Daugs

Våbensmugleren og den danske modstandsbevægelse

Blev den danske modstandsbevægelse i 1944 snydt så vandet drev af et svensk våbenhandlerfirma, i hvis ejerkreds befandt sig en notorisk berygtet fascistisk våbenfabrikant, chefen for den svenske militære efterretningstjeneste og en advokat med stærke bånd til Sveriges ultra-nationalistiske højrefløj? Historien drejer sig om handel med mere end 4000 fabriksnye maskinpistoler og et par millioner patroner, som danske Erling Foss på vegne af modstandsbevægelsen indkøbte hos firmaet Skandia Stål i Stockholm. Meget tyder på, at Foss og modstandsbevægelsen tvunget af nødvendigheden, men måske også på grund af ukyndighed og ukendskab med international våbenhandel, kom til at betale en voldsom overpris for de nye våben. Ifølge en avisartikel om en celeber retssag i Sverige i 1948, hvor ejerkredsen af firmaet Skandia Stål kom op at skændes, fik de tre partnere en ublu nettofortjeneste på 130 % efter salget af maskinpisto-lerne og kunne putte en milliongevinst i lommen på hvad, der i dagens mønt ville svare til 90 millioner kroner.

 

Forholdet kom frem i efteråret 1948, hvor ejerne af våbenfirmaet begyndte at skændes om aktier og profitter i deres fælles firma. Dermed fik offentligheden for første gang indsigt i det spil, der foregik bag kulisserne, da der fra Sverige skulle leveres våben til den danske modstandsbevægelse. Men denne episode af anden verdenskrig er således slet ikke en historie om, hvordan et svensk broderfolk og dets heltemodige regering kom de trængte danske modstandsfolk til undsætning og støttede kampen mod de tyske besættere. Nærmest tværtimod. Den svenske regering gjorde næsten alt, helt frem til krigens slutning, for at undgå at provokere Hitler og Værnemagten. Til sidst i efteråret 1944 og i begyndelsen af 1945, hvor det var mere end åbenbart at tyskerne ville tabe krigen og ikke længere ville være nogen stormagt, der kunne true Sveriges neutralitet, gav den svenske socialdemokratiske statsminister dog nølende tilladelse til, at man ville se igennem fingrene med våbensalget og smugling fra Sverige til Danmark. Mærkeligt nok blev omstændighederne omkring den store våbenhandel aldrig noget videre omtalt i historieskrivningen. Måske skyldes det to forhold. For nok var modstandsbevægelsens folk glade for, at det lykkedes at bevæbne de danske patrioter med tidssvarende skydevåben, men måske han man ikke været helt stolte ved den voldsomme overpris, hvilket naturligt nok ikke har fremmet lysten til at udtale sig om de nærmere omstændigheder. Dernæst kommer diskussionen om fordelingen af våbnene, som efter alt at dømme blev voldsomt skæv, idet ikke ret mange af maskinpistolerne kom i hænderne på de mere aktive dele af modstandsbevægelsen og hos BOPA, som var kontrolleret af kommunisterne. Mange af våbnene om formelt størsteparten havnede hos de militære ventegrupper.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det kan tilføjes, at Willy Daugs til sidst vandt retssagen og fik sine aktier udleveret.

 

Men hvem er denne tyske våbenfabrikant og sælger, Willy Daugs? Ingen tvivl om at Daugs er en af de mere farverige skikkelser, som lyser en hel del op i nogle af de mere sorte kapitler i historien. Han spiller i en lang årrække en vigtig rolle i kulisserne som leverandør af krigsmateriel til en række regeringer og oprørsbevægelser over hele verden. I den føromtalte artikel, fremstilles Willy Daugs blot som fabrikant, men han var meget mere end det. Han deltog også aktivt i de politiske begivenheder, for det meste på ultranationalistisk og fascistisk side, men gik ikke af vejen for en handel med sine politiske modstandere, hvis bare der var penge nok i sagen. (Det følgende afsnit er skrevet på baggrund af bogen ”Dobbeltmordet i Køge Bugt”.)

