1. Rapport i Dagbogen

Den strengt fortrolige dagbog

 

 

 

 

Dagbogen af Anders B. Nørgård og Poul Dalgård

Rapport 1. Strengt fortroligt

 

Kort efter dobbeltmordet på Frederiksberg var Nørgård i privat selskab med prisinspektør Kai S., der ved denne lejlighed fremsatte en teori om mordet, baseret på dels et kendskab fra tidligere tid, en grosserer H.S, som prisinspektør Kai S. engang i ungdommens dage havde lært at kende på fru Behrends pensionat ved Gl. Strand, dels på hans viden fra anden side (politikredse) prisinspektøren mente på baggrund af sit kendskab til grossereren at kunne fastslå, at han var impliceret i mordsagen. Grosserer H.S. har tidligere været straffet, hans forretning i Ny Toldbodgade med smørrebrødspapir kan ikke ”specielt ikke under papirrationeringen” give ham midler til en levevis, som han fører: Bopæl i Grønningen, daglig frokost på a´ Porta, Kroghs fiskerestaurant, Hotel d'Angleterre og lignende steder og en dyr bil. Prisinspektøren mente med sikkerhed, at grosserer H.S., og den myrdede kontorchef havde haft forretningsmæssig, pengemæssig forbindelse, men ville ikke nærmere ind på, hvori den bestod, kun fastholdt han, at der ”ganske givet var en økonomisk forbindelse, og at det var årsagen til en strid, der endte med dobbeltmordet".

For nogle Måneder siden kom en ofte straffet person, (Christensen, Hyskenstræde 16), op til mig med nogle ligegyldige nyheder. Jeg sagde, at hvis han kom med ”den store historie” kunne han måske tjene et par skilling, men der skulde være 'kød" på sagen. Dagen efter mødte han igen og fortalte noget om ”sortbørsens bagmand”, men noget reelt kunne han ikke, eller ville han ikke oplyse. Efter at jeg på en rejse til provinsen bl.a. havde varet i Herning i anledning af ”Døvling mordet” mødte han igen og ville afsløre forholdene på hjemmet ”Lyng”, forhold, der var os bekendt, men jeg noterede hans historie og benyttede den delvis. Siden kom han med en ny afsløring i sagen, som efter konference med Fr.W. ikke benyttedes. Imidlertid havde jeg fornemmelsen af, at det slet ikke var ”Lyng”, han brændte efter at afsløre, men ”sort-børsmanden”, og jeg bad ham komme en aften og fortælle mig, hvad han vidste.

Han stillede også og fortalte da, at der i de kredse, hvor han færdedes, taltes om en stor, mystisk mand, som boede i Dronninggården 23, Svend Åge Hasselstrøm. Han skulle være identisk med sortbørsens store bagmand. Hans nære venner var højtstående politifolk, der var i lommen på ham, han ejede en række forretninger, der blev drevet af stråmænd, men hvis varetildelinger gik på den sorte børs. Hasselstrøm ”havde politiet i sin hule hånd”, drev flere beværtninger, kom privat sammen med betydende personer, der beskyttede ham, og han havde en hærskare af håndlangere, der dirigerede grupper, som beskæftigede sig med smuglerier, tyverier, indbrud, sortbørshandel, hæleri, (smykke- og ædelstenopkøb), og han var oprindelig startet som alfons. Han var bookmaker i stor stil, holdt vogn og havde ”skuder i søen”, (piger, der stadig arbejdede for ham på forskellig vis). Han kaldte sig repræsentant og var officielt ansat i et bilfirma på Gl. Kongevej 4, men i virkeligheden ejede han selv forretningen.

Hans forbindelser var foruden visse politifolk, som min mand ikke kendte navnene på – eller ikke ville opgive – dels grosserer St. i Ny Toldbodgade/Grønningen (Guldtolden), der efter Schumachers opfattelse …(dele af teksten mangler)

Jeg aftalte med Dalgård, at vi skulle prøve at finde ud af, hvor meget der var i historien, bl.a. ved nogle gange at kredse omkring Hasselstrøms hjem i Dronningens Tværgade 23 for at se hvilke folk, der søgte hans hjem. Jeg mente, vi burde gemme historien til senere, når der var virkelig tid til at dyrke den, og vi var kommet mere ind hos politiet.

