cand polit

Dækkede ledende politifolk over modstandsbevægelsens brodne kar?

 

Mens den store Edderkopsag kører i 1948-1950 får politiet masser af henvendelser fra personer, som mener, de har en viden, politiet kan bruge i opklaringsarbejdet. Den enorme pressedækning med daglige artikler medvirker selvfølgelig også til at skærpe folks opmærksomhed og får måske fortrængte erindringer frem i bevidstheden. Mange af henvendelserne fører faktisk politiet videre, mens andre har mindre eller ingen betydning for den konkrete sag. Men alle tips, også selv de anonyme, bliver nøje undersøgt og efterprøvet, og selv om en henvendelse eller et tip måske ikke lige har noget at gøre med Hasselstrøm, Linde og de andre tiltalte sortbørsfolk bliver der optaget rapport.

Hvis det så viser sig efterfølgende, at et konkret tip ikke kan bruges i sagen mod sortbørsfolkene og de korrupte politifolk, der har hjulpet dem, så bliver sagen af en af de overordnede politifolk påført et stort ”H”, der står for ”Henlagt”. Der er ganske enkelt ikke mandskab nok til at gå videre og komme i dybden med dem.

I Rigsarkivet befinder alle politiets rapporter fra Edderkopsagen sig nu. Hele sagen fylder samlet mere end 100 store arkivkasser. Tyve af disse kasser er fyldt med de såkaldte H-sager. Men selv om de ikke direkte bidrog til opklaringen af Edderkopsagen kan de dog sagtens have stor historisk interesse. I masser af sagerne (der er mere end tusinde såkaldte ”H”-rapporter) er der spændende oplysninger om sortbørsmiljøet i tiden lige efter krigen, og de kan i mange tilfælde bidrage til forståelsen af helt andre forhold, som ikke er beskrevet andre steder.

I Rigsakrivet har man således givet Edderkopsagen betegnelsen: ”arkiv af enestående national betydning”. Det mærker man så sandelig også, når man låner en af kasserne i denne sag. Man skal sidde på en ganske bestemt plads, overvåget af både en af Rigsarkivets ansatte og ikke mindre en 3 videokameraer.

Her er beretningen om en af disse interessante sager

 

 

H-Sag 387

 

I juli 1949 – hvor Edderkopsagen kører på sit højeste – kommer der en henvendelse i form af en klage fra en person, som har et mere end gennemsnitligt godt kendskab til de lyssky kredse i København. Det er en ganske agtværdig cand. polit., der arbejder i Richskoncernen på Rådhuspladsen i København. Han har været aktiv i modstandsbevægelsen under krigen og er derigennem kommet ind i arbejdet med at opbygge det såkaldte Centralkartotek, som i foråret 1945 endte med at have mere end 40.000 navne på personer, der skulle interneres, når tyskerne havde tabt krigen. Kartoteket var startet af professor ved Københavns Universitet Carsten Høeg, der fik en række unge studerende og dertil flere politifolk, som hjælpere i arbejdet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den unge cand. polit. bliver betroet flere spændende opgaver. En af dem er at efterforske særdeles følsomme sager, hvor der rejses mistanke om, at visse modstandsfolk rent faktisk samarbejder med dele af den tyske Værnemagt og det tyske sikkerhedspoliti. I en af sagerne finder den unge cand. polit. frem til at illegale rutefolk i Dansk-Svensk Flygtningetjeneste ud over jøder også smugler guld for tyskernes regning.

En anden sag handler om en modstandsgruppe, hvor det bliver afsløret, at nogle af medlemmerne samarbejder med tyskerne, idet de både giver oplysninger og handler med Værnemagten. Selve gruppen bliver revet op af tyskerne sent i 1943 og mange fængsles og kommer i koncentrationslejr. Enkelte omkommer. Men en del af gruppens medlemmer undslipper tyskerne, og det er omkring nogle af disse, der opstår mistanke. En af dem er den senere notorisk berømte sortbørsmand: Jøde Poul, som laver snedige affærer med alle parter under krigen. En anden lige så berømt skikkelse er Bjørn Schouw Nielsen, efter krigen dømt for det såkaldte hypnosemord. En tredje modstandsmand er Ingolf Lyhne, der sammen med Svend Geisler, i krigens sidste fase er nogle af de mest aktive likvidatorer. Efter krigen fik Lyhne flere domme, heraf en meget langvarig for et groft voldeligt røveri.