 

Willy Daugs starter sin karriere som jagerpilot under 1. verdenskrig, hvor han udmærker sig som en modig og dygtig pilot, der nedskyder flere fjendtlige fly. Han bliver ven med Hermann Göring, der som pilot plaffer et endnu større antal fly ned og dermed får heltestatus, som han udnytter til at fremme sin senere så velkendte karriere som Hitler nære medarbejder og leder af det tyske Luftwaffe. Trods fælles politisk ståsted på den ekstreme højrefløj går Willy Daugs ikke som sin ven Göring direkte ind i politik, men starter som smugler af blandt andet spiritus til København, for senere at udvikle sig til international våbenhandler og speditør med speciale i salg af våben til Østeuropa og Finland. Han udvikler en god næse for, hvor behovene for våben opstår og kan som den første allerede i sensommeren 1936 levere et stort parti af de driftsikre tyske Mauser-rifler til de trængte republikanere i Spanien. For våbenhandler Daugs udvikler borgerkrigen sig til den helt store forretning. Den spanske regering er som nævnt desperat efter at købe våben. General Franco og hans fascistiske oprørsstyrker rykker hastigt frem mod Madrid og truer regeringens liv. I parentes bemærket kan det nævnes, at Franco i modsætning til den demokratisk valgte regering har forberedt sig godt og lang tid forinden sørget for ordentlig bevæbning af sine tropper. Francos udsendte agenter har været på opkøbsturneer i Italien og Tyskland, og her har ingen ringere end Willy Daugs været en samarbejdsvillig og pålidelig leverandør.

Det ved den spanske regering dog intet om, men man gør sig nu heller ikke de store anstrengelser for at lave baggrundscheck af de mulige handelspartnere, bare det ser ud som om, de kan levere våben. Regeringen har på dette tidspunkt en af verdens største likvide beholdninger af guld i form af tonsvis af guldbarrer og millioner af gamle spanske guldmønter. Derfor betyder prisen mindre, blot man hurtigt kan få fat i våben. Det er et marked, som Willy Daugs godt kan lide, og hvis muligheder han tillige er meget dygtig til at udnytte. ”Måske lidt for dygtig!”, er der senere nogle, der senere hvæser. Våbenhandler Daugs opkøber billigt de gamle Mauser-rifler, som findes i stort antal i flere Østeuropæiske lande. De bliver restaureret og solgt til den spanske regering med en enorm profit, der ofte overstiger 100 %. Inden det profitable samarbejde med den spanske regering ophører, når den tyske våbenspekulant at levere mere end 20.000 rifler.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Siden eventyret i den spanske borgerkrig har den tyske våbenhandler fortsat forretningerne. Han har i slutningen af 30´erne vendt blikket mod Finland, hvis regering i stigende grad føler sig truet af Sovjet og ønsker at opruste. Det giver gode afsætningsbetingelser, og Daugs går helhjertet ind på markedet og begynder at sælge våben til finnerne, men også at eksportere finske våben til andre lande. Der er et udmærket erhvervsklima for finsk våbenindustri i tiden inden 2. verdenskrig. Flere virksomheder – både statslige og private – udvider produktionen, og da den er højest, er 170.000 finner beskæftiget med produktion af krigsmateriel.

I den situation får Willy Daugs nye og større ambitioner. For sin del af fortjenesten, tjent på de spanske våben, og hvad han siden har kunnet skrabe sammen, køber han en aktiepost i et mindre finsk våbenfirma ved navn Tikkakoski. Men selv om virksomheden ikke er så stor, så har den et supergodt produkt, for hvilket efterspørgslen er stærkt stigende. Det er en maskinpistol, der kaldes Suomi MP31. Af militære eksperter regnes den for en af de bedst fungerende typer, fordi den er enkel i sin opbygning, robust og i de rette hænder mere præcis end konkurrerende mærker. Den finske hær køber stort ind, det gør også den svenske hær og ligeledes Estland. Efter et stykke tid kan fabrikken i Finland ikke længere klare efterspørgslen, og derfor indgås der en licensaftale således, at der kan produceres på Husqvarnafabrikken i Sverige. Den voksende økonomiske fremgang gør det muligt for Willy Daugs at købe alle aktierne i Tikkakoski, og som eneejer af denne erhvervssucces må han naturligvis bo standsmæssigt. Han får kig på godset Vanajanlinna, der ikke ligger så langt fra våbenfabrikken. Da ejendommen kommer til salg, skynder Willy Daugs sig at slå til, og det lykkes ham at snuppe den foran næsen på den finske statsminister Risto Ryti, der ellers ville have gjort den til officiel embedsbolig. Ryti er rasende over, at det ikke er lykkedes ham at købe det attraktive gods, men han kan intet stille op. Willy Daugs har skaffet alle de nødvendige tilladelser fra indenrigsministeren. Historien melder ikke noget om, at den finske indenrigsministers vanskelige beslutningsproces blev gjort lettere ved hjælp af en ordentlig stor bestikkelse, men det kan man nemt forestille sig.