Dalgård var straks fyr og flamme. Kort tid efter var han i tjenstligt øjemed på besøg hos politikommissær Gredsted, og under samtalen kom man tilfældigt ind på sortbørshandlen. Herunder fik Dalgård en række chokerende oplysninger, der stemte nøje med det materiale, vi lå inde med. Dalgård ringede straks til Nørgård, og vi startede på historien, der efterhånden, som den oprulledes, bekræftede, at den mand, vi havde tænkt at afsløre, er af langt større format og betydelig farligere, end vi oprindelig havde tænkt os.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hermed overtager Dalgård den fortsatte rapport:

Tirsdag den 2. november besøgte jeg politikommissær Gredsted for at få et interview om natklubber på Vesterbro. I samtalens løb kom vi ind på sortbørsen, og Gredsted berettede om, hvordan der efter hans mening blev dækket over bagmændene.

På mit spørgsmål om han da troede på ”bagmænd” svarede han: ”Jeg nærer ingen tvivl”, og af sig selv nævnte han Sv. Åge Hasselstrøm og møbelhandler Linde, som han betegnede som efter hans opfattelse de to største bagmænd.

Under den videre samtale udtalte Gredsted som sin personlige opfattelse, at Hasselstrøm foruden at dirigere forbryderverdenen havde meget fine forbindelser, bl.a. hos politiet. Han nævnede politiinspektør Agdal, om hvem han mente at vide med sikkerhed, at Agdal i hvert fald én gang havde gæstet Hasselstrøms hjem i Dronninggården. Han havde også hørt forskellige højst kompromitterede ting om politiassistent Spliid. Hans væsentligste anke, og som satte ham på sporet af maskepi mellem sortbørsen og visse folk i krisepolitiet, var den behandling som sager, afsløret og i første instans behandlet i hans kreds, fik, når de oversendtes til krisepolitiet. Han nævnte et eksempel og viste mig sagens akter, som han havde fået gennem en tidligere krisebetjent, som atter var vendt tilbage til hans afdeling (Hans fortrolige ordonnans under krigen i modstandsbevægelsen). En mand, mange gange straffet for tyveri og sortbørs blev anholdt af station 5. Han prøvede at flygte og efterlod en cykel, hvorpå hang en taske fyldt med ubanderoleret cigaretpapir. Da krisepolitiet fik sagen med udførlig rapport om enkelthederne, lod de i al stilhed manden løslade uden tilhold – og sagen blev henlagt. Det har nu vist sig, får jeg bekræftet i en senere samtale, at den anholdte var en lille, men fortrolig og flittig agent for Sv. Åge Hasselstrøm. Gredsted vil i løbet af få dage tilstille politiinspektør Mellerup en skriftlig klage over denne sags behandling.

 

Under samtalen om Hasselstrøm, hvori jeg var særlig interesseret, nævnte Gredsted et forhold, der gjorde, at jeg omgående meddelte Nørgård, at sagen nu omgående måtte behandles. Han sagde nemlig, at han efter ca. en snes samtaler med forskellige arrestanter følte sig overbevist om, at Hasselstrøm på en eller anden måde var impliceret i de to dobbeltmord. Først og fremmest dobbeltmordet på Frederiksberg. Disse arrestanter har også ved politiafhøringer erkendt, at Hasselstrøm stod bag tyverier og sortbørshandler. Men samtidig tilføjede de, at de ikke turde stå ved udtalelserne i retten. Nogle af dem forklarer, at de direkte frygter for deres liv.

Om Hasselstrøms virksomhed på Vesterbro fortæller Gredsted, at han i hvert fald direkte kontrollerer Hølmers Bar, Stenosgade 1, har betydelig indflydelse på Marckmanns Cafe, Gl. Kongevej 5, og Fattys Kro, Trommesalen 5. Muligvis også restaurant Corner, Meldahlsgade 5 (hjørnet af Gl. Kongevej). Om den i Stenosgade, Høllmers Bar, fortæller Gredsted, at det er her den berygtede hasardbule findes, (i baglokalet ved køkkenet).

