Hotel Nordland

Hotel Nordland et samlingssted for tyskere, sortbørsfolk og kvindelige spioner

 

På Vesterbrogade 22 ligger Hotel Nordland. Her er betjeningen og maden fremragende, og under krigen er hotellet blevet kendt som et sted, hvor tyske officerer, folk fra sikkerhedspolitiet og sortbørshandlere mødes. Selv den kvindelige spion Jane Horny ses her nyde en drink. Det er med andre ord et sted, hvor man virkelig kan skabe sig nyttige kontakter. Atmosfæren er international, men samtidig oser steder af, at flertallet af de tilstedeværende laver handel, som ligger langt ud over, hvad den daværende kriselovgivning tillader. Efter krigen fortsætter hotellet og især baren med at være det foretrukne sted for lyssky forretningsfolk, guldsmuglere og folk der handler med de eftertragtede, men stærkt rationerede cigaretter, spiritus og silkestrømper.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hotel Nordland er blevet åbnet i 1931 af den da kun 25-årige Ejler Jørgensen, der efter at have fået en uddannelse på hotelskole i Lausanne, Schweiz og har arbejdet på førende hoteller i bl.a. New York og London, ønsker at skabe sit helt eget hotel og egen restaurant i international klasse.

Ejler Jørgensen vælger den franske lilje som logo for hotellet og bliver en meget engageret repræsentant for finere fransk madlavning i Danmark. Senere bliver han oplægsholder i radioen og udgiver flere bøger. Ældre læsere kender ham måske dog mest, fordi han med sin gammeldanske, franskpåvirkede og let nasale stemme i 1970´erne var et yndet offer i DR´s ugentlige radiosatireprogram: ”Holdningsløse Tidende”.

Ejler Jørgensen var ikke tyskvenlig og blev ud over sine reklamer for fransk mad bl.a. hængt ud i avisen Nationalsocialisten, der skrev: ”Først på Vesterbro udi i København ligger som tidligere meddelt, hotellet med det hyggeligt klingende navn Nordland. Samme hotel har jo en, siges der af somme, ikke mindre og hyggelig velassorteret bar, der i stedse stigende grad siges at udvikle sig til et sted, hvor det københavnske societys anglophile damer og herrer får lejlighed til, over en drink (lidt kaminpassiar) at debattere de sidste moder, society-nyt eller den militære og politiske situation. Kort sagt: Hetz!”

De danske nazister bliver også stærkt irriterede, da direktør Jørgensen i en annonce skriver: ”Meet your friends” og med tilføjelsen: ”Intelligent service”. Desuden reklameres der med, at Hotel Nordland serverer ”specialiteés de Gaule”, hvilket ikke mindre ophidser de danske nazister, der finder de store bogstaver frem i ”Nationalsocialisten”:

”Teksten taler for sig selv, ”Intelligent service” og ”de Gaule-specialite-ter” (hvorfor ikke noget a la Darlan) ... Der er ikke noget at tage fejl af, selv om hotelejer Jørgensen har været så snedig at stave ”de Gaule” med et ”L”. Meningen er at lede tanken hen på den franske forræder de Gaulle. Hotellet overtræder frækt Kongens bud, går drønende imod den danske stats udenrigspolitiske linje, nærmer sig stærkt det område, hvor straffelovens i dag har takseret viste anstrengelser på særdeles klar vis.”

Den ikke navngivne nazistiske skribent stempler Jørgensens annoncetekst som landsskadelig hetz og slutter med at kræve, at justitsministeren går ind i sagen. (note 1)

 

De stærkt nedladende ytringer i Nationalsocialisten og anklagerne for at være engelskvenlig forhindrer dog ikke mange tyske officerer og værnemagere i at frekventere etablissementet, og der er heller ingen tvivl om, at en type som Rudolf Nicolai befandt sig godt på stedet, hvorfra han drev sine udstrakte forretninger og i perioder havde et ekstra værelse som lager for alle sine sortbørsvarer, og hvor han med venner og forretningsforbindelser indtog mange af sine måltider. Blandt dem var også den senere så berømte svenske skønhed Jane Horney, som ledende modstandsfolk mistænkte for at være spion for tyskerne. Hun blev venner med Nicolai, og de spiste sammen eller fik en drink, når de af og til opholdt sig samtidigt på hotellet. Jane Horney blev kort før befrielsen skudt ombord på en lille fiskekutter mellem Sverige og Danmark.

Billigt var det ikke på Hotel Nordland, og Nicolai var ikke den, der holdt sig tilbage, når der skulle spenderes på omgangskredsen. ”Jeg er dyr i drift”, fortalte han ofte sine kærester. Men af og til, når forretningerne ikke gik så godt, var direktør Jørgensen flink til at give Nicolai kredit, som let kunne løbe op i flere tusinde kroner. (se spændende artikel om Hotel Nordland her: www.lokalhistorier.dk/Flammenogcitronen/Hotel_Nordland/)

 

Da journalisterne Anders Nørgaard og Poul Dalgaard begynder at lave research til den serie artikler, der senere starter hele edderkop-affæren, har de flere samtaler med ledende politifolk. En af dem er Jørgen Schütter, der senere bliver leder af Rejseholdet. Han fortæller flere interessante ting til journalisterne, som de nedskriver i deres hemmelige dagbog. Schütter starter med at fortælle om guldhandler, restauratør Johannes Jacobsen. Han driver etablissementet Paghs Vinstue, senere omdøbt til ”Hos Johs”. Dalgaard og Nørgaard skriver i deres hemmelige dagbog:

