Snigskytten på Østerbro

Snigskytten i P6B

 

Umiddelbart efter befrielsen kom det til meget omfattende kampe. Fanatiske tyskere og HIPO-folk havde skjult sig i højtliggende lejligheder, hvorfra de beskød de forskellige modstandsgrupper, som nu viste sig åbent på gaden, hvor de foretog arrestationer og afvæbninger.

Den senere kendte dobbeltmorder fra Køge Bugt, Anders Jørgensen var blevet optaget i modstandsgruppen P6B, en ventegruppe, der først skulle i aktion i forbindelse med krigens slutfase. Jørgensen kommer til at spille en ikke særlig heltemodig rolle i en af de episoder i majdagene, som man efterfølgende ikke var særlig stolt af i modstandsbevægelsen.

 

Da frihedsbudskabet lyder om aftenen 4. maj melder Jørgensen sig straks til tjeneste i ventegruppen P6B, og næste dag går det løs på Østerbro. Et antal Hipo-folk og tyske soldater har forskanset sig i husene i Ndr. Frihavnsgade og i kvarteret omkring Strandboulevarden, og herfra skyder de mod forbipasserende, og det kommer efterfølgende til ildkamp med folkene i P6B, der er bevæbnede med lette våben. Fra et tysk krigsskib ”Nürnberg”, der ligger ved Nordhavn, bliver der også skudt ind i kvarteret, efter at en gruppe frihedskæmpere fra modstandsgruppen Korps Aagesen har beskudt skibet. Der er mindst 4 dræbte og ca. 20 sårede

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Forfatteren Leif Panduro, der var med i kampene på Østerbro og selv blev såret, leverer i bogen ”De uanstændige” en malende beskrivelse af situationen 5. maj på Østerbro: ”Rygtet bredte sig som en steppebrand. Slagkrydseren Nürnberg havde landsat sine marinere i Frihavnen og var nu ved at indtage byen søværts. Femte Kompagni gik i krig med Nürnberg. Man gik i stilling på banedæmningen ved Nordhavn station og beskød derfra krydseren, som lå stille hen med alle mand under dæk. Der var en uafbrudt trommeild fra blanke, nye Husqvarna maskinpistoler, som en haglbyge mod skibets panserklædning. Endelig drejede krydseren sløvt en af sine små kanoner og fyrede dovent et enkelt skud af henover banedæmningen. Femte Kompagni trak sig forfrisket tilbage og gik kort efter i krig mod kasernen på Østerbrogade. Her kom flere alvorligt til skade. Således opstod der overalt i byen små lokale slag.”

 

Efter eget udsagn er Anders Jørgensen helt fremme i kampen: ”Jeg ryddede hele Nordre Frihavnsgade – de andre turde jo ikke – jeg skød og lod andre samle ligene op”, praler Jørgensen senere uhæmmet. Men sandhedsværdien af Jørgensens udsagn mere end tvivlsom. Meget kan tyde på, at Jørgensen i virkeligheden holdt sig noget tilbage, da det gik løs i ildkampene med tyskerne og de danske Hipofolk og først trådte frem, da den værste fare var drevet over. Delingsfører i P6B fortæller nu følgende om, hvad der sker om eftermiddagen 5. maj: ”Omkring kl. 17 rykker min deling fra hjørnet af Strandboulevarden og Nordre Frihavnsgade og bevæger os ned imod Nordhavn.” Delingsføreren fastslår endvidere: ”Jørgensen er med i fremrykningen”. På et tidspunkt kommer der en tysk lastbil kørende imod frihedskæmperne. Chaufføren er en tysk soldat, og der er ikke andre personer i bilen. Folkene i delingen standser bilen, da man vil rekvirere denne til brug for modstandsbevægelsen. Soldaten stiger hurtigt og beredvilligt ud af vognen med geværet hængende over skulderen, idet han hæver armene over hovedet som tegn på overgivelse. Chaufføren siger noget på tysk, og delingsføreren og hans folk forstår, at han ønsker at overgive sig. De har ordre på at føre tilfangetagne tyskere til skolen i Holsteinsgade. ”Men så pludselig træder Anders Jørgensen frem og affyrer med sin maskinpistol en mængde skud mod tyskeres bryst”, fortæller delingsføreren. ”Blodet stod i en strøm fra ham, og han faldt om på gaden med et benovet udtryk i ansigtet”.

Folkene kan ikke gøre noget for tyskeren, som er dræbt på stedet, og ophidsede og ilde berørte bebrejder de Anders Jørgensen, hvad han har gjort. ”Jeg sagde til Jørgensen”, fortsætter delingsføreren, at ”tyskeren, der var en ung mand på ca. 23 år, måske havde en mor derhjemme”. Men hertil svarede Anders Jørgensen ifølge delingsføreren blot: ”Sådant et svin fortjente ikke bedre”, hvorefter han med et ”svedent grin” forlod stedet.