 

Efterhånden som mine samtaler med Gredsted bragte mig i nærmere kontakt, åbnede han sig og fortalte bl.a. følgende: En tidligere medhjælper i Hasselstrøm-banden, som er blevet ”udstødt” og desuden blanket af for mange tusinde kroner, arbejdede for nogle år siden i en af Hasselstrøms automobilvirksomheder, (han har flere). Hasselstrøm kom ind på kontoret, hvor han passede telefonen den dag en af hans nærmeste medarbejdere var blevet anholdt for guldsmugleri. Han ringede politigården op og forlangte et lokalnummer, som ikke kendes. Følgende replikker faldt:

Hasselstrøm: NN skal løslades i dag….

Politiet svarede et eller andet om, at det ikke var den afdeling, der havde behandlet det, og at man ikke kunne ordne det.

Hasselstrøm: Du skal få ham løsladt i dag!

Manden blev løsladt!

Gredsted undersøger i øjeblikket denne sag nærmere og har fundet frem til den anholdte, som bor et sted i Pilealleen. I øvrigt mente Gredsted den 2. november at vide, at Hasselstrøm var anholdt og at politikommissær Lehner på Frederiksberg, som af ham var blevet underrettet om mistanken og andre enkeltheder, som Gredsted lå inde med vedrørende dobbeltmordene (Peter Bangs Vej og Øresund), havde haft Hasselstrøm til afhøring om dobbeltmordet, (udlånt af Københavns Politi). Det viste sig imidlertid at være urigtigt. Ganske vist skulle Hasselstrøm, hvad Vicepolitiinspektør Glud under en samtale med Nørgård og Dalgård har forklaret, være begyndt afsoningen af en 30-dages krisesag den 28. oktober, men Lehner har ifølge egen udtalelse ikke på noget tidspunkt hørt ham omtale i forbindelse med dobbelt-mordet – endsige haft ham til afhøring. Dette til trods for, at politikommissær, cand. jur. Gredsted personlig har bedt ham – og fået løfte – om en undersøgelse!

 

Nørgård meddeler:

Efter at Dalgård havde sat mig ind i den pludselige udvikling i sagen og hørt løftet om Gredsted og hans folks medvirken i opklaringen, (hvilket blandt andet skyldes, at Gredsted er blevet truet af Hasselstrøm med at denne ”nok skal få Gredsted knaldet”), tog Dalgård og Nørgård først til Frederiksberg Politi, hvor vi ikke traf Lehner, men hans næstkommanderende, der intet kendte til Hasselstrøm. Vi spurgte ham dog ikke direkte, men nævnte navnet ”Hassel.. et eller andet” i forbindelse med en pludselig anholdelse. Derfra til Politigården. Her talte vi med lederen af Københavns Kriminalpoliti, vicepolitiinspektør Glud, der bekræftede ord til andet, at vore formodninger om Hasselstrøms virke og indflydelse også var hans, men at han ”desværre” intet kunne bevise og tvivlede på, at vi kunne nå til bunds i sagen og advarede os indtrængende mod at ”brænde fingrene”.

Samme aften erklærede politikommissær Bjerring, som Dalgård ringede til, at ”alt det med Hasselstrøm var romantik”. Næste dag havde han dog et noget andet syn på sagen, men også han advarede os ”mod den mægtige mand med de ubegrænsede midler og de dygtige sagførere”.

 

Tirsdag d. 2. november inviterede Dalgård og Nørgård stikkeren Christensen, Hyskenstræde 16, på en rundtur i Hasselstrøms virksomheder i den indre by, som Nørgård dog tidligere havde inspiceret. Vi aflagde først besøg i restaurant ”Rico”, Dr. Tværgade, hvori Hasselstrøm har en væsentlig andel, dernæst kiggede vi på restaurant Rex, Dronningegården, som vi beså udefra, ligesom vi havde lejlighed til dels at kigge på ejendommen hvor Hasselstrøm bor, var oppe ved hans dør og senere havde Nørgård en samtale med ejendommens inspektør, der karakteriserede Hasselstrøm som ”vennen Svend Åge, der altid havde en bajer, go´ cigar og brændevin ved festlige lejligheder uden at kræve betaling”. Jeg vil være ked af at miste ham som lejer, det er jo et blandet publikum, der bor her, men der har aldrig været vrøvl med Svend Åge, han betaler godt for sig.

