jøde poul

Jøde-Poul og det sunkne skib

 

I sortbørsmiljøet færdes der folk med de mest særprægede øgenavne, og nogen af dem foretager ret så besynderlige handler. Sådan en type er den farverige Poul Henry Hansen. Nogen har givet ham øgenavnet Jøde-Poul, på baggrund af hans jødiske afstamning. Jøde-Poul er lidt en type på samme måde som Rudolf Nicolai. Han handler lidt, formidler kontakter og har interessante oplysninger, der somme tider giver han indtægter. Charmerende er han helt bestemt også, når han færdes rundt omkring i det københavnske værtshusmiljø og på trav- og gallopbanerne lidt nord for byen. Den flotte 38-årige mand befinder sig som en ål i vandet i 1948 – året hvor sortbørshandlen er på sit højeste. Det er samtidig det tidspunkt, hvor de kriminelle bagmænd Hasselstrøm og møbelhandler Linde har deres storhedstid.

Når Jøde-Poul ikke sælger automobiler, indsmuglet guld eller ubanderolerede cigaretter, handler han med væddeløbsheste og formidler staldtips til ivrige spillere. Faktisk benævner han også sig selv som: ”Hestehandler”, og efter alt at dømme giver hans mange aktiviteter – både de lovlige og de ulovlige - ham en solid indkomst. Derfor er han heller ikke fedtet med at give øl og drinks, mens der tales forretninger.

Når ordet, hestehandler har fået en noget odiøs klang, er Jøde-Poul bestemt ikke uden ansvar. Adskillige af de heste han sælger med betegnelsen: ”Vinderkrikker”, viser sig senere til de nye ejeres store ærgrelse at være syge og uden former for konkurrenceevner. Alligevel formår Jøde-Poul at klare sig igennem tilværelsen uden de helt store skrammer, og måske skyldes det hans opfindsomhed og eminente talegaver.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jøde-Poul er en af møbelhandler Lindes og Hasselstrøms faste samarbejdspartnere. Han skaffer dem kunder, bringer varer frem og tilbage og afsætter en del af de falske engelske pund, som Linde er kommet i besiddelse af. I forbindelse med Edderkopsagen går han på en eller anden måde fri, men får i andre sammenhænge mindre domme.

På et tidspunkt i efteråret 1947 er Jøde-Poul i Århus for at gøre forretninger. På Cafe Fønix i Vestergade træffer han ved et tilfælde en maskinmester Jacobsen, som har en båd han vil sælge.

”Jeg er sådan set ikke interesseret i skibe”, fortæller Jøde-Poul til maskinmesteren. ”Jeg handler mest med heste og automobiler, men på den anden side hvis der kan indgå en hest i handlen, kan vi snakke om det”, foreslår Jøde-Poul videre. Maskinmesteren vil have en 6-7.000 kr. for båden, der ligger i Århus havn og Jøde-Poul siger frisk, at det er noget af det samme, han skal have for sin hest. Der bliver skyllet lidt pilsnere ned på Cafe Fønix, og efter lidt snak frem og tilbage bliver man enige om en handel, hvor man bytter en hest for et skib, dog således, at Jøde-Poul skal have 800 kr. i hånden.

Næste dag går Jøde-Poul ned til fiskerihavnen for at besigtige sin båd, men han kan slet ikke finde den. Nogle fiskere hjælper ham, og det viser sig, at den er i virkeligheden er sunket. ”Den har ligget længe på havsens bund”, fortæller en af de hjælpsomme fiskere, der formentlig tænker, at denne københavner i det elegante jakkesæt er blevet taget godt og grundigt ved næsen. Det viser sig yderligere, at nogle fiskeredskaber, som skulle have været fulgt med båden, for længst er blevet stjålet.

Jøde-Poul er imidlertid ikke meget påvirket af situationen, for som han med et skævt smil senere fortæller til en politimand, så var hesten ikke mere værd en 800 kr., og måske mindre. ”Så jeg havde jo sådan set ikke tabt på handlen”, smiler Jøde-Poul, der er mest tilbøjelig til bare at lade båden blive liggende.

Nogle dage senere er han tilbage i København og til fødselsdag hos en bekendt, inspektør Georg Hegner, tidligere formand for Søfyrbødernes Forbund. Georg Hegner er inspektør i Cafe West i Nyhavn, som formelt set ejes af hans kone. Men som det senere kommer frem, så er hans hovedbeskæftigelse på denne tid at være kommunisten Richard Jensens nærmeste medarbejder og bedrive spionage for en gren af den russiske efterretningstjeneste. Nogle år senere, i 1959, blev Hegner sammen med andre idømt hårde, flerårige straffe for spionage.

Under fødselsdagen slår Georg Hegner i spøg sin ven Jøde-Poul på skulderen og siger ”Du er en gammel svindler”, idet han hentyder til, at Jøde-Poul nogen tid forinden har solgt ham en travhest, der viste sig at være syg.

