Dømte betjente

De korrupte politifolk måtte betale en høj pris

 

I kølvandet på Edderkopsagen kom der mange belastende oplysninger frem om, at forskellige politifolk havde modtaget bestikkelse af møbelhandler Linde og Svend Åge Hasselstrøm. På den baggrund blev der efter en vis tøven i den øverste politiledelse dannet en mindre undersøgelsesgruppe, der skulle komme til bunds i spørgsmålet, om der var holdt i rygterne og de mange avisskriverier vedrørende udbredt politikorruption.

 

Det stod hurtigt klart for politiadvokaterne Dorn-Jensen og Skander-Madsen, at adskillige betjente i både krisepolitiet og i kriminalpolitiet plejede mere end almindelig omgang med den københavnske kriminelle omverden. Men der skulle håndfaste beviser til for at få dømt de brodne kar. Rygter var ikke nok. Men efter omfattende afhøringer, som sjældent gav brugbare oplysninger for politiadvokaterne, fordi betjentene af kollegiale hensyn ikke var ret tilbøjelige til at angive deres kolleger, fik man dog rejst en lille snes sager mod politifolk, der havde modtaget bespisning eller gaver – typisk i form af sortbørsvarer som cigarer, cigaretter, spiritus og vin. Men også kontanter og forskellige former for tjenesteydelser indgik i flere af sagerne.

14 politifolk endte med at blive dømt. De fleste blev dømt for mindre forseelser, og nogle kunne endda efterfølgende blive i tjenesten. Mens andre fik fængselsstraf og blev afskediget fra tjenesten. Men i langt de fleste af sagerne var der tale om relativt små beløb, som politifolkene havde ladet sig bestikke med.

De fleste af de dømte var menige politifolk, og kun et par stykker var overordnede. Men de overordnede, om hvem det i politikredse var kendt, at de var på venskabelig fod med Edderkopperne, kan have fungeret som et dårligt forbillede for de menige betjente, som senere lod sig friste.

Den hårdest dømte politimand, kriseoverbetjent Johannes Hansen, der fik tre et halvt års fængsel for at have modtaget tusinder af kroner, forsøgte sig med en forklaring:

”Lad mig tage et eksempel”, begyndte Johannes Hansen og fortalte om opdagelsesbetjent Steffensen, der blev dømt ved byretten. ”En lille flittig mand med kone og tre børn, lever spartansk, har i mange år sparet sammen for ad åre at få bygget sig et rækkehus. Han bor i en lille toværelseslejlighed. Jeg har en enkelt gang været ude hos ham, en eftermiddag. Jeg kørte forbi under en sag, og jeg kan huske, at de levede så spartansk, at deres tre børn sov i tre køjesenge, hvoraf den ene skulle skydes ud, og så lidt plads var der i soveværelset, så de i virkeligheden alle skulle ind i soveværelset først og lukke døren. Så først kunne den sidste seng skydes ud. Steffensen var ikke utilfreds med den måde, han boede på. Han var i virkeligheden glad og lykkelig. Han kom til at arbejde i Krisepolitiet. Han var ikke en særlig dygtig politimand efter min opfattelse, havde ikke næse for politiarbejde. Han havde ikke nogen større interesse end sin kone og sine børn, men det tror jeg også var en interesse, der optog ham meget”.

Betjent Steffensen fik 3 måneders fængsel for at have modtaget bestikkelse og blev afskediget fra politiet uden pension. Drømmen om rækkehuset måtte udskydes.

”Han havde”, ifølge Johannes, ”siddet som en lille flittig mand og passet sit arbejde uden påskønnelse og samtidig set, at afdelingen omkring ham rådnede. For ham er der vel også faldet en klap ned, og en skønne dag har han vel sagt: Når de andre kan sidde og lave det ene nummer efter det andet, når ledelsen kan slutte sager mod lovens bestemmelser, når man kan sidde og handle om det arbejde, vi laver hernede, hvorfor skulle jeg så sige nej tak, hvis én kommer og tilbyder mig 500 kr.”

 

Men selvom den faktiske straf, der blev uddelt i byretten, måske ikke var så forfærdelig hård, så var den skæbne, de dømte politifolk efterfølgende blev udsat for, helt anderledes hård. De mistede ikke bare deres arbejde, den faste indtægt og deres gode anseelse, men måtte lide under omgivelsernes barske behandling og hån, som var langt værre end, hvis de blot havde været almindelige tyveknægte.

 

En af betjentene fortæller i et brev 17. august 1950, til politiadvokat Rolff om, hvad der er sket ham, siden han blev sigtet for korruption:

”Hr. politiadvokat.