 

Videre kørte vi forbi cigarforretningen omtrent på hjørnet af Dr. Tværgade og Adelgade, som Hasselstrøms svigerinde K.H. står for (gift med broderen Volmer). Derfra til Klerkegade 7, som broderen Christian, og hans forlovede driver med hende som stråmand. (KLIK HER for at se Billedbladet, hvor de engang figurerede, nr.21, 1. juni 1948). Efter et besøg i Palæcafeen i samme gade nr. 9 fik vi ved udgangen et tilbud om øl-levering senere fra cigarbutikken. Manden, der gav os tilbuddet, havde en vogn holdende K 55.955, som tilhører cigarhandler Emmanuel Nielsen, Borgergade 69, (en af Hasselstrøms medhjælpere). Tilbuddet gives til let anløbne personer eller folk, som de skønner, er ude på sjov.

 

Det sidste besøg, vi aflagde, var i Ingeniørcafeen i Kronprinsessegade, en virksomhed, der ejes af Hasselstrøm (Kronprinsessegade 46 drives af en stråmand). Her drak vi nogle pilsnere og på et vist tidspunkt kom Chr. Hasselstrøm, (broderen efter hvad vor stikker sagde), og tømte kassen umiddelbart før lukketid

 

Dalgård meddeler:

Onsdag d. 3. 11. talte jeg telefonisk med politiinspektør Agdal, som jeg bad redegøre for krisepolitiet kamp gennem årene med sortbørsens bagmænd. Han hade dårlig tid, sagde han, og ”det var noget, der helst ikke skulle og man også dårligt kunne skrive om”, sagde han. Næste dag bragte vi vor første historie efter yderligere bekræftelse af en række forhold af politifolk, som vi begge talte med i fortrolighed. Samme dag udtalte Agdal sig til BT og bekræftede vores historie.

 

Torsdag aften skrev Social-Demokraten sin leder om sagen.

Nørgård meddeler:

Sluttede kontakt ved et møde på cafe ”Botanique” med prisinspektør S, som jeg orienterede om sagens udvikling med undladelse af visse politifolks navne. Schumacher var yderst interesseret og fremsatte udtalelser om en vis mistro til krisepolitiet, som i adskillige tilfælde havde modarbejdet ham og nævnte, at det var Agdal, som fik ham hældt ud fra København og forvist til provinsen. De er dog på hat og hilser venligt på hinanden, men er absolut uenige. Han lovede at stå til rådighed med det materiale, som det var ham muligt at skaffe igennem sine enkelte gode venner og forbindelser indenfor politietaten, ligesom han lovede at skaffe nærmere oplysninger om beværtninger, der i virkeligheden drives af Hasselstrøm.

Samme aften kombinerede vi enkelthederne i tæppesmuglerierne fra Sverige, hvor varerne i begge tilfælde for en dels vedkommende var landsat i Kastrup.

 

Lørdag:

Dalgård meddeler:

Samtale med politidirektør Herfelt, der var chokeret over de tilstande, som vore artikler har afsløret. Var overbevist om deres rigtighed efter en samtale med politiinspektør Agdal, der kaldtes til ham foranlediget af vore artikler.

Politidirektøren blev yderligere rystet senere på dagen, da han gennem ”Berlingske Aftenavis” erfarede, at prissagen mod møbelhandler Johannes Linde – (Hasselstrøms allierede) – var sporløst forsvundet fra krisepolitiet. Ville indhente enkeltheder mandag hos Agdal.

