Victor K

Den rasende automobilforhandler på Vesterbro


Det skal retfærdigvis siges, at det ikke var alle automobilforhandlere på Vesterbro, som var sortbørshandlere og kriminelle efter krigen. Der var i hvert fald en forhandler, som ikke ville deltage i den ulovlige dans om guldkalven på efterkrigstidens vanvittige sorte børs. Automobilforhandler Victor K. var en modig mand i mere end en forstand. Som tidligere modstandsmand havde han været i dødsensfarlige situationer, og måske derfor havde han fået modet til at turde tale imod både sortbørsbaronerne og de korrupte politifolk.


Efter krigen og frem til begyndelsen af 1950´erne har sortbørsfolk gyldne tider på Vesterbro. Et af de steder, hvor der kan tjenes mange penge, hvis ikke man er bange for at overtræde de strenge kriselove, der regulerer handlen i alle detaljer, er det der kaldes terrænet bag Gl. Kongevej.














 









I dag ligger der store hoteller og biografen Imperial. Men lige efter krigen, hvor der igen er ved at komme gang i handlen med automobiler foregår der en livlig sjakren med biler. Der er strenge restriktioner, på hvem der må købe biler, og hvordan priserne skal være. Den danske regering vil have kontrol med valutaen, og man er meget restriktive med importtilladelser. Det er baggrunden for, at der opstår en omfattende sortbørshandel med de eftertragter køretøjer, og der betales store beløb under bordet for at få en køretilladelse og en bil.


Edderkoppen Svend Åge Hasselstrøm kaster sig over dette spændende og farverige marked. Han er startet som alfons før krigen, men skifter branche efter en stribe hårde fængselsdomme. Under besættelsen er der nye forretningsmuligheder med handel med stjålne rationeringskort. Hasselstrøm bliver formentlig den største bagmand på dette marked. Efter krigen har Hasselstrøm opsparet en kæmpemæssig formue. Han kan ikke sætte den i banken og vælger så ved hjælp af en række stråmænd at placere penge i forskellige værtshuse. Fra meddelere i miljøet kommer der oplysninger til politiet om, at Hasselstrøm har købt sig ind i værthuse som Cafe Marckman på Gl. Kongevej 5, Hølmers Bar i Stenosgade og Fattys Kro i Trommesalen. Dertil kommer en stribe cigarforretninger og barer i Adelgadekvarteret. Det forlyder også, at Hasselstrøm har købt et par store aktieposter i to automobil-importforretninger, der senere udvikler sig til nogle af landet største og som i dag er førende. Også Hasselstrøms kompagnon møbelhandler Johannes Linde handler med biler i den store stil. Fra et nabolokale til sin store møbelforretning lige overfor terrænet, på Gl. Kongevej, sælger han mere eller mindre ulovligt importerede biler til velhavende forretningsfolk. Det gøres blandt andet ved at ”arrangere gaver med dollargrin” fra rige amerikanere til danske slægtninge.

Når der skal drikkes lidkøb går man gerne på en af de mange listige barer i kvarteret, og ofte ender det med, at Hasselstrøm og Linde vinder alle deres kunders penge i kortspil. Det skal bemærkes, at de ikke hver gang bruger falske og mærkede kort.


Automobilforhandler Victor K. studerer hele denne kultur, men han er ikke fristet af sortbørshandlen. I stedet kritiserer han – overfor alle der vil lytte – åbenlyst sine kolleger, som han beskylder for urent trav. Victor K. har været aktiv i modstandsbevægelsen under besættelsen. Han er kommet med i arbejdet i gennem Studenternes Efterretningstjeneste og er beskæftiget med transporter over Øresund.  Det er farligt arbejde og Victor K. bliver på et tidspunkt fængslet af tyskerne, men slipper relativt hurtigt ud af fængslet igen. Tyskerne har for få oplysninger om ham. På et tidspunkt er Victor K. mellemmand mellem værnemagere og modstandsbevægelsen. Det er folk som har tjent penge på at handle med tyskerne, men efterhånden som krigslykken vender for ”Herrefolket”, begynder de at frygte for deres skæbne efter krigen. Nogle af dem tilbyder under hånden penge til modstandsbevægelsen. En af disse folk er en fiskeeksportør, som har tjent en formue på at sælge fisk til Tyskland, men som måske også fra sine fiskekuttere har spioneret lidt for tyskerne og sendt meldinger om allieret skibstrafik til den tyske militære efterretningstjeneste Abwehr.


