt interessant og svært fralæggelig bog for dem, der har hang til historien om efterretningsarbejde.

 

Den svenske Jane Horney levede et farligt liv. Men måske blev hun fældet af sine egne landsmænd.

Forfatteren Jan Bergman brugte mere end 30 år på at researche sin nyeste bog om den svenske militære efterretningstjeneste.

Helmuth Ternberg var vice-chef i C-Kontoret. Han arbejdede i en periode for den svenske forretningsmand og avisejer Torsten Kruger. På den baggrund var han i stand til at skaffe Jane Horneys mand et job som korrespondent i Berlin for det svenske dagblad Aftonbladet

Forsiden af bog om den svenske efterretningstjeneste er udgivet på forlaget Norstedts

Copyright © All Rights Reserved