Bagermesteren

Den modige bagermester

En dag i juli 1949 sidder kriminalbetjent Vestergaard Christensen og sveder bravt over en stabel rapporter på Politigården i København. Han er ansat i det berømte 7. Undersøgelseskammer, der har ansvaret for at optrevle Edderkopsagen, som det seneste halve år har været på alle landets avisforsider. Kriminalbetjenten har fået til opgave at samle inkriminerende beviser mod møbelhandler Johannes Linde, der er blevet arresteret nogen tid forinden. Det er ikke noget let arbejde, for det vrimler ikke lige frem med vidner, der vil fortælle om den brutale mands ulovligheder. Mange har tidligere fået næsen gevaldigt i klemme, hvis de er kommet på tværs af den magtfulde sortbørsmand, om hvem rygterne siger, at han er venner og har indflydelse over selv de højest placerede politifolk i hovedstaden. Møbelhandlerens forretning ligger centralt placeret med front ud mod den mest befærdede del af Gl. Kongevej. Adskillige nysgerrige forbipasserende får ikke bare et kig på de mondæne møbler, der udstilles i butikken, men af og til kan de også iagttage, at den navnkundige chef for Rejseholdet, Otto Himmelstrup, i synlig spirituspåvirket tilstand vakler ud af forretningen. Himmelstrup er kendt af alle for hans indsats med at opklare de vanskeligste kriminalsager og alvorlige mord over hele landet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Også chefen for politiets efterretningstjeneste, Troels Hoff, ses ganske ofte ud på eftermiddagen forlade stedet på usikre ben. Han og hans afdeling har kontor i bygningen lige overfor, så der er ikke langt tilbage, hvis han lige skal nå en lur på ottomanen i kontoret, inden han skal hjem til sin hustru til aftensmaden. Hvis de ikke skal spise hjemme, men skal ud i byen eller på privat besøg, og det er lidt køligt, så har hustruen en meget kostbar pels på, som hun har fået foræret af Johannes Linde. Hendes mand er naturligvis som politiembedsmand ikke i stand til at modtage gaver i den størrelsesorden.

Alt dette, tillige med de vedholdende rygter om, at Linde hyrer tæskehold, men også selv er mand for at svinge næverne og, mener nogen endda, bestiller lejemord i de værste tilfælde, gør selvfølgelig, at kriminalbetjent Vestergaard Christensen og hans kolleger har en vanskelig opgave. Der skal findes solide beviser mod Linde og hans sammensvorne i sortbørsbranchen. Derfor liver kriminalbetjenten kendeligt op, da telefonen pludselig ringer, og en af hans fortrolige meddelere fortæller, at han har nogle oplysninger om Linde og en af hans samarbejdspartnere: Arne Jack Becker, guldsmugleren, røveren og sortbørsmanden bedre kendt i miljøet som Revolver Jack, et tilnavn han fik efter et ikke helt vellykket væbnet kup mod en guldsmedeforretning, og som gav ham 6 år i fængslet. På samme måde som Linde er han bestemt heller ikke til at spøge med.

”Det handler om en mand der har et godt kendskab til Linde og hele miljøet”, lyder det fra meddeleren, hvis navn kun er kendt af kriminalbetjenten og hans overordnede.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den omtalte mand viser sig at være en velhavende bagermester med en stor forretning på Vesterbrogade og en fornem villa i Klampenborg. Da kriminalbetjent Vestergaard Christensen - formentlig uden de store forventninger - kontakter ham, indvilger han dog straks i at fortælle, hvad han ved. Han er godt kendt med sortbørsmiljøet på Vesterbro, og han frekventerer alle de restauranter og natklubber, hvor også sortbørsfolkene slår deres folder.

