Rickhard Jensen

Søfyrbøderformandens usædvanlige venner

 

Politifolkene i København får af og til nogle mærkelige tip, som de ikke altid helt ved, hvad de skal stille op med. For i visse tilfælde er det ikke umiddelbart er til at se, om tippet indeholder kriminelle forhold. Men politifolk er som regel nysgerrige, og hvis de genkender nogle af deres ”sædvanlige kunder”, så sker det ikke sjældent, at der efterfølgende bliver lavet undersøgelse, hvor kriminalbetjentene forsøger at grave et lag dybere.

En dag i september 1950 kommer en af politiets meddelere ind på politigården og bliver vist op i 7. Undersøgelseskammer. Kriminalbetjentene kender ham ganske udmærket, for han har tidligere leveret oplysninger, der har vist sig værdifulde. Derfor lytter man interesseret til ham. Men betjentene ved også, at personen ønsker den højeste form for diskretion, for det kan nemt være forbundet med fare, hvis man færdes i kriminelle miljøer, og det bliver opdaget, at man ”snakker med” politiet og lækker oplysninger, der kan bringe sortbørsfolk og andre lyssky personager i fedtefadet. De fleste af de større sortbørsfolk har kontakt til gorillaer, som hurtigt kan levere nogle ordentlige øretæver som straf eller som skræk og advarsel. Nogle af dem som ¬- for eksempel Svend Åge Hasselstrøm - kan sådan set også selv finde ud af at give en solid omgang tæsk.

Derfor nævner politifolkene i den slags tilfælde heller ikke navnene i deres rapporter, men skriver typisk, at deres meddeler er kendt i forvejen, eller som i dette tilfælde: ”En person som under ingen omstændigheder ønsker sit navn nævnt”. Personen ved formentlig ligesom betjentene, at der både hos krisepolitiet og hos kriminalpolitiet er flere betjente, som med stor interesse lytter deres kollegers beretninger, og som også kan finde på at kigge i nogle af de rapporter, der oftest ligger frit fremme på skrivebordene eller er placeret i let tilgængelige arkivskabe. Navnene i disse rapporter bliver så ved en senere lejlighed byttet ud med et nogle hundredekronesedler på et værtshus, mens man nyder et par kølige pilsnere betalt af en af de kriminelle bagmænd.

 

”Jeg kan fortælle jer, at der er tre af jeres kolleger fra krisepolitiet som deltager i frokoster med kendte sortbørsfolk. Vært for disse sammenkomster er Robert Becker”, begynder meddeleren sin fortælling. Det får kriminalbetjentene til at spidse ører. For Robert Becker er ganske godt kendt af politiet, idet han tidligere er både er straffet for en række overtrædelse af kriselovene, for sortbørshandel og for hæleri, men også har været mistænkt i flere andre sager. Derudover har Robert Becker tilhørt kredsen omkring møbelhandler Linde, som netop er blevet idømt 6 års fængsel. Becker er også blevet dømt som en af de mange i Edderkopsagen og har fået 40 dages fængsel og så har han en fin forretning med at smugle tæpper og formentlig også guld sammen med sin nevø Aron Jack Becker, bedre kendt som Revolver Jack (Se artiklen om ham HER).

 

På den baggrund regnes Robert Becker helt klart som en af de tunge drenge, der dog til daglig driver en helt legal grosserervirksomhed inden for trikotage i en fin ejendom på Købmagergade, hvorfra der er udsigt til Kultorvet, og hvor også de interessante frokoster skal have været afholdt.

”Især her op til jul har der været en række frokoster”, betror meddeleren. ”Der er som regel 14-16 deltagere i frokosterne og de starter med det store kolde bord med øl og snaps. Derefter nyder man kaffe, likør, cognac og afslutter senere med whiskysjusser”.

Meddelen fortæller navnene på deltagerne, og efterfølgende kan kriminalbetjentene konstatere, at adskillige af dem er dømt for hæleri, sortbørshandel, bookmaking, eller for andre overtrædelser af kriselovgivningen. De fleste af dem er meget velstillede og har fine adresser i villaer på Frederiksberg, Gentofte og på Strandvejen.

 

En enkelt af gæsterne adskiller sig dog helt fra de andre i selskabet hvad angår social status. Det er formanden for Søfyrbødernes Forbund, Richard Jensen, der også sidder med ved bordet og bestemt ikke holder sig tilbage i forbindelse med indtagelse af de våde varer, det er først nogle år senere, at Richard Jensen bliver totalt afholdsmand og begynder at prædike abstinensens budskab. Han falder med sin kærneproletariske baggrund og stærke politiske engagement på den revolutionære venstrefløj helt udenfor gruppen af velstillede forretningsmænd, der formentlig alle har ret så borgerlige politiske synspunkter. Men hvorfor er han så med inviteret med i selskabet.

 

”Han kender Robert Becker fra Sverige”, forklarer meddeleren. Robert Becker har med sin jødiske afstamning været nødt til at flygte til Sverige under krigen. Her har han truffet Richard Jensen, der er undsluppet fra Vestre Fængsel efter at være dømt for sabotage mod nogle spanske skibe. Han er derpå blevet smuglet til Sverige, hvor han angiveligt har mødt den fremtrædende sortbørsmand.