 

Nørgård meddeler:

Tog ud til min gamle bekendte, politikommissær F. A. Petersen, nu Nordre Birk, i anledning af rationeringsmærkekuppet fra den 19. december 1942 i Gentofte kommune. F.A. Petersen, som jeg mener at kende ret nøje fra gamle dage i provinsen og tror at kunne stole på, lovede os enhver støtte i vort arbejde, når han blot blev holdt udenfor.

Jeg bad om rapporterne fra kuppet i Gentofte, og kriminalassistent Rusholt, der var mere formel, men også elskværdig – og som ikke blev indviet i detaljerne – hentede dem frem med en bemærkning om, at en overbetjent Oxvig, Søndre Birk, havde villet låne dem samme eftermiddag i anledning af en klage fra en straffefange i Horsens, der havde skrevet til Justitsministeren, som nu ønskede Oxvigs udtalelse i sagen.

”Jeg tvivler ikke på, at det er den store fisk, De er ude efter, og at det er den rette mand, De har kig på inde på Social-Demokraten”, sagde politikommissær F. A. Petersen. ”Jeg vil støtte dem, hvor jeg kan, men vil ikke hænges op på noget. Jeg tror, der er mere råddenskab til, end De gør Dem begreb om. Tillykke med arbejdet, men vær forsigtig!

Hjemkommen ringede jeg Oxvig op for at høre, hvad klagen gik ud på, han var ret studs, men vi aftalte et møde en halv time efter i Oxvigs hjem, Lyngbyvej 132. Her havde jeg en to timers samtale med Oxvig, der havde fulgt skriverierne – gennem BT – om X´et. Han blev forarget over, at BT ikke havde citeret os og troede, at det var BT, der havde rejst sagen. Han lovede os støtte, og han vil nu arbejde for os. Kan til nøds ringes op på sit kontor, men foretrækker at ringe fra sit hjem efter 16-17 til mig. Vil en af de første dage sætte mig i kontakt med en af politiets stikkere, Carlsen, en gammel spritsmugler, der kender Hasselstrøm. Samtidig har Christensen, Hyskenstræde, lovet at sætte os i forbindelse med en mand ved navn Kappelen, tidligere Hasselstrøms højre hånd, som Dalgård og Nørgård vil træffe i fællesskab. Er for tiden efterlyst af politiet.

Oxvig oplyste, at han i sin tid gjorde tjeneste i 2. undersøgelseskammer. Han havde også beskæftiget sig med Gentofte-kuppet, og det var en arrestant, som nu meddelte, at den mand, der dømtes som hovedmand, i virkeligheden kun var en af X´ets hjælpere. Han fik 21.000 kr. af Hasselstrøm for at tage den straf, der faldt af.

 

Videre fortalte han, men bad os foreløbig ikke benytte det, at han under en anden sag med en arrestant havde fået oplyst, at en del guldbarer var gået videre til en forretning i Absalonsgade via en mystisk, velklædt herre. Overbetjent Oxvig fandt forretningen, der er beliggende i Absalonsgade på Vesterbro. Den sælger tinsoldater, julelysholdere og julepynt, stager osv. Som forretningen selv fremstiller i et baglokale i en kælder, hvor der er installeret specielle svære gasledninger og er anbragt digler osv. Oxvig mener med sikkerhed at vide, at det er her, en væsentlig del af landets guld- og sølvkoster omsmeltes. Manden, der driver virksomheden er en slægtning af Hasselstrøm og hedder selv Hasselstrøm – vist en farbror. Han afgav rapport om sagen, men den henlagdes! Da han rykkede for den, fik han en næse, fordi han blandede sig i ting, der ikke kom ham ved, hans mission var endt med afhøringen! Er i Søndre Birk og mener, der er meget råddenskab også hos politiet, men mener også, at arbejdet er uoverkommeligt på grund af indbyrdes jalousi, kompetencestridigheder osv. Den ene afdeling ved knap, hvad den anden foretager sig, der er ingen virkelig kontakt. Mange ting syltes.

 

Oxvig fortalte videre, at han mente at vide, at Hasselstrøms bilvirksomheder var hovedaftagere af den betydelige mængde benzin, der vitterlig stjæles fra militæret, ikke mindst fra Værløse, tyveri af strandingsgods, rågummi og lignende. Varerne blev sporet til Hasselstrøm, så ophørte historien, man nåede ikke videre.