Dette for at meddele dem, at jeg blev indlagt på neurologisk afdeling her på Kommunehospitalet lørdag d. 12. ds., og at jeg derfor ”desværre” er ude af stand til at møde såvel i 7. Undersøgelseskammer, som i retten foreløbig. Endvidere er det ikke 6. afdeling eller Sct. Hans, jeg er havnet på, men hvem ved, hvad der kommer.

Jeg har imidlertid et ønske (som måske bliver vanskeligt at opfylde), og det er, at der ikke falder dom i min sag, før jeg er udskrevet herfra. Grunden er bl.a. den, at jeg ville være ked af i aviserne at læse om dommen over mig, mens jeg er her (læger, sygeplejersker og mine 11 medpatienter her på stuen har jo ikke kunnet undgå at få at vide, hvem jeg er, og på hospitalerne bliver aviserne jo læst grundigt hver dag). Økonomien spiller jo også en stor rolle; falder dommen før den 1. i næste måned, bliver jeg jo sandsynligvis straks afskediget, og jeg får ingen penge til den første. Jeg har jo desværre ingen kapital, men som De ved kun gæld, og jeg har heller intet arbejde, når jeg kommer herfra. Falder dommen, og jeg bliver afskediget inden den første, må hustruen på socialkontoret for at få til huslejen m.v.

De, hr. politiadvokat, har et par gange sagt til mig, at jeg ikke skulle være bitter, men tage sagen fornuftigt. Nu, da sagen er sluttet, har jeg lyst til at fortælle Dem lidt om, hvorfor man bliver bitter. Efter min løsladelse i marts måned søgte jeg – som jeg tidligere har fortalt – flere stillinger, men jeg fik ikke nogen. Enkelte annoncører udtalte over for mig, når jeg henvendte mig og jeg havde fortalt, hvorfor jeg var suspenderet fra politiet, at de ”ville tænke over det”, andre sagde rent ud, at når jeg var suspenderet fra politiet, var jeg formentlig ikke pålidelig nok. På grund af en vens anbefaling fik jeg så en midlertidig stilling hos en vekselerer til kr. 15 pr. dag. Da jeg skulle møde flere gange i retten i sidste uge, havde han ikke mere brug for mig, da han skulle bruge en mand, der ikke skulle have fri hver anden dag. Nå, nu blev jeg jo også indlagt her.

Man må jo se at finde noget nyt, når man kommer herfra, hvis ikke man ikke straks kommer til afsoning. Jeg har et par gange stået oppe på min altan, når min mindste dreng legede nede i gården. Han er kun godt 3 år, men alligevel var der såvel mindre som større drenge, der sagde, at hans far var forbryder.

Da min kone i sidste uge efter en vask hængte tøj ud i gården, var der en ”madam”, der spurgte, hvor ofte min kone havde været til fest hos Linde (som hun overhovedet ikke kender). Siden min fængsling har min hustru kun været på gaden 2 gange, begge gange besvimede hun. Min ældste dreng må købe ind til husholdningen for hende. Således har sagen taget på hende. Jeg kunne fortælle en hel del mere, men jeg synes, det er nok til at få et lille begreb om, hvorfor man bliver bitter, selv om De vil sige, jeg selv er skyld i det. For Dem er jeg sandsynligvis som så mange andre kun en ”sag” og ikke et menneske. ”

 

Politiadvokat Rolff svarer venligt på brevet, men desværre for den tiltalte overbetjent ikke med det ønskede resultat:

”Kære S.

… De spørger om der ikke er mulighed for at udsætte Deres dom, til De bliver udskrevet. Jeg forstår så udmærket deres bevægegrunde, og jeg nærer absolut intet ønske om at gøre Dem situationen ubehageligere, end den er, men desværre ser jeg ingen mulighed for at imødekomme Deres ønske. I øvrigt er der jo som landet ligger kun eet at gøre for Dem. Se hurtigst muligt at få dette ubehagelige kapitel overstået og så begynd på en frisk. I håb om snarlig bedring. Venlig Hilsen H.V. Rolff”

 

Kort tid efter bliver overbetjenten idømt 8 måneders fængsel og afskediget uden pension. Det har sikkert været med nogen bitterhed betjent S. afsonede sin dom, for i det mindste en del af det han blev dømt for, var han faktisk uskyldig i. Det kom frem, da en af de andre korrupte betjente tilstod at være skyldig, men da var det for sent betjent S. havde afsonet sin straf, og ingen i politiet fandt anledning til at tage den gamle sag op igen. Sagen handlede om, at der tilflød Svend Aage Hasselstrøm oplysninger om den ellers så omhyggeligt hemmeligholdte efterforskning. Oplysninger der kun kunne stamme fra politifolk.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Copyright © All Rights Reserved