Den fremgangsrige våbenhandler kan nu bryste sig af at være ejer af et af Finlands flotteste godser. Selve hovedbygningen er imponerende. Over 4000 kvadratmeter med i alt 80 værelser står klar til de fornemme gæster, der kommer på besøg. Blandt dem bemærkes den tyske Rigsmarskal Göring, SS-chefen Heinrich Himmler og andre dignitarer, som alle bliver fyrsteligt vartet op af det 50 personer store personale.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Men mørke skyer begynder at trække ind over Finland fra øst og truer Willy Daugs og hans luxuriøse tilværelse Efter at have indgået en delvis hemmelig aftale med Hitler sender den sovjetiske diktator Stalin sin tropper mod Finland i november 1939. Efter flere måneders heftige kampe i den finske vinterkrig må finnerne bede om fredsslutning og bliver tvunget til at afstå en stor del af de østlige Finland til Sovjetunionen.

For Willy Daugs betyder det i første omgang ikke nogen ændring. Hans våbenfabrik forsætter med at producere og sælge maskinpistoler. De finske militære ledere er kun midlertidigt slået ud og pønser på at kunne slå tilbage mod Sovjet, så oprustningen går slet ikke i stå.

Villy Daugs sælger endog sine populære våben til kroatiske, bulgarske og græske styrker, endvidere til den del af SS som udgør Hitlers personlige livgarde og såmænd også til flere af de allierede lande. Man kan således ikke sige, at Willy Daugs lader sig hæmme af sine politiske eller eventuelt tysk-patriotiske holdninger. Hvem som helst kan købe hos ham, så længe prisen er den rigtige.

Men i begyndelsen af 1944 stopper det behagelige liv midlertidigt for den entreprenante våbenhandler. Nogle år før er finnerne blevet allierede med tyskerne efter deres angreb på Sovjet, og det har gjort det muligt for finnerne at revanchere sig og erobre de tabte landområder tilbage. Men da den tyske offensiv bryder sammen, og russerne igen begynder at rykke frem mod Finland, tænker Willy Daugs, at det fremtidige politiske klima ikke vil være så sundt for ham og flygter derfor sammen med sin kone til Sverige. Han kommer dog på ingen måde tomhændet til Stockholm. Dels har han i forvejen sørget for, at der står penge på nogle solidt store svenske bankkonti, og dels har han fortsat patentrettighederne til Suomi maskinpistolen, som Husqvarnafabrikken på licens vedbliver med at producere store mængder af. Endelig medbringer den forudseende våbenhandler tegninger til en moderniseret udgave af maskinpistolen, som kan danne grundlag for fremtidige forretninger. Men inden da går han i gang med at opføre en pragtvilla i Stockholms bedste kvarter.