Richard Jensen har bestemt ikke meget respekt for den borgerlige lovgivning og er selv dømt for sortbørshandel med benzinmærker, hvad han i øvrigt er sluppet meget billigt fra, fordi hans gode ven Svend Åge Hasselstrøm har sørget for at dække over ham.

Det kan således slet ikke udelukkes, at alle i det fugtige selskab har fælles interesse i forskellige sortbørsforretninger, og at frokosten er en udmærket anledning til at udveksle erfaringer om markedet og til at få ideer til nye lukrative handler.

 

Udover sit tætte bekendtskab til kredsen omkring Hasselstrøm så kan Søfyrbøderformanden bidrage med sin viden om smugleri og kan være behjælpelig, når man skal have ting ind og ud af frihavnen. Richard Jensen har en masse forbindelser til toldere, sømænd og havnearbejdere, som er ideologisk beslægtede eller som kan bestikkes. Forretningsfolkene er alle drevne grosserere og har den fornødne kapital. Så der kan sagtens være opstået forskellige former for alliancer.

Kriminalbetjentene i 7. Undersøgelseskammer er helt sikkert ganske opmærksomme, mens den hemmelige meddeler fortæller og der bliver noteret flittig på blokken. Og nu kommer det afgørende i beretningen:

Med til de fugtige frokoster er også tre politifolk, som alle er ansat ved Krisepolitiet, og som har fingeren på pulsen. Det er ikke aspiranter eller nyansatte, men erfarne og betroede folk med et stort kendskab, til hvor politiet retter sit blik, og hvor langt man er kommet i forskellige former for efterforskning. En af dem overbetjent Elmøe, der har været medlem af den tophemmelige efterforskningsgruppe, som politiadvokat Rolff nedsatte året før for at efterforske Edderkopsagen.

Nu er overbetjent Elmøe leder af en efterforskning, der er rettet imod ingen ringere end Richard Jensen. Elmøe har derudover et tæt samarbejde med en af politiets allervigtigste meddelere, den senere så berømte ”Møller” - ”den lille øldunstende mand”, der også er en af de vigtige kilder til Anders Nørgaards og Poul Dalgaards historier i Social-Demokraten. Historier, der var med til at sætte hele Edderkopsagen i gang. ”Møller” overbringer blandt andet oplysninger til overbetjent Elmøe om, at Richard Jensen smugler for Hasselstrøm, og at han kan skaffe kriminelle personer ud af landet.

 

Snakker overbetjent Elmøe under frokosterne med søfyrbøderformanden om disse ting? Får de mange øl, snapse og whiskysjusser en følelse af forbrødring til at opstå blandt de berusede gæster? Og får man her trang til at betro sig til hinanden om forskellige hemmeligheder, som man gensidigt kan have nytte at dele? Vi ved det ikke, men det er vanskeligt at forestille sig at notoriske sortbørshandlere, revolutionære aktivister og politifolk, der gentagne gange sidder og spiser frokost, ikke skulle komme til at berøre eventuelle fælles interesser og muligheder for samarbejde. De af deltagerne, der sidenhen bliver udspurgt af de mere retlinede kriminalbetjente i 7. Undersøgelseskammer, benægter naturligvis, at der skulle være tale om noget som helst andet end helt almindelige venskabelige og uskyldige sammenkomster. Men det er bestemt nærliggende, tiden taget i betragtning, at få den kraftige mistanke, at betjentene under de gemytlige frokoster laver en række handler, hvor man bytter informationer med sortbørshandlerne og den revolutionære fagforeningsleder.

 

Men spørgsmålet er, om det kun er sortbørshandel, der forener Richard Jensen, Robert Becker, de tre krisebetjente og det øvrige grossererselskab. Et nærmere kig på disse grosserere kunne faktisk antyde noget andet.

Med undtagelse af en enkelt er de alle deltagerne af jødisk afstamning og flere af dem handler med varer fra Øst-Europa.

Når det samtidig vides, at Richard Jensen drev et omfattende kurrernet for Komintern, at han før krigen smuglede sømænd og politiske aktivister ind og ud af Tyskland, Polen og andre lande, der var styret af fascistiske eller halv-fascistiske regeringer. Og når vi ved, at Richard Jensen fra 1936 til 1939 opkøbte og transporterede våben til den spanske regering, og senere – som beskrevet af den senere chefredaktør for Politiken Herbert Pundik - hjalp jødiske aktivister med at smugle maskinpistoler til Israels krig mod de arabiske allierede i krigen i 1948 og måske endda spillede en fremtrædende rolle i et kommunistisk og hemmeligt russisk netværk, der foretog omfattende smugleri af våben, herunder også tungere våbentyper, til den unge israelske stat.

 

Når det samtidigt er klart, at Richard Jensen i forbindelse med alle disse aktiviteter må have haft en hel del forskellige samarbejdspartnere udover de kommunistiske aktivister. I denne sammenhæng tænkes der på forretningsfolk, der kunne hjælpe med informationer, være mellemmænd mellem sælgere og købere af våben. Folk der kunne hjælpe med skibslejlighed eller under et passende kommercielt dække, smugle personer, gods og dokumenter.

Når man tager alt dette i betragtning, så er det bestemt nærliggende at spørge om, vi i virkeligheden er til frokost med en del af Richard Jensens netværk?

Det er der flere ting, der tyder på. Se med i kommende artikler på dette website.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Copyright © All Rights Reserved