Fisker Nielsson

 

Fiskeren der bestemt ikke sagde for meget


Fisker Nielsson, som alle kalder Morell, spiller en speciel rolle i dobbeltmordet i Køge Bugt, blandt andet fordi det er ham, der ejer båden hvor ugerningen finder sted. Men derudover har han også en interessant forhistorie.

Morell er en moden herre på 50 år og har næsten hele sit voksne liv været beskæftiget på havet. Først beskæftiget som fyrbøder på de store skibe, der går til udlandet, og siden som fisker i Øresund fra sin egen lille båd. Nervøsitet er ikke et af hans karaktertræk. Han er den rolige og stovte sømand, som tænker sig om, før han siger noget, og det kan der godt gå lang tid imellem, at han gør.

















”Morell er meget lidt talende”, konstaterer hans kone tørt over for politiet i en senere i en afhøring, samtidig med at hun mere end antyder, at hendes temperament er af den mere iltre type. Et stort ar på Morells kind – lige ved næsen - vidner om en episode, hvor fiskeren har været lige lovlig langsom i sin kommunikation, og hvor konen følgelig har givet han en ordentlig en over snuden med et tungt askebæger. Morell spiller en ikke helt uvæsentlig rolle i modstandsbevægelsen.

I september 1943 har modstandsgruppen Holger Danske forøvet en større sabotage mod Forum i København, og jorden begynder at brænde under flere af medlemmerne. Det bliver besluttet, at de mest eftersøgte skal bringes i sikkerhed i Sverige for en tid. Iblandt dem er den navnkundige sabotør og likvidator Jørgen Haagen Schmith – bedre kendt som ”Citronen”. Det bliver Morell, der får opgaven at sejle Citronen og 10 andre modstandsfolk til Sverige. Folkene bag transporten har stor tiltro til, at Morell kan holde tæt, og at han er stabil og rolig i farlige situationer.  Efter at have klaret opgaven med at sejle de eftersøgte modstandsfolk til Limhamn i Sverige betros Morell en endnu mere værdifuld ”last”.

Det er nobelpristageren og professoren, Niels Bohr, som skal hjælpes til Sverige. Derfra skal han videre til England og senere USA for at medvirke i arbejdet omkring fremstillingen af den første atombombe. Den 29. september transporterer Morell den verdenskendte fysiker ud midt i sundet, hvor Bohr og hans ledsagere hjælpes over i en anden fiskerbåd, der bringer dem sikkert til Sverige. Fisker Morell fortsætter med at hjælpe Holger Danske og sejle modstandsfolk og flygtende jøder til Sverige, indtil det skønnes, at hans båd er blevet for kendt af tyske patruljer, og han må trappe ned.





















Under krigens sidste fase, i april 1945, bliver Morell og hans bror arresteret af det tyske politi, der under aktionen får hjælp af den danske tolk, Edmund Arne Jacobsen. Tolken gennembanker både Morell og hans bror for at fremtvinge tilståelser og navne på medskyldige, men Morell har ikke noget at fortælle tyskerne, der sigter han for de illegale transporter.  Lige så tavs er han, da han løslades efter befrielsen. Tolken Jacobsen bliver blandt andet anklaget for en lang række torturepisoder og dødsdømt, men Morell indgiver ikke anmeldelse eller afgiver forklaring for retten. ”Jeg regnede med, at de havde nok på Jacobsen”, mumler den tavse fisker, der vanen tro ikke finder grund til at sige noget, med mindre det er absolut strengt nødvendigt.



























































Fisker Nielsson er en modig mand, men han er ikke en type der praler af sine handlinger. Faktisk skal man være heldig for at høre ham sige noget overhovedet.

I denne lille kutter transporterer fisker Nielsson blandet den kendte sabotør "Citronen" og atomfysikeren Niels Bohr over sundet i sikkerhed for den tyske Værnemagt.