Likvideringsforsøg på Nicolai

Voldsom likvidering og skuddrama på Vesterbrogade

- uddrag af bogen Dobbeltmordet i Køge Bugt


En mand ved navn Svend Aage Nissen er i januar 1945 på vej op til et kontor på første dal i Vesterbrogade 2E. Det er ham, som står som den egentlige lejer af lokalerne, men har videre-udlejet en del af dem til sortbørsmanden Rudolf Nicolai. Svend Aage er en ordentlig kraftkarl af en mand, over 2 m høj og velproportioneret. Samtidig har han et tiltalende væsen ligesom Nicolai, og de to går godt i spænd. Nissen har været en af direktørerne på Nordværk. En fabrik med blandt andet en afdeling på Nørrebro, der reparerer tyske flymotorer, og som er en af landets allerstørste værnemagervirksomheder. Fabrikken bliver flere gange udsat for sabotage – senest stormer BOPA virksomheden i en stor aktion, der nærmest har militær karakter med flere grupper af sabotører, der kommer i voldsomme ildkampe med tyske soldater og danske politifolk. Nu er direktøren gået ”under jorden” og bedriver sine forretninger fra Vesterbrogade, men ifølge Nicolai er det ikke så meget af frygt for, at modstandsbevægelsen skal ramme ham, som af frygt for en af sine meddirektører på Nordwerk, som Svend Aage Nissen mener, er ude på at slå ham ihjel. Der har været i alt 4 direktører på Nordværk, og de har under hånden lavet en aftale om deponering af en halv million kroner, som skal tilfalde den længst levende.


Der er dog en del, der tyder på, at det ikke bare er Nissen, der har specielt svage nerver, men at truslerne skal tages endog meget alvorligt. Den ene af direktørerne, Due-Petersen, er to måneder før blevet likvideret af modstandsfolk, hvor motivet skulle have været dennes omfattende værnemagervirksomhed. Men der er rigtig mange dunkle punkter i den sag, som rejser spørgsmålet, om ikke der snarere var tale om mord med økonomisk vinding for øje. Nissen har specielt over for Nicolai understreget, at det ikke var Due-Petersen, han havde frygtet, men en af de andre kompagnoner: Direktør L. Efter krigen bliver drabet undersøgt af politiet, og her erkender direktør L, at han rent faktisk har overværet nedskydningen af sin kompagnon Due-Petersen den 24. november 1944 på Køge Landevej, idet han præsenterer den mildest talt helt utrolige forklaring, at han ”tilfældigt befandt sig på Køge Landevej for at købe kartofler”.


Men hvordan kunne modstandsfolkene vide, at Due-Petersen lige præcis ville køre ad Køge Landevej, og hvornår dette skulle ske? Og hvem havde givet ordren til drabet? Og hvad var det præcise motiv? Det blev aldrig afklaret af politiet, som efter krigen var meget forsigtige med at grave for dybt i likvideringerne, hvis modstandsfolkene havde legitimeret disse. Drabene er blevet tillagt Sven Aage Geisler (kaldet ”Store Bjørn) og Ingolf Asbjørn Lyhne (kaldet ”Lille Bjørn”). Disse to, som vi senere møder i en sag om et mærkeligt guldrøveri, blev efter krigen mistænkt for, at nogle af de drab og røverier, de havde begået, udelukkende havde haft berigelsesmæssige formål.

Direktør L. indrømmede overfor politiet, at han havde ladet tilflyde Holger Danske visse informationer om Nordværk, men modstandsfolkene benægtede, at direktøren skulle have bragt en mulig likvidering på banen.

At Svend Aage Nissen var godt informeret om det spil, der foregik bag kulisserne, synes der ikke at være meget tvivl om, og at han på den baggrund havde seriøs grund til at frygte for sit liv.


Klokken 12 er Svend Aage Nissen på vej op til det fælles kontor, hvor hans mistænksomhed straks vækkes af et par mænd i lange militærfrakker, der tilsyne-ladende uden formål bare venter foran kontoret. Direktøren skynder sig ind til Nicolai, og forpustet fortæller han om de mystiske mænd.

”Gå ud og se hvem der lusker rundt”, siger Nicolai til sin livvagt Mølgaard Andersen, der straks rejser sig og går til døren. Uheldigvis glemmer han sin pistol på skrivebordet, og det bliver kort efter skæbnesvangert for ham.

I det samme lyder der et kort bank på døren, og inden Mølgaard Andersen helt har nået at åbne, brager de første skud, som rammer livvagten, der hårdt såret synker om. Svend Aage Nissen og en anden af Nicolais assistenter kaster sig på gulvet, mens Nicolai dækker sig, griber han Mølgaard Andersens efterladte pistol og besvarer ilden. Skuddene brager gennem lokalet, og efter et par sekunder bliver Nicolai sat ud af spillet. En kugle fra attentatmændene har ramt ham i hånden og smadret pistolen.

Men attentatmændene ved dog ikke, at de nu har gjort deres tiltænkte offer ukampdygtig, og de beslutter sig for at trække sig tilbage. Da krudtrøgen har lagt sig, sørger Svend Aage Nissen for at alarmere det tysk oprettede hjælpepoliti HIPO.


Kort tid efter bliver der også tilkaldt en ambulance, og da den ankommer, får ambulanceførerne i første omgang besked på at vente af de ophidsede Hipoer. ”Der er skyderi i ejendommen”, råber de. De to førere går i dækning bag deres bil, men får umiddelbart efter tilladelse til at hente en såret person.

”Han har fået et maveskud”, fortæller en Hipo-mand til ambulanceførerne. Da de har båret Mølgaard Andersen ned og anbragt ham i ambulancen, går det med udrykning af sted til Kommunehospitalet, der ikke ligger langt væk. Den ene af førerne sidder inde i vognen hos den sårede og forsøger sig med en konversation. Men Mølgaard Andersen er allerede omtåget og ved at miste bevidstheden. Det viser sig, at ambulancemanden har et vist forhåndskendskab til den sårede, idet Mølgaard Andersen er bekendt til en af kollegerne. Ambulanceføreren er nysgerrig, og han benytter lejligheden til at gennemgå Mølgaard Andersens lommer. Her finder han en medlemsbog til DNSAP og en tysk våbentilladelse. Mølgaard Andersen kommer hurtigt til behandling på Kommunehospitalet, men hans liv står ikke til at redde, og han dør samme dag.

Rudolf Nicolai trænger også til behandling. Hans hånd er alvorligt læderet af en kugle, der på vej gennem hånden har beskadiget både sener og knogler. Takket være sine gode forbindelser i Værnemagten bliver Nicolai ført til det tyske lazaret på Nylandvej på Frederiksberg. Her er man specialister i skudsår og kan give ham den optimale behandling, som vil komme til at strække sig over et par uger.

Men hvem var det egentlig, der stod bag likvideringen af Mølgaard Andersen og forsøget på at likvidere sortbørsmanden, og hvad skulle motiverne have været? Det vil blive belyst i det følgende …..

Se bogen HER