Oxvig tilsagde os fuld hjælp i sagen, men er ikke indviet i enkelthederne fra os. Hans oplysninger stemmer med, hvad vi har indhøstet andre steder fra. Vil sandsynligvis gerne avancere og er bitter over, at hans sag i sin tid (smelteriet) blev henlagt.

Tilsidst:

Den mand, der ledede Gentofte-sagen en tid, da den var hos krisepolitiet, som – fremgår af vort referat i bladet – i virkeligheden henlagdes med nogle ligegyldige folks domme, er kriminalassistent Loldrup. En ældre mand.

Han udtalte lørdag eftermiddag til mig:

”Kære herre, det er svært for mig at røbe mine tanker. Agdal førte selv sagen fra Gentofte. Vi havde hver vore teorier. Man skal være varsom, min stilling skulle ikke gerne rokkes, jeg er en snart gammel politimand. Det er vanskeligt at komme ind på det, de vil … jeg tør ikke sige noget. De vil sikkert afsløre noget, der ryster, og det skulle glæde mig, om det lykkedes. Det er rigtigt, De (Social-Demokraten), har grebet det helt rigtigt an, men der skal flere konkrete oplysninger til. Der er gjort et stort arbejde, kan De tro, fra vor side, og jeg er i virkeligheden imponeret af Deres (Social-Demokratens) arbejde. Det er noget, der rummer store ting. Vi tog kraftigt fat, men alt må jo nu og da stoppe, når man rammer en mur!”

”Hvilken?”

”Dels det, som De tænker på, dels også retsplejen, og den vil jeg helst holde mig til. Jeg tror og jeg håber, De er et ærligt menneske, og jeg regner med at De holder mund. Hele Svend Åges butik kender vi godt. Vi var nær ved at afsløre ham i Gentofte-sagen, men så mødte vi muren. Der var intet at gøre. Hæleren Svenningsen, kaldet Moré, tog kløene.

Træd varsomt, gode herre … der er en betydelig og farlig kreds bagved.

….

Dalgård fortsætter sit arbejde sammen med Gredsted og kilder, Nørgård med F.A. Petersen, prisinspektør S., Oxvig og andre som kilder. Til sidst nævner vi i fællesskab de implicerede navne, vi hidtil har noteret os blandt de store i banden:

Svend Åge Hasselstrøm, Dronninggården

Volmer Hasselstrøm og hustru, Adelgade

Chr. Hasselstrøm, Klerkegade 7

Fa. A. og M., Gl. Kongevej 4-6, autohandlere m.v.

Autogrosserer B. C., Toldbodvej 5 og Gl. Kongevej 4

Barber Corell med familie, Dr. Tværgade

Afdøde bokser og sortbørsmand Andersen, Corells svigersøn.

Snedkermester Fritz Hueg, der lige har åbnet en ny forretning på hjørnet af Blegdamsvej og Helgesensgade. Kendt som smugkrovært for banden og klienter.

Grosserer S. (Guldtolden), Grønningen 3.

Den myrdede Hjalmar Olsen, sortbørsmand fra Øresund

Møbelhandler Johannes Linde og familie, der er indehaver af flere forretninger i byen bl.a. Dr. Tværgade og Gl. Kongevej.

Hertil kommer en række navn, der dels er nævnt i referater, dels navne, vi ikke tør indestå nærmere for i øjeblikket.

En fjerde bror til Hasselstrøm skal være svindler, men arbejder alene, Ove Hasselstrøm. Søsteren er gift med en tilsyneladende hæderlig mand i Husum. Mere ved vi ikke pt. Udover løse rygter, vi undersøger nærmere. Rapporten følges op efterhånden. Dalgård og Nørgård, 6.11. 1948

 

2. Rapport

 

Svend Åge Hasselstrøm, blev i starten af Social-Demokratens artikelserie kun omtalt som Edder-koppen. Her et billede af ham, som han fremstod i sit pas. Foto er ikke tidligere offentliggjort. Her sker det med tilladelse fra Rigsar-kivet.