”Selv om jeg aldrig egentlig har hilst på Linde, kender jeg udmærket manden”, fortæller bagermesteren. ”Under krigen kom jeg meget ofte i Kakadu Bar, hvor en af mine personlige venner er direktør. Her sad også ofte Linde”. Bagermesteren kan videre berette, at man ofte snakker om Linde på Kakadu, især om hans samarbejde med tyskerne. En af tjenerne hader Linde for det unationale sindelag og brokker sig højlydt, når han skal servere for sortbørsmanden. Det kommer til flere sammenstød i den anledning, men det får en pludselig ende en sen aften i april 1945, hvor tjeneren bliver skudt ned af en ukendt gerningsmand på hjørnet af Istedgade og Gasværksvej, som ligger ganske tæt på Kakadu. I baren er det efterfølgende den almindelige holdning, at det er Linde, der har hævnet sig på tjeneren og har myrdet ham, eller måske ladet andre gøre det beskidte arbejde. Kriminalbetjent Vestergaard Christensen tager denne sag så alvorligt, at han og kollegerne i ugerne, der følger, indleder en grundig undersøgelse, som også skal vise sig at blive omfattende. Der er ikke noget, der tyder på, at mordet er politisk betinget, det vil sige, at det enten er modstandsbevægelsen eller tyskerne, der har taget livet af tjeneren, så der er størst sandsynlighed for, at der er tale om et helt almindeligt mord, og det styrker unægtelig mistanken mod Linde, der er kendt for sit fanatiske utilgivende temperament. Desværre lykkedes det imidlertid aldrig for kriminalbetjenten og 7. Undersøgelseskammer, at finde nogle fældende beviser mod Linde, og mordet bliver henlagt som uopklaret. Måske er der gået for lang tid siden ugerningen, og måske vil nogle af dem, der vidste reel besked ikke tale med politiet. Vi får det aldrig at vide.

Møbelhandler Linde er en mand, der har et meget stort alkoholforbrug. Dagligt indtager han store mængder af spiritus på Kakadu og andre barer på Vesterbro og i den indre by. Den meget alkohol virker naturligt nok lidt sløvende, så for at holde den gående, spiser Linde de såkaldte Mecodrintabletter, som er amfetamin, og som kvikker op. Måske virker denne cocktail lidt for animerende på ham. Bagermesteren kan således fortælle om flere episoder, hvor Lindes voldsomme temperament løber af med ham. Han overfuser tjenere og kommer tit i slagsmål med andre gæster. Det kommer så vidt, at direktøren i Kakadu er tvunget til at udstede et forbud, så Linde ikke kan komme i baren længere. Men det finder den entreprenante møbelhandler naturligvis hurtigt råd for. Han medbringer nemlig i den efterfølgende tid sin gode ven og bestemt lige så tørstige ven, politiinspektør Himmelstrup. Han er så tilpas respektindgydende, at der trods Lindes ry som slagsbror ingen problemer med at komme ind.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Bagermesteren er selv lige ved at blive indblandet i en af Lindes voldelige optrin. En dag, ligeledes under besættelsestiden, sidder bagermesteren efter en lang arbejdsdag og nyder et par genstande på Kakadu, da en hans gamle bekendte, en trikotagefabrikant fra Jægersborg, kommer ind i lokalet. De to mænd indleder en samtale, da trikotagefabrikanten pludselig får øje på møbelhandler Linde, der ligeledes er gæst i baren, og som trikotagefabrikanten ikke kan udstå.

”Nå der sidder det Nazidyr”, udbryder trikotagefabrikanten, idet han kigger over mod Linde og råber så højt, at ingen i baren er i tvivl om, hvem han hentyder til. Linde farer op, hænderne knyttet, og han skal til at slå ud mod trikotagefabrikanten. Heldigvis når bagermesteren at kaste sig imellem de to kamphaner og ved tjeneres og andre gæsters hjælp holdes de to kombattanter fra hinanden. Da gemytterne er faldet lidt til ro går bagermesteren og trikotagefabrikanten videre til en anden bar. Måske skal nerverne dulmes med flere drinks efter optrinnet med den voldelige sortbørsmand, og senere skal trikotagefabrikanten måske besøge en elskerinde i byen. Under alle omstændigheder tager han ikke efterfølgende hjem til sin flotte villa i Charlottenlund. Det skal vise sig at være heldigt for ham.

Næste morgen tidligt ringer trikotagefabrikantens hustru rundt til alle de steder, hvor fabrikanten plejer at komme for at få ham advaret imod at komme hjem.

”Vores hus er omringet af Gestapo”, lyder det fortvivlet i telefonen fra hustruen, der ikke er i tvivl om, hvem tyskerne ønsker at få fat på. Hvordan beskeden når frem til trikotagefabrikanten, vides ikke, men han undgår i hvert fald at blive arresteret af det tyske sikkerhedspoliti.

