Johannes Hansen

Krisebetjenten blev fængslet af tyskerne

- Uddrag af bogen: "Dobbeltmordet i Køge Bugt"


Da krisebetjent Johannes Hansen var blevet taget til fange af tyskerne blev han sigtet for at have samarbejdet med blandt andet den stærkt eftersøgte modstandsmand ”Flammen” og for at være ansvarlig for et større våbenlager.

Desuden mener de tyske politifolk, at Johannes har været medskyldig i et attentat på den danske tidligere kriminalbetjent Max Pelving, der er gået i tysk tjeneste. Pelving er dog usædvanlig heldig og overlever likvideringsforsøget. I de første anklager har tyskerne ret, men Johannes har ikke medvirket i likvideringsforsøget, om end han ved en anden lejlighed har benyttet bilen, hvorfra der blev skudt mod Pelving.

Johannes Hansens sag står slet ikke godt. Gestapo har et vægtigt materiale imod ham, og man lægger ikke fingrene imellem, da man går i gang med det såkaldt ”skærpede forhør”. En metode det tyske politi er begyndt at bruge i 1944, og som indebærer benyttelse af pisk, slag og andre torturmetoder for at få de tilfangetagne modstandsfolk til at tale. Johannes bliver frygtelig mishandlet og er på kanten af sammenbrud.

Hans forældre prøver at få tilladelse til at besøge ham i fængslet. Men det er en vanskelig sag, og faderen må derfor benytte alle sine gamle kontakter i politiet for at få de nødvendige tilladelser. I Vestre Fængsel venter forældrene utålmodigt hele eftermiddagen, inden de kan se deres søn. Først kl. 17:30 føres han ind i besøgsrummet iført håndjern og er nærmest helt sort i ansigtet.

Johannes står derefter og svinger som en fuld mand og må til sidst støtte sig til væggen for ikke at falde. Han formår dog at hviske til sin mor, at han har været i uafbrudt forhør i tolv timer, siden kl. 5 om morgenen. Mødet mellem Johannes og hans forældre slutter brat, da en tysk vogter brutalt hvæser: ”Sig farvel til Deres søn, han skal skydes i dag.”

Det er for meget for moderen, der får et chok og falder besvimet om på gulvet.


Men Johannes bliver ikke skudt. Det viser sig at være en fingeret henrettelse og en raffineret form for psykisk tortur, man laver for yderligere at true fangen og få ham til at afsløre sine kontakter. Mindst to gange gennemfører tyskerne dette makabre og grusomme skuespil overfor Johannes Hansen, hvor han køres ud i Ryvangen, bliver stillet op foran en række tyske politisoldater, der under kommando tager ladegreb og lægger an til skydning. For blot i sidste øjeblik at blive standset.

Det er uklart, om nogle af Johannes Hansens oplysninger fører til, at tyskerne kan arrestere yderligere medlemmer af modstandsbevægelsen. Selv mener han, at det ikke er tilfældet. Men under alle omstændigheder vil de sigtelser, det tyske politi har rejst overfor Johannes, uvægerligt føre til en dødsdom i sidste ende, og her bliver der ikke tale om nogen form for skuespil.


Senere i juni 1944 bliver sortbørsmanden Rudolf Nicolai en dag opsøgt af Viveka, Johannes Hansens hustru. Krisebetjenten har tidligere fortalt hende om Nicolai og hans forbindelser til tyskerne, og Viveka beder nu Nicolai om at gøre noget for at redde Johannes liv.

Det siger Nicolai ikke nej til, og han henvender sig straks i Shell-Huset, hvor han forhandler med flere tyske kriminalfolk. Igennem dem kommer der kontakt til selve chefen for Gestapo i Danmark, Dr. Karl Heinz Hoffmann, der trods sit ansvar for de mest brutale og hårdhændede metoder, som anvendes overfor modstandsfolk, også er en kultiveret og behagelig mand at forhandle med.   

Han har også ry for nogle gange at behandle folk anstændigt og er i flere tilfælde kendt for at have fået formildet straffe og fået løsladt danske fanger i KZ-lejre. Noget tyder i øvrigt på, at han og hans medarbejdere heller ikke er helt upåvirkelige af materielle incitamenter.

Nicolai finder på en historie, der skal formilde Gestapochefen. Våbenlagret som tyskerne har fundet og anklager Johannes Hansen for at være ansvarlig for, har slet ikke været beregnet til brug mod tyskerne. Nej, det skulle have været brugt mod kommunisterne efter krigen, hvis der kom en sovjetisk invasion.

”Mine argumenter virkede overbevisende på tyskerne”, forklarer Nicolai senere. ”Dr. Hoffmann erklærede, at Johannes Hansen og hans kammerater skulle have været overført til Tyskland og være likvideret, men efter mine oplysninger blev det ordnet således, at det blev lovet, at de ikke skulle komme længere end til Frøslev, og at der ikke skulle ske dem noget”.

Men nogle kontanter skal der nu også ind i billedet, for at tyskerne vil opgive deres planer med Johannes Hansen. Selv fortæller Nicolai efter krigen, at han måtte punge ud med 10.000 kr., men det er nok Nicolai, der bestemt ikke var kendt for at gøre en god historie dårligere, som har pyntet lidt på det virkelige hændelsesforløb.

Bestikkelsesforsøget er under alle omstændigheder vellykket, men: ”Dog kunne han ikke bestikke dem til at løslade mig. De sagde: ”Hold dine fingre væk fra den sag. Den er snavset. En grim sag.” Men han opnåede i hvert fald, at de ikke skød mig,” fortæller Johannes Hansen.


Se yderligere omtale af bogen  HER