Fiskeeksportøren færdes i det spraglede Københavnske natteliv, når hans tilstede-værelse ikke er påkrævet i den vestjyske fiskerby, hvorfra han driver sit forretningsimperium. En aften møder han Victor K. der ligeledes slapper lidt af på de københavnske barer. Om de to kender hinanden på forhånd, eller om de er blevet sat i forbindelse med hinanden via mellemmænd vides ikke, men der laves i hvert fald en aftale. Fiskeeksportøren overlader en fiskekutter til modstands-bevægelsen, som man kan bruges i den illegale trafik over Øresund og i Kattegat. Kutteren kommer til at sejle en stribe transporter, og bliver efter krigen leveret tilbage til importøren, som i mellemtiden er sluppet overraskende nemt fra en spionageanklage. Måske har det hjulpet, at den ansvarlige politiinspektør har fået lidt særbehandling af importøren og møbelhandler Linde, der har skubbet en pænt kontakt beløb over bordet til politiinspektøren, der hurtigt får udvandet anklagerne og løsladt både importøren og møbelhandler Linde.  I årene efter hygger de alle sammen sig i Lindes møbelforretning på Gl. Kongevej. Ofte ses politiinspektøren med let usikker gang på vej ud af forretningen.


Efter krigen får Victor K. et meget intimt kendskab til en række af de kriminelle personer på den københavnske sortbørs-scene. Flere af de aktive sabotører og likvidatorer har efter krigen svært ved at finde sig til rette under de fredelige forhold. De begynder at drikke, laver sortbørshandel og begår kriminalitet. Victor K. bliver en slags redningsplanke for et par stykker af dem. De bor i hans hjem, når pengene er sluppet op, og de skal afgiftes. Ofte betror de sig til automobil-forhandleren.

På et vist tidspunkt koger Victor K´s temperament over. Det sker i begyndelsen af 1949, da politiinspektør Tage Agdal, beder om at få orlov fra sit job som chef for Krisepolitiet. Han er blevet tilbudt en stilling som direktør for Danmarks Automobilhandlerforening. Det er en forening, hvis medlemmer Agdals krise-betjente ellers har holdt skarpt øje med og mod hvem der er rejst snesevis af tiltaler.


Mange spekulerer i, om Agdal skynder sig at forlade politiet, fordi han er i fare for at blive smidt ud på grund af lidt for tætte forbindelser til Hasselstrøm m.fl., men der bliver aldrig rejst nogen tiltale mod Agdal, om end der er en specialgruppe indenfor politiet, der efterforsker ham. Selv udtaler Tage Agdal i et interview med et dagblad: ”Jeg kender overhovedet ikke Hasselstrøm”.

Det får Victor K. til at koge over: ”Jeg ved han kender Hasselstrøm”, fortæller den ophidsede automobilforhandler til en af sine venner i Krisepolitiet. ”Han var hædersgæst, da Svend Åge Hasselstrøm lejede hele Cafe Marckman og holdt en stor fest for alle automobilforhandlerne:”

Victor K. er så fortørnet over hele denne historie, at han skriftligt melder sig ud af Danmarks Automobilhandlerforening. I udmeldelsen skriver han: ”Jeg ønsker ikke at være medlem af en forening, hvis direktør er en løgnhals. ”







































På Gammel Kongevej lå det der blev kaldt "Terrænet". Her færdedes sortbørshandlere, automobilforhandlere og mange andre.