Hustruen, vennerne og personalet i Kakadu Bar er ikke i tvivl om, hvem der står bag Gestapo-aktionen mod villaen i Charlottenlund. De mistænker møbelhandler Linde for at have angivet trikotagefabrikanten til tyskerne.

Under hele bagermesterens beretning gør kriminalbetjent Vestergaard Christensen flittige notater i det, der senere skal blive til en fyldig politirapport. Formentlig tænker han også, at det er rart endelig at møde et vidne, som ikke bare har nogle relevante oplysninger, men som også er modig nok til at stå frem og fortælle om dem til politiet. Det kan ikke have undgået bagermesterens opmærksomhed, at Linde har gode forbindelser indenfor politiet, og at oplysninger og anklager givet i fortrolighed, nemt siver ud og kommer til sortbørsmandens kendskab. Samtidig er det også velkendt, at Linde har kontakt til mænd, der for god betaling, hurtigt kan give lidt for åbenmundede vidner nogle kraftige slag på gummerne, så de helt sikkert ikke åbner dem igen overfor politiet eller i en retssal.

Da bagermesteren er færdig med historierne om Linde, siger han til kriminalbetjenten, at han også har en anden sag, han gerne vil fortælle om.

”Det handler om Jack Becker”, siger bagermesteren. ”Jeg ved jo, at han var jøde og måtte flygte til Sverige under krigen. Men derfra fortsatte han sine kriminelle aktiviteter. Han handlede guld med tyskerne.” Dermed afslører bagermesteren, at han har en viden, som kun få personer er i besiddelse af, og som rent faktisk kan være særdeles farlig at besidde, især hvis man snakker med politiet. For det var ikke almindeligt kendt, at der var danske jøder, der i samarbejde med visse folk fra modstandsbevægelsen smuglede guld fra Sverige til Danmark og solgte det til den del af det tyske sikkerhedspoliti, som efterhånden havde opdaget, at krigen ville blive tabt, og at det gjaldt om at sikre sig nogle let omsættelige værdier, der bruges efter krigen til flugt, vedligeholdelse af varulveaktiviteter, skjulesteder og meget andet.

Arne Jack Becker er en mand med en straffeattest så lang som en toiletrulle, og efter krigen bliver han eftersøgt af politiet, sigtet for en række forbrydelser. Han regnes samtidig for en meget farlig mand, og flere politifolk mener faktisk, at han på et tidspunkt, hvor han er eftersøgt, planlægger at likvidere den ledende politiadvokat, der håndterer hans sag. Det bliver der heldigvis ikke noget af, og Becker melder sig selv og idømmes en fængselsstraf.

”En dag lå jeg på stranden ved Bellevue og solede mig”, indleder bagermester med at sige. ”Der kom en dame hen til mig, og vi snakkede lidt. Hun spurgte mig om, jeg havde hilst på Jack Becker”.

Det bliver bagermesteren noget forbavset over og svarer:

”Vor herre bevares, sådan en forbryder hilser man da ikke på. Han sidder da for øvrigt også i spjældet”.

”Næ,” replicerer kvinden. ”Han er lige kommet ud i går”

”Det var kedeligt”, bemærker bagermesteren synligt irriteret.

”Jamen, hvorfor det?” Vil kvinden vide.

”Fordi han er et giftigt kryb, der gør mindst skade, når han er indespærret”, svarer bagermesteren skarpt tilbage.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Dagen efter er bagermesteren i sit konditori på Vesterbrogade, da han overraskes af Jack Becker, der pludseligt træder ind i forretningen.

”Hvordan kan De tillade Dem, at kalde mig for en forbryder og et giftigt kryb?” spørger den åbenbart fornærmede Jack Becker, der tilsyneladende er blevet informeret om den samtale kvinden og bagermesteren har ført på Bellevue Strand dagen forinden.

”Det skal jeg sige Dem”, replicerer bagermesteren i et anklagende tonefald. ”De er en forbryder. En jøde, som andre mennesker med fare for eget liv hjælper og transporterer til Sverige, og som efterfølgende benytter tiden til at købe guld op og sælge det til tyskerne, det er en forbryder!”

Det kan den forbløffede Jack Becker ikke give igen på, så han skifter taktik. ”De skal vide, at jeg er en farlig mand at være uvenner med. Jeg har Krisepolitiet i min hule hånd”, truer Becker.