”Nå, nå, nu skal du ikke være så ked af det”, replicerer Jøde-Poul, ”jeg har nemlig en fødselsdagsgave til dig”. Jøde-Poul trækker et papir ud af jakkelommen, som er et bevis på, at han er den retmæssige ejer af en båd i Århus havn, hvorefter han rækker papiret til Georg Hegner. Han undlader dog at fortælle, at båden ligger på bunden af havnen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Noget tørt konstaterer Georg Hegner efterfølgende, at det kostede ham 1400 kr. at få båden hævet, tætnet og transporteret tilbage til København. Men selv om der er besvær forbundet med dette, taber Hegner dog ikke på sagen, for han sælger båden videre for 2.000 kr. Senere synker båden endnu en gang, fordi den bliver påsejlet i en af de københavnske kanaler, men det vil føre for vidt her at følge denne mærkelige båds skæbne, og det står heller ikke helt klart om de fremtidige købere af båden fortsat tjener penge, eller hvem der i sidste ende bliver Sort-Per og må bære et økonomisk tab.

Udover denne spøjse historie, hvor alle tilsyneladende forsøger at snyde hinanden, så er det interessant at bemærke, at der i denne tid er tætte forbindelser mellem folk i sortbørsmiljøet og revolutionære kommunister og fagforeningsfolk. I bogen ”Dobbeltmordet i Køge Bugt” er der påvist lignende forbindelser, som havde ingredienserne våbensmugling, sortbørshandel og mord. Se yderligere omtale af bogen HER.

 

 

Jøde-Pouls dobbeltspil under krigen

Under krigen bliver Jøde-Poul involveret i modstandsarbejdet. Hans jødiske afstamning har formentlig medvirket dertil. Han bliver aktiv i revisor H.C. Steen Hansens modstandsgruppe Dannevirke. Gruppen har i øvrigt tilknyttet eller har samarbejde med nogle af de modstandskampens mest besynderlige og tvivlsomme ellementer. Her kan bl.a. nævnes den tidligere SS-mand Bjørn Schouw Nielsen, Svend Geisler og Ingolf Lyhne. Folk som skiftevis laver sabotage, likvideringer og regelrette røverier. I den forstand er Jøde-Poul kommet i det helt rette selskab. Han udnytter nemlig også, når lejlighed byder sig, de forvirrede forhold, der hersker under krigen, til lidt berigelse.

 

I slutningen af 1943 bliver Dannevirke-gruppen revet op af tyskerne, og næsten alle medlemmerne fængsles. Nogle henrettes, mens andre sendes i tysk koncentrationslejr. Kun én person undgår denne skæbne, og det er Jøde-Poul. Efter krigen bliver der derfor rettet mistanke mod ham, men det lykkes ham at give en forklaring, som accepteres. Jøde-Poul fortæller, at han under krigen kommer på Paghs Vinstue, hvis indehaver Johannes Jacobsen er en af hans nære venner. Restauratør Jacobsen går i forbøn hos tyskerne for sin ven og lægger dertil en velvoksen bestikkelse hos en ledende medarbejder ved det tyske sikkerhedspoliti, der finder på en historie, om at Jøde-Poul er en af hans betroede informanter og stikkere. Derpå bliver Jøde-Poul løsladt, men har altså ikke stukket sin gamle modstandsgruppe. Det har derimod en anden person, som efter krigen bliver afsløret og idømt livsvarigt fængsel.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jøde-Pouls forsvar lyder jo ganske plausibelt. Det var kendt, at tyskerne af og til modtog bestikkelse. Rudolf Nicolai var mellemmand i adskillige tilfælde, men der hører flere elementer med i historien. Jøde-Poul har givetvis ret, når han hævder, at han ikke har stukket nogen, men hele sandheden har han dog ikke fortalt. For Jøde-Poul er et vigtigt led i den sortbørshandel, der foregår i krigens sidste fase. Han samarbejder med Rudolf Nicolai og sammen er de mellemmænd mellem på den ene side restauratør Johannes Jacobsen, der ved hjælp af folk i Sverige får indsmuglet guldbarer, og på den anden side visse folk i det tyske sikkerhedspoliti, som af deres overordnede har fået til opgave at indkøbe guldbarer, svensk valuta og andre let omsættelige varer, som kan bruges efter krigen i forbindelse med vedligeholdelse af nazistiske flugtnetværk og økonomisk understøttelse til fremtrædende tyskere, der ønsker at undslippe de allieredes dom.

Det er således en tysk politimand og guldindkøber, som i realiteten sørger for at Jøde-Poul bliver løsladt. Så kan det godt være at politimanden også har fået en bestikkelse med i købet. Men den reelle årsag var, at Jøde-Poul skulle sørge for at guldhandlen kunne fortsætte.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den altid yderst elegant klædte Jøde-Poul kunne snakke fanden et øre af. Selv om han snød og bedragede folk, kom han tilsyneladende ud af de fleste situationer med skinnet på næsen.

Georg Hegner er tidligere formand for Søfyrbødernes Forbund. Samtidig er han aktiv sovjetisk spion, der også bedriver lidt sortbørshandel på sidelinjen.

Johannes Jacobsen ejer en restaurant i det centrale Køben-havn. Under krigen handler han guld med tyskerne og efter krigen laver han almindelig sortbørs-handel. I Edderkopsagen tiltales han for flere alvorlige forhold, men afgår ved døden, inden der afsiges dom.

Copyright © All Rights Reserved