Der har ikke været nogen former for samvittighedskvaler hos Jørgensen efterfølgende, for da han forlader drabspladsen, tager han tyskerens blodbestænkte gevær med sig, og senere fremviser han det for de andre kammerater i ventegruppen – poserende og pralende af sin bedrift. Anders Jørgensen får nu tilnavnet ”Snigskytten”, og det er han mærkeligt nok ganske stolt af. Til minde om begivenheden lader han senere en sølvplade fremstille, som påmonteres den parabellumpistol, han har fået udleveret til brug i ventegruppen, men som han beholder efter krigen og senere anvender ved drab.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Trods det, er den almindelige opfattelse blandt medlemmerne i ventegruppen, at det var en brutal og unødvendig nedskydning af en ung tysk soldat. Men selv om der bliver udfærdiget en detaljeret rapport om hændelsesforløbet, konkluderer ledelsen af ventegrupperne, at der ikke skal foretages yderligere, idet man anser drabet for at være begået som et led i kamphandlingerne på Østerbro.

Efter befrielsen forbliver Anders Jørgensen tilknyttet P6B i nogle måneder. Han forretter vagttjeneste blandt andet i Frimurerlogen på Østerbro, som modstandsbevægelsen har overtaget efter Schalburgkorpset.

Meget tyder endvidere på, at Jørgensen glider med over i arbejdet, da P6B bliver omdannet til en enhed i Hjemmeværnet. En af Anders Jørgensen kammerater i fortæller:

”Efter krigen var jeg tilsluttet en modstandsgruppe P6B, der senere kom til at hedde bat. 18 under Hjemmeværnet. Anders Jørgensen var leder af en nabodeling. Det var en Larsen, der var chef for 18. bat. og her samlede man alle de knivskarpe kommunister, såsom veteraner fra Spanienskrigen m.fl., og de var formeret som Hjemmeværn”, forsætter Nielsen og forklarer, at man først rekrutterede medlemmer til bat. 18, når de blev betragtet som ”politisk skudsikre”.

 

 

 

 

 

 

 

 

Arbejdet i bat. 18 består blandt andet i at holde vagt ved Land og Folks lokaler, afvæbne tidligere landssvigere og opspore hemmelige våbendepoter fra krigens tid.

På et tidspunkt i foråret 1948 holder bat. 18 en selskabelig sammenkomst for medlemmerne, fortæller kammeraten. ”Ved denne lejlighed skulle der sættes en sølvplade på Snigskyttens gevær til minde om de hipoer, han havde skudt, og geværet skulle gives til kompagniet som gave”, fortsætter Nielsen, der senere overværer, at Jørgensen i en samtale med nogle af de andre deltagere fortæller, at firmaet Carl Holten, hvor den myrdede kontorchef var ansat, under krigen syede uniformer til tyskerne, men også udbetalte penge til P6B, og at det var Jørgensen, der modtog disse penge fra kontorchef Jacobsen på P6B´s vegne. Kammeraten får efterfølgende disse oplysninger bekræftet af en meget kendt kommunistisk modstandsmand, der var centralt placeret i arbejdet med at opbygge de militære ventegrupper under krigen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hvis man lægger disse oplysninger til grund, så er Anders Jørgensen ikke bare en forhutlet 5-maj kæmper, der er foragtet af sine modstandskolleger, men har derimod en placering i modstandsarbejdet, hvor han fungerer som pengekurer og forbindelsesled mellem forretningsfolk, der køber aflad og forsikring hos modstandsbevægelsen.

Efter krigen fortsætter Jørgensen sit arbejde i den stærkt kommunistisk dominerede hjemmeværnsafdeling, som delingsfører, og som en person lederne i hvert fald har en vis tillid til, og som endda på et tidspunkt hædres ved en ceremoni. Det vides endvidere, at Anders Jørgensen lige efter krigen bliver udstyret med en legal våbentilladelse, og at han beholder den i kraft af sin aktivitet i det nydannede hjemmeværn.

 

LÆS MERE OM ANDERS JØRGENSEN I BOGEN OM

DOBBELTMORDET I KØGE BUGT SE OMTALE AF BOGEN HER

 

 

 

 

 

 

 

Den 5. maj er modstandsfolk i hård kamp mod skjulte tyskere og HIPO-folk på Standboulevarden på Østerbro i København. Der er flere døde og sårede inden, der er blevet ryddet op i kvarteret.

Anders Jørgensen har ingen som helst samvittighedskvaler efter den helt unødvendige nedskydning af en ung tysk soldat, der var ved at overgive sig. Tværtimod går han fra stedet med et svedigt grin og en bemærkning om, at tyskeren ikke havde forjent bedre.

Efter befrielsen bliver der fremstillet forskellige emaljeskite til medlemmerne i P6B, som de stolt bærer på deres beretter og jakker.

Efter kampene på Østerbro lader Anders Jørgensen en sølvsmed fremstille en lille sølvplade, der bliver påmonteret en af Jørgensens pistoler. Våbnet bliver senere brugt til at nedskyde to sortbørshandlere i Køge Bugt.

Copyright © All Rights Reserved