Umiddelbart efter sker der det, at den danske brigade der er under opbygning i Sverige, skal have nye maskinpistoler. På den baggrund henvender efterretningschef oberst Carl Petersén til Willy Daugs, for at forhøre sig om Daugs kan være behjælpe med en våbenleverance til danskerne. Daugs der kender Petersén gennem sit efterretningsnetværk tager positivt imod henvendelsen fra den svenske spionchef. I udgangspunktet er der ganske vist ikke tale om så forfærdeligt mange våben, men Daugs tænker, at det på sigt kan gå hen og blive en ganske udmærket forretning. Dels får modstandsfolkene måske behov for flere våben, og dels vil Danmark og Norge efter krigen stå på sejrherrernes side, og man kan derfor let forestille sig, at nogle af de folk, som her i krigens slutfase er ved at blive militært uddannet i Sverige, siden hen tildeles ledende poster indenfor politi og militær, når deres lande er blevet befriet for den tyske besættelsesmagt. Det kan således være en udmærket ting at have været leverandør i denne fase og have skabt gode relationer til, hvad der senere kan vise sig at være indflydelsesrige kunder. Men Willy Daugs er lidt i tvivl om, hvordan man skal organisere forretningerne. Den mest fordelagtige måde er at danne et selskab med hjemsted i Sverige, men en eller anden har givet Willy Daugs det fejlagtige indtryk, at man ikke kan stå som ejer af et selskab eller have aktier, hvis man er statsløs, og det er Willy Daugs blevet af uvisse grunde. Heldigvis har oberst Petersén folk, der kan hjælpe til med den slags. I C-kontoret er tilknyttet en advokat ved navn Algot Törneman. Han er ikke militært uddannet, men jurist og fungerer som en slags uofficiel assistent for obersten og bruges desuden til de lidt mere specielle opgaver, hvor man måske har behov for ekstra diskretion, eller hvor det er praktisk, at C-bureauet ikke optræder som direkte involveret.

Det bliver nu arrangeret således, at der dannes et aktieselskab med det passende neutrale navn: Skandia Stål. I selskabet bliver halvdelen af aktierne købt af Törneman og Carl Petersén, mens den anden halvdel erhverves af Willy Daugs advokat, der fungerer som hans stråmand. Det er i øvrigt våbenhandleren, der låner advokat Törneman og oberst Petersén penge, så de kan købe aktierne.

Derefter kan produktionen gå i gang, og kort tid efter leveres der 1000 maskinpistoler til de norske og danske træningslejre. Advokat Törneman tager sig af de økonomiske dispositioner, og som vist ovenfor kommer det i retssagen frem, at han lægger mere end 100% oven i indkøbsprisen fra Husqvarnafabrikken. Men de danske og norske modstandsfolk har ikke andre muligheder og må acceptere, at hjælpen fra det svenske broderfolk antager ret så dyre former. Overskuddet fra handlen ryger direkte i Daugs og aktionærernes lommer.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I slutningen af 1944 dukker der endnu en mulighed op for en god forretning. Petersén og Törneman finder frem til, at det danske Frihedsråd og dets repræsentant Erling Foss er på jagt efter maskinpistoler, og at der kan blive tale om flere tusinde stykker inklusiv en betragtelig mængde ammunition. Selv om den svenske regering har åbnet op for, at man kan ”bøje” neutraliteten lidt og har tilladt træningslejrene for den danske brigade, så er storstilet eksport af våben en noget mere betænkelig sag, som kan tænkes at provokere stormagten Tyskland, der ikke har mistet alle sine magtmidler.

Der bliver holdt en lang række indviklede forhandlinger mellem ledende danske socialdemokrater og svenske ministre, og her forklarer de danske repræsentanter, at våbnene i første række er tiltænkt danske militære ventegrupper og først vil komme i anvendelse i krigens allersidste fase, og at det desuden er tanken, at disse ventegrupper på samme måde som Den Danske Brigade skal fungere som en stabiliserende faktor og i givet fald have styrken til at forhindre en kommunistisk magtovertagelse. Da de tyske hære yderligere bliver trængt tilbage, går den den svenske statsminister Per Albin Hansson til sidst med til, at man vil se igennem fingre med salget af maskinpistoler til den danske modstandsbevægelse. På den baggrund kan Skandia Stål indgå en aftale med Erling Foss og Frihedsrådet, som har fået A.P. Møller og andre store danske virksomheder til at finansiere handlen. Der sættes yderligere fart i produktionshallerne på Husqvarnafabrikken. De færdigproducerede maskinpistoler sendes til Skandia Stål i Stockholm, som pakker dem om i neutralt udseende kasser og fragter dem til den sydsvenske kyst, hvor politimesteren i Helsingborg sørger for den videre levering i samarbejde med danske transportfolk. I løbet 1944 og 1945 overføres der i alt 4.225 maskinpistoler og adskillige millioner patroner til Danmark og modstandsbevægelsen. Tilsvarende laver Skandia Stål handler med den norske modstandsbevægelse, hvor ordren er endnu større.