 

 

 

 

 

 

 

 

Disse tre modstandsfolk plus et par stykker til laver den unge cand. polit. en større efterforskning omkring, og efter krigen mener han og hans chef professor Carsten Høegh, at det er bedst, at politiet overtager sagen og beslutter, om der skal rejses tiltale for eventuelle overtrædelser ifølge det nye straffelovstillæg.

Derfor møder den unge cand. polit. op hos politiinspektør Troels Hoff medbringende en tyk mappe, der indeholder anklager, vidneudsagn og beretninger fra modstandsfolk. Hoff er formentlig den rette at gå til. Han har været chef for interneringslejren på Alsgade skole og har været ansvarlig for sagerne mod en række af landssvigerne og er siden blevet udnævnt til chef for politiets efterretningstjeneste.

”Jeg følte det var min pligt at være med til at rense ud i modstandsbevægelsen”, udtalte den unge cand. polit. senere til politiet. ”Der var flere fældende beviser mod kendte modstandsfolk, for blandt andet pengeafpresning. I et tilfælde begik en af de afpressede selvmord”, afslører den unge cand. polit., der tilføjer, at visse af anklagerne bliver yderligere bestyrket, da han hos kaptajnløjtnant B. i Hærens Efterretningstjeneste får forevist korrespondance mellem Gestapo-chefen Hoffmann og et af medlemmerne i den pågældende modstandsgruppe.

Troels Hoff tager pænt imod den unge cand. polit. og kigger interesseret på sagen. ”Jeg så personligt, at Troels Hoff lagde sagen ind i sit pengeskab”, fortæller den unge cand. polit.

Men derefter sker der ikke noget. Der bliver ikke indledt efterforskning mod nogle af de mistænkte, og der foretages overhovedet ikke nogen afhøringer. Fra nogle af sine kontakter i politiet får den unge cand. politi at vide, at sagen simpelt hen er forsvundet.

Det er baggrunden for, at den unge cand. polit. klager til politiet. Han synes der bør ske noget i retfærdighedens tjeneste. Men det kommer der heller ikke ret meget ud af. Politifolkene i det 7. Undersøgelseskammer føler tilsyneladende ikke, at de rejste anklager er relevante for deres sag mod Edderkopfolkene og de mistanker, der er mod politiinspektør Troels Hoff, vedrører ikke noget omkring besættelsestiden. H-sag 387 bliver derfor henlagt.

Der er ikke ret meget tvivl om, at den unge cand. polit. har ret i sine påstande. Vi ved, han var en betroet medarbejde ved udarbejdelsen af Centralkartoteket, og vi ved også fra en række andre rapporter, at politiet tillagde hans udsagn stor vægt og brugte hans oplysninger i efterforskningen. Det er derfor relevant at spørge, hvorfor Troels Hoff ikke startede nogen efterforskning mod de mistænkte modstandsfolk.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kan det tænkes, at Troels Hoff havde noget i klemme? Var der nogle af de mistænkte modstandsfolk, der havde nogle ”kedelige” oplysninger om Hoff, som i de i en presset situation som f.eks. et forhør hos erfarne kriminalbetjente, kunne tænkes at afsløre? Havde Troels Hoff i virkeligheden selv en ret tæt forbindelse med Gestapochefen Hoffman? Og var det endvidere baggrunden for, at Hoff usædvanlig hurtigt fik smidt den tyske politimand Nass tilbage til Tyskland? Nass blev senere et af politiets hovedvidner i Edderkopsagen. Meget tyder på, at forklaringen skal findes her. Vi vil senere gå mere i dybden med disse forhold her i websitet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Se foromtale af en bog, der beskriver arbejdet med kartoteket her

Ingolf Lyhne var en af modstands-bevægelsens hårdeste drenge. Han deltog i adskillige likvideringer, men man mistænkte ham også for at lave deciderede kriminelle aktiviteter for egen vinding.

Lod politiinspektør Troels Hoff en sag "forsvinde" for selv at undgå at komme i fedtefadet?

Copyright © All Rights Reserved