 

”Johannes har man længe været ude efter, han står til mange års tugthus, når han knaldes. Hos ham, i Hølmers bar, i ”Kakkadue” i de sene timer og på ”Nordlands bar” over gården tv. Her sidder foruden folk som Fritz Hueg, der hører med til selskabet, hos den i øjeblikket arresterede møbelhandler Johannes Linde. Linde er kompagnon med Hasselstrøm og flere, og med i indercirklen. Han sidder normalt disse steder, oftest dog i Nordland, og drikker. Han er en hund efter piger, men giver sig gerne af med andre gæster. Ud på aftenen dukker folk op, og Linde er så fræk, at han tit modtager smykker til vurdering. Enes man om prisen stikker han smykkerne i lommen. Det er hans underagenter, der kommer med dem, og som ved, hvor han træffes. De får dem fra andre, som de møder på gaden eller i mindre knejper.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Linde er, når han bliver beruset, tilbøjelig til at prale af sine penge, og han kan antyde, at han er ”mand for at ordne en sag”. Han er den mest uforsigtige af bundtet. Schütter anbefalede os, hvis vi ville Hasselstrøm og konsorter til livs, at holde øje en tid med Nordlands bar og et par andre steder, ”Hos Johs” og ”Hølmer”. Når Linde dukkede op, det ventes, han snart må løslades af mangel på beviser, eller indtil hans dom falder, må vi diskret følge hans færden. Der vil givet ikke gå mange dage, før en mand vil dukke op med et smykke. Planen går ud på en sådan aften, når Linde er halvberuset, … omkring midnat, da at tilkalde opdagerne, evt. gennem Schütter, der ganske vist ikke har med København at gøre, men som ved, hvem der kan tilkaldes omgående og hvem, der kan stoles på. Så falder Linde, og så har man ham, ikke på mærkesager eller krisetransaktioner, men på et kriminelt grundlag. Linde er fej og løgnagtig, men han vil i de rette hænder angive banden, hvis han tror, han redder lidt derved for sig selv. ”Så rasler huset ned”, siger Schütter, ”både Hueg, Hasselstrøm, Vanmann, Richard Jensen, bilhandlerne, de fleste af krisepolitiets folk og en lang række ordenspolitifolk vil glide med. Så kan intet stoppe lavinen, men det vil blive en affære af gigantiske dimensioner!” (Læs hele dagbogen HER.)

 

Det er let at forestille sig, at den svada fra en særdeles velinformet politimand giver journalisterne endnu mere blod på tanden og forstærker den formodning de har, om at de er ved at afsløre den hidtil største forbryderring og politikorruption, som nogensinde er oplevet i Danmark.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

par år efter Edderkopsagen udgiver Anders Nørgård en bog, hvor han malende beskriver sin egen oplevelse af Johannes Linde, som der, efter Nørgaards mening, ikke meget godt at sige om. ”En grov, uappetitlig forbrydertype, men snu”, karakteriserer journalisten ham.

”Linde lyser af falskhed og oser af begær”, fortsætter Nørgaard, der flere gange iagttager Linde på Hotel Nordland og kommer med en nærmest filmisk beskrivelse af møbelhandleren: ”Tung kommer han ind på en bar, halvskelende, grågusten, næsten skaldet, ludende og med grødet, uforståeligt mæle. Så hænger han sig på en stol og labber whisky i sig, mens hans øjne søger efter piger og eventuelle handelsofre. Ligegyldigt, hvor dyrt tøj han har på, ser han aldrig velklædt ud. Han skuler og smisker og smasker, piller sig i næsen, klør de tjavsede hårrester og praler, efterhånden som han bliver fuld”.

Senere hen under midnat begynder Linde, på hvad han kalder sin ”Mecodrinkur”. Han bliver sløv af den megen alkohol og skal kvikkes op med Mecodrin, et medikament, hvor det aktive stof er amfetamin. Meget tyder på, at han køber stofferne gennem Hasselstrøm, der efter flere politifolks opfattelse, er bagmand for den første egentlige stofhandel i København. Edderkoppen bliver dog aldrig dømt for disse forhold, som man på daværende tidspunkt blot anser som en bagatel i den større kriminelle sammenhæng.

 

Note 1. Nationalsocialisten 10. december, ugeblad, udgivet af DNSAP, udkom fra 1931-1945. Francois Darlan beklædte forskellige ministerposter og var ledende i den franske Vichy-regering, der samarbejde med Tyskland. Han blev dræbt ved et attentat begået af en fransk modstandsmand i 1942

 

Ejler Jørgensen drev Hotel Nordland og den meget velbesøgte bar med succes frem til 1947. Senere oprettede han restaurant Escoffier i Dr. Tværgade, pudsigt nok i de samme lokaler, hvorfra tidligere Restaurant Rex blev drevet. En restaurant, som var Hasselstrøm og Richard Jensen foretrukne.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vesterbrogade med Hotel Nordland , øverst til højre. Foto fra 1942. Biler med bl.a. soldater fra Frikorps Danmark som bodyguards på trinbrætterne på vej fra KB-Hallen efter DNSAP's forårsappel d. 26. april 1942

Den famøse edderkop, møbelhandler Johannes Linde, fotograferet da han efter at han var blevet arresteret i efteråret 1948

Vesterbrogade set ind mod Rådhuspladsen. Hotel Nordland ligger i nr 22, ses til venstre.

Copyright © All Rights Reserved