 

Prisen løber op i flere millioner, og heraf er mindst halvdelen ren profit til triumviratet Petersén, Törneman og Daugs. Der opstår dog en midlertidig kurre på tråden mellem de tre samarbejdspartnere. På et tidspunkt modtager Algot Törneman et beløb på 60.000 i en slags provision, men i stedet for at lade det indgå i Skandia Ståls kasse stikker advokaten det i sin egen lomme. På en eller anden måde finder Willy Daugs ud af det og begynder at brokke sig. Det får oberst Carl Petersén dog stoppet. Han er en barsk herre, der med en kontant trussel om at smide den tyske våbenhandler ud af landet, hurtigt får lagt låg på balladen. Når det kommer til stykket, er Willy Daugs nok bedst tjent med det, for den danske våbenhandel går så godt og er så overskudsgivende, at man ingen betænkeligheder har, da den norske modstandsbevægelse henvender sig til Skandia Stål for at købe maskinpistoler, hvorefter succesen kan gentages.

Efter afslutningen på 2. verdenskrig bliver der politisk røre omkring C-kontoret. Det kommer frem, at denne del af efterretningstjenesten har haft et endog meget nært samarbejde med den tyske militære efterretningstjeneste Abwehr, og at man har ladet oplysninger om det svenske forsvar tilgå tyskerne. For at dæmme op for sagen bliver chefen, Carl Petersén, i 1946 bedt om at gå af. Senere historisk forskning har vist, at samarbejdet var meget tættere end, hvad selv de hårdeste kritikere på dette tidspunkt kom frem med.

Heldigvis har den pensionerede oberst våbenhandel at beskæftige sig med, og selv om der kommer et par undersøgelser efter pressens skriverier, så er det ikke noget, der hæmmer ham i hans forretninger. Skandia Stål fortsætter ufortrødent og sælger maskinpistoler til både den danske og den norske hær. I slutningen af 1947 og begyndelsen af 1948 dukker muligheden op for at sælge våben til israelerne. Den chance ønsker virksomheden ikke at lade gå fra sig. Man tænker formentlig, at man kan bruge den kendte model fra krigens tid, hvor den svenske regering ganske vist ikke officielt giver tilladelse til våbeneksport, men på den anden side vender det blinde øje til, at nogen støtter jødernes kamp for et eget land. En sag, der ikke blot i Sverige, men i hele Skandinavien, er lige så populær, som da broderfolket i Finland under vinterkrigen i 1939 sloges mod den russiske overmagt.

Men Skandia Stål har ikke nogle egne skibe, og Willy Daugs har afviklet sit rederi, og derfor er man er nødt til at finde samarbejdspartnere, der har de rette kontakter, der har forstand på våbensmugleri og som kan sørge for at hyre kaptajn, besætning og skaffe et skib, der kan sejle våbnene ud af Sverige og forcere den engelske blokade i Middelhavet. Det interessante spørgsmål er, om det er her, den danske våbensmugler Hjalmar Olsen og sortbørshandleren Rudolf Nicolai kommer ind i billedet? Om den videre udvikling kan man læse mere om i bogen ”Dobbeltmordet i Køge Bugt”.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Avisartikel fra 3. september 1948

Den tyske våbenhandler Willy Daugs, der tjente tykt på at handle med våben både før og efter 2. Verdenskrig.

Finsk soldat på øvelse lige før 2. Verdenskrig. I hånden holder han den berømte Suomi maskinpistol, som blev fremstillet i tusindsvis og solgt over hele verden. Maskinpistolen havde ry for at være pålidelig i alle vejrforhold, ret nøjagtig og dertil kom, at den var nem at skille ad og samle igen..

Den svenske oberst Carl Petersén, der var chef for en gren af den militære efterretningstjeneste, det såkaldte C-Kontor. Han blev partner med Willy Daugs og tjente styrtende med penge på blandt andet handel med den dan-ske modstandsbevægelse. Efter krigen blev hans kontor lukket. Der var mistanke om, at han hav-de samarbejdet lidt for tæt med det tyske Abwehr - militær efter-retningstjeneste. Desuden var hans forskellige mildest talt uortodokse forretningsmetoder heller ikke velsete i den nye verden, der blev dannet efter krigen. Carl Petersén trak sig derefter tilbage med sine penge til en stor i villa i Nice, Sydfrankring.

Copyright © All Rights Reserved