”Det vedkommer overhovedet ikke mig. Og kan De så se at komme ud af min forretning”, slutter den bestemte bagermester.

Hvad bagermesteren nærmere har tænkt, ved vi ikke, heller ikke om han har frygtet repressalier fra den berygtede Revolver Jacks side, der åbenbart også har gode forbindelser til Krisepolitiet. Men efter eget udsagn glemmer han snart episoden.

 

Der går 3-4 måneder, så kommer slutspillet i historien. En morgen står to krisebetjente – overbetjent Max Kristensen og hans chef politiassistent Kaj Spliid - i konditoriet. De fortæller, at de har fået en anmeldelse om, at bagermesteren har ulovlige og rationerede varer i sin forretning, og at han skal have solgt rationerede varer uden om mærkesystemet. De ransager bagermesterens kontor og lager, men finder intet. Alligevel bliver bagermesteren taget med på politigården.

”Jeg mener, der er tale om en privat hævnakt”, siger bagermesteren til overbetjent Kristensen, som er tilbøjelig til at give ham ret. Bagermesteren bebrejder betjentene, at de på et så spinkelt grundlag henter en borger og kaster mistanke på ham. Betjentene forsvarer sig dog med, at de er nødt til at følge op på sådanne anmeldelser.

”Jeg tror, det er en person fra Bovrup-kartoteket, som jeg tidligere har nægtet at servere for, som har anmeldt mig”, udtaler bagermesteren, idet han hentyder til de danske nazister, hvis partikartotek i byen Bovrup, havde overlevet krigen.

”Det er det nu ikke”, svarer Max Kristensen.

”Jamen, så er der jo i hvert fald ikke tale om en anonym person”, konkluderer bager-mesteren overfor overbetjenten, der dog ikke vil rykke ud med navnet.

 

Da bagermesteren er kommet tilbage til sin forretning, kommer han i tanke om mødet med Jack Becker nogle måneder før. Han ringer derfor til Max Kristensen, for at spørge overbetjenten om, det er Revolver Jack, der har anmeldt ham. Hårdt presset indrømmer Max Kristensen, at det er rigtigt. Overbetjenten beder ham dog undlade, at gå til sin sagfører for at yderligere forfølge sagen. På den baggrund og idet han anvender andre oplysninger, konkluderer bagermesteren, at Revolver Jack står under overbetjentens beskyttelse. I tiden efter ringer Jack Becker endog flere gange til bagermesteren og truer ham. ”Du skal komme til at fortryde det”, snerrer Becker i telefonen.

 

Det vides ikke præcist hvilken forbindelse, der var mellem de to krisebetjente Kristensen og Spliid og den navnkundige gangster Jack Becker. Men Max Kristensen fik senere, som en udløber af Edderkopsagen, en hård flerårig straf for at have modtaget bestikkelse og for at have lækket informationer til sortbørsfolk. Han blev afskediget fra politiet, blev bitter og måtte resten af sit liv henslæbe tilværelsen som vicevært i københavnsk udlejningsejendom. Tilsvarende blev politiassistent Kaj Spliid idømt en hæftestraf for noget lignende, men fik senere straffen konverteret til en bøde, og kunne derfor fortsætte sin karriere i politiet.

Den modige bagermester kom heldigvis aldrig noget til som følge af sine afsløringer af nogle af underverdenens ledende skikkelser, men de har nok ikke været flittige gæster i konditoriet. Bagermesteren blev 94 år gammel.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Møbelhandler Johan-nes Linde har sin fashionable forretning liggende lige ud til Gl. Kongvej. I baglokaler-ne nyder han store mængder spiritus sam-men med politifolk og sortbørsmænd.

Her er Johannes Linde fotograferet af politiet ved en tidligere lejlighed. Han var ganske ofte i konflikt med loven, hvilket dog ikke afskrækkede ham fra nye ulovligheder.

Vesterbrogade i slutninger af 1940-erne. Det var en livlig gade med masser af forretninger, barer, biografter og hoteller. Men den var også centrum for den omfattende sortbørshandel, der florede sålænge rationeringen varede.

Arne Jack Becker var altid meget elegant og moderigtigt klædt på. Men det kunne ikke skjule det faktum, at han var en af hovedstadens mest forhærdede kriminelle skikkelser.

Copyright © All Rights Reserved